Opslag til denne artikel

Emneord:Folketingsvalg
Organisationer:Dagbladet Information
Steder:Danmark

Da valget torsdag aften var afgjort, sendte landets kommende statsminister en invitation til alle, der vil være med til at påvirke Danmarks fremtid. Det var en invitation, der ikke blot gik hen over midten, men også uden for Christiansborg: til lønmodtagere, arbejdsgivere og organisationer.

Alligevel kan det hurtigt gå, som det plejer, så svarene på Danmarks udfordringerne formuleres i de velkendte cirkler i samtale mellem regeringen og oppositionen, LO og Dansk Industri, Cepos og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

I dag lancerer Information derfor tænketanken 100dage. Det er ikke en tænketank, som den slags er flest - den har hverken direktør eller økonomer ansat. 100dage er derimod et forsøg at involvere så mange som muligt i processen med at formulere ideer og løsninger og overrække de bedste løsningsforslag til regeringen, når de første 100 dage er gået.

Ambitionen med 100dage er at skabe et forum for løsninger på de fælles udfordringer og bud på et bedre samfund. Håbet er at komme med andre og bedre bud ved at tænke uden for de etablerede siloer og på tværs af de skel, den politiske diskussion diktere. Her kan gode ideer komme til orde side om side med tænketanke, interessegrupper, ngo’er, eksperter og politikere.

Det er deltagerne i spillet, der udvælger og udvikler de bedste ideer. Det er sådan, 100dage er anderledes det er en åben tænketank. Vi har lånt en platform fra de danske-tyrkiske udviklere i selskabet WeDecide. Det er en platform, der er designet til, at en gruppe af mennesker i fællesskab kan udvikle og udvælge løsninger. 100dage har karakter af et spil, hvor man præsenterer sin egne ideer og investerer sin indflydelse i de forslag, man tror på. Hver anden uge bliver de bedste forslag udvalgt og udfordret af fællesskabet.

Vi introducerer løbende udfordringerne og indleder i dag med tre:

Hvordan får man danskerne til at bidrage til et bæredygtigt samfund?

Diskussionen om bæredygtighed har været styret af forslag om højere afgifter og flere forbud. En del af løsningen beror på en mere ansvarlig forbruger. Derfor er der brug for nye initiativer for at motivere den enkelte dansker til at agere bæredygtigt.

Hvordan undgår vi at Danmark knækker midt over økonomisk og solidarisk?

800.000 mennesker er permanent uden for arbejdsmarkedet. Det slider ikke alene på de offentlige budgetter, men også på solidariteten i samfundet. I løbet af de seneste 15 år, både i lav- og højkonjunktur, har 800.000 danskere i den erhvervsaktive alder stået uden arbejde.

Hvordan sikrer vi, at alle folkeskoleelever lærer at læse?

Fundamentale kundskaber er en forudsætning for Danmarks konkurrence- evne. Alligevel forlader mange unge folkeskolen uden at kunne læse. Der er behov for nye initiativer, men kræver det færre elever i klasserne, længere læreruddannelser, større forældreengagement, flere privatskoler, flere test, mere undervisning eller kan man gå helt andre veje? Vi håber, at så mange som muligt vil bidrage med ideer, erfaringer og konkrete løsningsforslag.

Deltag på 100dage.information.dk!