Vi står dagligt mellem det gode og det sande

Det er lidt en vits: Oplysning er blevet et autoritet for alle og enhver til hvad som helst.

Modstandere af Jyllands-Postens karikaturtegninger stiller sig oven på oplysningen som et forsvar for det, de selv mener: De siger, at oplysning handler om tolerance og forståelse.

Tilhængere af Jyllands-Postens karikaturtegninger stiller sig akkurat samme sted, men med den modsatte påstand: De siger, at oplysning handler om kritik af religion og autoritet. De slår fast, at de, der er imod karikaturtegningerne, er imod oplysningen. Hvilket naturligvis bliver benægtet af de andre, som omvendt hævder, at den underlødige hetz mod minoriteter er det helt forkerte - ifølge oplysningen.

Det er selvfølgelig sjovt at iagttage, men det er ikke blot en vittighed: Det viser også, at oplysning er ikke bare er oplysning. Den fungerer på samme måde som demokrati som et ord for det, vi er enige om, at vi gerne vil være, og vi bestemt ikke vil være imod, men samtidig ikke er klar over, hvad betyder.

Den engelske idehistoriker Jonathan Israel har i nye storslåede studier forsøgt at forklare forskellen mellem oplysning og oplysning: Han skelner mellem den moderate oplysning, som hylder tolerance og anstændighed, og den radikale oplysning, der sætter ytringsfrihed og kritik over hensynet til den sociale orden. Andre har påpeget, at oplysningen altid har været i konflikt med sig selv: De store oplysere ville både menneskets frigørelse fra formynderi og menneskehedens udvikling af sin egen fornuft. Hvis så frigjorte mennesker ikke vil adlyde fornuften, får man en strid mellem frigjort dumhed og fornuftigt formynderi. Det betyder igen, at både de, der hævder individets frigørelse, og de, der kræver fornuftens ret, kan sige, at de er på oplysningens gode side, og at de andre er dumme modstandere af oplysningen.

Det er en aktuel konflikt.

Balancegang

Den bulgarskfødte, franskskrivende litteraturforsker Tzvetzan Todorov forsøger i et nyt essay at afklare, både hvad oplysningen betyder, og hvordan man bør koble den historiske oplysning til samtidens diskussioner. Hans udgangspunkt er, at vi i dag ikke uden videre kan kravle op i de oplyste træer, som blev plantet i 1700-tallet, og derfra undersøge og overskue vores sociale virkelighed:

»Vi har snarere brug for,« skriver han i forordet, »en omformning af Oplysningen, der bevarer fortidens arv, men som samtidig underkaster den et kritisk eftersyn ved klarsynet at konfrontere den med dens ønskelige og uønskelige konsekvenser.«

Todorov bestemmer oplysningen ved tre træk: Mennesket skal være selvstændigt, målet for mennesket er mennesket selv, og alle regler skal være universelle.

Han præciserer, at oplysning ikke skal forstås som et moderne politisk program: Man kan ikke i enhver strid finde frem til det eneste ene oplyste standpunkt og forkaste alle andre standpunkter som formørkede og fordummede. Det vil sige: Det kan man selvfølgelig godt, men så vil man have misforstået oplysningstanken: »Oplysningstanken er en balancegang eller, om man vil, et stykke, der altid spilles med tre skuespillere.«

Det oplyste menneske skal være selvstyrende. Det skal ikke underkastes formynderi, og det skal ikke finde sig i læresætninger, som det regner for forkerte. En social orden, som bygger på, at det enkelte menneske er underordnet dogmatik og overtro, er for det oplyste menneske uacceptabel. Det oplyste menneske par excellence er en filosof, som ikke vil »underkaste sig nogen herre uden diskussion, han foretrækker hele tiden at tage udgangspunkt i, hvad der er tilgængeligt for enhver: sansernes vidnesbyrd, evnen til at ræsonnere«. Han antager, at han selv kan tænke, og at alle andre mennesker kan tænke. Vi kan derfor sammen tænke og tale os frem til en forståelse af, hvad vi finder retfærdigt og rimeligt. Og hvis alle kan tænke og tale, skal ingen finde sig i, at andre dikterer, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

Målet for det oplyste samfund er humanistisk: Det er ikke Guds velbehag eller kongens storhed, der bestemmer, hvad der skal gøres i det menneskelige fællesskab. Det er derimod menneskets lykke, som er målet for samfundet. Endelig skal reglerne for menneskenes måde at være sammen på formuleres, så de gælder alle og enhver til enhver tid.

Moralisme og scientisme

Det bedste afsnit i Todorovs essay beskriver modsætningen mellem det gode og det sande, mellem det, han betegner som moralisme og scientisme. Det er begge oplyste måder at se verden på, men de er uforenelige. Scientismen forklæder politiske valg som videnskabelige erkendelser. Den antager, at politiske spørgsmål handler om at finde frem til sandheden om, hvad der tjener fællesskabet mest effektivt. Og den overlader til eksperter at udarbejde politiske mål og afklare moralske anliggender.

Moralismen er kritisk over for scientismen: Den hævder, at politik ikke bør være et spørgsmål om, hvad der er sandt eller falsk, men om hvad der er godt eller skidt. Det vigtige for moralisme er ikke, hvad der er faktuelt rigtigt, men hvad der tjener folket bedst. Todorov hævder, at både moralismen og scientismen udspringer af oplysningen, men insisterer på, at begge har misforstået oplysningens »sande ånd«, som handler om at balancere mellem det gode og det sande. Han afslutter dette afsnit med et spring frem til samtiden, hvor han analyserer aktuelle konflikter og beklager, at eksempelvis den amerikanske regering har fremlagt manipulerede data om den globale opvarmning for befolkningen. Todorovs pointe er, at dette er forkert, fordi det er i strid med oplysningen. Man tjener ikke det gode ved at maskere sandheden.

Sandhed og godhed

Denne passage er symptomatisk for essayet: Hans redegørelse for den idehstoriske konflikt mellem videnskab og politik, mellem det sande og det gode, er præcis og klar, men hans overgang til samtiden er mislykket: »Hvis man piller ved sandhedens status, lever vi ikke længere i et liberalt demokrati,« skriver Todorov.

Det er sådan set forkert: Det liberale demokrati foreskriver et bestemt forhold mellem dem, der regerer og dem, der bliver regeret over. Det er et princip til at regulere forholdet mellem mennesker. Det har ikke noget med »sandhedens status« at gøre. Demokratiet sikrer ikke respekt for erkendelse, og erkendelse sikrer ikke respekt for demokrati. Det betyder slet ikke, at det ene udelukker det andet, men kun, at man må lære, at der ikke findes et højeste princip, som sikrer alt det gode, frie og fornuftige.

Todorovs forsøg på samtidsdiagnoser er ikke overbevisende, men hans historiske skitse er til gengæld glimrende. Man kan bruge den sidste til at kritisere den første - eller til at kaste lys over den, om man vil.