Det er løgn, skulle man tro. Men nej: DSB står foran massefyringer, der vil gøre livet endnu mere besværligt for passagererne.

Formanden for Dansk Jernbaneforbund, Ulrik Salomonsen, har offentliggjort forlydender om, at DSB vil afskedige mellem 234 og 544 lokoførere og mellem 70 og 500 togførere og stationsbetjente.

Det har DSB ikke villet benægte. I en pressemeddelelse citerer statsbanerne den administrerende direktør Christian Roslev for at udtale:

»Jeg tror, at vi alle er blevet overrasket over alvoren og volumen af virksomhedens økonomiske krise. DSB’s ledelse har ikke på noget tidspunkt lagt skjul på, at vi befinder os i en meget alvorlig økonomisk situation, som også DSB’s seneste halvårsregnskab viste. DSB taber penge hver dag.«

Dernæst udhælder DSB’s pressemeddelse en ordsuppe med trevler som: »Forskellige analyser og mulige tiltag«, »mere robust økonomi«, »konstruktivt samarbejde« og »mødes oftere i samarbejdsudvalget«.

Kort sagt: Fyringer. Hvor mange og af hvem vil DSB ikke sætte tal på. Begrundelse: »Konsulenthuset Quartz+Co har lavet en rapport om, hvordan DSB’s økonomi kan forbedres. Rapporten er bestilt af Transportministeriet og Finansministeriet og ventes offentliggjort i løbet af efteråret.«

I går blev rapporten lækket til dagbladet Politiken. Den foreslår en tredjedel af de »administrative« stillinger skåret bort; 200 på kort sigt og på langt sigt i alt 500.

Som transportminister har Venstres Hans Chr. Schmidt gjort indtryk ved at rage op blandt de mest uduelige indehavere af dette embede.

I går befæstede Schmidt sin position ved at erklære sig således om de mulige virkninger af DSB’s fallitnærhed: »At halvere antallet af togafgange kan af flere årsager slet ikke lade sig gøre. En af årsagerne er de kontrakter, som DSB har indgået med ministeriet.«

Økonomisk umulighed har det med at forhindre folk i at leve op til deres kontraktlige forpligtelser. Det kan Hans Chr. Schmidt måske komme i tanker om, hvis han anstrenger sig. Måske kan han også erindre, at han selv væsentligt har bidraget til DSB’s vanskeligheder ved utidige, uheldige og usaglige indblandinger i DSB’s drift. Et eksempel: DSB besluttede i 2010 at lukke for salg af udlandsbilletter fra alle sine kiosker. Årsag: Manglende indtjening. Hvorpå Hans Chr. Schmidt beordrede DSB’s daværende bestyrelsesformand, Mogens Granborg, og daværende adm. direktør, Søren Eriksen, til at opretholde salget af udlandsbilletter på stationerne Vojens, Tinglev og Rødekro. De tre stationer er beliggende i Sydjyllands Storkreds, hvor Hans Chr. Schmidt søger sig valgt til Folketinget. Senere samme år tvang Hans Chr. Schmidt DSB til at betale ekstra 300 millioner kr. til statskassen. På toppen af alt dette har Schmidt ydet sit personlige bidrag til den intrigekultur omkring DSB, der endte med at skubbe de ovennævnte herrer Granborg & Eriksen ud af deres embeder i sidstnævntes tilfælde med rundhåndet kompensation.

DSB’s fallit er den borgerlige regerings værk. Det indtryk står tilbage, at det ligefrem har frydet nogle af VKO’s folketingsmedlemmer at pøse penge i motorvejsprojekter, mens skinnerne om sommeren bogstaveligt talt krøllede sig.

Blandt de genopretninger, som den ny regering må give højeste prioritet, er den offentlige transport. DSB må rekonstrueres. Økonomisk og om nødvendigt også med en handlekraftig, betjeningsorienteret struktur på ledelsen.

Man skal af tankegang være temmelig bondsk for at betragte DSB som en malkemaskine, der skal tømme DSB ind i statskassen. I de næste ganske mange år må strømmen nødvendigvis flyde lindt den modsatte vej. Den groteske udvikling i forholdet mellem benzinpriser og offentlige transportbilletter må vendes.

DSB må også vække sig selv fra mareridtet med de fejlslagne IC4-tog. I 1999 traf SR-regeringen med daværende finansminister Mogens Lykketoft i spidsen den idiotiske beslutning at opgive elektricificeringen af alle det danske jernbanenets hovedlinjer. På den baggrund bestilte DSB for fem milliarder kr. hos den italienske leverandør AnsaldoBreda 83 dieseldrevne togsæt, der alle skulle være i fuld drift fra begyndelsen af 2006.

Det er de stadig ikke.

Tværtimod. Kritiske tekniske rapporter om IC4’s sande og usle tilstand er gemt bort, så de ikke kom til at vække unødig opsigt under 2011-valgkampen. Samtidig er AnsaldoBredas øverste chef blevet fyret, og moderselskabet Finmeccanica har beordret en rekonstruktion og truet med et bortsalg hvis der altså kan findes en køber.

En af fordelene ved at sige ‘nok er nok’ og sende de leverede IC4-tog tilbage til Italien er, at det åbner for at genoverveje elektrificering af hele jernbanenettet. Elektricificering vil tilmed knytte banenettet til vedvarende energi.

Tænk stort, nye regering, om dansk jernbanetransport. Handl modigt. Og hurtigt. Så vi undgår at forbinde DSB med sætningen: De Standsede Bare.