Mig og centrum-venstre

Set udefra er mange af os nogle værre nogle. Adskillige har studeret på partiskoler i DDR og Sovjetunionen; andre kom først i gang med et normalt borgerligt liv, da de var pænt oppe i 30’erne, fordi revolutionen havde slugt deres ungdom; nogle praler af det – især når de har fået lidt at drikke – andre går lidt mere stille med dørene. Bevares: Vores kreds rummer også folk, der var mere uskyldigt involverede i det, der stadig er en del af samhørigheden, når vi ellers vi ses.

Det gør vi ikke så tit. Efterhånden er det mest på Facebook, til en påskefrokost i ny og næ og lige p.t. til nogle af de 50-års fødselsdage, de fleste af os afholder i disse år, og som gør det ud for en slags reunions. De private mærkedage har taget over, hvor de verdensomspændende har måttet give fortabt.

’Hvilende celle’ eller alte Kammeraden vil være at skyde vildt over målet, selv om kredsen rummer en statistisk overhyppighed af folk, der engang har stemt kommunistisk: Vi ses, fordi vi kan lide hinanden og har fælles historie på store stræk af det, der var vores ungdom – og fordi en del af os siden er blevet filtret sammen af kærlighed, job eller gammel vane. Apropos job er vi i øvrigt en borgelig succeshistorie: Selvstændige og privatansatte langt hovedparten af os.

Politisk har vi mindre tilfælles, end fortiden lader ane. Det, man lidt upræcist kan kalde centrum-venstre, har et solidt tag i os. Men også regulært borgerlige – og Enhedslisten – er repræsenteret ii blandt os. En enkelt DF’er har jeg hørt om, men ham er der vist ingen af os, der ser så meget til mere.

Vi har ikke på hørupsk vis delt os efter anskuelser, tværtimod: Vi holder sammen på trods af dem.

Vi kan endnu

Vi skal tilbage til euro-afstemningen for 11 år siden for seriøst at have været oppe at skændes om politik. Dér blev råbt igennem. Det gider vi ikke rigtigt mere.

Men vi kan stadig, viste det sig her op til valget. Centrum-venstre skulle pludselig manifestere sig mere håndgribeligt end som en velvillig, klasseløs progressiv attitude: Hvad er centrum, hvad er venstre, er borgerlig et skældsord? Og er centrum og venstre ikke ét fedt, hvis bare man ikke går til yderligheder?

Det var nemt, da det bare handlede om, hvad vi ikke var – en del af VKO-blokken. Men nu blev det alvor: Det fik betydning, hvor ens vaklen mellem Enhedslisten og de radikale landede, endda politisk betydning. For nu stod magten og vinkede i horisonten, og centrum-venstre stod ikke på stemmesedlen.

Så vi fik lejlighed til at råbe lidt ad hinanden igen. Men på en lidt anden måde. Nu var det den moderne progressive midte, der var i ilden på en måde, det plejer at være os på fløjene forundt.

Børn af Den Kolde Krig

Os på fløjene? Ja, jeg kan lige på godt sige det ligeud: Jeg har aldrig haft fidus til centrum-venstre som begreb. Jeg tvivler også oprigtigt på, at klassekampen er så død, som den rutinemæssigt erklæres. Og jeg er sikker på, at opdelingen i højre og venstre – trods alle moderniseringsbestræbelser – såmænd nok skal holde kapitalismens tid ud. Den skarpsindige læser vil her nok slutte, at jeg ikke har vaklet længe mellem Margrethe og Johanne. Det er helt rigtigt: Bare fordi de radikale hverken er idioter, krigsliderlige eller racister, så er de stadigvæk borgelige. Og jeg kunne ikke drømme om at stemme borgerligt. Punktum.

Og det er så her, vi har balladen. For i en vis forstand er vi trods fremskreden alder børn af Den Kolde Krig og Murens fald: Vi elsker kompleksiteten, det ugivne, nuancerne, farverne og det globale – alt det, Den Kolde Krig ikke var. Vi kaster op over sort-hvide – eller blå-røde – ­for­tolk­nings­ske­maer. Over rutiner. Over alt, der kan kaldes gammeldags.

Pludselig gik det tjept!

Den konsensus har vi delt gennem 15 års højkonjunktur og massiv forkælelse af den middelklasse, vi til alt held selv er en del af. Det var nemt, så længe Anders Foghs krisefri opturskapitalisme holdt de værste sociale spændinger ude af rampelyset. Ikke at vi var enige med ham, men vi agerede, som om vi var det: Der var jo aldrig rigtigt anledning til at diskutere stillingen i klassekampen.

Men så gik det pludseligt tjept. Hvis nogen ved påsketid havde sagt, at VKO’s svanesang på pensions-, efterløns- og dagpengeområdet ville blive den største trussel ved dannelsen af en rød regering, ville de ikke være blevet taget alvorligt. Men det er der, vi er nu. Med mine radikale venners mellemkomst.

Så da valgdagen indtraf, var vi for første gang godt og grundigt uforbrødrede.

For kan man tillade sig at kalde sine kære, gamle venner for borgerlige eller beskylde dem for at trække til højre, når nu de så inderligt beder sig fri for den der gammeldags højre-venstretænkning? Når nu de så gerne vil abonnere på den jelvedske definition af midten, hvor politik handler om det korrekte facit og ikke er et resultat af interessekamp og fordelingskonflikt?

Jeg synes, de er borgerlige. Hverken mere eller mindre. Og så kan de blive lige så skidesure, de blive vil. Og kalde mig et venstreorienteret svin, hvis de synes.

Det er, hvad det er, at det kun var os i middelklassen og opefter, der for alvor festede igennem. Men at det nu er dem, for hvem dagpenge, efterløn og folkepension er liv og død, der skal have regningen, behøver vi ikke at være enige om er en svinestreg – men stå dog for helvede ved, at det er borgerligt.

Det er hverken smart, moderne eller specielt progressivt. Det er ikke engang nødvendigt: Det er et klart politisk valg. Og ved nærmere eftertanke af en meget gammeldags slags.

Bjerge eller bare bunker

Den radikale genistreg består ikke i den suveræne politiske manøvredygtighed. Men i at de har fået småt til at ligne stort og borgerlig vanetænkning til at fremstå som visionær.

Den kortvarige utopi om den krisefri kapitalisme er død. Den nedtur, vi er midt i, kalder på nye utopier. De må nok i første omgang handle om økonomi – og i sagens natur dele sine tilhængere og modstandere i venstre- og højreorienterede.

Det kunne være spændende for sådan nogle som os at blande sig i. Flere af os har før flyttet bjerge. De sidste mange år har vi mest flyttet bunker.