De fortabte sønnesønner

Joseph Roth-bølgen skyller videre over Danmark. Vi er de seneste år blevet begavet med nyoversættelser af den mesterlige østrigske mellemkrigstids-forfatters værker, og nu genudgiver Rosinante i sin klassiker-serie hans mest kendte roman, Radetzkymarch, i Soffy Topsøes oversættelse fra 1933 (på kolofonsiden står der, at den er oversat fra fransk, men det må vist være en svipser …)

Radetzkymarch fortæller sønnesønnernes historie. Historien om den generation, hvis bedstefædre var helte i det mægtige østrigske kejserrige, men som selv skal opleve dets undergang.

Hovedpersonen, Carl Josef von Trotta, er barnebarn af »helten fra Solferino«: En stovt, slovensk bonde, der bliver løjtnant og redder selve kejserens liv ved at tage en kugle på hans vegne. Helten trækker sig hurtigt tilbage til bondelivet og sin fædrene muld, men hans heltegerning bibringer slægten det lille adelige ‘von’, og hans portræt hviler over søn og sønnesøn med samme vægt og tyngde som kejserportrættet.

Sønnen bliver amtmand, sønnesønnen sendes på kadetskole og ender som løjtnant ved et regiment i rigets østligste udkant, hvor den konge- og kejserlige civilisation kun lige knap kan slå sine pæle i den sumpede jord. Det er her, midt under en overdådig, men uvejrsramt sensommerfest hos den lokale greve, at vi mod romanens slutning modtager bud- skabet om det fatale skud i Sarajevo, der blev startskuddet til Første Verdenskrig.

Antihelt

Romanens fortælleperspektiv er løst påhæftet personerne (fortrinsvis Carl Josef og hans far, men i passager sågar kejseren) af en tredjepersonsfortæller, der på den ene side væver sig sammen med deres bevidstheder gennem brug af ‘man’ og præsens, på den anden side ikke tøver med at markere sin bedrevidende position: »Han selv ville aldrig have været i stand til at udtrykke det, men vi kan sige det: Det pinte ham usigeligt at være et redskab i ulykkens hånd«.

Det giver os en blanding af indlevende nærhed og analytisk distance til personerne. Carl Josef bliver en klassisk antihelt, som vi både lider med og skammer os lidt over. Roth skildrer nænsomt hans utilpashed i det stive militærtøj, hans ubehag ved heste, hans sumpliv ved det østlige regiment, hvor man opretholder en sløvt vegeterende eksistens på spil og sprut. Men også hans erotiske vækkelse, hans glæde over at få en ven, og al den vemod og længsel han ikke selv har ord for.

Kun da Carl Josef mod romanens slutning smider uniformen (stykke for stykke, til den ligger i kufferten »som et reglementeret sammenfoldet lig«) og i en kort periode flytter ud i sumpen blandt bønderne og lærer deres sprog, bliver han forlenet med noget af sin bedstefars værdighed og hans tætte sorte fuldskæg.

Fra muld til sump

Gennem de tre generationer skildrer romanen den kejser- og kongelige civilisation som noget, der flygtigt og skrøbeligt rejser sig i overgangen fra muldeksistens til sumpeksistens. Bedstefaderen er en naturgroet jordens og handlingens mand, sønnesønnen ender i sumpen, og mellem dem rejser sig faderens formfuldendte østrig-ungarske embedseksistens som en kort, men prægtig bue. Faderens eksistens udspilles konsekvent under kejserens og heltens portrætter, og til lyden af den patriotiske »Radetzkymarch«, som militærorkestret planmæssigt spiller på pladsen neden for hans balkon. Kontramelodien til »Radetzkymarchen« bliver »Internationale«, som de østlige sumpbønder synger (på tre forskellige sprog), da de går løs på Carl Josef og hans soldater med sten og sømbeslåede lægter.

Roth skildrer mesterligt de anerkendelsesmekanismer, der giver den loyale borger hans/hendes harmoniske plads i monarkiet. Amtmandens eksistens udspiller sig for fædrenes blik, der betragter ham fra portrætterne på væggen, men lige så meget for tjenerens blik.

Den kejser- og kongelige eksistens skildres som noget teatralsk: Den hviler på en bestemt scenografi, bestemte fraser og fagter og ikke mindst bestemte kostumer. Kostumerne får flere steder deres eget liv (og deres egen død) hos Roth: Da Carl Josef er barn, forekommer faderens embedsuniformer ham at hænge i skabet »som spøgelser«, og da den gamle amtmand skal klæde sig på til besøg hos kejseren, træder gallauniformen »selvstændigt« ud af skabet, »kun ledsaget, ikke båret af husbestyrerindens forsigtige hænder«.

Amtmandens besøg hos kejseren bliver et teatralsk højdepunkt i romanen: De to gamle mænd står som spejlbilleder over for hinanden, mens både deres og kejserrigets dage er talte. Kulisserne, gebærderne, billedet er alt ordene mellem dem er intet. Det er, som om faderportrætterne er steget ned fra væggen, ikke for at bryde sammen, men for et sidste øjeblik at inkarneres i al deres glans.

Panorama og detalje

Roth er en forfatter, der kan kombinere de store episke linjer med sansevækkende detaljeskildringer. Han kan panorere over felttog og folkemængder i farvestærke skildringer af multikulturel brogethed, han kan zoome ind på en dråbe af væske fra kejserens næse, han kan lade os føle mikroklimaskiftene (fra glat svalhed til glat glød) på en kvindeskulder.

Han kan, ikke mindst ved at dvæle ved hverdagslivets ting og praksis, få os til at forstå mekanismerne i en særlig social og historisk eksistens, som måske kan synes os fjern, men ikke fjernere end at dens spørgsmål stadig er aktuelle for os: Hvordan lever man i en postheroisk tidsalder? Hvordan kan et kejserportræt (eller for den sags skyld et fotografi af Frederik og Mary) være så vigtigt? Er der en multikulturel utopi at redde ud af kejserrigets ruiner?

Soffy Topsøes gamle oversættelse angives at være ‘gennemset’ ved denne nyudgivelse, men mine stikprøver finder desværre gamle, ukorrigerede fejl. ‘Unterhaltung’ er ikke underholdning, men samtale; det er ikke Carl Josefs ‘kærlighed’, men hans elskede, der er død; hans øjne er ikke ‘ligegyldige’, men ligeglade.