Opslag til denne artikel

Emneord:24-årsreglen, Folketingsvalg, udlændingepolitik
Personer:Pernille Rosenkrantz-Theil
Organisationer:Socialdemokraterne

Da venstrefløjsikonet Pernille Rosenkrantz-Theil meldte sig ind hos Socialdemokraterne i 2008, understregede den tidligere Enhedslisten-profil, at hun havde »skiftet parti, men ikke holdninger.«

24-års-reglen blev fremhævet som et af de steder, hvor Rosenkrantz-Theil ville fastholde sin modstand trods den nye partibog.

Men i dag bebuder den nyvalgte stemmesluger, at hun fremover agter at forsvare 24-års-reglen.

»Vi vokser jo alle sammen fra 24-års-reglen, og jeg mener, det kan være sundt at vente, til man er gammel nok, før man træffer beslutninger, der kan få konsekvenser for resten af ens liv,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Da hun meldte sig ind, håbede flere partimedlemmer, at hun kunne være med til at genstarte den udlændingepolitiske debat hos Socialdemokraterne. Hvorvidt hun internt agter at arbejde for en lempelse af udlændingepolitikken er uvist, men i hvert fald kommer hun ikke til at tage slagsmålene i pressen, forklarer hun:

»Vi har truffet en beslutning i Folketingsgruppen og partiet om, at vi synes, 24-års-reglen skal bevares. Jeg har det grundlæggende sådan, at den slags diskuterer vi i partiet internt. Der er ingen grund til at tage den i offentligheden,« siger Rosenkrantz-Theil og påpeger, at partidemokratiet fungerer bedst, hvis folketingsmedlemmerne i det hele taget retter ind.

»Man tager nogle debatter internt. Så træffer man nogle beslutninger, og derefter bakker man op om de beslutninger. Derfor bakker jeg også op om linjen omkring 24-års-reglen. Jeg mener, det er en dårlig idé konstant at danse efter journalisternes pibe. Stod det til journalisterne, diskuterede vi det 15 gange om dagen.«

Men det er ikke alle socialdemokrater, der har optrådt lige så disciplinerede som Rosenkrantz-Theil. Midt under valgkampen meldte den københavnske folketingskandidat Mette Reissmann sig på banen med kritik af netop 24-års-reglen:

»24-års-reglen er latterlig. Som reglen er formuleret i dag, er den ikke tidssvarende«, sagde hun til Altinget.dk.

Men også fra Mette Reiss-mann, som ligeledes blev valgt ind i sidste uge, lyder der nu nye toner.

»Jeg vil sige ligesom Pernille: Der er en partilinje, som skal holdes. Den holder jeg,« siger hun og vurderer, at netop partiets tilgang til 24-års-reglen er særlig vigtig at bakke op om:

»Alting kan drøftes. Men hvad det her konkrete spørgsmål angår, så er det partilinjen, som skal holdes.«

Kritik fra Vestegnen

I går kritiserede socialdemokratiske Vestegns-borgmestre S-SF’s forslag til et pointsystem.

Men borgmestrene har en helt anden frihed end folketingsmedlemmerne, mener Rosenkrantz-Theil.

»Der er meget forskel på at være Vestegns-borgmester og så at være en del af en folketingsgruppe, hvor vi har truffet nogle beslutninger. De spiller en helt anden rolle, end vi gør i Folketingsgruppen,« siger hun og anklager pressen for at være for ivrige efter at male konflikter op.

»Journalisterne går for langt i deres tro på, at man hele tiden skal tage en eller anden debat. Hvis demokratiet skal fungere, er det vigtigt, at vi også på en eller anden måde kan træde et skridt tilbage og arbejde loyalt for de beslutninger, der er truffet. Jeg vil gerne diskutere internt i vores gruppe, men det bliver ikke på journalisternes præmisser,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Denne artikel er anbefalet af: