Rekviem for en elskelig betonklods

Så er det, man lige har slået øjnene op. Så er det lige, man tænder for radioen. Og så er det, man hører, at KB Hallen brænder. Nej, nej, nej. Hvad er nu det? Har de ikke lige fredet lortet? Det er i hvert fald voldsomt ufedt at høre, at en sådan institution i dansk kulturliv står i flammer ´– det skal guderne vide. Men hvorfor nu så ked af det? Tja, lad os starte med det arkitektoniske; hver gang jeg kører hjem fra byen af Peter Bangsvej, (en yndlingsrute, da jeg holder umådeligt af det ydre Frederiksberg, hvor man lige så langsomt kan fornemme byen udtyndes og morfe til den rene 1950’er-idyl) glæder jeg mig over, at den ligger derinde til venstre og troner; lidt fornem, tilbagetrukket, med sin diskrete opadstræbende bue og holdt i den dejligste sarte lyseblå, en sjælden god reklame for beton og sportshaller som sådan.

Bygning med personality

Lad gå at KB (hvis vidunderlige motto var: »Gør drenge til mænd og mænd til drenge!« Tag den) var mit yndlingshold i drengeårene, for siden det blev til FCK har det fuldstændig mistet enhver charme og egenart, men hvad KB Hallen som bygning besad til overmål, kunne rigtig mange mennesker godt bruge: karakter. Nemlig. Modsat 80-90 procent af det mennesket i sin visdom vælger at smide op af bygninger her, der og alle vegne, havde stedet nemlig personality. Det var en bygning, det var nem at elske! Både funktionel og smuk! Drømmer jeg? Tusind tak til arkitekten Hans Hansen, som kunne det der; han byggede som bekendt også Tivolis Koncertsal, så vi skylder Hans!

Og var det så bare det, men hallo, hvad de mure ikke har bevidnet ned gennem årene af både sportslige lige så vel som kunstneriske præstationer. For ikke at tale om, hvor mange røde pølser, der rent faktisk er blevet inhaleret ned gennem årene; kunne vi lige få et tal på bordet, hvabehar? Nå, spøg til side og hofter fat, der er blevet spillet badminton og tennis til den store guldmedalje, dyrket volleyball og basket, afholdt messer (hvem husker ikke de såkaldte sexmesser i hælene på pornoens frigivelse? Det var noget, der kunne sætte gang i fantasien i Kokkedal og omegn), været loppemarkeder til den store guldmedalje og såmænd også afholdt udstillinger og afdansningsballer, et pulserende centrum for alskens foretagsomhed. Things we lost in the fire. Indeed.

Lyden var skod

Men grunden til at tårerne drypper ned i tastaturet er hallens historie som musikmekka. For der er der virkelig tale om kulturhistorie, nogle af verdens største entertainere har givet uforglemmelige koncerter derude: Louis Armstrong, Duke Ellington, Josephine Baker, Laurel and Hardy (Gøg og Gokke!), ja, og vist nok også Billie Holiday. Men den vil altid være uløseligt knyttet til rockæraen: Vi havde vores helt egne rock’n’roll-optøjer derude i 1956, i hælene på Ib ‘Rock’ Jensens optræden med Ib Glindemanns Orkester. Siden optrådte en veritabel byge af 60’er-rockens store navne derude, ikke mindst The Beatles, The Rolling Stones og Bob Dylan.

Jeg træder ind i sagaen omkring 1970 og oplever i perioden bl.a. Ten Years After, Black Sabbath, Frank Zappa & Mothers, Mott The Hoople (opvarmning til Grand Funk, som de tørrede scenen med!), Alice Cooper (den turné med guillotinen!), Deep Purple, Led Zeppelin og ikke mindst Pink Floyd i 1972, en af de 10 store. Nå, ja – og Emerson, Lake & Palmer. Hej, han kastede altså med knive! Der blev røget en del hash dengang. I fuld offentlighed. Det var tider.

Efter en pause begyndte det atter at tage fart, og i sidstfirserne oplevede jeg både Public Enemy og Run DMC på slap line.

Siden er det blevet til folk som Björk, Beastie Boys, Nick Cave, Fugees, Kraftwerk, Soundgarden, Oasis (et dunderbrag i 95!), Radiohead, Aerosmith, Cypress Hill, Beck, Morrissey og jeg ved sgu snart ikke hvem.

Sidste gang blev så Sort Sol her i april. Ja, nogle gange var lyden skod, men det var stadigvæk den eneste af sportshallerne i Storkøbenhavn, der ikke fyldte mig med gru. Fordi den var en hal med ånd, såmænd. Som brænder samme dag, de napper kastanjen på Enghave, good Lord, somebody have mercy!

Så, nu falder tårerne dryp dryp dryp ned på keyboardet, hvilket plejer at være en god indikator for at det er tid til at sætte sidste punktum!