»Amerikanske film er målrettet til de 15-årige, og det er der ikke noget galt med, for det er dem, der køber billetterne. Men som en voksen føler jeg, at tv er et meget mere imødekommende sted for komplicerede, voksne historier,« konstaterede Alan Ball tidligere på måneden, da han i et interview fortalte om, hvordan han de senere år har skiftet filmkarrieren ud med en feteret karriere som serieskaber og forfatter til tv.

Alan Ball indledte karrieren som dramatiker, men blev verdenskendt for manuskriptet til American Beauty fra 1999, som han fik en Oscar for. Siden har han været involveret i andre filmprojekter, f.eks. Towelhead, som han selv instruerede, men størstedelen af skrivetiden er gået med at udvikle egne serier for HBO. Først Six Feet Under, som der blev lavet i alt 63 afsnit af fra 2001-2005, dernæst vampyrhittet True Blood, som nu kører på fjerde sæson, og dødstemaet skulle være fortsat i serien All Signs of Death baseret på Charlie Hustons krimi The Mystic Art of Erasing All Signs of Dead, som imidlertid ikke fandt nåde hos HBO og aldrig gik i produktion.

Provokationslystent tv

Ud over forskellige tilgange til økonomi og målgrupper, handler tv’s styrke ifølge Alan Ball især om de mange timer, man har til at fortælle sin historie, frem for at skulle koge alting ned til ‘its pure essentials’ i en to timers film. Lignende argumenter har de seneste år præget en række artikler om filmens statusfald og et ændret styrkeforhold mellem film og tv i flere artikler med overskrifter om, hvorfor tv nu er bedre end film.

The New York Times’ filmkritiker A.O. Scott lovede sidste år, at han ikke bare prøvede at stjæle sine kollegers stofområde; men i hans øjne var det traditionelle forhold mellem film og tv vendt på hovedet, så det nu er tv-serierne, som er modige, har fokus på aktuelle emner og er villige til at provokere, mens filmene er blevet konservative og forsigtige.

Kvalitet uden slutning

Senest har Erlend Lavik perspektivrigt samlet op på debatten i det norske filmtidsskrift Rushprint, hvor han diskuterer den løbende fremhævelse af tv-fiktionens nyvundne position på bekostning af filmmediet og tilbyder pointer til filmens forsvar. Blandt hans argumenter er, at den aktuelle debat er meget lig begejstringen i kølvandet på serier som Hill Street Blues i 1980’erne. Serier som den fik folk til at tale om begrebet ‘quality television’, som ifølge en forsker som Robert J. Thompson bl.a. er kendetegnet ved at turde bryde konventioner og blande genrer.

En central pointe er, at det godt kan være, at tv har tid til at folde lange narrativer og nuancerede karakterudviklinger ud, men til gengæld er der stadig langt mellem visuelt eksperimenterende eller mere poetiske fortællinger til skærmen.

Og som Lavik påpeger, kan man godt få lange narrativer på tv, men man er ikke altid sikker på at få en tilfredsstillende slutning. Holder seertallene ikke, stopper de amerikanske tv-stationer benhårdt fortælleglæden, og det kan give nogle meget underlige cliffhanger-slutninger.