Borgerne efterligner bare erhvervslivets grådighed

Så længe erhvervslivets spidser rager til sig, vil danskerne gøre det samme. Så hvis den nye regering vil skabe samfundsbevidste borgere, der tænker på andre end sig selv, skal den begynde med at ændre mentaliteten hos erhvervslederne

Den nyliberalistiske tankegang, som VKO var med til at indføre i Danmark, bliver vanskelig at gøre op med, mener forsker Karen Lisa Salamon, magister i antropologi og Ph.d. i ledelse. For når man gennem 10 år har lært, at frihed er retten til at rage til sig, er det sin sag at tage ansvar for samfundet som helhed.

Men hvis Helle Thorning-Schmidt har mod på at forsøge at genopdrage Danmark, er Salamon ikke i tvivl om, at missionen begynder hos erhvervslivet. Først når erhvervslivets spidser opfører sig ansvarsfuldt vil resten af Danmark følge trop.

»Vækst opfattes fortsat som privat vækst. Og privat vækst handler om at skrabe til sig. Det ser man tydeligst i det moderne finanssystems udvikling. Usolidariske borgere er blot en afspejling af den grådige finansmand.«

I Danmark er vi da ellers opdraget med en forestilling om, at lighed er godt. Kan det ikke lægge en dæmper på grådigheden?

»Det er korrekt, at vi har haft en fælles nøgleforståelse om retfærdighed, der overordnet set gjaldt alle i samfundet. Vi accepterer f.eks. ikke, at der eksisterer forskellige regler og love for forskellige grupper. Og dybest set, accepterer vi ikke, at nogen har ret til grådighed. Men vores hang til lighed betyder også, at mange danskere siger: 'hvis topcheferne har lov til at være grådige, så skal vi også have lov. Jeg bliver da også indigneret, når jeg hører, at en eller anden lufthavnsdirektør kan lægge millioner til sin personlige formue ved at sælge ud af en offentlig ejendom, som burde deles med andre, samtidig med at der skæres i servicen.«

I sidste ende kan danskernes lighedshang kombineret med erhvervslivets grådighed ende med at medvirke til at underminere lysten til at være noget for andre.

»Der er jo ingen, der gider at blive ved med at hjælpe ulønnet til, hvis resten bare rager til sig.«

Flere iagttagere sætter deres lid til, at øget krisebevidsthed kan være med til, at få danskerne til at trække på samme hammel, fordi vi indser, at der er brug for at en fælles indsats, hvis Danmark skal ud af krisen med velfærden i behold. Hvad mener du om den vurdering?

»Det afhænger igen af, om den nye regering formår at tage erhvervslivet i ed. Det skal gøres så eftertrykkeligt, at befolkningen kan se, at alle vitterligt er interesserede i at løfte i flok. Sidst man havde et imperativ til det, var under Anden Verdenskrig, fordi krig får folk til at rykke sammen. Jeg tror ikke den nuværende krise er stærk nok til at udløse samme samfundssind. Vi vil hellere gå ad helvede til i samlet flok, end finde os i, at nogle skal ofre sig for andre.«

20 års forgæves kamp

Ideen om at opdrage erhvervslivet til at udvise større samfundsansvar er ikke ny. Op gennem 90'erne og 00'erne er Corporate Social Responsibility(CSR) og bæredygtighed — i miljømæssig, social og økonomisk forstand — blevet ord, som erhvervsledere gerne vil smykke sig med. Og sideløbende med, at markederne er blevet sat fri, og nyliberalismen har vundet indpas, har man i EU-regi forsøgt at indføre såkaldt caring capitalism, som skulle avle mere ansvarlige virksomheder. Men i Karen Lisa Salamons øjne har den ansvarlige tanke spillet fallit:

»Når man i snart 20 år har appelleret til finanslivet, og der intet er sket, er der noget, som tyder på, at en kærlig appel ikke fungerer. Hvis de store virksomheder ikke kan få lov til at arbejde, som de har lyst herhjemme, flytter de bare produktionen til andre steder i verden, hvor de kan gøre, som det passer dem. Den logik er så altdominerende, at enhver, der forsøger at gøre op med den, vil blive erklæret idiot.«

Men ser du slet ingen tegn på, at nogen med succes går i den modsatte retning og viser et voksende ønske om fællesskab?

»Engang spillede fagbevægelsen den rolle, men i dag har den taget mundkurv på og blevet en glad samarbejdspartner for industrien.«

Men hvad med folkehøjskoler, frivillige, besøgstjenester og folk, der tager sig af samfundets udstødte?

Problemet er, at de alle sammen arbejder inden for Kulturministeriets eller Socialministeriets regi. De går og samler cigaret skodder og ispapir op fra gaden efter de festende horder. Det er der ingen, der gider på sigt. Derfor bliver der nødt til at komme en ny form for social kontrakt mellem erhvervslivet og dem, som rydder op efter festen.«

Hyld skatteborgerne

Udover at tage et opgør med erhvervslivets egennytte, er der så noget Thorning kan gøre for at skabe en borger, der bekymrer sig om andet end sit eget udbytte?

»Ja, hun kan skæve til Norge og Sverige, hvor man har gjort det til en ære at betale meget i skat. I de to lande kan man gå ind og se, hvad andre betaler i skat — den slags er totalt tabu herhjemme. Som skatteborger er man sponsor af staten, og når man er frivillig, bidrager man med sin tid. Men i Danmark har vi en offentlig kultur, hvor man ikke er stolt over at betale meget i skat — det gælder faktisk om at betale så lidt som muligt.

Vi lever i sponsoraternes og reklamernes tid, men det eneste sted, hvor vi ikke reklamerer for os selv, er når vi understøtter samfundet. Det skal vi have lavet om på, og her kan vi lære noget af nordmændene og svenskernes synliggørelse af skattebetaling.«

Udover hyldesten til de gode skattebetalere, mener Salamon, at der er brug for at lovprise de frivilliges funktion i samfundet

»Vi skal have priser og belønninger til dem, som vier deres liv til frivilligt arbejde. Der har været en modbydelig tendens i populærkulturen til, at gøre grin med flinke mennesker i Udkantsdanmark, der gør noget for at passe andre folks haver. Hele underholdningsbranchen med folk som Casper Christensen i spidsen står for en latterliggørelse af det solidariske Danmark. Det er et kæmpe problem. Folk, der har brugt deres liv på at lave spejderlejre for folkeskolebørn i belastede områder, kommer aldrig i avisen. Og det har pressen og underholdningsbranchen et stort ansvar for. Det handler ikke om en nymoralisme, hvor vi alle sammen skal være dydsmønstre, men man skal genskabe et billede af, at det er godt at gøre noget, som underbygger samfundet.«

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

Udmærket idé, at gøre det synligt, hvad den enkelte betaler i skat - som i Sverige og Norge - og dermed også gøre det til en ære at bidrage til samfundet.

Som der siges:

"Som skatteborger er man sponsor af staten, og når man er frivillig, bidrager man med sin tid. Men i Danmark har vi en offentlig kultur, hvor man ikke er stolt over at betale meget i skat — det gælder faktisk om at betale så lidt som muligt."

Interessante tanker og forslag fra Karen Lisa Salamon om samfundsansvar kontra grådighed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

I (gode) gamle dage var det en ære og ikke særligt vellønnet at arbejde i det offentlige. Der var noget der hed at være tjenestemand og i begrebet lå at man tjente i forståelsen ydede noget uden personlig vinding for øje andet end måske et guldur for tro tjeneste. I dag er der ikke noget der hedder tjenestemand og et guldur, til gengæld kan alle se hvad klokken er slået på deres mobiltelefon. De kan også se hvad hinanden tjener og det er blevet en drivkraft i sig selv at rangere højt på den liste. Ære er udskiftet med kroner og når der ikke er kroner nok kommer vi nok til at trykke nogle flere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Hvis vi kan se hvad andre betaler i skat, så får plattenslagere, indbrudstyve og hjemmerøvere meget lettere ved at finde gode ofre - det er ikke sympatisk.

Iøvrigt er artiklens tese om grådighed ikke det der er typisk for de erhvervsdrivende, der kommer forbi advokatkontorerne og bankerne for at finde ud af at overleve de dårlige tider med deres forretning / virksomhed - at nogle enkelte pengefolk skovler ind, er bestemt ikke normen for flertallet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Det bliver en ufattelig svær opgave, at få vendt mentalitet fra egoisme til samfundssind. Som magisteren siger: ",...når man gennem 10 år har lært, at frihed er retten til at rage til sig,..."

Ego-mentaliteten sætter sig igennem på mange finurlige måder, lad mig bare nævne et par små hverdagseksempler: Hvem tænker længere over, at det er hamrende uhøfligt at snakke højlydt i mobiltelefon i offentlige, lukkede rum, hvor andre mennesker (samfundet?) totalt ignoreres? Hvorfor er det nødvendigt at skrive "først ind, så ud" på S-togsdøren? HVorfor cykler folk med høj hastighed på fortovet - i den gale retning?

Med hensyn til skat i Sverige er det vist ikke så ærefuldt længere at betale meget skat. I hvert fald sætter den borgerlige regering skatten ned for de højest lønnede - ligesom i Danmark. Men det er nok udansk at snage i hinandens skat.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Det er helt rigtigt set, at den platte såkaldte satire, der består i at mobbe de kiksede til andres moro, er lige til møddingen. Eller måske en tiltale for forbrydelser mod menneskeheden? ;-)

Den politiske satire trænger til at blive genindført. Det er en vigtig bestandel i ethvert Oplysningsprojekt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

To forskere snakker lige nu om samfundssind.
Sker det fordi økonomien strammer til eller fordi der er grund til kritikken af velfærdsamfundet.
Er det det første, så sig det lige ud.
Er det det sidste, kunne kritikken være rejst forlængst.

Ikke at der har manglet kritik, men den politiske kritik har gennem årene haft trange kår, ikke politisk korrekt.
Det bliver den måske nu, hvor politikerne tvinges til action og har brug for borgernes forståelse.

Det er de samme partier, som i 40-50 år har tilvænnet danskerne til systemet og nu skal vi kaldes grådige og usolidariske.

Artiklen anviser hvem der bør gå foran. Mon de gør det frivilligt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Benjamin Müller

Hvad om vi alle prøver at gå foran? Mon ikke det er muligt? Selvfølgelig er der nogle der allerede er godt i gang, men de fleste af os vil med fordel kunne spørge sig selv..."tænker jeg lige nu på mig selv, eller tænker jeg på det samfund jeg er en del af"? Jeg synes især den del af artiklen, hvor pilen peger på os selv, er interessant og relevant. Godt gået!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"»Vi skal have priser og belønninger til dem, som vier deres liv til frivilligt arbejde. Der har været en modbydelig tendens i populærkulturen til, at gøre grin med flinke mennesker i Udkantsdanmark, der gør noget for at passe andre folks haver."

Særdeles enig i at der skal gøres noget ved den nihilistiske strømninger i dansk populærkultur, men netop individualisering og belønningsstrategier har jo vist sig at bidrage til segregering, anomi og nærmest misantropiske tendenser. Istedet for at tale om priser og belønning ville almindelig fornuftig anerkendelse og medtænkning af flinke mennesker overalt i Danmark vel kunne gøre det. Samme medicin gælder velsagtens også overfor de dumsmarte standup-kulturbærere, de har også krav på en slags fair forandring - når nu den nye regering som ellers bebudet ikke helt kunne levere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dann Simonsen

"Så længe erhvervslivets spidser rager til sig, vil danskerne gøre det samme."

Hører erhvervslivets spidser ikke længere med til kategorien "danskerne"? Og vil samme spidser ikke fortsætte med at rage til sig, så længe de mindrebemidlede giver dem lov?
Det er ikke først og fremmest uselviskhedens angivelige dyd, som spidserne fratager de mindrebemidlede. Det er derimod indtægter og ydelser.
Det er det afkald, som "danskerne" hele tiden påtvinges, og nu går man så i gang med at begræde, at spidserne ikke gør nok for at bekæmpe "danskernes" angivelige krævementalitet ...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Dann - Du har ret . Der mange slags danskere.
Den gruppe, jeg sigter imod, er dem der siger : Nu har jeg betalt min skat i mange år, så vil jeg dæleme ha` noget for pengene.
Angiveligt betaler 80% af os til os selv i hele omfordelingscirkusset. Administrationen heraf koster 40 kr af hver 100 kr. Det lever en god del af offentlig ansatte af. Vi klipper hinanden.

Bivirkningen heraf, og det er det væsentlige, er at velfærdssamfundet har mistet focus i bestræbelserne på at bistå de svageste, de værdigt trængene. Overfor dem strammes økønomien, fordi vi (feje politikerne, som gerne vil genvælges) klatter pengene væk.
Sat på spidsen : Gamle, fattige fru Hansen må nøjes med gratis bad èn gang istedet for to/tre, fordi der udbetales børnecheck til familier der kan klare sig uden.
Og hvad med velhavende borgere, der får fradrag for at køre mange kilometer på arbejde.

Det er vælgerne, der indsætter politikerne.
Hvilke vælgere udgør flertallet ?

Det naturlige, frivillige "arbejde" er alm. kultur.
Det skal det offentlige og fagforeninger holde fingerene fra.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

"Men vores hang til lighed betyder også, at mange danskere siger: ‘hvis topcheferne har lov til at være grådige, så skal vi også have lov' ..."

Ja, og det er i mine øjne udtryk for udbredt mangel på det man i gamle dage - for det findes tilsyneladende stort set ikke mere - kaldte for karakterstyrke.

I den nærværende sammenhæng handler karakterstyrke om at stå ved nogle grundlæggende værdier, alene fordi man anser dem for værende rigtige, uanset om man derved går glip af noget i forhold til andre. Men netop her trykker skoen formodentligt for det moderne menneske: Det besidder tilsyneladende et fatalt ringe mod til at turde gå glip af noget.

Giver man sig først til at tænke og handle, som citatet angiver, så har man i mine øjne ikke længere lov til at brokke sig over aggressionen i- og destruktionen af verden, idet man så selv bidrager til miseren. Så skal man i mine øjne bare holde sin kæft.

anbefalede denne kommentar