Bunga-bunga, flad struktur, det nye Albanien og de rigtige mandfolk

Hårtransplantationer

Lars Barfoed har fået ny hårgrænse, der er så præcis, at den kunne være tegnet med tusch. Med den nye hårgrænse indfandt sig også en helt ny politisk selvtillid, som blev tydelig under sidste partilederrunde inden valget. Det er blot begyndelsen for de konservatives partileder. I fremtiden kommer vi til at se Barfoed iført kaskader af pudder, mascara på vipperne og skosværte i det nye, tykke hår. Ikke mindst i Italien, hvor bunga-bunga og seksuelle udskejelser er hverdag for regeringsledere, har vi set, hvad den slags kan føre med sig. Her på redaktionen glæder vi os til at følge Barfoeds personlige udvikling.

Danglish

Lars Løkke Rasmussen startede trenden, da han »made this banging«, og i fremtiden kommer danglish til at være det, der gør en magtfaktor i Danmark genkendelig. Magtmennesket Villy Søvndal var selvfølgelig den første til at følge trop, når det gælder det nyeste og demonstrerede straks et elendigt engelsk. At det nu skulle være smart, havde Søren Pind som sædvanlig ikke fanget, da han gjorde sig lystig på Søvndals bekostning og blev smartere, end han selv forstod, da han skrev ‘discusion’ på Facebook, mens Brian Mikkelsen til en konference forgæves forsøgte at sige entrepreneurship eller det er det, vi her på redaktionen gætter på, at han sagde. Spørgsmålet er nu, om det store udland fatter, at det er sådan, det skal lyde. Eller om det store udland overhovedet fatter, hvad danske politikere siger.

Liberalisme

Indvandrerkortet er passé. Og helt færdigt som trussel mod danskheden. Nu handler det om rygning på værtshuse på under 40 kvadratmeter. Søren Pind var som sædvanligt den første til at spotte »den ekstremt oversete sag i denne valgkamp« og drog på »på pub-crawl […] på københavns brune værtshuse med Geertsen for at gøre opmærksom på, at S & SF vil lukke ryger-værtshusene«. Hvem skulle have troet, at Liberal Alliances Ungdoms uddeling gratis cigaretter til 14-årige børn på Strøget i København i den personlige friheds navn ville blive en vindersag i 2011.

Timing

Det er timing og evnen til at placere et suk eller at himle med øjnene på det rigtige tidspunkt, der har gjort en politiker som Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard til det politiske ikon, hun er. Og det var timing, da Dansk Folkeparti blot tre dage inden selve valgdagen foreslog, at 934.000 danskere over 65 år skal have muligheden for at hente en gratis peberspray på kommunens borgerservice af den åbenlyse grund, at peberspray jo er så »fantastisk et værktøj mod hjemmerøveri«. Peberspray var så også det fantastiske værktøj, en 68-årig kvinde brugte mod to SOSU-assistenter på et ældrecenter i Skagen tidligere på året. Vi ser det for os.

Hierarkier

Flad struktur er det nye i det helt fladt strukturerede Enhedslisten, der kun har én kandidat, der udtaler sig.

Kommunister

2011 var året, hvor udlændingekortet blev erstattet af kommunistkortet. Igen og igen trak borgerlige politikere deres nye, fantastiske kort, så man til sidst bare ventede på, at Johanne Schmidt Nielsen under partilederrunden skulle smide sin lyseblå cand.polit-skjorte og flashe sin islandske sweater. At Nick Hækkerup kaldte sit kommende parlamentariske grundlag for et »regulært gammelkommunistisk parti i den egentlige forstand«, betragter vi her på redaktionen som en fejl. Han undskyldte da også med, at det var sagt i en debatsituation, og det ændrer jo hans udsagn ganske dramatisk. Afgående økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen så sig til gengæld kaldet til at »hejse advarselsflaget« over for Enhedslistens store fremgang. Samarbejdet »med Enhedslisten, er en tilbagevenden til albanske tilstande, som vil sætte samfundet fuldstændig i stå. Vores måde at leve på vil blive sat under pres.« Her på redaktionen minder det os, om dengang han »tog ansvaret på sig« og fortalte, at Per Stig Møller engang var blevet advaret om at han skulle komme til at »dingle fra lygtepælen«, når de revolutionære kom til magten. Det er Danmark som det nye Albanien.

Mad

Det er ikke længere nok bare at dukke op med en ølkasse og en megafon. Valg 2011 handlede om mad. Mad, der binder politikere og vælgere sammen, mad, der skaber hygge, velvære og samvær. Derfor var det visionært, da Mette Gjerskov (S) stillede sig op på Stændertorvet i Viby med et æsel og delte gulerødder ud med budskabet om, »at stædige æsler vælger Mette, fordi de foretrækker gulerod frem for pisk«. Også Nanna Westerby (SF) og Christine Antorini (S) revolutionerede den politiske debat ved at servere »politisk brunch« for at gøre det »mere levende og sjovt at diskutere politik«. At bringe mad ind i valgkampen kan dog også ramme kandidaterne som en boomerang. Iklædt en t-shirt med teksten ‘Who the fuck is Villy’ serverede Ole Sohn glad pizza til borgerne i Skælskør. »SF’er lokker vælgere med fedtbombe,« stod der i avisen bagefter. Den burde du have set komme, Ole. Pizzafedt på hagen giver ikke stemmer.

Én gang til

Politikerne elsker valgkampe. Tre uger hvor hele befolkningen er tvunget til at høre på dem på alle medieflader. De radikale elsker opmærksomheden i så høj grad, at de lancerede et forslag om endnu et stort show med en folkeafstemning om betalingsringen. Er vi heldige, bliver det både med store debatarrangementer i KB-Hallen, beskyldninger om kommunisme og Berlinmur, samt endnu en hårdt optrukket konflikt med Hizb ut-Tahrir om, hvorvidt demokratiet er legitimt, eller om også biltrafik alene er op til Gud at regulere.

Keld Albrechtsen

Det helt fladt strukturerede Enhedslisten, der kun har én kandidat, der siger noget, vil i den nærmeste fremtid vende tilbage til sine rødder ved at lave en såkaldt ‘Keld Albrechtsen’ og give Lars Løkke Rasmussen fingeren for at demonstrere opposition til det borgerlige Danmark og de multinationale virksomheder. I stedet for at stå og fortryde iført islandsk sweater, vil man gøre det iført lys blå skjorte og høje hæle. Det er gammel vin på nye flasker. Det er Danmark som det nye Albanien.

Størrelse

Vækst er en af de få ting, Liberal Alliance rent faktisk har en holdning til. Det står på deres valgplakater, og de afbryder alle andre emner i tv-debatterne for at snakke om det. Uden væksten er alt andet ligegyldigt. Om det var udsigten til mere vækst, der fik Simon Emil Ammitzbøll til at skifte fra de radikale, er uklart. Men det er nu stadig lidt svært at tage parolen »Gang i væksten« seriøst, fra en mand, der er halvanden meter høj.Mandens sejrHvad skal en kuglestøder i Folketinget, lød det lidt hånligt, efter Joachim B. Olsen offentligjorde sit kandidatur til Folketinget. Han leverede selv svaret. Med sit forslag om flerkoneri, kom han den trængte danske mand til undsætning og talte op imod det årelange feministiske tyranni, der har præget dansk politik. En kamp, han uden tvivl kan føre sammen med sin partikammerat Ole Birk Olesen, der med sine syv anklager mod kvinder om blandt andet kvindens manglende moral, ære og evne til at opretholde civilisation sagtens kan være med. »Kvindens sejr,« som der stod på Informations forside dagen efter valget må vi tage i os igen. Det er manden, der har sejret ved valget i 2011, og Joachim B. Olsen er beviset.

Valgets Naser

Alle valg har sin Naser Khader. En kandidat som alle plejede at elske, men som pludselig ikke kan finde ud af selv de mest basale ting, og her må vi pege på Villy Søvndal som den mest oplagte kandidat i 2011. Han famlede efter ordene i tv-debatterne og blev af mediernes faktatjek taget i at tale usandt ikke mindre end fem gange. Han overdrev ventetiderne på skadestuer i Jylland, det offentlige underskud, situationen på boligmarkedet og antallet af ledige, der står til at miste dagpengeretten. SF’s svar var at kritisere selve faktatjekkene. Måske for at ære medlem af Fremskridtspartiet Kristen Poulsgaard, der fra Folketingets talestol sagde: »Hvis det er fakta, så benægter a fakta«.

Forsvindingsnumre

Svensk Lapland, manglende mobildækning og jagt. Valget 2011 satte helt nye standarder for at slippe ud af dårlige sager, viste Helle Thorning-Schmidts private skattesag, der endte i B.T. En af de eneste, der rent faktisk havde haft adgang til dokumenterne, tidligere spindoktor i Skatteministeriet Peter Arnfeldt, forsvandt pludselig så langt oppe i svensk Lapland, at der hverken var mulighed for at svare på mails, sms eller opkald. Ikke engang hans kone kunne nå ham. Den onde spindoktor, der udtænker sin egen forsvinding er episk materiale. Vi forventer, at han får en hovedrolle i politisk kommentator Niels Krause Kjærs nye roman om Christiansborg, Kongekabale 2.

Real-time

De sociale medier giver mulighed for konstante reaktioner til vælgerne i realtid. Aldrig har tempoet været så højt som under valget 2011, og vi vurderer, at der kommer meget mere af den slags. For eksempel når de radikale lancerer deres forslag til, hvordan vi undgår kælderoversvømmelser, hver gang det regner mere end fem milimeter. En politiker som SF’s Ida Auken er kendt for at holde fester på hippe insteder og for at optræde i modeblade for at fortælle om, hvilken it-taske hun ønsker sig, og at reagere politisk med voldsomt kontroversielle budskaber i realtid er naturligt for hende: »Tager 100% afstand fra skuddrabet på Vesterbro,« tweetede hun. Den havde vi alligevel ikke set komme fra den kant.

Uffe Elbæk

Uffe Elbæk er KaosPilot. Og dermed også den første til at finde nye måder at nå vælgerne på, som vi her på redaktionen har en klar forventning om, vil inspirere kommende kandidater i kommende valgkampe. Et eksempel er hans film om ‘lille Uffe’ som han kalder sig selv på sin hjemmeside. En anden er at bruge sin seksuelle orientering og holde valgfest på homo-stedet Vela. En tredje er at give high-fives til cyklister på Knippelsbro. At det ser lidt fjoget ud med alle dem, der er ved at falde af cyklen for at undgå netop dette møde, er ikke noget, man sådan helt overordnet bemærker.

Rettelse: Vi kom desværre til at erklære Kristen Poulsgaard, som i øvrigt staver sit navn med i, for afdød. Det beklager vi meget, men vi kan til gengæld viderebringe den glade nyhed, at Kristen Poulsgaard ikke er død.