Venstre er tilbage ved udgangspunktet

Det kan godt være, at han tabte valget og regeringsmagten, men Lars Løkke Rasmussen (V) har i hvert fald vundet sig selv og Venstre tilbage.

Større billede

I forhold til et elendigt udgangspunkt, hvad angår forventningerne til ham og vælgernes opbakning til ham i meningsmålingerne, da valget blev udskrevet, evnede Løkke Rasmussen at styre Venstre igennem en valgkamp, hvor partiet stort set formåede at stoppe den blødning af mandater, som fandt sted under Anders Fogh Rasmussen ved valgene i 2005 og 2007.

Venstre vandt i går et ekstra mandat mens Konservatives valg endte lige så elendigt som forudset. Dét vakte begejstring hos Venstre-folket. Venstre er tilbage ved udgangspunktet.

Baglandet er tilfreds

Enkelte kilder, som Information talte med i går, befandt sig godt nok i den samme halvt virkelighedsfornægtende tilstand, som Socialdemokraterne efter valget i 2001 og som de borgerlige efter Poul Nyrup Rasmussens (S) regeringsovertagelse i 1993: Kilderne mente, at Thorning-Schmidt vil lede en usikker koalition, der hurtigt vil blive slidt i bestræbelserne på at løse de kæmpemæssige udfordringer, Danmark står over for.

Andre var mere realistiske – men slog dog stadig på, at det var befolkningens træthed ved regeringen snarere end begejstring for Thorning-Schmidt, der gjorde udslaget.

Under ingen omstændigheder står Lars Løkke Rasmussen til at blive strittet ud, fordi han ikke vil gå selv. Han fortsætter som formand for Venstre og som leder af en ny opposition med bred opbakning fra sit bagland. Og i nederlagets stund er det i virkeligheden en sejr i sig selv, set med Venstre-briller.

Der har næppe været lavere forventninger til en statsminister, end da Løkke i april 2009 overtog regeringsmagten. Han var mærket af den langvarige bilagssag fra sin tid som amtsborgmester i Frederiksborg og var – som finansministre har det med at være – ikke ligefrem populær i den brede befolkning.

Fra begyndelsen var det usikkert, hvad han egentlig ville som statsminister – og han gjorde ikke meget for at dæmpe den usikkerhed.

’Vikaren’ blev han kaldt. Og selv om han allerede i sin første afslutningsdebat i Folketingssalen i dén grad viste sit format som skarp debattør, skete det meget betegnende sent om aftenen, længe efter at tv-kameraerne var slukket.

Drømmene virkede ikke

Kameraerne var til gengæld tændt under det miserable klimatopmøde i København, hvor billederne af en døsig Løkke, der udmattet svingede med sin hammer i Bella Centret, gik verden rundt.

Hverken Løkkes ti »drømme om Danmark« i 2020 eller hans »Vækstforum« fik for alvor vakt begejstring i befolkning og bagland. Men da han i sin nytårstale i år erklærede sig klar til den efterlønsreform, som liberale kernetropper længe har sukket efter, trådte Løkke endegyldigt i karakter.

Tilløbet var taget længe før, men han havde nu endelig fundet rollen som krisestatsministeren, der med sikker hånd på roret og is i maven skulle føre Danmark igennem den internationale krise – og diskret lagde han afstand til den overflodspolitik, som hans forgænger havde stået for. Og med sine klare liberale udmeldinger fik han genskabt begejstringen hos Venstre-folket.

Trods den overraskende gevinst ved at få Radikale Venstre med på en efterlønsreform i sommer, lykkedes det imidlertid aldrig Løkke at få den begejstring til at brede sig til befolkningen som helhed.

Og med reform­aftalen, må den afgående regering også erkende, fik den skabt et monster i Margrethe Vest­ager, som midtsøgende, men økonomisk bekymrede vælgere nu med sindsro kunne stemme på.

Symptomatisk for den slags fejlkalkuler var også den hårdt kæmpende K-formand Lars Barfoeds forlovelse med Vestager i valgkampens start. En alliance, som Vestager fik væsentligt mere ud af end Barfoed, der i løbet af valgkampen kom med stadigt flere konservative solomeldinger. Meldinger, der ikke gavnede blå blok – og som heller ikke var de kriseramte konservative til megen hjælp.

Skårene skal klinkes

Resultatet var en vrede så stærk, at flere Venstrefolk, Information har talt med, allerede udelukkede konservativ regeringsdeltagelse, selv inden det stod klart, at blå blok havde tabt.

Flere, der ikke ønsker Løkke det godt, peger på, at han aldrig har prøvet at sidde i opposition før, og at rollen som oppositionsleder vil passe ham lige så dårligt som flere af hans jakkesæt.

Løkkes støtter fremhæver, at han er en benhård kampagneleder, der med støtte fra især ’tæskeholdsdrengene’ Peter Christensen og Søren Pind vil vide at gå til makronerne over for Helle Thorning-Schmidts regering. Liberal Alliance kan være skarp partner i dét projekt. Men Løkke har også lige nogle skår, han skal have klinket med resten af sin opposition – især det Dansk Folkeparti, som han så energisk lagde afstand til igennem hele valgkampen.