BERLIN — En populær vandrehistorie fortæller om en skibbruden jøde, der tilbragte år på en øde ø. Omsider kommer nogle søfolk ham til undsætning, og han viser med stolthed en bygning frem: »Det er min synagoge,« siger han. »Og hvad er det så, du har bygget derovre,« spørger hans redningsmænd. »Det er den synagoge, hvori jeg aldrig sætter mine ben,« svarer jøden.

Denne aften fortælles spøgen af Götz Aly, en af Tysklands kendteste, mest populære og mest polemiske historikere. Den illustrerer en af hans vigtige pointer: Den jødiske religion handler om at læse og diskutere de hellige skrifter. For jøder er det vigtigt, hvilken rabbiner man har.

»Jøderne er uforstående over for kristendommens tro som det centrale og bærende element,« siger Aly.

Museum Dahlem i Berlin har inviteret til debat med Götz Aly, årgang 1947. Hans nye bog stiller allerede i titlen det overordnede store spørgsmål: Hvorfor tyskerne? Hvorfor jøderne? Og i undertitlen får man en idé om, hvad det efter historikerens opfattelse handlede om: Lighed, misundelse og racehad.

Vi andre har fem tæer. Tyskerne har en sjette, en Holocaust-tå, som Aly med flid træder på. En tidligere bog, Hitlers folkestat. Røveri, racekrig og national socialisme, udkom i 2005 og er et eneste langt opgør med tanken om, at den menige tysker slet ikke havde nogen anelse om eller interesse i mordet på Europas seks millioner jøder. Det havde de i høj grad, beviser Aly og fortæller om, hvordan de ragede til sig af lejligheder og jordisk gods, når deres jødiske naboer var blevet hentet i deres hjem og ekspederet videre til gaskamrene i Auschwitz.

»Misundelse er en af de syv dødssynder. Og oven i købet den af dem, der overhovedet ikke er noget sjovt ved,« siger Aly i sin præsentation af Hvorfor tyskerne? Hvorfor jøderne?, der udkom tidligere på måneden. Hans ord modtages med latter af det store Dahlem-publikum, pænt og let grånende.

Et tegn på svaghed

I bogen slår Aly fast, at den tyske kristne befolkning var lysende grøn af misundelse på den jødiske. Omkring år 1900 udgjorde jøderne cirka fem procent af befolkningen i Berlin. I hele Preussen var det kun én procent. Men de fik ti gange så ofte studentereksamen som de kristne. 30 procent af alle jødiske husholdninger — heriblandt også mange fattige — havde en huslærer. Jøderne brugte cirka halvdelen af deres indkomst på deres børns uddannelse. De klarede springet op i de højere sociale samfundslag meget hurtigere end de kristne, der ofte havde brug for tre-fire generationer, og stadig ikke følte sig godt tilpas, når de var nået derop.

»Kun 20 procent af den kristne befolkning kunne læse, skrive og regne. Og så er der jo lige pludselig ikke så stort et spring til de fem procent jøder. Jøderne kom til Tyskland østfra for at slippe væk fra de russiske pogromer. Men også fordi de her virkelig kunne opnå noget for deres børn, som de ønskede skulle gå i de tyske gymnasier,« siger Aly. Jøderne er bogens folk.

»Misundelse kommer af mindreværdsfølelse, og de kristne tyskere skulle altid understrege, at de var tyske. I den franske nationalsang forekommer ordet fransk ikke. Det har franskmændene ikke fundet nødvendigt,« siger Aly.

Hans bog viser med læssevis af citater fra tidsskrifter, aviser og flyveblade fra helt tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, at den tyske antisemitisme langtfra blev opfundet af Hitler. Og på spørgsmålet, om den tog til efter udråbelsen af den tyske republik i 1918, svarer Aly:

»Jeg definerer først og fremmest antisemitismen som et tegn på svaghed. Og efter Første Verdenskrig var tyskerne svage. Versailles-traktaten var ufornuftig, men den var på mange måder også berettiget. Selvfølgelig skulle tyskerne betale for ødelæggelser og give tilbage, hvad de havde stjålet. Antisemitismen lod sig bare bedre skjule i det konservativt styrede kejserrige end i den frie Weimar-republik. Men forbeholdene over for jøder forekom i alle samfundslag, især i de lag, der var beskæftiget med at kravle op ad den sociale rangstige. Og at få folk til det var Weimar-republikkens hovedopgave.«

Kvalitet og kvantitet

En anden af årsagerne er, ifølge Aly, tyskernes opfattelse af begrebet lighed. Hvor det i Frankrig betød lighed for loven, betød det i Tyskland en ‘forsørgelsestryghed’.

»Disse nivelleringstendenser gjorde, at vi ikke uden grund havde det smukkeste Socialdemokrati før Første Verdenskrig. Men de udelukker også folk, der er anderledes, tænker anderledes. Og på den måde blev racisme en af egalitarismens sider,« siger Aly.

Den italiensk-jødiske forfatter Primo Levi, der selv overlevede, har sagt om Holocaust, at »man kan forklare kvaliteten, men ikke kvantiteten«. Man kan forklare jødehadet med en udbredt antisemitisme, men ikke mordet på seks millioner mennesker. Det synspunkt deler en tilhører. Han siger, at han køber Alys teser om misundelse for 90 procents vedkommende. Men de sidste ti procent? Det blinde had, omfanget, systematikken?

Aly svarer: »Lad os forestille os et slemt biluheld, alle er døde. Vejen var våd, alle fire hjul punkteret, chaufføren havde skændtes med sin kone forinden. Det er en masse forskellige faktorer, men dem havde vi også i mange andre lande, uden at befolkningerne foretog sig det samme skrækkelige som her. Man kan ikke forklare det til bunds. Men man kan vise, hvad der var med til at gøde jorden,«siger han og fortsætter: »Det er nok de færreste af Deres bedstefædre og oldefædre, der har stået i gaderne og råbt ‘Jøde! Krepér!’ Det gjorde kun et fåtal. Men de fleste af dem har nok tænkt, at jøderne havde godt af at få én på tuden.«

 

Warum die Deutschen? Warum die Juden? Gleichheit, Neid und Rassenhass. 1800-1933. Götz Aly. S. Fischer Verlag 2011, 352 sider, 22,95 euro