Opslag til denne artikel

Emneord:ADHD, pædagoger, specialundervisning
Organisationer:Undervisningsministeriet

Den markante stigning i antallet af børn, som henvises til specialundervisning og medicineres på baggrund af diagnoser såsom ADHD, autisme og Asperger, har vakt debat i medierne. I sin radikale form er der tale om en uløselig debat. På den ene side finder vi dem, som hævder, at diagnoser som ADHD og autisme afspejler medfødte biologiske dysfunktioner, der skal behandles medicinsk. På den anden side finder vi dem, som i samfundskritikkens navn opfatter diagnoser som et undertrykkende stigma, der ekskluderer børnene fra almene fællesskaber så f.eks. folkeskolen.

Debatten har indtil nu overvejende været på de professionelles præmisser: psykologer, pædagoger, lærere, skoleledere og læger, men ikke børnene selv. Børnenes egne forståelser af diagnoser er dog meget vigtige at afdække i forhold til de påstande om børnenes selvforståelse og trivsel, som debatterne afføder. Hvor meget ved vi i det hele taget om, hvordan diagnoser påvirker børns selvforståelse? Er børnenes forståelse positiv eller negativ? Har deres viden om diagnosen betydning for deres velbefindende?

Ud fra den type overvejelser har jeg interviewet syv børn i alderen syv til 11 år. De var fra forskellige specialskoler og havde diagnoser som ADHD, autisme og NLD (Non-verbal Learning Disorder).

Jeg stillede dem bl.a. spørgsmål om deres hverdag i specialskolen, og om hvordan diagnosen påvirkede deres selvforståelse.

Nogle af børnene udviste påfaldende fællestræk i deres karakterstik af diagnosen, som viste sig at være meget medicinsk orienteret. De fleste opfattede deres diagnose som udtryk for et usynligt handicap, der forårsager ukontrollerbare og uønskede handlinger. Behandling med piller opfattes typisk som en nødvendighed. En dreng forklarer f.eks. om ADHD, at »det er, hvis man ikke får sine piller, så bliver man bare vild og vil gøre alt det, som man har lyst til …«.

Sikker havn

Som følge af deres sygdomsopfattelse ser børnene specialskolen delvist som uddannelsesinstitution og delvist som behandlingsinstitution. Eksempelvis siger et af børnene, at nogle har et handicap og »måske har brug for hjælp til at kunne kontrollere det og styre det, og nogle, at de har sværere ved ting end andre«.

Uagtet hvilken opfattelse børnene havde af deres diagnoser, var der intet, som tydede på, at diagnoserne havde direkte betydning for deres velbefindende, så længe de befandt sig inden for specialskolernes ramme. Havde børnene problemer på specialskolen, blev de ikke begrundet i deres diagnose, men i forholdet til kammerater, lærere og kontaktpersoner. På specialskolen er diagnosen altså ikke et problem for børnene, men blot en realitet, man indordner sig på godt og ondt.

Børnene fandt tilmed diagnosen meningsfuld som forklaring på deres særlige adfærd. Andre mente derudover, at der også var positive aspekter af diagnosen, såsom at de var gode til at finde på lege og spille computerspil.

Endelig havde børnene overvejende et positivt syn på specialskolen som en institution, der kan varetage deres særlige behov. En dreng fortæller for eksempel, at »en specialskole det er det bedste for børn at få, fordi der kan de få meget mere af forstand og sådan noget.«

Men selv om man ikke kan konstatere en negativ selvforståelse, opfatter børnene sig som uegnede til at begå sig i almene skoler, fordi de har en diagnose. Flere af dem fortæller, at de var for ustyrlige i de skoler, de kom fra. Som en udtrykker det: »På den gamle skole, der tæskede jeg lidt på børnene«. En anden fortæller, at han var »alt for vild og streng mod andre.«

Børnene har typisk et forenklet sygdomsorienteret syn på psykologiske tilstande, der i andre sammenhænge vil blive opfattet som normale. Eksempelvis opfattes vredesudbrud som noget der skyldes diagnosen og ikke almindelige årsager, såsom forhold i hjemmet eller i skolen.

Distance til andre børn

Distancen til normale børn forstærkes yderligere, i og med at børnene opfatter deres handicap som usynligt. I princippet kan man derfor ikke afkræfte over for barnet, at det har ADHD eller autisme, for handicappet kan ikke ses af nogen. Et af børnene udviser en særlig opmærksomhed på dette, da han om børn med NLD fortæller, at »man kan ikke rigtig konstatere det i virkeligheden, om de har NLD … man kan kun tro på det«. En anden fortæller, at »man kan ikke se, at man har autisme, det er noget inde i hjernen.«

I yderste konsekvens kan diagnosen opfattes som livsvarig. Dette bekræftes ikke mindst af en syv-årig dreng, det fortæller, at »får man først ADHD, slipper man aldrig af med det.«

Børnenes karakteristik af specialskolen som delvist en behandlingsinstitution skaber tilsvarende distance til almindelige børn og skoler.

Et eksempel er en dreng, der beskriver specialskolen som noget, der er forbeholdt børn med ADHD: »Det sådan en, hvor der for eksempel går sådan nogen børn som mig … på … ja, men dem, der ikke har ADHD, de kan ikke gå her.« Derudover vidste de fleste af børnene, hvad en skolepsykolog var og betragtede psykologen som en integreret del af en skole. Ligeledes opfattede de fleste læger og medicin som noget, der hører en skole til. Da jeg spurgte en af drengene, om lægen er den, som giver børnene pillerne, svarede han: »Nej, det gør ens lærer.« For barnet er det altså en selvfølge, at læreren også varetager tildelingen af medicin.

Svær inklusion

Børnenes opfattelse af sig selv som uegnede til almindelige skoler peger på en problematisk inklusion i uddannelsessystemet efter færdiggjort skolegang. Inden for specialskolens rammer har børnene ingen umiddelbare problemer med at være diagnosticerede og kan ligefrem finde mening i at have en enkel forklaring på deres følelser og adfærd. Spørgsmålet er dog om denne selvforståelse er frugtbar i overgangen fra specialskole til ungdomsuddannelse, eller om den på sigt vil forstærke en livslang eksklusion fra almene fællesskaber.

Børnenes oplevelse af at være anderledes risikerer at blive negativt forstærket, når de skal fungere i det almene fællesskab. En dreng fortæller for eksempel, at han var »bøllen« på den skole, han kom fra. Det er sådanne positioner, børnene risikerer at genindtage, når de skal inkluderes i det almene uddannelsessystem.

Undervisningsministeriets rejsehold har foreslået at nedlægge halvdelen af landets specialskoler. I stedet for skal folkeskolen rumme de diagnosticerede børn. I denne proces skal man vare sig for at underkende, at specialskolerne har vigtige erfaringer med at skabe læringsrum for børn med anderledes adfærd. At disse børn ikke længere henvises til specialskoler, er ikke ensbetydende med, at deres adfærd ophører med at være forbundet med store lærings- og trivselsproblemer.

Af den grund bør man bestræbe sig på at specialisere folkeskolen. Skal de diagnosticerede børn tilbage til folkeskolen, er det vigtigt, at erfaringer fra de specialpædagogiske institutioner følger med.

Specialpædagoger bør altså i højere grad ansættes i folkeskolen og bidrage til udviklingen af rammer og metoder for børnenes inklusion. Ikke mindst bør børnenes medicinske forståelse af diagnosen tages op til diskussion. Dette med henblik på at skabe flere pædagogiske og udviklingsvenlige fortolkninger af diagnoser, som modvægt til den medicinske models ekskluderende træk. I modsat fald vil den medicinske forståelse kunne medvirke til at fastholde børnene i en negativ position inden for folkeskolen og videre frem i livet.

Henrik Skovlund er lektor i psykologi ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet

Denne artikel er anbefalet af: