Opslag til denne artikel

Emneord:arbejdsløshed, besparelser, eurosamarbejdet, hjemløse, kriminalitet, selvmord, statsgæld
Personer:Evangelos Venizelos
Organisationer:EU, IMF
Steder:Grækenland

ATHEN - Ved 23-tiden på Syntagma-pladsen stiger en lille gruppe mænd og kvinder, tydeligvis udlændinge, af bussen. De går forbi en mand, der er krøbet sammen i fosterstilling, forbi en anden, der sidder på et stykke pap med hovedet i hænderne og passerer derpå en immigrant med uglet hår, der rækker hånden ud, idet han mumler: Mr!, Mr!, Euro!, Mr! Mændene og kvinderne ænser intet. Lystigt snakkende går de videre til deres hotel.

Den lille gruppe udlændinge er nogle af de økonomiske eksperter, som er kommet til Athen for at granske statsfinanserne og gældssituationen. Og diagnosen tegner dyster. 16 måneder efter at Grækenland modtog en historisk stor redningspakke (på 820 milliarder kroner, red.), vakler landet på ny på randen af en statsbankerot, der truer hele den globale økonomi.

Tvunget til at overleve på nødlån fra EU og IMF sidder den betrængte græske regering i en skruestik, presset til at gennemføre radikale reformer til gengæld for den internationale støtte og presset af sin befolkning, der føler sig hårdt spændt for af de i forvejen vidtgående spareforanstaltninger.

Dette er ikke krisen

I Athen står panikken ikke blot malet i ansigterne på de borgere, der er blevet forarmede af den omkostningsreducerende politik. Da endnu flere sparetiltag – tab af arbejdspladser, skattestigninger og pensionsnedskæringer – blev bekendtgjort i sidste uge, var panikken tydelig i den herskende elites stemmer.

»Folk tror, at krisen er dét, vi gennemgår nu: nedskæringer i lønninger, pensioner og indkomster og ringere udsigter for de unge,« sagde en synligt udmattet græsk finansminister, Evangelos Venizelos. »Men desværre er dette ikke krisen. Det er et forsøg, et vanskeligt forsøg, på at beskytte os imod den. Kommer krisen, får vi et nyt Argentina med et komplet sammenbrud for økonomi, institutioner, social struktur og landets produktive base.«

Med en græsk statsgæld på 2.700 milliarder kroner er der intet valg. Stillet over for udsigten til et lammende krak er alternativet til hårdhændet slankning af den offentlige sektor for grumt til overhovedet at overveje, fastslog Venizelos: dybere recession, politisk uro, et kollapset banksystem og en mulig eksklusion fra EU.

Men efter to redningspakker til en samlet værdi af 1.560 milliarder kroner og en indspænding af livremmen, der har halveret indkomsten for den gennemsnitlige husholdning, er grækerne ved at tabe tålmodigheden.

Massive tab af arbejdspladser, skattestigninger og galopperende inflation har undergravet nationens energi og tiltro til sine politikere. Mange henviser til, at nedskæringerne kun har fået forbruget til at gå i stå og forstærket recessionen, uden at underskuddet af den grund er blevet nedbragt. Derfor opfatter de i stigende grad den dikterede nøjsomhed som en meningsløs øvelse, der i stedet for at bringe landet flot af krisen tværtimod forværrer dets situation.

»Livremmen er så stram, at vi er ved at løbe tør for huller. Men intet er blevet bedre,« siger Georgios Valsamis, en ung taxachauffør. »Vores politikere er robotter. De gør kun, hvad udlændingene befaler. Men vi vil ikke være et laboratorium for mislykket politik.«

At bristepunktet nærmer sig for de almindelige grækere, som allerede før krisens udbrud hørte til Europas lavest lønnede, synes åbenlyst. For pensionister, der må overleve for under 500 euro om måneden, og familier ramt af den rekordstore arbejdsløshed på 16 procent er der ikke mere at give af.

»Psykisk er det sværeste måske, at fordi der ikke er noget lys for enden af tunnelen, er der heller intet håb,« siger Thanos Dokos, der leder ELIAMEP, en tænketank i Athen.

»Når man skal bringe ofre, gør man det mere godvilligt, når man ved, at de fører til noget. Men det er ikke tilfældet her.«

Den nye underklasse

Med en økonomi, der ventes at skrumpe ind for fjerde år i træk, er Grækenland kørt fast i den værste recession siden krigen. Følgerne er håndgribelige på flere niveauer. Kriminalitet og lovløshed florerer. En ny underklasse er vokset frem: Hjemløse og sultne strejfer rundt i gaderne eller leder efter madrester i de kommunale skraldespande. Der kommer stadig flere narkomaner. Psykiatriske patienter smides ud af institutioner, som ikke længere har råd til at huse dem.

Tusindvis af butiksejere må dreje nøglen om. Pensionister overlever ved at spise grøntmarkedernes bortkastede frugt og grøntsager.

Antallet af selvmord stiger: Kriseopkaldslinjer rapporterer om 5.000 i de første otte måneder af 2011 sammenlignet med 2.500 i hele sidste år. Samtidig vælger et stigende antal unge grækere at vende tilbage til deres landlige rødder, hvis ikke de flygter til lande, der bedre kan tilbyde dem et job, hvad der beskrives som den største udvandringsbølge siden 1960’erne.

Med desperationen er der kommet en kollektiv følelse af skyld og depression, som kan blive lige så farlig som de sociale spændinger, der truer med at rive landet fra hinanden.

»Man vågner op uden at vide, hvilke nye ting der vil blive væltet over ende i dag. Den gennemgående erfaring, der forener mennesker, er oplevelsen af frygt og desperation,« siger Fotini Tsalikoglou, en fremtrædende psykologiprofessor.

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.