Man skulle ikke lytte længe til Julian Assanges studentikose fordømmelser af USA’s »militærindustrielle kompleks« for at indse, at han higede efter at forråde bedre og modigere mennesker, end han nogensinde selv vil blive.

Næppe havde Wikileaks opsnappet det amerikanske udenrigsministeriums ambassadeindberetninger, før Assange meddelte, at modstandere af diktatoriske regimer og bevægelser ikke skal vide sig sikre. At f.eks. de mennesker, Taleban søger at ramme, er oppe imod klerikal-fascistiske kræfter, der truer alle gode demokratiske værdier, kom ikke ham ved. De havde talt med amerikanske diplomater. De havde samarbejdet med Den Store Satan. Ergo var deres sikkerhed ikke hans bekymring.

I David Leigh og Luke Hardings bog om Wikileaks beskrives en scene, hvor journalister har inviteret Assange på restaurant i det centrale London. En journalist udtrykker bekymring for, at Assange kan få afghanske menneskeliv på sin samvittighed, hvis han lækker, at de har samarbejdet med amerikanerne uden at tage den grundlæggende forholdsregel at fjerne deres navne. »Nå ja, de er jo stikkere,« svarer Assange. »Så bliver de dræbt, er de selv ude om det. De fortjener det.«

En stilhed falder over bordet, da journalisterne indser, at den mand, de godtroende har hyldet som pioner for en ny gennemsigtighedens æra, var villig til at udlevere dødslister til psykopater.

Forlist fristed

Det er svært at tro på i dag, men retskafne folk arbejdede engang for Wikileaks af alle de rigtige grunde. Som jeg selv opfattede de projektet som et fristed, et beskyttet rum, hvor skribenter kunne offentliggøre historier, som autoritære censorer og injurieadvokater ville have undertrykt.

James Ball forestillede sig, at han hos Wikileaks kunne bidrage til at gøre verden til et bedre sted . Han indså dog, at projektet ikke var, hvad det så ud til, da en samarbejdspartner til Assange en undersætsig mand med grånende overskæg, der blot kaldte sig ‘Adam’ spurgte, om han kunne udtrække alt, hvad dokumenterne fra State Department »havde på jøderne«.

Ball erfarede nu, at ‘Adam’ var ingen anden end Israel Shamir, en misliebig galning, der under seks forskellige navne agiterer blandt antisemitiske grupper på den yderste højre- og venstrefløj. Ud over at abonnere på sære konspirationsteorier er Shamir glad for at samarbejde med Hvideruslands forbenede bresjnevske diktatur. For Shamir synes det at være ligegyldigt, om hans samarbejdspartnere er venstreorienterede eller højreorienterede tyrannier, så længe de er anti-vestliet og anti-Israelske.

Og åbenbart også Assange. Han gjorde Shamir til Wikileaks-repræsentant i Rusland og Østeuropa. Shamir roste diktaturet i Minsk og sammenlignede de prodemokratiske demonstranter, som blev gennemtævet og fængslet af KGB, med fodboldhooligans.

Den 19. december 2010 oplyste Belarus-Telegraf, en statslig hviderussisk avis, at Wikileaks havde gjort det muligt for diktaturet at identificere de »organisatorer, anstiftere og uromagere«, der havde protesteret imod valgsvindlen.

Uldne motiver

At Assange og Shamir kan have begået et sådant forræderi, findes der indicier, men ikke fældende beviser for. I betragtning af Shamirs baggrund må vi frygte det værste, selv om vi ikke med sikkerhed kan sige, at denne eller hin prodemokratiske politiker eller kunstner er blevet anklaget for forræderi eller for at samarbejde med en fremmed magt, fordi Wikileaks lækkede deres navne.

Men i Etiopien har Assange med sikkerhed taget en skalp. Journalisten Argaw Ashine flygtede i sidste uge ud af landet efter Wikileaks-afsløringer af, at han havde ført samtaler med en embedsmand fra den amerikanske ambassade i Etiopiens hovedstad om regimets planer for at intimidere den uafhængige presse. Wikileaks røbede også, at en embedsmand har tippet Arshine om planlagte angreb på oppositionsjournalister.

Assange og hans kolleger har dermed ikke blot bragt journalistens liv i fare. De har også sladret om, at han har en kilde i statsapparatet.

Bedagede venstrefløjskoryfæer som Bianca Jagger, Jemima Khan, John Pilger og Ken Loach er glade for det egoistiske slogan ‘ikke i mit navn’. De er velbeslåede og velpolstrede og kender ikke til frygt i deres liv. Men de er kun alt for glade for at lade Assange bruge deres navne, når han bringer frygt ind i andre menneskers liv.

Vi er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved de motiver, der animerer den bredere bevægelse for åbenhed og transparens. Anti-amerikanisme er tydeligvis en af dens drivende inspirationer, hvilket kan bidrager til at forklare dens ondartede udartninger. Er man først forhærdet i den tro, at USA’s ‘militærindustrielle kompleks’ eller Europa og Israel er de eneste eller primære kilder til al undertrykkelse her på jord, bliver det alt for nemt at afvise ofrene for regimer, hvis udskejelser ikke kan tørres af på Vesten.

Narcisistnørden

Assange er repræsentant for en ny mennesketype, som it-revolutionen har muliggjort: nørden som narcissist. Internettet har gjort Assange berømt, og det giver ham mulighed for at overvåge sin berømmelse.

Angiveligt undgår selv de mindste blogindlæg sjældent hans opmærksomhed. Og konstaterer han, at publikum begynder at kede sig, giver internettet ham straks mulighed for at offentliggøre nye hemmeligheder og skabe nye overskrifter.

Under dække af at drage magthavere til ansvar svælger Assange i den magt, som nettet giver ham til at bringe andre menneskers liv i fare. Alt sammen for at sikre, at han kan forblive, hvad han altid har ønsket: centrum for opmærksomheden.

Nick Cohen er britisk journalist, forfatter og kommentator

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen