Portræt: Mønsterbryder blev fældet af sin fortid

Henrik Sass Larsen var favorit til en hovedrolle som finans- eller økonomiminister i den første røde regering i 10 år. Nu må han i stedet starte forfra som almindeligt folketingsmedlem

Henrik Sass Larsen valgte i går at trække sig som mulig minister i en ny regering, fordi han har mødtes med en rocker.

Jacob Nielsen

Henrik Sass Larsen så ud til at være en ægte mønsterbryder. Et børnehjemsbarn, der blev favorit til posten som finans- eller økonomiminister i den første røde regering i 10 år. Men i stedet må han nu nøjes med at blive menigt folketingsmedlem, efter at han i går måtte meddele, at han efter rocker-kontakter ikke kan blive sikkerhedsgodkendt af PET.

»Han er en mand, der ikke har kunnet løse sig fra sin baggrund,« lyder det fra politisk kommentator Peter Goll. »Og det indhenter ham nu.«

Socialdemokraterne mister på den anden side en mand, der ifølge Peter Goll forstår partiet internt. En politiker med en grundlæggende forståelse af magt og magtrelationer og en politiker, der ved, hvordan man får tingene igennem i politik, og hvordan man skaber alliancer. Men også en kontroversiel politiker, der politisk har skabt sig selv mange fjender.

»Det er ikke for ingenting, at han er blevet kaldt Brutalis,« siger politisk kommentator Peter Mose.

»Han har været en hardliner i partiet og stået for markante udsagn, der har talt til højrefløjssocialdemokratiet,« siger han og nævner den økonomiske politik og indvandringspolitikken som områder, hvor Henrik Sass Larsen har markeret sig med udsagn, der fik venstrefløjssocialdemokrater som Lotte Bundsgaard til at udvandre fra partiet, men som samtidig havde sine politiske abonnenter internt i partiet.

Børnehjem

Henrik Sass Larsens forældre blev skilt, da han var helt lille, og han tilbragte det meste af sin barndom med sin mor og stedfar i 70'ernes Høje Taastrup i det almene boligbyggeri Taastrupgaard.

Men hverdagen i barndomshjemmet var problematisk og efter pres fra skole og socialforvaltning kom Sass Larsen som 12-årig på børnehjem. Han levede på hjemmet i tre år, inden han blev tilbudt at komme i pleje hos en klassekammerats forældre, og det var også her, hans politiske karriere begyndte at tage form.

Han meldte sig ind Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og blev efter få år som aktivt medlem forretningsfører for ungdomspartiet, og i 1992 blev han også formand, hvor han stod på Nyrups side under det bitre formandsopgør mellem Auken og Nyrup.

Fire år sad han på posten, inden han i 1996 blev væltet af Morten Bødskov. I mellemtiden havde Henrik Sass Larsen taget en HF-eksamen og senere en bachelorgrad i forvaltning og op mod valget 2001, hvor han for første gang blev valgt ind arbejdede han som kommunikationsrådgiver.

Hardliner

Socialdemokraterne mistede magten det år og kort tid efter også deres formand Poul Nyrup Rasmussen. Mogens Lykketoft blev rykket ind som ny formand.

Men hvor Henrik Sass Larsen var blevet kaldt Poul Nyrup Rasmussens kronprins havde Lykketoft andre planer med den unge og mere højreorienterede socialdemokrat.

Særligt på udlændingeområdet blev han kendt som en hardliner i partiet og i stedet for at blive politisk ordfører for partiet som blandt andre Poul Nyrup bakkede op omkring endte han skatteordfører under Lykketoft. Det blev regningen for Nyrup-støtten i 90'erne

Brobygger

Men da Helle Thorning-Schmidt vandt formandsvalget over Frank Jensen, der få år før havde vundet den ordførerpost Nyrup havde udset til Sass Larsen, begyndte vindene igen at blæse hans vej.

»Han var den, der skabte forbindelsen mellem Socialdemokraternes højre- og venstrefløj og blev en central spiller i partiet og Helle Thorning-Schmidts tro væbner,« siger politisk kommentator Peter Mose, der mener, at Henrik Sass Larsen spillede en hovedrolle for den ro mellem partiets højre- og venstrefløj, der efter formandsvalget opstod i partiet.

»Jeg kan love for, at Henrik Sass Larsen og Carsten Hansen fik spist mange wienerschnitzler sammen.«

Henrik Sass Larsen blev næstformand og finansordfører — en post han en overgang supplerede med det for partiet besværlige integrationsordførerskab — og efterhånden blev han en del af en stadigt mindre flok i partitoppen.

Som politisk ordfører stod den 45-årige konsulent før valget fadder til 'Sass-doktrinen', som bød Radikale Venstre betingelsesløst at støtte den økonomi- og udlændingepolitik, som Socialdemokraterne havde lagt op til sammen med alliancepartnerne i SF.

»'Doktrinen' skulle sætte prop i de radikales indflydelse. Det var derfor, SF og Socialdemokraterne lavede et ultimativt skatteoplæg, hvor de radikale fik at vide, at de ikke kunne ændre et komma. Og i den retorik har Henrik Sass Larsen spillet en væsentlig rolle,« siger Peter Mose, der mener, at analysen hos socialdemokraterne har været, at de radikale ikke mindst på grund af udlændingepolitikken har været skyld i de seneste valgnederlag.

En færdig doktrin

Men medierne fattede stigende interesse for de åbenlyse økonomiske uenigheder mellem SF og Socialdemokraterne, og da dagbladet Børsen gik Sass på klingen, udløste det et raserianfald, hvor han beskyldte avisen for at bedrive »fuck-journalistik«. Siden blev doktrinen skudt i sænk, da Margrethe Vestager i foråret gik med i regeringens efterlønsreform, som hun højlydt lovede at gennemføre med blåt flertal efter valget.

»Det bliver spændende at se, hvor meget de radikale har fået ændret i den skattepolitik, S og SF sagde var ultimativ. Efter valget må man nok sige, at Sass-doktrinen er tæt på at ligge i ruiner.«

Lige som Henrik Sass Larsens karriere.

Fakta

Født: 29. maj 1966 i Virum

Opvokset med sin mor og stedfar i det almene boligkvarter Taastrupgaard, men kom som 12-årig på børnehjem. Her boede han i tre år, inden han blev tilbudt at komme i pleje hos en klassekammerats forældre.

Har en HF-eksamen fra Greve Gymnasium og tog siden en BA i Forvaltningsstudier ved RUC.

Siden 2006 Socialdemokraternes politiske ordfører

Inden da blandt andet finansordfører og skatteordfører samt næstformand i Socialdemokraternes folketingsgruppe

Siden 2000 medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, fra 2007 valgt i Sjællands Storkreds

1992-1996: Formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU

1988-1992: Medlem af DSU's forretningsudvalg

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Karsten Aaen

-ehm-

Og hvordan er manden blevet indhentet af sin fortid? Medmindre den da indeholder rockerkontakter i en ung alder? eller hyr?

Eller er det mon det at han er børnehjems-barn som forhindrer ham i at blive minister? I så fald skulle og burde en vis Jørgensen, Anker, heller aldrig være blevet statsminister i Danmark...

Er pointen mon ikke snarere, at HTS ikke længere har brug for HSL...nu hvor De Radikale har vundet valget for S og SF...og tvunget SF og S til at droppe deres valgløfter på det økonomiske område....

Og nu kommer der en skatte-reform som man håber Venstre vil være med på; vil vil V da ej....de vil, som tea-party bevægelsen i USA, være sure og sætte sig sig ned og vente på, at de igen kan komme til magten...

Hvis man virkelig vil lave en skattereform, der gavnede middel-klassens indkomster, så afskaffede man arbejdsmarkedsbidraget på 8%....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Høybye

Uanset om der er hold i det konkrete, at PET har diskvalificeret Henrik Sass Larsen, er det bekymrende for demokratiets fremtid, at PET først efter et valg diskvalificerer en politikker.

Det kan næppe komme som en overraskelse for PET, at en politisk ordfører før et valg kan ende med at blive minister efter et valg, og derfor vil blive diskvalificeret.

Det vil sige at PET lader hånt om, ved sit hemmelighedskræmmeri før valget , at lade tusinder af vælgere i god tro stemme på en opstillet politikker, som PET allerede ved efterfølgende skal diskvalificeres uden begrundelse udover en sikkerhedsrisiko. Et argument som er lige så kort som det er langt, men med ret så store konsekvenser for et demokrati, der vælger sine politikkere ved et folketingsvalg i god tro til ,at tilstrækkelige afgivne stemmer også udmyndtes i valg af den kandidat man har stemt på.

Det ville have været mere passende, om PET havde givet Henrik Sass Larsen og hans valgkreds besked om sikkerhedsvurderingen, inden Henrik Sass Larsen blev opstillet til det nyligt overståede folketingsvalg.

En underlig undskyldning og endnu nere bekymrende for demokratiet, hvis det er politiske årsager, og reelt ikke PET's udemokratiske diskvalificeringsmetode der ligger til grund for Henrik Sass Larsens derute.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lisa Rasmussen

Jens Høybye

Det var dog en underlig bagvendt argumentation. PET skal da ikke af egen drift sikkerhedsgodkende nogen som helst, før det bliver aktuelt. Det kunne da være kønt, hvis samtlige 8-900 folketingskandidater før valget skulle påhæftes en varedeklaration fra PET. Uhyggelig tankegang.

Heldigvis er reglerne sådan, at en statsminister (kommende eller siddende) via Statsministeriets departementschef indhenter sikkerhedvurdering fra PET på konkrete kandidater til ministerposter. Herefter beslutter statsministeren, om en ikke total clearing til ethvert hemmeligtstemplet dokument er så belastende, at en udnævnelse vil være problematisk. Anker fandt en måde at komme omkring problemet med Ole Espersens begrænsede sikkerhedsgodkendelse, mens Thorning og Sass i fællesskab (?) har ment, at den manglende clearing var for belastende for regeringen og besværlig for ministeren, hvis han var blevet udnævnt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Jens Høybye, det er først, når nogen står til at skulle indtage et embede i statens tjeneste, at de skal sikkerhedsgodkendes - bortset fra medlemmerne af visse udvalg, der udnævnes netop i kraft af deres uangribelige integritet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jasper bertrand

Jeg har altid været lidt loren ved ham, og ikke været så tryg ved at han skulle have kompetence til at være finansminister. Men lige nu har jeg ondt af ham, han stod tæt på et mål han har arbejdet hårdt for, og er nu faldet på noget der ligner fortid. Lad ham få en chance mere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for arne poulsen

Hvad er det der sker? Ikke noget nyt tilsyneladende. Benjamin Franklin sagde for over 200 år siden, at man hverken har fortjent frihed eller sikkerhed, hvis man er villig til at opgive sin frihed for at få sikkerhed. “Those who desire to give up freedom in order to gain security will not have, nor do they deserve, either one.”
Der må være grænser for, hvor velvilligt man går en politistat i møde. At klappe hælene sammen hver gang der bliver sagt "sikkerhed", tyder ikke godt og ligner lige vel meget det, vi ynder at tage afstand fra.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Skov

Om HSL detroniseres som følge af politiske nedrigheder er det vel næppe en trussel mod demokratiet.

Det jeg finder mest bekymrende, er at ministre og folkevalgte skal godkendes af STASI/PET til at varetage de hverv folket som har ønsket at de skal varetage. Fanden til skindemokratisk bananstat vi bor i !

Det her er grotesk og jeg vil grundigt overveje, om den form for folkestyre er værd at deltage i fremover!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lisa Rasmussen

Folkevalgte skal IKKE sikkerhedsgodkendes. Det er Folketinget selv, der beslutter medlemmernes værdighed til at sidde i Tinget. Men højt placerede ansatte i statsadministrationen, herunder ministre (der ikke er folkevalgte til det job!), der får adgang til klacificerede dokumenter mv. skal sikkerhedsgodkendes. Ærlig talt kan jeg ikke se, at der er meget politistat over det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Tak Lisa Rasmussen. Et cirkulære er dog ikke en lov, men en redegørelse for hvordan den skal forstås og føres ud i livet. Her tales om klassifiserede informationer fra Nato mv., som Danmark via sit medlemsskab har forpligtet sig til at holde hemmelige. Det hjælper PET med til, men det betyder ikke, at dansk lovgivning kræver, at statsministeren skal skal indhente godkendelse fra PET til en ministers godkendelse. Det står der overhovedet ikke noget sted. Og det er at strække vores forpligtelser overfor Nato alt, alt for langt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lisa Rasmussen

Michael KN
Læs de første afsnit igen - hvoraf det fremgår, at sikkerhedsgodkendelser omfatter ALLE klassificerede dokumenter, herunder nationale. Og du har da helt ret i, at Thorning teoretisk godt kunne udnævne Sass som minister og derefter sørge for, at han ikke fik adgang til klassificerede dokumenter. Det ville imidlertid for det første være håbløst for Sass i en central økonomisk ministerpost, hvor buler af materiale er klassificeret af EU eller andre internt i centraladministrationen, og for det andet ville det være en åben invitation på konstant klapjagt fra medierne både på Sass som minister og på statsministeren selv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Nielsen

Jens Høybye

Ministre er ikke folkevalgte. De behøver slet ikke være i folketinget. Et eksempel herpå er da Connie Hedegård blev minister. Hun kom først i tinget ved det efterfølgende valg. Skulle pet oplyse vælgerne om sikkerhedsgodkendelse af potentielle ministre inden et valg, så skulle de kunne spå om hvem, ud af stort set alle myndige, den kommende statsminister ville vælge som sine ministre, ved samtlige regeringsrokader i denne regerings levetid. Folketingsmedlemmer kan pet ikke blokkere for, og det er alene dem vælgerne stemmer om. Folketinget bestemmer værdigheden af medlemmerne. Tinget vælger derefter hvem dronningen udpeger som statsminister (det gør vælgerne kun indirekte), statsministeren vælger derefter hvem dronningen udpeger som ministre.

Dernæst kan statsministeren vælge ikke at følge pets sikkerhedsgodkendelse set ved Ankers valg af Ole Espersen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johannes Nielsen

Det her lugter langt væk af at Henrik Sass har skeletter i skabet, som gør at Helle Thorning ikke tør have ham med på ministerholdet. Beslutningen om at degradere Sass tørres derfor af på PET, som ikke kan modsige historien pga tavshedspligt og almindeligt hemmelighedskræmmeri. Hvis der stadig findes anstændige journalister i det her land, så graver de i den sag, for den stinker. Det her er dybt ildevarslende for Helle Thornings troværdighed....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lisa Rasmussen

Johannes Nielsen

Der er foregået en helt normal procedure omkring sikkerhedsgodkendelse af potentielle ministeremner. Der er absolut intet, der tilsiger, at Thorning skulle have kendt til de forhold, som har fået PET til at begrænse godkendelsen af Sass, før vurderingen herfra forelå. Du forestiller dig vel ikke, at Sass igennem længere tid skulle have betroet Thorning, hvilke lyssky affærer hans gamle venner i Køge måtte bedrive?

Naturligvis har Thorning ikke kunnet have Sass på en central ministerpost, hvis han ikke er godkendt til at få adgang til klassificerede sager. Da hun har tavshedspligt vedrørende PETs begrundelser for ikke at give den fulde clearing, har hun reelt haft to muligheder: 1) at droppe ham uden forklaring og dermed både sætte Sass i en håbløs situation og samtidig lukke op for alskens spekulationer eller 2) lade Sass som den eneste, der kan give oplysninger om PETs begrundelser (eller nok rettere dele af dem), meddele offentligheden, at han på den baggrund ikke kan være minister.

Jeg har meget svært ved at se, hvordan det kan skade Thornings troværdighed. Men til gengæld er det nemt at få øje på de ihærdige forsøg på at beklikke hende med alle tænkelige midler og mindst mulige anledninger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Blaabjerg

- Hej Henrik! Skønt vejr! Ikke?
- Har du noget imod, hvis jeg sætter mig lidt ved dit bord?
- Nej værsgo!
- Jeg har brug for lidt hjælp i en personlig sag. Måske kan du hjælpe mig med at trække i et par tråde. Du er jo toppolitiker, ikke?
- Jo, men jeg tror nu ikke jeg kan hjælpe sådan i konkrete sager.
- Ryger du? - Jegt mener hash og sådan noget altså. Jeg kan godt skaffe noget til dig, meget billigt.
- Nej, Vorherrebevares, hvordan har du dog fået den idé?
- Nå, man har jo hørt en lille fugl synge et sted! Ikke? Er du stadig helt bombesikker på, du ikke kan hjælpe mig?
- Ved du hvad min ven. For det første så ryger jeg ikke hash og jeg agter heller ikke at gøre det. For det andet så er det her måske ikke lige stedet at diskutere sådan noget. Vi er jo ikke helt alene her. Vel?
- Ok! Har du en e-mail-adresse Henrik?
- Ja, selvfølgelig!
- Har du noget imod at give mig den?
- Ikke spor. Har du et stykke papir?
- Her! - Super duper Henrik!
- Det var så lidt!
- Nå, men så skriver jeg en e-mail til dig om mit problem. Så må vi se, om ikke du kan hjælpe mig på en eller anden måde. Det gælder jo om at finde ud af en fornuftig løsning på det hele. Så vinder alle parter ved det. Hej du gamle!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for morten hansen

Det er da 'interessant', at PET er bebyndt at føre partipolitik. Eller er det snarere, at der laves politisk spinn på dem?

Jeg tror, at jeg, hvis jeg stillede op i folketinget som ministerkandidat, ville blive knaldet på min fortid som tyv. Jeg stjal nemlig engang en De Europæiske Ideers Historie og en antologi over dansk litteratur i hele 3 bind fra mit gamle gymnasium. Da jeg senere mødte min gamle lærer og hulkende brød sammen - ok, lidt overdrevet måske ... var kommentaren: du er tilgivet min søn. Det viser din dedikerede interesse ;-) Og nu jeg er i gang med det, så har jeg mindsandten også engang tyvstjålet - glemt at levere tilbage - en salmebog fra en katolsk kirke. Helligbrøde ovenikøbet!

Tænk på, at Jimmy Star blev knaldet på mindre forseelser end det: at nole en marsbar. Jeg ser sikker på, at PET har det stående.

Der er noget ulækkert over den amerikanisering af det politiske liv, vi er vidne til. Det stinker af dobbeltmoral. Der kværnes rundt i tilsvining af personer og deres fortid. Vi har alle en fortid. ALLE, period! Find en hvilkensomhelst person, og der kan fabrikkeres et sæt 'gaming' på vedkommende. En eller andel lille sprække af snavs, der kan twistes og bruges til at miskredittere vedkommende.

Denne udtalelse ligger nu på internettet. En fremtidig arbejdsgiver kan nu læse, at jeg stjal en litteratursamling. Det kan koste mig et job. Næppe en politikerkarriere, som jeg ingen ambitioner har om, men et andet job.

Og det selvom skæbnens ironi ville, at der var en anden, der stjal bogen fra mig ved ikke at levere et lån tilbage. Skæbnen har allerede straffet mig :-)

Jeg synes måske sagen er endnu et argument for, at politikere og medier skulle tage sig sammen og begynde at diskuttere politik som substans og ikke som reality-show.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Albinus

Michael KN,

Det er arbejdsgiveren, der henvender sig til PET for at få en sikkerhedsgodkendelse af en kommende medarbejder, i NATO, men også i mange andre sammenhænge, nationalt og internationalt. Selv hvis man melder sig til et job med at modtage i lufthavnen under det danske EU-formandskab, skal man igennem en PET-godkendelse:
http://www.moment.dk/job/search.asp?pagesource=/WebSearch/JobView.aspx?j...

Enig med Lisa R., at det er håbløst, hvis en minister ikke har fuld adgang til alle dokumenter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bente Harlang

HTS kunne ikke leve med en eneste sag omkring Sass till --- efter bl.a. den sag med lidt for mange gratis middage, som aldrig helt blev tilbagevist.
Træls for Sass, som fik politiks kontante afregning at mærke ......

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom W. Petersen

Det er, som Henrik Nielsen siger: Ministre er ikke folkevalgte. De er valgt af statsministeren (formelt af regenten).
Som David Rehling siger i dagens avis: Ministre behøver ikke at være folketingsmedlemmer.
Nej, og det er en meget alvorlig fejl, som i sig selv gør vort demokrati tvivlsomt, at de overhovedet kan være det.
Det er et seriøst brud på princippet om magtens tredeling, introduceret af Montesquieu i 1748 som en af de vigtigste forudsætninger for et demokrati, hvori magten ikke kan korrumperes.
Og den tredeling har vi ikke i Danmark.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Janus Agerbo

@ Tom W. Petersen

Jeg tror du har fået tredelingen lidt galt i halsen. Det er et brud på magtens tredeling, at vores ministre også sidder i folketinget.

Lovgivende (folketinget), Udøvende (Regering) og dømmende (domstolene)

Her har vi i danmark en dejlig tradition for, at folketinget styre det hele, til skade for retssikkerheden i landet.

Jeg så gerne, at flere ministre udnævntes pga. deres evner inden for ansvars området, frem for deres valgbarhed på tinge. Og jeg så gerne uafhængige domstole. Så kunne man begynde at snakke om tredeling.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom W. Petersen

Janus Agerbo
Måske jeg fik udtrykt mig uklart. Det ser ud til, at det, du siger, netop er det, jeg mener. (Jeg og så Montesquieu!)
Peter Hansen
Men ministrene er netop IKKE folkevalgte. Når folketingsmedlemmer bliver ministre, er der pivåbent for, at deres virke som lovgivere påvirkes af deres hensyn til regeringens politik - den regering, de er medlem af. Det kan formentlig ikke undgås, at det sker.
Og det er et væsentligt demokratisk problem, at der ikke er et vandtæt skot mellem den lovgivende og den udøvende magt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Måske du kunne beskrive for mig, hvori problemet består? For jeg kan ikke se det. Regeringen vil altid være bakket op af et folketingsflertal, der imdlertid kan fortabes på forskellig vis, bl.a. ministerens gøren og laden. Selvfølgelig er dette flertal også enig i den politik, regeringen fører, det er derfor, de støtter den. Hvis det skal være anderledes, kommer vi over i republikanisme, og det synes jeg bestemt ikke, at vi skal - det er der ingen steder kommet noget godt ud af.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ivan Gullev

Flere især kvindelige meget velanskrevne socialdemokratiske politikere, som har forladt politik grundet Sass’s person, vil måske vende tilbage til politik.
Sass har gennem hele sin folketingskarriere været belastet af den særlige Køgemafiosi, som må være en artikel i Inf. værdig. Som børnehjemsbarn har han lært at man true, fifle og sno sig - kærlighed og tillid kan man ikke forvente.
Sass var Poul Nyrup Rasmussen opfindelse, som støttede Thorning i formandskampen til Nyrups sorg.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Høybye

Lisa Rasmussen og andre der har kommenteret mit tidligere indlæg.

Mit problem går alene på, at havde PET viden om Henrik Sass Larsen, der gør at han ikke kan sikkerhedsgodkendes, så burde PET have givet et vink med en vognstang til Henrik Sass Larsen om, at det han havde eller har gang i i forhold til også at være eller blive et betroet folketingsmedlem måske endda minister, så ville det medføre et problem.

Jeg mener altså, at kun når PET har en person, en folketingskandidat eller enhver anden der er i PET's "radar" på grund af konkret viden, så er demokratiet i fare, hvis diskvalifikationen først sker umiddelbart efter et valg.

Det er altså ikke alle og enhver der skal forundersøges af PET, men kun dem der i forvejen er i søgelyset, i den henseende er jeg fuldt ud enig om, at PET først sikkerhedsgodkender efter konkret forespørgelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

Han er en mand, der ikke har kunnet løse sig fra sin baggrund

GP:

Man MÅ ikke kunne løse sig fra sin baggrund. Det er jo hele formålet med at have straffeattester.

Jeg tør slet ikke tænke på hvad BT og Ekstrabladet havde fået ud af det, hvis han havde handlet anderledes. Altså forsøgt at løse sig fra sin fortid.

Så var "løgneren" og "hykleren" Sass da først rigtigt blevet hængt til tørre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Man må altså forstå det sådan, at arbejdsgiveren, i dette tilfælde staten, repræsenteret ved statsministeriets departement (Helle Thorning er jo ikke statsminister endnu) beder PET om en sikkerhedsgodkendelse at kommende ministeremner. Man må gå ud fra, at departementschefen har snakket lidt med Helle om, hvem der kan blive tale om - de radikale skal vel også undersøges etc.

Hele systemet med disse sikkerhedsgodkendelser kunne godt trænge til at komme frem i lyset. Altså ikke de konkrete sager, men principperne, kriterierne, hvad kigger de på, hvad er afgørende for, om man bedømmes til at kunne holde tæt med fortrolige og klassifiserede oplysninger i f. eks. NATO-dokumenter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Albinus

Michael KN: På det papir man udfylder ved ansættelse i f.eks. en udenrigstjeneste står, hvad PET undersøger hos den nyansatte og en evt. ægtefælle/samlever. Man giver sit samtykke til at PET må indhente de relevante oplysninger. (1)

Inden de tilvejebragte oplysninger gives videre til det pågældende ministerium forelægger PET i fornødent omfang oplysningerne for Kontroludvalget vedr. Politiets Efterretningstjeneste ("Wamberg-udvalget").

http://www.pet.dk/Kontrol/Wamberg-udvalget.aspx

1. Om sikkerhedsgodkendelse:
http://www.pet.dk/Arbejdsomraader/Forebyggende%20sikkerhed/Informationss...

Som du nævner, bør der kigges på principperne. F.eks. indhentes der oplysninger fra tidl. arbejdsgivere, uddannelsesinstitutioner, slægtninger, nuv. og tidligere forretningsforbindelser og bekendte. Hvilke muligheder der er for at tage til genmæle over for de oplysninger kunne være rart at få opklaret.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tonny Helleskov

Har siddet og luret med en tanke om forskellen på at vokse op og blive politisk aktiv i henholdvis Kbh's vestegn og Nordsjælland -
samme alder, samme politiske type-dyr, effektiv og lidt brutal.
Den ene bliver amtsborgmester ved bidske metoder og forvaltning - jvf Uffe Thorndals dokumentation om tiderne i amtsrådet - har venner,
der bliver bliver dømt for kriminelle handlinger og sidder vist stadig i fængsel, kommer til magt og ære og laver regioner med overbetaling af private sygehuse,
så sektoren (investorerne og aktieejerne) kan komme i gang med at tjene penge på folks sygdom - han bliver statsminister

Den anden kommer fra vestegnen, har også ungdomsvenner - en af dem er under anklage for det ene og det andet fra en hævngerrig ( venstre inspireret ) restauratør.

PET undersøger den ene og ikke den anden - den ene bliver erklæret uværdig til et embede og sværter derved sin partiformand og den nye regering i tiderne der vil komme.

Ham fra vestegnen går brødebetynget på tv-skærmen med bøjet hoved og undskylder - kunne man forestille sig det om Brixtofte eller Lars Løkke ... ?

Men sådan er Danmark indrettet - de fra vestegnen og de fra nordsjælland - ja, det er helt forskelligt indrettet - og de borgerlige frydes ( og bekræftes ) derved
og sådan går det hele videre med en ny statsminister fra vestegnen, med "pæne" akademiske forældre " og ikke et børnehjemsbarn som Henrik Sass.

Jeg er selv fra vestegnen og kender fra hele livet disse forskellige livsbetingelser.
Henrik Sass har ikke taget tilstrækkelig afstand fra sine ungdomskammerater, hedder det - nej, det gør vi ikke på vestegnen -
PET´s sociale erfaringsgrundlag stammer vist ikke fra vestegnen. Dette er en klassedomstol, vi i disse dage ser udfolde sig - og sådan var det også da Nyrup i sin tid kom til magten
HÅN, SPOT OG LATTERLIGGØRELSE
- det er vel blot at PET er med fra begyndelsen

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Munk

Inf. bygger tilsyneladende (en del af) sine informationer på den politiske værtshus populitist-kommentator Peter Goll.

Er det en ny type Aarhus-historie?

Mit indlæg er ikke et forsvar for Sass, men et forsøg på at henlede opmærksomheden på, at det er lige nu, at pamperne udpeges og jeg anser Sass for en potentiel pamper af værste skuffe.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom Paamand

Da jeg var yngre, arbejdede min far i Forsvarsministeriet med fribillet til førerbunkeren i tilfælde af atomkrig, og blev hvert år sikkerhedsgodkendt på pænt højt niveau. Og hver gang måtte jeg skuffet konstatere, at enten var PET uduelige, eller også var jeg simpelthen ikke aktiv nok - for mine politiske aktiviteter burde da genere min rare fars godkendelser :).

Men alt i alt er det da en hjælp for samfundet at kunne spørge PET, om der er risiko for at nogle kan presse vore højere embedsmænd til at træffe skævvredne beslutninger. Hvis fx AP Møller diskret tilbyder hjælp til en dårlig privatøkonomi før en ny olieaftale etc. Eller truer med afslørende fotos.

Eksemplet med fx vores (også) privatøkonomisk uansvarlige forbrugerminister viser dog, at denne kontrol åbenbart er meget lempelig. Og som det fremgår af PET-rapporten mm, er PETs øjne oftest kun fokuseret på gamle fjendebilleder, mens der er frit slag til at være i lommen på nationens "venner". Så i praksis står vi med et skævøjet kontrolsystem, der selv arbejder politisk ved at lække nøje udvalgte informationer til medierne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for morten hansen

Selvfølgelig blev Sass Larsen ikke 'fældet af sin fortid'. Det lyder som en gang pseudo-astrologisk, pseudo-religiøst ævl, eller noget der er stjålet fra en græsk tragedie.

Han blev fældet af 'nogen', der misbrugte hans fortid som et våben mod ham. Der er stof til endnu en knaldroman af Anne Vibeke Holst med efterfølgende filmatisering og Mads Mikkelsen i hovedrollen.

Hvem skal mon spille den kvindelige birolle som morderen?

anbefalede denne kommentar