»Hvorfor taler I ikke dansk derhjemme, når nu I bor i Danmark?«. Det spørgsmål har 19-årige Caroline og 16-årige Sophie fået masser af gange.
Hjemme hos Sophie og Caroline taler de nemlig engelsk, fordi deres mor (den ene forfatter til denne kronik) er indvandret fra Australien.
Caroline og Sophie bliver også tit spurgt: »Taler din mor dansk?« Spørgsmålene afslører en underforstået opfattelse af, at sprog og territorium hænger sammen. Man taler dansk i Danmark. Samtidig viser de forestillingen om, at sprog og nationalitet hænger sammen — mon ikke en australier burde tale dansk efter 19 år i landet? synes det implicitte spørgsmål at være.
Den slags underforståede antagelser om sprog og sprogbrug kaldes sprogideologier. De har en vigtig rolle i forhold til at regulere vores forventninger og hjælpe os med at forstå, hvordan verden hænger sammen. Men de har også en snærende side. De er med til at skabe sociale kategorier og grænser, og som sådan bidrager de til et simplificeret billede af den sproglige virkelighed. Det sætter folk i bås.
Et land — et sprog
Én meget almindelig sprogideologi er ‘et land, et sprog’-ideologien. Her kædes sprog, nation og nationalitet uløseligt sammen, og etsprogethed bliver opfattet som normen.
Denne ideologi fremstiller Danmark som et etsproget samfund, hvor dansk er det eneste sprog, der bruges, og dermed det eneste sprog, der anerkendes.
Udtryk for denne sprogideologi findes utallige steder i Danmark — i politik, den offentlige debat og hos virksomheder.
I et debatindlæg med titlen Christiansborg svigter det danske sprog på Dansk Folkepartis hjemmeside skriver folketingsmedlemmet Martin Henriksen: »I Danmark er vi danskere, og i Danmark taler vi dansk.«
Han bruger sætningen som et argument imod at indføre engelsk som undervisningssprog i visse fag i folkeskolen.
Og i et debatindlæg på 24.dk den 21. marts 2011 skriver en debattør: »I Danmark taler vi dansk indbyrdes, og udlændinge, der slår sig ned her, har bare at lære det.«
Udtalelserne afspejler tydeligvis ikke den sproglige virkelighed der allerede eksisterer i Danmark — en virkelighed, hvor der hver dag bruges andre sprog end dansk, også blandt danskere.
Til gengæld afspejler de på glimrende vis ‘et land, et sprog’-ideologien.
Lad os bare tale dansk
Vi genfinder denne sprogideologi erhvervslivet. Min (Dorte Lønsmann) ph.d.-afhandling undersøger sprogbrug og sprogideologier i en international virksomhed i Danmark.
Da engelsk er koncernsprog i virksomheden, kunne man måske tro, at brugen af engelsk er normen. Imidlertid bruges dansk så vidt muligt. Dette betyder, at engelsk kun bruges med ikke-dansktalende, og endda ikke altid i disse situationer.
Et eksempel på den tendens finder man i virksomhedens kantine, hvor menuen kun er på dansk. Som en af de ikke-dansktalende medarbejdere sagde: »Dorte, du kan skrive, at frokosten altid er en overraskelse, når man ikke kan dansk.«
Normen om at bruge dansk så vidt muligt hænger nøje sammen med medarbejdernes sproglige ideologier. Ideologien om Danmark som et dansktalende samfund kommer især til udtryk i mødet med ‘det fremmede’. I denne internationale virksomhed vil det sige i mødet med de udenlandske medarbejdere. En del forsøger at lære dansk, men ikke alle. Og fravalget af dansk bliver ikke positivt modtaget af de danske kolleger — netop fordi den ideologiske baggrundsantagelse er, at i Danmark taler vi dansk.
Og medarbejderne kæmper dagligt med ‘det fremmede’, eftersom koncernsproget i virksomheden er engelsk. I situationer, hvor der kan være tvivl om sprogvalget, bruges argumenter som »vi er jo trods alt danskere, det er en dansk virksomhed« ofte for valget af dansk.
Engelsk udfordres til gengæld ikke, når det gælder sprogvalg til international kommunikation. En anden stærk sprogideologi i virksomheden beskriver nemlig engelsk som det eneste mulige valg til international kommunikation. Andre sprog opfattes simpelthen ikke som en mulighed.
En medarbejder fortæller, at da han modtog en e-mail på fransk fra en kollega i Frankrig, svarede han på dansk, for »så kan de lære det«.
Han blev med andre ord så provokeret af, at den franske kollega tillod sig at bruge et andet sprog end engelsk til at kommunikere på tværs af landegrænser, at han svarede ham på dansk, vel vidende at franskmanden ikke ville forstå det.
Eneste fremmed
Det er ikke kun internt i virksomheder, at man kan møde ideologien om engelsk som det eneste mulige internationale sprog. Vi genfinder den i en artikel på epn.dk den 13. maj 2011 om vanskelighederne ved at få en kommentar fra italienske AnsaldoBreda om forsinkelsen af de berygtede IC4-tog.
I artiklen ironiseres flere gange over den italienske pressemedarbejders ringe engelskkundskaber. F.eks. skriver journalisten, at hun »besidder engelskkundskaber, der vil få en dansk fjerdeklasseselev til at lyde som Shakespeare«, og at hun »først efter en heroisk indsats [kan] oplyse navnet på en af underdirektørerne«.
Bag disse formuleringer ligger en forventning om, at international kommunikation foregår på engelsk.
I artiklen bygger brugen af ironi på en forudsat fælles forståelse mellem journalisten og læserne om, at selvfølgelig taler man engelsk, når man taler med folk i udlandet, og selvfølgelig bør folk i udlandet også gøre det.
Denne forventning er så selvfølgelig, at det slet ikke er nødvendigt at nævne den i artiklen. At journalisten kunne have opsporet en italiensktalende kollega til at foretage interviewet nævnes slet ikke som en mulighed.
Langt fra virkeligheden
Vores påstand er, at disse sprogideologier netop er ideologier, og ikke beskrivelser af virkeligheden. Der er masser af situationer, hvor der tales andre sprog end dansk i Danmark (som i Caroline og Sophies hjem) og masser af tilfælde, hvor kommunikation på tværs af landegrænser foregår på andre sprog end engelsk.
Så hvorfor er de nævnte sprogideologier så fremherskende? Måske fordi de er så centrale i den forståelsesramme, vi alle sammen er opdraget indenfor. Og måske netop fordi de ikke stemmer overens med virkeligheden.
Sociolingvisten Deborah Cameron peger på, at debatter om sproglige emner reflekterer samfundsmæssige bekymringer.
I det perspektiv skal danskernes sprogideologier ses i forhold til globaliseringens konsekvenser for det danske samfund.
I stedet for klart afgrænsede, homogene samfund — et Danmark, hvor der bor danskere, som taler dansk ·— konfronteres vi i stigende grad med en kompleks og mangfoldig verden, hvor ‘det fremmede’ trænger sig på i form af international kommunikation og mobilitet.
Og netop fordi det bliver sværere at opretholde illusionen om en ordnet verden, hvor sprog, nation og nationalitet passer ned i skarpt adskilte kasser, bliver disse sproglige ideologier nødvendige i et forsøg på at skabe orden og tryghed i en verden under forandring. Vi taler dansk i Danmark og engelsk i udlandet, det er da til at forstå.
Sprogideologier bliver altså et eksempel på, hvordan Danmark forholder sig til globaliseringen: det er nødvendigt med kassetænkning og simplificering for at håndtere kompleksiteten.
Sprogbrug er en kompleks størrelse. Der tales ikke kun dansk i Danmark og ikke kun engelsk med udlændinge. Pointen er, at denne kompleksitet ikke nødvendigvis skal ses som et problem, men som en ressource, både for individet og på nationalt plan.
Hvis vi kan udnytte disse ressourcer og opdyrke og bevare en ægte interesse for verdens sproglige mangfoldighed, vil vi alle sammen stå stærkere over for de udfordringer, en globaliseret verden byder på.
Dorte Lønsmann er cand.mag. i engelsk og videnskabelig assistent ved Institut for Kultur og Identitet på Roskilde Universitet. Anne Fabricius er ph.d. og lektor i engelsk sprog, ved CALPIU Forskningscenteret, Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitet.
90 pct. af danskerne hører eller ser engelsk hver dag eller mindst en gang om ugen. Vi møder typisk det engelske sprog i film, tv, musik, reklamer og radioprogrammer.
47 pct. af danskerne taler selv engelsk mindst en gang om måneden. For unge under 25 år er tallet 71 pct.
75 pct. af danskerne mellem 15 og 21 år læser engelsk mindst en gang om måneden, og helt op til 90 pct. af dem taler engelsk med andre danskere mindst en gang om ugen
20 pct. af danskerne betegner deres engelskkundskaber som svage eller ikke eksisterende. Hovedandelen af denne gruppe er mellem 50 og 75 år gamle. Men ca. 3 pct. af de voksne under 45 år har samme problem.
Sprogforskere regner derfor ikke med, at problemet med manglende sprogkundskaber vil forsvinde af sig selv hos kommende generationer.
Kilde: Bent Preislers bog ’Danskerne og det engelske sprog’, 1999
Kommentarer
Illustrerer denne sort-hvide opfattelse af, at hjemme taler vi dansk og ude taler vi engelsk, ikke ganske godt, hvor snæversynet og enøjet en tilbøjelighed, der hersker i ganske mange andre forbindelser.
Ligesom man negligerer, at der er andre sprog i denne verden, som det endog kunne være særdeles nyttigt at stifte nærmere bekendtskab med, således ses der en tendens til at mene, at andre måder at leve, tænke og tro på ikke er værd at beskæftige sig med, endsige tolerere.
Og lemmingeeffekten er stor.
Denne kommentar er anbefalet af:
Man taler et sprog som alle tilstedeværende behersker, uanset hvor man befinder sig på kloden, og næsten uanset konteksten. Alt alt er uforskammet og ekskluderende.
Denne kommentar er anbefalet af:
It’s good to be a Nissemand! Eller også er vi bare ikke særligt godt til andre sprog. Det er jo heller ikke det der just prioriteres i Folkeskolen. Jovist man har engelsk i 3 hvor ingen har gavn af det og timerne trækkes fra senere, hvor ungerne ville kunne få glæde af dem. Men pissevære med det bare lille Ole på 9 kan sige “how do you do?” Dansk planlægning når det er bedst. Tysk og Fransk gider man dårligt nævne, du kan få 3 timer i en typisk Københavnsk Folkeskole, dvs. Fransk udbydes i hovedreglen ikke, idet der er for få tilmeldt. Jo tak undervisning i verdensklasse.
Denne kommentar er anbefalet af:
Videnssamfundet Danmark,
fornemt illustreret af artiklens ´ømme´foto…! Th
I USA er der store grupper, der taler spansk og en række etniske grupper har også deres eget sprog med i det daglige uden at det giver fnidder.
Engelsk er ret praktisk, for det tales af en mængde mennesker - ( bl a af over 1 milliard indere + australiere, canadiere, amerikanere, new zealændere, englændere og så alle de andre, der har engelsk som første fremmedsprog).
Det er altså OK at koncentrere sig om engelsk - hvorfor lære fransk eller italiensk, som i overvejende grad kun tales af franskmænd og italienere.
Hvis man vil til f eks fjernøsten, så duer f eks italiensk og fransk ikke rigtig til noget.
Kan hænde , at vi hen ad vejen sal til at lære lidt kinesisk ??
Denne kommentar er anbefalet af:
http://www.information.dk/274309
Jeg mener, at man principielt skal tale dansk i Danmark i offentlige sammenhænge. Hvis man er en gruppe sammen, der ikke behersker dansk, men måske kan engelsk, taler man selvfølgelig det. Men er man flere sammen, hvoraf nogle ikke taler engelsk, må man ty til et andet sprog.
Jeg er med debattørerne, når de beklager sig over, at man uden videre går ud fra, at folk fra andre lande ønsker at tale engelsk i interviews. Det er på alle måder en fejl, for man udtrykker sig klarest på sit eget sprog, og derfor bør interviews selvfølgelig udfoldes på interviewpersonens modersmål - den journalist, der foretager interviewet, må have kendskab til den pgl.s sprog, ellers er der jo slet ingen grund til, at netop han eller hun foretager interviewet. Og det gælder alt fra franske præsidenter til afrikanske stammer. Vi skal væk fra denne disrespekt for nyttige færdigheder.
Denne kommentar er anbefalet af:
Noget frygteligt sludder –- arbejder selv i en stor international virksomhed, hvor al skriftlig (og den meste mundtlige) kommunikation foregår på engelsk, uden at nogen som helst her i Danmark har noget problem med det…..og eksemplerne er mange – rigtigt mange.
Indlægget virker mest af alt som en konstrueret noget studentikos problemstilling, som ikke burde have været sluppet løs udenfor de tykke mure i elfenbenstårnet.
Denne kommentar er anbefalet af:
-øhm-
Nu var der altså noget, som engang hed (fransk) Indokina….(se filme Indochine, så ved I hvad jeg taler om…) Store dele af fjernøsten, bl.a. Viet Nam taler fransk. Store dele af Afrika taler fransk, især Vestafrika.
Mht. AnsaldboBreda er det vel ikke for meget forlangt, at en virksomhed som gerne vil være international taler det internationale lingua franca, engelsk?
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg forstår virkelig ikke kritikken i innlegget. Fører det faktum at et land har et fellesspråk til kommunikasjonsproblemer? Og hvorfor kritiseres det at Danmark er et land hvor nesten alle også snakker det globale fellesspråket engelsk? Hva er problemet? Er det ikke viktig at vi kan snakke sammen? Det mest praktiske er vel at utlendinger lærer seg dansk, heller enn alle dansker lærer seg alle andre språk? Det er selvfølgelig en stor ressurs for et land at det bor mange utlendinger med språklige kvalifikasjoner, men for at landet skal kunne dra nytte av disse kvalifikasjonene er det vel en fordel at de også kan dansk? Det er i alle fall ikke en ulempe.
Er det kassetenkning at et samfunn har en felles plattform å kommunisere på? Og hvorfor ikke dansk i Danmark? Jeg for min del, og jeg er norsk, har meget glede av dansk kultur fordi jeg kan lese og forstå dansk. Man får langt mer ut av det danske samfunn ved å kunne språket og man taper jo ikke sitt eget språk fordi man lærer seg dansk.
Hvis språk og territorium ikke hører sammen ville det jo ikke være mulig å kommunisere med hverandre. Jeg synes artikkelforfatterne er arrogante når de snakker om at orden er en illusjon. Et felles språk er i alle fall et godt verktøy i arbeidet med å holde samfunnet sammen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Artiklen er noget sludder. Lad os bare kalde det studentikost, hvis den lever op til det. Den taler om sprogideologi som noget den enkelte går rundt med i hverdagen og dyrker som rettesnor for, hvordan man taler. Nej, man bruger det sprog, man behersker og som er anvendeligt i de sammenhænge, man kommer i. At danskere i en virksomhed med engelsk som koncernsprog taler dansk til hinanden i kantinen, det er ikke en ideologi, det er fordi der er de hjemme når det drejer sig om hyggelig sludder, småting om dagen og vejen, vittigheder osv. Det samme gør arabisk talende ansat på et dansk kommunekontor, hvis sådan nogen findes.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg forstår ikke rigtigt pointen med dette indlæg, hvad er det skribenter synes der er et problem?
Jeg vil så starte med at sige, at jeg på ingen måde er skræmt af det af “det fremmede”, som artiklen kalder det. Jeg er dansk, men gift med en kvinde fra Ghana (som iøvrigt taler alle de syv officielle sprog i landet) men som bor i USA, jeg arbejder for en fransk virksomhed i Danmark, men dækker og taler med hele norden (danmark, sverige, norge og finland) i det daglige. Koncernsproget i virksomheden er dog engelsk, som vi også taler og skriver en del på det danske kontor.
I artiklen er der flere ting, som slår mig som noget forvrøvlet sludder:
1. Hvilket sprog I taler der hjemme er fuldstændig jeres sag, dog kan man vel dårligt være overrasket over, at børn stiller nysgerrige spørgsmål. Derudover er det vel også en almindelig præmisse, at man må finde en måde at kunne gøre sig forstålig i det land, som man har valgt at opholde sig i. Det er vel næppe for meget forlangt. Jeg tvivler ret kraftigt på at jeg kan forvente, at folk kan kommunikere med mig på dansk, hvis jeg valgte at flytte til Australien (eller noget andet land for den sags skyld - måske lige bortset fra Sverige og Norge, hvor jeg måske ville kunne klare mig med dansk)! Eller skribenterne synes måske, at alle danskere og private og offentlige kontorer skal lære sprog fra omtrent 180 lande, så tilflyttere fra disse lande ikke behøver at lære dansk? Hvor så ikke bare droppe dansk og bare tale udelukkende engelsk - det kunne de jo så også gøre i alle andre lande, hvor engelsk ikke er deres modersmål.
2. Hvis du arbejder i en virksomhed, som officielt har engelsk som koncernsprog, så må de naturligvis også skrive menuen i kantinen på engelsk. Det er dog nærmere en intern virksomhedsproblemstilling og dårligt noget som kan lægges det danske samfund til last.
3. Hvis en virksomhed, som eksempelvis AnsaldboBreda, ønsker at lave forretning uden for sit eget land, så må man da også forvente at de kan kommunikere med menneskerne i disse lande enten på det lokale sprog eller på engelsk, hvis det er muligt i det pågældende land. Igen tvivler jeg ret kraftigt på, at det vil blive accepteret at jeg kun kan tale danske, hvis jeg arbejder for en virksomhed i udlandet - eksempelvis Italien.
4. Mht. til medarbejderen der følte sig fornærmet over den franske email, så kan jeg godt følge ham. Hans løsning med at skrive tilbage på dansk (så kan de lære det!) er jeg så måske mindre enig i. Jeg er nemlig ret sikker på, at det var der ikke nogen der lærte noget af. Dog vil jeg sige, at det er rimeligt uhøfligt, at skrive på fransk (har selv oplevet det masser af gange), når man har taget ansættelse i en virksomhed som ønsker at gøre forretning internationalt og samtidig skriver til ansatte som man ved ikke vil forstå hvad man skriver, så er det mindste man kan gøre at skrive på et sprog som alle i mailen kan forstå.
5. At påstå at danmark og danskerne er et-sprogede er direkte usandt. En pænt stor del af danskerne kan gøre sig forståelige mundtlig og/eller skriftligt på mindst et sprog mere en dansk. Jeg har selv rejst en del både i Europa, Afrika og USA, og jeg kan, som det nok er en overraskelse for de færreste, gøre skribenterne opmærksom på, at det i overordenligt mange andre lande er mere almindeligt at være et-sproget.
I slutter af med at skrive, at en kompleks verden, hvor ikke alting foregår på et eller to sprog ikke er et problem. Det er jeg fuldstændig enig i, og jeg tror faktisk heller ikke det er det problem som I gør det til. Derimod vil jeg mene, at det vil være et problem, hvis et land (danmark eller andre) skal opgive sit sprog i mange sammenhænge blot for at menesker der ikke taler det lokale sprog kan følge med. Det vil helt sikkert føre til en fattigere verden.
Efter min mening er problemet i danmark nærmere en kulturempiriralisme, hvor nogen del af befolkningen skal være ligesom “os”. Jeg synes det er fuldstændig urimeligt at forlange, at folk skal opgive deres egen kultur og påtage sig den danske. Dog må man med rimelighed kunne forvente at de kan kommunikere med menneskerne i det land, hvor man har valgt at bosætte sig i længere tid.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det bør anføres at “i Danmark taler mange mennesker dansk”
Udelad venligst det lille vi, da det klart signalerer inklussion/eksklussion af forskellige grupper, der ikke taler dansk på den danske måde visse folk ønsker.
Ud fra min sproglige baggrund, der inkluderer først seks år som svensk statsborger, en amerikansk mormor, uddannelse i engelsk, tysk, russisk, serbokroatisk og japansk, bosættelse et år i USA og et halvt år i Japan, er tanken om dansk som kulturelt omdrejningspunkt lettere udvandet. Det er et fint sprog at anvende, men blot et blandt mange.
Der hvor Danmark kommer ind i billedet er at der er forholdsvis mange der taler dansk relativt godt her.
med venlig hilsen Lennart
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er noget der er gået hen over hovedet på artikelskribenten.
Derhjemme taler man det sprog man ønsker. Når man skal kommunikere udenfor hjemmet så anvender man det sprog der giver den bedste kommunikation med den man nu engang taler med.
Personligt taler jeg aldrig dansk med mindre jeg kommunikerer med familie eller dansktalende venner.
Men hovedparten, ca. 95%, af min kommunikation foregår på Engelsk, Tysk og Flamsk (Hollandsk), og når presset, Fransk.
Og det uanset om jeg befinder mig i udlandet eller Danmark.
Denne kommentar er anbefalet af:
Berlin,
For at sige det kort, så har artiklen et helt forkert anslag. Eksempelvis gælder det for skrivende og talende medarbejdere ved danske medier, at de af en eller anden grund har et voldsomt behov for at skifte danske udtryk ud med engelske, uden at man kan erkende andet end en sociolingvistisk grund (argot) til det. Resultatet er en umusikalsk vrimmel af anglicismer i de journalistiske produkter.
Den afgående borgerlige regering lagde for en måneds tid siden an til den 117ende ændring af dansk sprogpolitik i de seneste 20 år. Den tiltrædende regering er tvunget til at tage tråden op, idet den erkendelse breder sig, at engelsk ikke er denne verdens eneste fremmedsprog.
I den skole jeg lige har forladt tales der arabisk, tyrkisk, farsi, punjab, urdu, færøsk og mange andre sprog hjemme og ikke en kat undrer sig over det. Det skyldes måske at eleverne bor i et område, hvor udenlandsk stort set mere er reglen end undtagelsen, modsat de pæne kvarterer, hvor akademikerfamilierne bosætter sig.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg kan blot undre mig over, at en person, der har boet i Danmark i 19 år, ikke for længst selv har ønsket at lære dansk. Når jeg skal opholde mig i et fremmed land i bare 14 dage, sørger jeg da for at lære de almindeligste vendingerpå det pågældende sprog - goddag og farvel, tak, undskyld og “jeg vil gerne bede om regningen” osv. Hvis jeg skulle opholde mig der i årevis, ville jeg ærligt talt føle mig flov over ikke til husbehov at kunne tale landets sprog. Men det er måske anderledes for engelsktalende?
@Vadmand:
Jeg tror faktisk at lige præcis mange engelsktalende har kommer med forventningen om at de ikke behøver lære andre sprog.
Der var jo en gang at det meste af den kendte verden var angelsaksisk domæne, og det tror jeg ikke man er kommet sig helt over endnu.
Er også stødt på mange engelsktalende som er pinligt berørte over dette forhold, og ærgerlige over at de, ifølge dem selv, er opvokset i en kulturel kontekst der ikke opmuntrer til at man lærer fremmedsprog (ordentligt). Derved lider de som regel af den forestilling, at den slags kan de slet ikke finde ud af, selvom de gerne ville.
Denne kommentar er anbefalet af:
Gode pointer!
De af os, og vores børn, der ikke taler engelsk, har nøjagtig samme handicap, som de af vores bedsteforældre, der kun talte bondesprog. Det går fint i landsbyen, men alle (også andre landsbyboere) vil uværgeligt se dem som særlinge, der skal have specialbehandling, og aldrig som ligeværdige.
Man kan sagtens være flink og høflig overfor en repræsentant, der tror, hun kan repræsentere sit firma på fransk eller dansk eller en vendelbomål, men helt naturligt vil man da aldrig se den organisation som særlig professionel.
Niels-Petter fra husmandsstedet fik jo også nok lov til at sælge sine grise og få et lån til en ny traktor, men hans nabo, der talte rigtig dansk, fik sikkert en bedre handel, og han havde ihvertfald mindre risiko for at blive snydt eller ignoreret.
De organisationer, der høfligt matcher målgruppens sprog, og som gnidningsløst optager medarbejdere med andre sprog og kulturer, de har uendelig bedre forhandlingsvilkår end landsbytumperne.
Skoleeksemplet er Jysk Sengetøjslager, der høfligt, og på rigsdansk, sælger myten om en provinsvirksomhed. Det var nok ikke gået helt så godt med vanlig bondsk xenofobi og uhøflighed.
Et andet eksempel er Lady Gaga, der ikke propper sin katolske tro ned i halsen på lytteren, men tværtimod udgiver samme sang med forskellige bynavne, så de lokale kan føle sig trygge ved hende.
Ret smart!
selvfølgeligt taler jeg dansk i danmark, med mindre jeg taler med en der ikke forstår dansk.
Det har intet med hvordan man ser verden eller noget som helst andet.
I anledning af at Forbundsdagen i Berlin torsdag stemmer om udvidelsen af EU’s redningsfond har Politiken kaldt det en skæbnesvanger dag, og Jyllandsposten skriver i sin leder at: “Et nej kan blive begyndelsen til enden for euroen.” Begge aviser giver deres danske (!) læsere et helt forkert indtryk af de faktiske forhold: Ikke alene vil størsteparten af Merkels parlamentariske grundlag stemme for, det samme vil de to oppositionspartier De Grønne og SPD.
Det er katastrofalt at se en sådan dagbladsdækning af tysk politik, der som en sideeffekt også bekræfter den danske forestilling om, at det er venstreorienteret at modarbejde den europæiske integration. Når det overhovedet kan lade sig gøre, er det selvfølgelig først fordi begge aviser er forkert orienteret, men det samme er deres læsere, som ikke kan følge med i tyske medier, da de ikke har sprogkundskaberne, og i øvrigt i rigtig mange tilfælde heller ikke ser nogen grund til at gøre det.
Nogle her savner et begreb om den danske sprogpolitik og den nødvendige afstand til at kunne iagttage kongerigets kulturelle orientering i det rette perspektiv. Landet har ført en valgkamp, hvor man brugt mindre tid på EU og Euroen end den tid Barack Obama brugte på den i går, og nu giver danske aviser så en forkert fremstilling af sagen. Det er hvad man på tysk kalder et Armutszeugnis.
Denne kommentar er anbefalet af:
80% af alle elever har tysk i folkeskolen, 10% fransk. Min sidekammerat på uni kommer fra Sønderborg og har også haft tysk i gymnasiet. Nåh er du fra Synnebor, sagde jeg, så må du sgu da være god til tysk. Tysk, nej det kan jeg dårligt. Jeg er vokset op med en amerikansk kultur og vi så aldrig tysk fjernsyn.
Det er vist svært at give nogen skylden, men det engelske sprog har fortrængt interessen for andre sprog.
Engelsk har en katastrofal side-effekt. Det engelske sprog er så uprævcist og naturligt manipulerende, at man er nødt il at beherske det ualmindelig godt, for at man ikke skal blive narret til Irak eller til at forære sine penge væk. Derfor ville Mogens Lykketoft nok være bedre end Villy Søvndal.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Jens Peter
Er det virkeligt rigt, at så mange foretrækker tysk ? så er mit nærområde (inklusiv mine sønner) undtagelsen, der bekræfter reglen – her er det nærmest omvendt !
Leider ja, Bente. Jeg underviste selv i fransk i København indtil sommerferien. Her valgte omkring 40-45 % fransk, men der er mange steder hvor fransk slet ikke udbydes, (det kan udbydes men skal ikke udbydes), det er for dyrt og derfor udbyder man det ikke. Når det er dyrt skyldes det, at man ved at udbyde faget fx i en tospors skole jo almindeligvis ville få et lille fransk hold og to tysk hold. Andre grunde er, at der ikke er fransklærere, der kan undervise, men den vigtigste begrundelse er pengene. Det er også meget nemmere hvis man bare udbyder tysk set fra et skemamæssigt synspunkt.
På den skole jeg selv lige er pensioneret fra har vi haft fransk i over 20 år. Med stor succes, ikke mindst blandt børn med anden etnisk baggrund end dansk. Disse scorer ofte gode karakterer ,fordi danske børn, ikke som i engelsk, er et hestehoved foran. Uheldigvis har gymnasiereformen ikke gjort det mere tiltrækkende med fransk i folkeskolen, da visse små gymnasier slet ikke udbyder fortsætterfransk og folkeskoleleverne derfor står med håret i postkassen når de eksempelvis vil på det lokale gymnasium.
Alene billedet i sig selv beskriver ret godt, hvorfor det var jeg valgte at at flytte udenlands og ikke har nogen planer om at flytte tilbage til Danmark igen.
UPs: Danske børn er IKKE et hestehoved foran, som i engelsk.