Opslag til denne artikel

Emneord:bosættelser, historieforskning, jøder, nationalisme
Personer:Barack Obama, Theodor Herzl
Organisationer:FN
Steder:Israel

I sidste uge bad den palæstinensiske præsident Abbas FN’s Generalforsamling om at stemme for oprettelsen af en palæstinensisk stat. Israel bekæmper ideen med næb og klør, og USA’s præsident Obama befinder sig i en kattepine, fordi han behøver de jødiske stemmer ved næste års præsidentvalg.

Antallet af jøder i USA er næsten det samme som i Israel. Men båndene mellem de israelske og de amerikanske jøder bygger mere på myter end på fakta.

Det afslørede den israelske historiker Shlomo Sand fra universitetet i Tel Aviv i sin bog The Invention of the Jewish People fra 2008.

Bogen blev mødt med lige dele ‘det vidste vi godt i forvejen’ og ‘det er løgn alt sammen.’

Den førstnævnte reaktion bundede i argumentet om, at det ikke er enestående for Israel at skabe ideologiske myter, der bekræfter landets selvforståelse — den slags myter bygges op i alle stater.

Den anden reaktion bundede derimod i en benægtelse af enhver tale om, at den zionistiske kolonisering var andet end jødernes hjemvenden til deres oprindelige land.

Sands styrke er, at hans detaljerede dokumentation, bygger på en lang række tværvidenskabelige undersøgelser fra historiske kilder. Tilsammen danner myterne et ubehageligt mønster, der bruges politisk over for palæstinensere, og som kan være med til at undergrave selve staten Israels legitimitet. For det er i længden umuligt at påberåbe sig en ret ved at frarøve andre den selvsamme ret.

Folket, der ikke findes

Men først Sands historiske analyse. Konklusionen er, at der ikke findes nogen stat i verden, der består af ét folk. Mennesker har altid flyttet sig, og med tiden er de blevet mere lig deres ikke-religiøse naboer end deres trosfæller, som lever andre steder i verden. Kinesiske, etiopiske, eller argentinske jøder ligner mere deres ikke-jødiske naboer end jøder, der lever andre steder i verden.

Den zionistiske kolonisering kunne imidlertid ikke have fundet sted uden en ideologisk forberedelse, der gav gødning til et flor af myter om jøderne som et folk. Den jødiske statsdannelse havde ganske enkelt brug for en forestilling om et autentisk urfolk, der som ‘Israels børn’ kom ‘ud af Egypten’. For kun denne myte om hebræiske forfædre kunne retfærdiggøre retten til Palæstina. Det fik de zionistiske historikere til at understrege deres fælles etniske oprindelse. Jøderne blev set som ét biologisk folk.

Forfølgelse som årsag

Omkring år 1900 forsøgte den sekulære jøde Theodor Herzl at skabe forståelse for oprettelsen af en jødisk stat på baggrund af den tiltagende antisemitisme, der fulgte den nationalistiske blomstring i Europa og Dreyfus-affæren i Frankrig (sagen mod den jødiske officer Alfred Dreyfus, som i 1895 blev dømt for spionage, red.).

Herzl opsøgte statsledere og mæcener, der nok så behovet, men ikke var villige til at støtte projektet. Den russiske zar var ganske vist interesseret i at komme af med jøderne og den voksende zionistiske bevægelse, som han anså for lige så farlig som socialisterne. Men hverken dér eller hos den ottomanske sultan, der havde overherredømmet over Palæstina, var der tilstrækkelig opbakning til projektet.

Englænderne foreslog Uganda som hjemsted for jøderne, idet Herzl tidligere havde forkastet Argentina, hvor Rothschild allerede støttede jødiske bosættelser. Herzl overvejede Uganda, men forslaget vakte ikke genklang blandt de russiske jøder. De opfattede det bibelske land, Palæstina, som deres hjemland.

På den baggrund blev det politisk opportunt at skabe forestillingen om ‘et folk’ og ikke mindst at bruge Biblens myter som et historisk dokument.

Men Biblen er ikke et historisk dokument. Det Gamle Testamente er ikke resultat

af historieforskning. Tværtimod viser nyere arkæologiske udgravninger, at der for eksempel aldrig har været nogen masseudvandring fra Egypten, og at det store forenede kongedømmer under David og Solomon aldrig har eksisteret.

Den slags kendsgerninger er imidlertid blevet mødt med rasende forestillinger og angreb om bibelfornægtelse.

Ingen fordrivelse

Myten om romernes fordrivelse af det jødiske folk er også blevet brugt som et historisk argument for at forlange Palæstina som hjemland. Men romerne deporterede aldrig befolkningen i Judæa. Der er ingen historisk dokumentation herfor. Ikke desto mindre blev forestillingen om eksilets udfrielse ( Exile Redemption) til Exile-Homeland.

I århundredenes løb længtes jøderne efter Zion, deres hellige by, men det faldt dem ikke ind at flytte til Jerusalem. End ikke de, der boede i nærheden, gjorde forsøget.

Først efter den tiltagende nationalisme, der voksede frem i det nittende århundrede og gav næring til angreb på de anderledes og de fremmede, blev zionismen en organiseret bevægelse med et krav om en selvstændig stat.

Der skulle gå mere end tredive år efter Balfour-deklarationen (hemmeligstemplet tilkendegivelse fra 1917, om at den britiske regering så med sympati på oprettelsen af ‘et hjem for det jødiske folk’ red.), to Verdenskrige med masseudryddelse af jøderne samt en jødisk-arabisk krig, før staten Israel blev oprettet og etableret i 1948. Og da syntes det ikke at påvirke de zionistiske grundlæggere, at den stat, de forlangte, faktisk var beboet af arabere.

Sand understreger, at han ikke betvivler staten Israels eksistensberettigelse — ingen vil f.eks. i dag nægte USA retten til at eksistere, selv om amerikanerne behandlede den oprindelige befolkning særdeles hårdhændet. Pointen er blot, at intet land har en legitim ret til at nægte dele af dets indbyggere et selvstændigt eksistensgrundlag.

Udeladelsessynder

Af de to mest hårdtslående argumenter for staten Israels oprettelse — det religiøse og det etniske — er det etniske det tungeste.

I den vestlige verden giver medlemskab af en religiøs gruppe ikke nogen ret til et territorium, hvorimod et etnisk folk ofte har land, som det kan argumentere for tilhørte dets forfædre.

Ser man på den befolkning, der i dag bebor Israel, består den imidlertid langt overvejende af mennesker, der ikke har nogen som helst territorial tilknytning til Kanaens land. Hovedparten af dem stammer fra kongedømmet Khazar, nær Volga, der i dag ligger i Rusland. Her lod en konge sig omvende til jødedommen, og derfor var der så mange jøder i Rusland.

Opbruddet af kongedømmet 1250’erne fik jøderne til at vandre over stepperne til Ukraine, Rusland, Polen og Ungarn.

Grunden til de mange jøder omkring Middelhavet i Nordafrika og Europa er, at jødedommen fra det andet til det fjerde århundrede efter Kristus var en missionerende religion. Den udbredte jødedom omkring og efter Kristi fødsel var altså ikke, som nogle vidtløftigt har påstået, et resultat af, at jøderne som de eneste var imod abort, eller at de som de eneste vaskede hænder før måltidet. Den skyldtes derimod jødernes missioneren.

Judaismen var dengang en dynamisk og ekspanderende religion. Da islam opstod i det tidlige syvende århundred, var der mange jøder, som lod sig omvende af simple praktiske — og pekuniære — grunde: De konverterede slap billigere i skat.

De jødiske khazarer har imidlertid ikke spillet nogen rolle i historiebøgerne. De blev ifølge Sand »udeladt af historien to gange: Først fra Sovjetisk historieforskning i kølvandet af Anden Verdenskrig. Dernæst af den zionistiske historieforskning efter krigen i 1967. I begge tilfælde var det en ideologisk nødvendighed, der genskabte den nationale hukommelse.«

Ingen nation

Findes der så slet ikke noget jødisk folk? Sands svar er nej. Med undtagelse af Østeuropa, hvor den demografiske vægt og enestående struktur af jødisk liv kultiverede en specifik form for populærkultur og et sprog, har der aldrig eksisteret noget jødisk folk som en enestående, samlet entitet.

Nogle af de tidlige zionister i Vesteuropa så da også alene Palæstina som stedet for den yiddish-talende verden. Selv følte de sig som englændere, tyskere, franskmænd eller amerikanere, og de deltog helhjertet i de nationale krige for deres respektive lande.

Mens det efterhånden lykkedes zionisterne af skabe forestillingen om et folk, lykkedes det aldrig at skabe en jødisk nation. I dag har jøder overalt i verden mulighed for at udvandre til Israel, men størstedelen af dem har valgt ikke at leve under jødisk suverænitet. De foretrækker at bevare en anden nationalitet.

Ikke desto mindre definerer Israel sig selv i det 21. århundred som en jødiske stat og som det jødiske folks ejendom — hvilket inkluderer jøde overalt i verden, og ikke kun de israelske indbyggere, der befolker landet.

Politisk betyder det selvfølgelig, at Israel appellerer om støtte og loyalitet fra alle verdens jøder — ikke mindst de amerikanske. Men som politisk form er det mere passende at definere Israel som et ethnokrati snarere end et demokrati.

Ifølge Sand var der i 1960’erne en vis udvikling mod et nationalt civilsamfund i Israel, men efter krigen i 1967 har der været en stigende underkastelse af den arabiske befolkning mellem Middelhavet og Jordan dalen, og det opdigtede jødiske ethos er blevet stadig mere snævert. Arabere såvel som ikke-jødiske arbejdere og deres familier har ingen mulighed for at blive israelske statsborgere, og kan ikke blive integreret i det sociale liv, selv hvis de har boet i Israel i årtier, eller hvis deres børn er født i landet og kun taler hebraisk.

Det er en uholdbar situation, og den holdes ved lige af myter, der gør palæstinensernes drømme om egen stat fjerne.

 

Maja Naur er dr.phil.

 

Denne artikel er anbefalet af: