Hun skiller fårene fra bukkene

Politikeren Anna Mee Allerslev bidrager til åndløsheden. Lige som journalisten Reimer Bo, komikeren Casper Christensen, musikeren Simon Kvamm, præsten Kathrine Lilleør, kommentatoren Peter Mogensen, digteren Henrik Nordbrandt og antropologen Dennis Nørmark. Alle er de med på den alfabetiske liste over godt 40 kendte personer, der er linet op på pressemeddelelsen, der følger med præst og debattør Sørine Gotfredsens nye bog Den Åndløse Dansker. Fordi de bidrager til at gøre Danmark og danskerne åndløse.

»Jeg synes bestemt ikke, det er en tilsvining,« lyder det fra Sørine Gotfredsen, der sidder ved spisebordet i sin stue på Frederiksberg for at forklare missionen med sin seneste bog, nemlig at undersøge den åndløshed, hun er bekymret for har ramt Danmark og danskerne. En åndløshed man især ser hos selvtilstrækkelige sportsikoner, politikere uden historisk bevidsthed, alvidende journalister, børnefamilier med nok i sig selv og i ligestillingen, der tvinger kvinderne til et liv, de ikke har lyst til.

»Jeg sætter navne på folk, fordi de er eksponenter for de problemer, jeg nævner, og fordi jeg mener, det er med til at fremme forståelsen. Det er mennesker, der har stillet sig ud i det offentlige rum og sagt ‘se mig, hør mig’, og så synes jeg også, man kan sige, hvad de hedder. Desuden er der også mange, jeg siger pæne ting om,« siger Sørine Gotfredsen, der selv gerne stiller sig ud i det rum. Også selv om det betyder, at nogle mener, hun er frygtelig. »Man kan ikke elskes af alle,« lyder det tørt fra Gotfredsen, der i bogen fremhæver Informations Rune Lykkeberg som en af dem, der beriger danskerne med ånd. Præsten Katrine Winkel Holm en anden. Men hvad skiller de to navne fra de 40 andre?

»Det åndløse menneske er det menneske, hvis bevidsthed lige nøjagtig er, hvor han står nu,« lyder svaret fra Gotfredsen og forklarer, at det er et menneske, der ikke har noget forhold til fortiden og ikke gør sig mange tanker om fremtiden.

»Det åndfulde menneske derimod ser sig selv som en lille bitte brik i den store historie. Som en, der skal sørge for at aflevere verden så god som mulig til dem, der kommer efter og som hele tiden er bevidst om at spørge sig selv om, hvad der forventes af ham,« siger Sørine Gotfredsen og uddyber, at jo mindre ens rum bliver og jo mere ens egne små interesser fylder i den helt nære verden, jo mindre åndfuld har et menneske mulighed for at blive.

»Det er mennesker, der ikke er nysgerrige nok. De søger ikke nok, og de har ikke nogen intention om at blive til noget andet, end det, de er nu. Det er en af mine pointer i bogen; at der er nogle forskellige kræfter og mekanismer i samfundet, der er med til at præge os, hvor det kan være svært at bevare den udadvendthed, der skal til for at blive mere end man er, og som gør det svært at følge den pligt, man har til at blive et bedre menneske.«

At bruge talentet

Pligt, ansvar og skyld er med at holde mennesker fast, mener Gotfredsen. Begreber, som er gledet alt for langt i baggrunden.

»Individet har fået så store beføjelser, at vi ser os som centrum for verden. Vores lyster og tilbøjeligheder er blevet målestok for, hvad vi skal,« mener Gotfredsen, der ser det som et kæmpe problem for vores samfund, at vi ikke definerer os i forhold til noget større og mægtigere end os selv.

Men bliver du ikke selv en slags autoritet med den her bog, hvor du dømmer, hvem der har ånd, hvem der ikke har ånd og hvilke områder der ikke er ånd i?

»Det er risikoen, når man satser lidt og siger tingene ligeud. Da vil man ofte blive beskyldt for at være moraliserende. Som en, der stiller sig frem og siger, at man er bedre end andre. Sådan er spillets regler. Jeg synes ikke, jeg er spor bedre end andre mennesker, og jeg bliver påvirket af nøjagtig de samme kræfter i vores samfund. Men at jeg fortæller, hvordan jeg ser verden er ikke ensbetydende med at sige, at jeg er klogere,« siger Sørine Gotfredsen og påpeger, at man hele tiden må overveje, hvor meget man må gøre for sin egen skyld, og hvor meget man må gøre for andres. En overvejelse, en digter som eksempelvis Henrik Nordbrandt burde gøre sig, mener hun. I stedet for at skrive sure digte er han blevet en glad familiefar.

»Han må selvfølgelig gøre, som han vil, men på en måde svigter han sit talent og nedprioriterer pligten over for andre, fordi han har stiftet familie. Jeg synes, det er en overvejelse værd, hvor pligten bliver af i det liv om man må melde sig ud af den mission, man er på, hvis man er digter eller kunstner eller sportsmand for i stedet at sige: Nej, nu skal det bare handle om min egen nære verden,« siger Sørine Gotfredsen og tilføjer, at jo større talentet er, jo større er pligten til at bruge det.

Rigtigt og forkert

Hvad er din egen pligt?

»Det er at skrive og tale og bidrage til den store samtale. Det har jeg nu gennem nogle år erfaret, at mange mennesker sætter pris på. Også selv om det nogle gange kunne være lettere at melde sig ud. Da tænker jeg nogle gange, at der er noget, der hedder pligt.«

Det er en pligt, der ifølge Sørine Gotfredsen også handler om at sige, hvad der er rigtigt og forkert.

»Det er del af det at skrive, kritisere og analysere, at sige, at man foretrækker noget frem for noget andet. Men man kan hurtigt komme til at virke, som om man peger. Det er alle menneskers lod, der tager ordet offentligt.«

Du diskuterer gerne så forskellige emner som multikultur, ironi, rygepolitik, fedme, politik og kunst. Bliver du ikke selv offer for det samme som du kritiserer i din bog: nemlig en generalist, der går ind og dømmer i emner du ikke ved noget om?

»Det er en misforståelse. Der er masser af ting, jeg ikke mener noget om. Økonomi, for eksempel, eller folkeskolen. Jeg påstår ikke, at jeg er ekspert. Når jeg udtaler mig, så handler det om, hvilket menneskesyn, der ligger til grund. De emner, jeg går ind i, går jeg ind i, fordi jeg er et menneske med mange holdninger til, hvordan et menneske er og hvordan vi ser hinanden eksempelvis når det gælder rygning og fedme.«

»Jeg går ikke ind i den debat med en påstand om at jeg har studeret rygepolitik hele mit liv. Jeg har bestemt ikke en holdning til alting.«