Den nyliberalistiske tankegang, som VKO var med til at indføre i Danmark, bliver vanskelig at gøre op med, mener forsker Karen Lisa Salamon, magister i antropologi og Ph.d. i ledelse. For når man gennem 10 år har lært, at frihed er retten til at rage til sig, er det sin sag at tage ansvar for samfundet som helhed.

Men hvis Helle Thorning-Schmidt har mod på at forsøge at genopdrage Danmark, er Salamon ikke i tvivl om, at missionen begynder hos erhvervslivet. Først når erhvervslivets spidser opfører sig ansvarsfuldt vil resten af Danmark følge trop.

»Vækst opfattes fortsat som privat vækst. Og privat vækst handler om at skrabe til sig. Det ser man tydeligst i det moderne finanssystems udvikling. Usolidariske borgere er blot en afspejling af den grådige finansmand.«

I Danmark er vi da ellers opdraget med en forestilling om, at lighed er godt. Kan det ikke lægge en dæmper på grådigheden?

»Det er korrekt, at vi har haft en fælles nøgleforståelse om retfærdighed, der overordnet set gjaldt alle i samfundet. Vi accepterer f.eks. ikke, at der eksisterer forskellige regler og love for forskellige grupper. Og dybest set, accepterer vi ikke, at nogen har ret til grådighed. Men vores hang til lighed betyder også, at mange danskere siger: ‘hvis topcheferne har lov til at være grådige, så skal vi også have lov. Jeg bliver da også indigneret, når jeg hører, at en eller anden lufthavnsdirektør kan lægge millioner til sin personlige formue ved at sælge ud af en offentlig ejendom, som burde deles med andre, samtidig med at der skæres i servicen.«

I sidste ende kan danskernes lighedshang kombineret med erhvervslivets grådighed ende med at medvirke til at underminere lysten til at være noget for andre.

»Der er jo ingen, der gider at blive ved med at hjælpe ulønnet til, hvis resten bare rager til sig.«

Flere iagttagere sætter deres lid til, at øget krisebevidsthed kan være med til, at få danskerne til at trække på samme hammel, fordi vi indser, at der er brug for at en fælles indsats, hvis Danmark skal ud af krisen med velfærden i behold. Hvad mener du om den vurdering?

»Det afhænger igen af, om den nye regering formår at tage erhvervslivet i ed. Det skal gøres så eftertrykkeligt, at befolkningen kan se, at alle vitterligt er interesserede i at løfte i flok. Sidst man havde et imperativ til det, var under Anden Verdenskrig, fordi krig får folk til at rykke sammen. Jeg tror ikke den nuværende krise er stærk nok til at udløse samme samfundssind. Vi vil hellere gå ad helvede til i samlet flok, end finde os i, at nogle skal ofre sig for andre.«

20 års forgæves kamp

Ideen om at opdrage erhvervslivet til at udvise større samfundsansvar er ikke ny. Op gennem 90’erne og 00’erne er Corporate Social Responsibility(CSR) og bæredygtighed — i miljømæssig, social og økonomisk forstand — blevet ord, som erhvervsledere gerne vil smykke sig med. Og sideløbende med, at markederne er blevet sat fri, og nyliberalismen har vundet indpas, har man i EU-regi forsøgt at indføre såkaldt caring capitalism, som skulle avle mere ansvarlige virksomheder. Men i Karen Lisa Salamons øjne har den ansvarlige tanke spillet fallit:

»Når man i snart 20 år har appelleret til finanslivet, og der intet er sket, er der noget, som tyder på, at en kærlig appel ikke fungerer. Hvis de store virksomheder ikke kan få lov til at arbejde, som de har lyst herhjemme, flytter de bare produktionen til andre steder i verden, hvor de kan gøre, som det passer dem. Den logik er så altdominerende, at enhver, der forsøger at gøre op med den, vil blive erklæret idiot.«

Men ser du slet ingen tegn på, at nogen med succes går i den modsatte retning og viser et voksende ønske om fællesskab?

»Engang spillede fagbevægelsen den rolle, men i dag har den taget mundkurv på og blevet en glad samarbejdspartner for industrien.«

Men hvad med folkehøjskoler, frivillige, besøgstjenester og folk, der tager sig af samfundets udstødte?

Problemet er, at de alle sammen arbejder inden for Kulturministeriets eller Socialministeriets regi. De går og samler cigaret skodder og ispapir op fra gaden efter de festende horder. Det er der ingen, der gider på sigt. Derfor bliver der nødt til at komme en ny form for social kontrakt mellem erhvervslivet og dem, som rydder op efter festen.«

Hyld skatteborgerne

Udover at tage et opgør med erhvervslivets egennytte, er der så noget Thorning kan gøre for at skabe en borger, der bekymrer sig om andet end sit eget udbytte?

»Ja, hun kan skæve til Norge og Sverige, hvor man har gjort det til en ære at betale meget i skat. I de to lande kan man gå ind og se, hvad andre betaler i skat — den slags er totalt tabu herhjemme. Som skatteborger er man sponsor af staten, og når man er frivillig, bidrager man med sin tid. Men i Danmark har vi en offentlig kultur, hvor man ikke er stolt over at betale meget i skat — det gælder faktisk om at betale så lidt som muligt.

Vi lever i sponsoraternes og reklamernes tid, men det eneste sted, hvor vi ikke reklamerer for os selv, er når vi understøtter samfundet. Det skal vi have lavet om på, og her kan vi lære noget af nordmændene og svenskernes synliggørelse af skattebetaling.«

Udover hyldesten til de gode skattebetalere, mener Salamon, at der er brug for at lovprise de frivilliges funktion i samfundet

»Vi skal have priser og belønninger til dem, som vier deres liv til frivilligt arbejde. Der har været en modbydelig tendens i populærkulturen til, at gøre grin med flinke mennesker i Udkantsdanmark, der gør noget for at passe andre folks haver. Hele underholdningsbranchen med folk som Casper Christensen i spidsen står for en latterliggørelse af det solidariske Danmark. Det er et kæmpe problem. Folk, der har brugt deres liv på at lave spejderlejre for folkeskolebørn i belastede områder, kommer aldrig i avisen. Og det har pressen og underholdningsbranchen et stort ansvar for. Det handler ikke om en nymoralisme, hvor vi alle sammen skal være dydsmønstre, men man skal genskabe et billede af, at det er godt at gøre noget, som underbygger samfundet.«

Denne artikel er anbefalet af: