Jeg har bare læst Byen og øen,men jeg har det, som om jeg har været på en al for lang bytur. En af den slags, hvor man skulle have forladt baren meget tidligere, men i stedet blev hængende og lagde øre til den ene snøvlede, langtrukne og sentimentale enetale efter den anden: Nå, men så søgte jeg ind på Filmskolen … Nå, men så blev vi skilt … Nu undrer det mig, at jeg blev. Baren var noget anonym i det, en slags mindestue over Dan Turèll, Sommersko og Café Victor i 1980’erne, men der var stil over drikkevarerne, og folk vidste, hvad de ville have og kunne sige Moët et Chandon og Harvey Wallbanger uden spor besvær og dansk accent. Det gik op for mig, at nogle af gæsterne kendte hinanden fra gymnasietiden, de lyste op, hver gang der kom et nummer fra dengang. Human League og Pet Shop Boys kunne de udenad, men også The Clash. Alligevel virkede det ikke, som om de gik specielt meget op i musik, deres forhold til musik var udelukkende nostalgisk — mit livs soundtrack, ville de nok selv have kaldt det. Numrene skulle blot bringe dem tilbage i tiden.
Ikkeanmeldelser
Tid i det hele taget var et svært emne, for slet ikke at tale om livet. Jeg forstod aldrig, hvorfor livet var så utrolig hårdt for de gamle gymnasievenner og heller ikke, hvorfor alt virkede så meningsløst. Det mærkelige var også, at de fem ret forskellige venner lød så ens — som én samlet noirfortæller. I hard times-tonen, halve sætninger. Masser af punktummer. Altid regnvejr, altid ekstremer. Enten propfyldt med mennesker eller mennesketomt. November som den eneste måned, der er. Hvorfor blev jeg? Eller hvorfor anmelder jeg overhovedet Byen og øen?
Det letteste ville være at lade være. Men gør alle anmeldere det, så kan der ske det, som der er sket med Jan Guillou i Sverige. Nemlig at forfatteren gør ikkeanmeldelserne til en udmelding alligevel. Udmeldingen er så, at kritikken ikke vil røre ved forfatterskabet, fordi forfatteren rent faktisk sælger bøger.
Ikke affeje bøger
At Benn Q. Holm nogensinde kunne finde på sådan noget, er slet ikke sikkert, men jeg er nogenlunde enig med Sydsvenskans Jens Liljestrand, når han i en anmeldelse af Kajsa Ingemarssons Någonstans inom ossi denne uge skriver, at anmelderne er nødt til også at forholde sig til populærlitteraturen. Liljestrand har desuden en fin pointe, når han skriver, at det ikke går bare at affeje bøgerne med henvisning til, at det er ‘brugslitteratur’ og ‘underholdningslitteratur’. Betegnelserne er uheldige, fordi det så lyder, som om der er en anden litteratur, som overhovedet ikke kan bruges til noget, og som heller ikke er underholdende.
I Expressen har Nina Lekander også anmeldt Kajsa Ingemarsson med henvisning til, at forfatteren i tide og utide har klaget over, at hun sjældent får opmærksomhed fra litteraturkritikerne, men, lover Lekander, »det blir inte roligt«.
Og nu er jeg nok nødt til at indskyde, at min anmeldelse bestemt ikke skal opfattes som en heltemodig gerning, selv om Byen og øenfor mig er aldeles uinspirerende, så er den dog en anledning til at bringe et inspirerende emne på banen: Hvad er god litteratur? Eller hvad er kvalitet, og hvad er tantsnusk?
En uudholdelig kliché
Om man anmelder Byen og øeneller ej, så er det svære at undgå at grave grøfter. Når jeg f.eks. spiller den plade, som også Nina Lekander spiller i Expressen, og som lyder sådan her — fuld af forargelse: »Det er dybt overraskende, at en så erfaren forfatter — dette er Ingemarssons niende bog/dette er Benn Q. Holms tiende bog — ikke har taget det mest elementære fra et hvilket som helst skrivekursus til sig: Show, don’t tell, Kill your darlings,overlad lidt til læseren, undervurdér hende ikke og overrask hende nu og da«, så ved jeg, at jeg i nogles ører lyder frygtelig elitær.
Byen og øen er ikke, hvad jeg forstår ved en god bog. Den er tværtimod en fed kliché, ikke bare fyldt med klicheer, men også i sin fortællestil, hvor den fortællende altid er underligt fraværende i måden, han beretter om sine omgivelser og sit liv på. Underligt umodent egentligt, sådan hovsa, jeg faldt i søvn, hovsa, jeg kører for stærkt. Byen og øen er også en uudholdelig kliché om kunstneren — manifesteret af Espen Hallberg, der drømmer om at lave film, og Pétur Bjarnason, som er fordrukken digter på Island. Dén behøver vi virkelig ikke at få gentaget.
Benn Q. Holm
Lindhardt og Ringhof
472 sider
135 kroner








Kommentarer