Sådan en elendig yverbetændt helsecampingplads

Man kan selvfølgelig ikke sammenligne norske Maria Parr, født 1981, debut 2005, og forfatter til Tonje Glimmerdal med Astrid Lindgren, som det fremgår af bagsideteksten, at »anmelderne« har gjort. På den anden side: Det er smart at viderebringe sammenligningen, hvor syntetisk den end fremstår specielt når man tilfældigvis er et lille forlag, der hedder Batzer & Co og har udgivet Per Petterson og Herta Müller, inden de modtog fornemme priser.

Men Parr er altså ingen Lindgren. Så barsk er hun slet ikke, og så raffineret er historiens fortællerstemme heller ikke, men en god nyhed er Tonje Glimmerdal fra 2009, som nu er oversat til et fræsende og oplæsningsæggende dansk fra et helt sikkert ditto nynorsk.

Og Tonje er ingen Pippi, men hun har rødt hår og løvekrøller, et iltert temperament, går i skole, men ikke meget, for i de første kapitler har hun vinterferie, og siden får hun påskeferie.

»Der burde stå ‘Velkomen’ i panden på dig,« har hendes ene faster engang sagt til hende, fordi Tonje som eneste barn i den meget lidt befolkede Glimmerdal har udviklet en stor gæstfrihed. Og der kommer faktisk gæster til Glimmerdalen, i ferierne nærmere bestemt, for dalen har en campingplads, desværre bare ejet af Klaus Hagen, der afskyr børn, for de larmer, og han profilerer sit foretagende som et sted med henved meditativ ro. Med Tonjes ord driver Hagen helt præcis »en elendig yverbetændt helsecampingplads«.

Til tiden

»Man har brug for to ting her i livet,« har Tonjes anden faster sagt til Tonje, »fart og selvtillid«.

Det er blevet Tonjes motto, på ratkælk og på ski og i det hele taget. De to fastre studerer i Oslo, men kommer til Glimmerdalen og står på ski i ferierne. Tonjes mor »arbejder alt, hvad hun kan for at havet ikke skal stige«, men Tonje har sin far, der er bonde i Glimmerdalen, og så har hun sin bedsteven Gunnvald på 74 med violin og snus.

»Far minder vel i grunden om fjeldene, tænker Tonje. Han er her altid«. Derfor er hun så glad for ham. Og om Gunnvald siger Tonje af og til: »Tænk at man er bedsteven med sådan en gammel knark. Det er minsandten et sølle udvalg vi har her i Glimmerdalen.«

Sandheden er, at hun »er så glad for Gunnvald, så det knager i hjertet«. Tonje Glimmerdal handler en hel masse om afsavn. På den vis er den en børnebog til tiden, fordi tiden har så utrolig mange børn (og voksne), der går og savner dem, de kun bor sammen med noget af tiden.

Maria Parr fortæller tre historier om børn, der må undvære deres forældre.

Den ene er om Tonje, der savner sin mor på havet, den anden er om Gunnvald, der i sin tid svigtede sin datter ved at lade hende rejse med sin mor og ikke skrev til hende. Den tredje er kun lige skitseret og handler om tre søskende, der helt undtagelsesvist dukker op på den elendige campingplads i vinterferien med mor og uden far (der heller aldrig lader høre fra sig).

Camoufleret afsavn

Den historie, der får mest plads, er den om den gamle knark og hans nu voksne datter. Maria Parr skildrer afsavnet som et alment fænomen, der altid har været der. Ikke som et nyere skilsmisseopstået problem, men hun nænner ikke at lade sin målgruppe sidde tilbage med sådan en trist sag som længsel og savn. Derfor har hun pyntet på historien og indimellem camoufleret afsavnet med hjemmebag og varm kakao, smilende voksne og en fødselsdagsfest (Tonjes), hvor alle mødes i ideel lykke til sidst.

Tonje Glimmerdal er ud over bevægende scener og dynamiske replikskifter også et skønmaleri af en tryg barndom. Maria Parr tror ikke så meget på den kunstneriske form, at hun tør lade sin rødhårede krudtugle sidde alene. Som Pippi. Men hun har den voksne kvindes drøm om stærke, rebelske pigebørn. Og en masse vat og klude at pakke ungerne ind i.