Jeg er ramt af en bog. En lille tynd rød bog med et kraftigt lidt rustent rødt omslag, som er bredere end de hvide sider indeni og lægger sig solidt beskyttende om dem, så de kan tåle opholdet i min taskes infernale undergrund uden at blive nussede og krøllede. Og det er godt, for det er en bog, jeg har brug for at slæbe med mig overalt lige nu, den skal helst være i min nærhed hele tiden som en stakkels kæreste, der aldrig får fred. Den hedder Skrevet på polsk, og det er naturligvis et ordspil (‘at leve på polsk’), men skal også forstås helt bogstaveligt: Dens forfatter, Janina Katz, har skrevet 40 digte på polsk og selv oversat dem til dansk; det originale værk er født som en oversættelse.
Digtene er lige så mættede med smerte og vrede som med humor og ømhed, lige så tungt allegoriske som let kvidrende, lige så vægtige som nonchalante.
Det første digt hedder »Dengang (1)«, det sidste hedder »Dengang (2)«. Disse digte danner en stærk ramme, hvor det lyriske jeg skildrer sig som »en lille Eurydike«, et barn, der er »revet ud af helvedet« og »sidder under et ungt æbletræ/ begloet af krigen«. Janina Katz blev som barn selv revet ud af Holocaust-helvedet, hvor hendes forældre gik til grunde, og hendes digte er skrevet fra den position, hvor man er og bliver »begloet af krigen«.
Det, der aldrig blev
Der er ikke megen guddommelig mening i digtenes univers; vi er i en tid, hvor verden går under igen og igen (»Bag vinduet fejrer/ verdens undergang/ endnu en fødselsdag«), og hvor solen ærlig talt er temmelig træt af jorden (»Gid den gamle luder/ holdt op med at kredse om mig«). Gud er død, forstår vi, ikke mindst af det guddommeligt flabede digt, der kan læses som en Job-agtig opsang til den afdøde Gud: »Mens du levede/ havde jeg brug for / at du udførte et arbejde/ af den ringere slags« - men hvad gjorde Gud, det gamle fjols? »- vandede ørkner/- beplantede stepper/ martrede de levende«.
Hvordan kan man overhovedet skrive poesi i en sådan meningsforladt verden? Eller, som gamle Theodor Adorno ville spørge: Kan man skrive lyrik efter Auschwitz? Det kan man, eller det kan Katz, ved at gøre negationen til sin yndlingsfigur og allegorien til sin yndlingstrope. Digtene vrimler med negationer: »ufødte børns ikke begravede aske-, -mit ikke-bryllup«, »en ikke-trykket hånd«, »Digte der ikke findes«. Og de vrimler med allegorier, dvs. billeder, der fremstiller noget abstrakt i det konkretes skikkelse frem for at lade en suggestiv, abstrakt mening vokse frem af det sansekonkrete. I en meningsforladt verden kan man ikke som den romantiske digter sanse en rose eller en sommerfugl og lade den udfolde en sværm af betydninger, som peger på noget større end den selv. Næ, hvis man vil have et billede på krigen, er man henvist til skrive den med stort og lade den glo. Hvis man have et billede på ungdommen, må man lade den slæbe efter sig »som en herreløs hund«. Hvis man vil have et billede på hjertet, må man gøre det til »en evig teenager«, der »strejfer om i de elysiske marker«. Hvis man vil gøre et billede af verdens undergang, må man lade den fejre fødselsdag. Deraf Katz’ forkærlighed for allegorien, deraf hendes genbrug af en af kunsthistoriens prægtigste allegorier: Damen med enhjørningen.
Allegorien er metaforens skikkelse i en verden af aske. Og der er lige så stor forekomst af ordet ‘aske’ i Katz’ digte som af allegori. Men asken kan hos Katz være liderlig: Jeget ligner sig selv med »en håndfuld liderlig aske./ De sidste gnister springer frem/ med en kraft/ der er en bedre sag værdig«.
I et digt »trommer hjertets spætte kaddishbønnen ud«. Kaddishbønnen er den jødiske bøn, der på én gang er klagesang (over at de døde, de døde) og lovprisning (over at de har levet). Katz’ digte kan læses som sådanne klagende lovprisninger eller lovprisende klager, både over det, der var, det, der aldrig blev, og det, der er på trods.
Kommentarer