Jo længere debat varer, des højere bliver sandsynligheden for en sammenligning med nazismen - uanset emnet for debatten
Godwins Lov

Denne korte, men meget præcise lov er formuleret af forfatteren Mike Godwin i 1990. I Godwins version er der dog mere specifikt tale om debat på internettet, hvor mange fora og blogs i de tidlige klondikeagtige dage i 1990’erne ofte kunne ligne regulære hanekampe. Tonen var og er stadig visse steder skarp, og beskyldninger om diverse ubehagelige tendenser hos dem, man er uenig med, fyger frem og tilbage.

Ofte bliver denne tendens tilskrevet den øgede anonymitet, der har medført, at man ikke i samme grad risikerer at miste ansigt, når man forbryder sig mod normal pli, som hvis man diskuterer med sidemanden i bussen eller til familiefesten. Det offentlige rums normer sætter altså de grænser, der gør, at vi alle kan tale sammen og være uenige uden at ty til nedrigheder. Et kerneeksempel bør således være den landspolitiske debat, der foregår i de store trykte og elektroniske medier, og hvor de deltagende politikere og meningsdannere risikerer karriere og indflydelse, hvis de mister hovedet og ‘trækker nazikortet’. Smukkest formuleret rummer ytringsfriheden således en iboende personlig forpligtelse, lige så vel som en almen ret; forpligtelsen til at kvalificere debatten, så alle har grund til at lytte.

De seneste 10 års politiske debat har imidlertid stillet spørgsmål ved styrken i denne ytringskontrakt: Overgrebene på princippet har altovervejende været koncentreret om et parti: Dansk Folkeparti. De har mere end andre sat diskursen og udfordret grænserne for, hvad der er accepteret at ytre. Ikke bare gennem egne ord, men i næsten endnu højere grad indirekte gennem det, andre har villet skrive og sige om dem.

Beskyldninger om »rendyrket nazisme«, at »høre støvletramp i gaderne« og »mindelser om trediverne« har fulgt ethvert forslag fra partiet lige så bedøvende forudsigeligt som partiets egne sammenligninger mellem fascisme, nazisme og islamisme. Og hvor det i partiets tidlige år var en tendens, der kun sås i den absolutte periferi af debatten, og etablerede debattører nøjedes med at referere til partiet som ‘ikke stuerent’, så har de beskyldningerne om brunskjortet attitude støt bevæget sig længere ind i aviserne og de politiske partier; tættere på magten. Så sent som i lørdags omtalte Carsten Jensen i Politiken DF som »Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker,« og heller ikke her på avisen kan vi sige os fri fra at have draget infame paralleller.

Valgkampens kommunistforskrækkede udfald mod Enhedslisten har afsløret, at tendensen på ingen måde kan isoleres, og at vi snarere er vidner til en retorisk epidemi, end en forbigåede eksem.

I juni gik Venstres politiske ordfører, Kristian Jensen, så langt, at han i en grundlovstale advarede mod at stemme på Radikale Venstre, blot fordi de ikke ville tage afstand fra at samarbejde med Enhedslisten. Her er immervæk tale om et demokratisk parti, som har en eller to uheldige passager i sit partiprogram, som ledelsen i øvrigt har foreslået ændret. Det har medført beskyldninger om stalinisme fra ledende folketingspolitikere fra samtlige andre partier sågar den afgående statsminister har fundet det relevant at omtale partiet som »den yderste venstrefløj fra det autonome miljø« i et interview med DR 21 søndag, hvor han samtidig beskylder partiet for at ville nationalisere landets dygtigste virksomheder.

Det er naturligvis helt åbenlyst latterligt at forfalde til denne dæmonisering, frem for at kritisere sine modstanderes reelle politik, og det har heller ikke haft den effekt, der var tiltænkt: DF overlever ufortrødent, og Enhedslisten fik hverken færre eller flere stemmer på den konto. Dette faktum, og Enhedslistens insisteren på at ville diskutere realpolitiske løsninger for samtiden, snarere end de sværmeriske og tvivlsomme idealer, de er blevet beskyldt for at hylde, ser dog ikke ud til at have dæmpet lysten til at kalde partiet udemokratiske gammelkommunister eller slet og ret autonome.

Det største problem ved denne udvikling er, at vi risikerer et kolossalt domænetab for hele den politiske debat: Jo oftere historiske referencer bruges til at dæmonisere modstandere, frem for at perspektivere politiske forslag for at opnå overblik over de konsekvenserne, jo hurtigere vil kvalmegrænsen nås. Og det er til skade for historievidenskaben som disciplin, når løsrevne referencer misbruges for at opnå kortsigtet gevinst gennem skade på modstanderen. I sin konsekvens vil en fortsættelse af denne udvikling blåstemple en revisionisme af værste skuffe, og det har vi naturligvis pligt til at beskytte folks ret til at udøve. Men vi har så sandelig også har pligt til at påtale og gendrive sludderet i både ytringsfrihedens og anstændighedens navn.

Denne artikel er anbefalet af: