Uden politisk integration og grøn revolution bryder EU sammen

»Lad mig være skånselsløs ærlig: Euroens kollaps vil — bortset fra krig — være den største katastrofe, Europa kan blive stillet over for,« siger Joschka Fischer.

Den tidligere grønne politiker, udenrigsminister og vicekansler i Tyskland, er på besøg i Bjerringbro for at tale ved årets overrækkelse af Grundfos-prisen. Og Fischer taler engageret om den vedvarende energi, som i år prisbelønnes i form af en mio. kr. til professor Frederik Krebs’ forskning i plast-solceller på Risø. Og lige så engageret om Grundfos’ egne energieffektive pumper, der er en nøgle til den effektiviseringsrevolution, Fischer mener vil bane vejen til en ny grøn økonomi.

Men det, der tydeligt optager den tyske ekspolitiker og nuværende strategiske rådgiver med eget firma, er den overhængende fare for et sammenbrud af den europæiske fælles valuta og dermed — ifølge Fischer — for hele det europæiske projekt.

»I øjeblikket kigger vi på udviklingen i stedet for at forme den,« siger han i en samtale med Information. Den finder sted i det midtjyske, netop som kansler Angela Merkel i Berlin er ved at få stemt Forbundsdagens godkendelse af endnu en hjælpepakke til det bankerottruede Grækenland igennem. En stakket frist, mener de fleste iagttagere.

»Hvis Grækenland går i kontrolleret betalingsstandsning, betyder det en ‘europæisering’ af en del af den græske gæld, mens en anden del vil blive overtaget af de private investorer. Det må man forberede sig på for at hindre, at vi ender i en ny stor depression.«

»Man er altså nødt til at foretage de kortsigtede reparationer, der gør det muligt for Grækenland at gennemleve en kontrolleret bankerot, uden at det trækker lande som Italien og Spanien med ned. Men man må samtidig udvikle en vision og strategi for Europa: Hvor vil vi egentlig hen? En troværdig, langsigtet vision er nødvendig for at fjerne markedets aktuelle motivation til at sætte penge på, at euroen ikke overlever,« siger Joschka Fischer.

Bryder euroen sammen, rammer det hver enkelt europæisk borger, fordi det hægter Europa af den globale økonomiske udvikling, mener han.

»Vi er nødt til at forstå, at hvis vi i Europa ikke tager vare på egne interesser, så gør ingen det. USA orienterer sig mere og mere mod økonomierne på den anden side af Stillehavet: Kina, Japan, Sydkorea og bliver samtidig mere fokuseret på egne hjemlige problemer. Vi har været vant til, at vore fætre på den anden side af Atlanten passede på Europa, hvis det blev virkelig alvorligt. Det kan vi ikke regne med mere,« siger Fischer.

Asiens tid er kommet

Samtidig skifter tyngdepunktet i den globale økonomi til Asien. Det er uafvendeligt og vil blive på bekostning af Europa, hvis vi ikke kender vor besøgelsestid.

»Jeg mener, vejen frem for Europa — i første omgang euro-gruppen — er en regulær økonomisk og politisk union med en ny politisk institution, der faktisk kan handle, sådan som det føderale finansministerium i USA kan.«

Altså meget mere integration og politisk-økonomisk beslutningskraft til EU’s institutioner. Joschka Fischer mener, at EU i øjeblikket netop betaler prisen for, at man med Maastricht-traktaten lavede en monetær union uden samtidig at lave den politiske union, der kunne give økonomisk styringskraft.

— Den aktuelle eurokrise og overførslen af stadig flere skatteyderpenge til Grækenland har næppe gavnet den folkelige opbakning til projektet. Tror du virkelig, at den nuværende situation gøder jorden for stærkere integration?

»Det er meget enkelt: Europæerne er ikke små børn. Befolkningen består af voksne, modne mennesker, som må tage en beslutning. Træffer de den forkerte beslutning, må de tage følgerne. Et Europa i opløsning — jeg siger bare: held og lykke. Problemet er, at ingen forklarer befolkningen, hvad prisen for et europæisk projekt i opløsning vil være. Hvis europæerne vil holde fast i den traditionelle form for organisering, der opstod i det 19. århundrede, så kommer vi til at betale en barsk pris,« mener Fischer.

Han er sikker på, at der bliver megen råben og skrigen, og at processen frem mod accept af en større politisk integration ikke bliver køn.

»Den europæiske bil vil måske komme til at hænge med to hjul ude over afgrunden, før man får drejet rattet. Men til sidst vil vi klare det.«

Joschka Fischer er fuldstændig overbevist om, at tyskerne vil ‘stemme for Europa’, når det gælder. Hans tvivl angår Frankrig, hvor et flertal ved en folkeafstemning i 2005 sagde nej til den europæiske forfatningstraktat og dermed spærrede for udviklingen mod en fuld politisk union.

»Og I danskere? I har jo besluttet at sidde under dæk og trække i årerne, mens andre står på broen og styrer,« siger han med henvisning til, at den danske krone og pengepolitik er bundet til euro-zonen, uden at vi har indflydelse på de fælles beslutninger.

Grænser for vækst

Euroens overlevelse er ifølge Joschka Fischer én forudsætning for EU’s økonomiske overlevelse. En anden er, at man samtidig forstår at omstille den europæiske økonomi til de nye globale vilkår.

»Der sker store globale ændringer i øjeblikket, og situationen har siden 2008 været meget ustabil og uforudsigelig. Det eneste, vi ved, er, at den grundlæggende tendens gennem første halvdel af det 21. århundrede vil ligge fast: Flertallet af mennesker på Jorden vil gøre alt for at opnå samme levestandard, som vi andre er vant til,« siger Fischer og minder om, hvordan hans egen forældregeneration i efterkrigstidens Tyskland arbejdede hårdt for at opnå forbedrede levevilkår for sine børn.

»Det er præcis, hvad vi nu ser i Asien og andre dele af verden. Den samme drøm drømmes overalt. Men hvis flertallet af menneskeheden vil have egen vaskemaskine og opvaskemaskine, daglige brusebad, bil, kød på bordet — og de har samme ret til det som os — så står vi over for en gigantisk, fælles udfordring. For så møder vi grænserne for vækst.«

Energi bliver den begrænsende faktor sammen med vand og andre ressourcer, og derfor består udfordringen ifølge Fischer i at gennemføre en effektiviseringsrevolution af økonomien.

»I Tyskland siger man: ‘Du skal ikke ødelægge den stol, du selv sidder på’. Brug ikke mere, end du kan reproducere. Vores evne til at effektivisere økonomien og gøre den bæredygtig via bl.a. vedvarende energi er den afgørende udfordring.«

»Det er min faste overbevisning, at Kina bliver den første økonomi, der drives ind i den grønne fremtid. Ikke i kraft af ideologi, men i kraft af sin succes med at skabe vækst: For hvis den høje vækst fortsætter på den gammeldags måde, så rammer Kina muren før alle andre. I Kina er vækst i økonomien forudsætningen for at opretholde social stabilitet. Men at opretholde væksten fordrer en omstilling af økonomien til bæredygtighed. Det betragter jeg som en enorm mulighed,« påpeger Joschka Fischer.

Europas chance

»Jeg hader, når nogle siger, at Europa er blevet gammel og træt. At vi burde lære af Kina og Indien. Men Kina er f.eks. meget ældre end Europa. Det er ikke civilisationens alder, der er spørgsmålet. Det afgørende er, om vi opfører os, som om vi er gamle. I morgendagens verden straffes vi, hvis vi tænker som en gammel civilisation.« Fischer mener, at Europa endnu har konkurrencefordele, når det handler om vedvarende energi- og effektiviseringsteknologi.

»Men vi må ikke sidde og se vores forspring forsvinde. Vi skal virkelig investere massivt i at omstille vores egen økonomi. Og derfor er jeg så glad for den beslutning, min egen regering har taget — endskønt jeg aldrig har stemt på en konservativ-liberal regering: Beslutningen om at afvikle atomkraften giver Tyskland enorme muligheder for at gennemføre en grøn energirevolution og blive den reference, andre forholder sig til.«

— Du taler om effektivisering som redskab til at afkoble den økonomiske vækst fra vækst i energi- og ressourceforbrug. Er der ikke grænser for den strategi?

»Selvfølgelig. Når det kommer til stykket, behøver vi energi, vand og råstoffer. Før voksede forbruget parallelt med økonomien — nu har vi indledt en afkobling, og den må vi accelerere, for ellers bryder det sammen.«

— Og kombinere effektivisering med ændrede vaner og værdier?

»Naturligvis, men det kan ikke gøres på en autoritær måde med ordrer eller på et øjeblik. Det kan kun gøres på åben og demokratisk vis, som også må omfatte prismekanismer, regulering og information. Det vil tage tid, men det vil føre til omstilling. Fordi folk forstår og erfarer, at det faktisk er bedre.«

Trods sin overbevisning om, at økonomien er på vej mod omstilling i bæredygtig retning, nærer Fischer ikke forestillinger om, at økonomien dermed bliver krisefri.

»Hvis du spørger, om kriser som den i 2008 vil ramme igen, så er svaret ja! Hvorfor? Fordi grådigheden stadig er til stede som en stærk irrationel kraft. Det er ikke en kraft, der er bundet til kapitalismen, den er meget ældre. Hvis man appellerer til folks grådighed, vil de opføre sig irrationelt som i tiden op til 2008.«

»Krisen ramte i 2008, og nu kører kasinoerne igen. Dem, der kørte bilen ind i muren i 2008, har ikke demonstreret evne til at gøre det bedre næste gang. Det er ikke, fordi jeg går ind for statskapitalisme — det gør jeg ikke — men hvis det var mig, ville jeg i 2009 have placeret bankerne under statskontrol, rekonstrueret dem og efterfølgende genprivatiseret dem.«