Jeg forestiller mig, at der kunne være noget at hente ved at anskue Manu Sareens nye og femte Iqbal Farooq-bog som politisk litteratur og ikke som en børnebog skrevet af en forfatter, der tilfældigvis også er politiker. Ikke sådan at forstå, at jeg mener at kunne se Radikale Venstres partiprogram i børnebogen, men jeg mener at kunne se en politisk handling, på samme måde som når voksenlitteraturen er politisk, det vil sige kritisk tænkende, henad magtnivellerende og ved at gå en anden vej end netop Christiansborgvejen.

Iqbal Farooq på Bornholm indeholder en hel liste med aktuelle politiske emner: finanskrise, ytringsfrihed, Udkantsdanmark og grænsekontrol. Krisen betyder, at politikerne har bestemt at sælge folkeskolerne til den højestbydende. Ja, hele Danmark er til salg, og Iqbals skole i Blågårdsgade er den første, der bliver solgt til en lille mand med stor magt, lange sorte læderstøvler og navnet Von Zwetllerswein Gehundden.

Bogen er samtidig en ordbog over københavnsk gadesprog: Nørrebro er Gazastriben, og børnene med indvandrerbaggrund perler. Der er sprog på færde, meget sprog, og især Mohammed har sat sit præg på teksten. ‘T’ bliver hos ham til ‘tj’, så hans replikker bliver tjotalt sjove at læse op: »Tjysk er sgu megasvært, mand.«

Er det seniøst?

Manu Sareen ajourfører temmelig vakst gamle vendinger til perledansk. Iqbals onkel, der altid er på udkig efter en hurtigt tjent skilling, får købt ‘Khaten i sækken’, og sjovt er det også, når Iqbals klasselærer siger til Mohammed, at han burde kræve sine skolepenge tilbage, og Mohammed reagerer med et »Hey Jeppe, mand. Det der med at jeg kunne få penge tilbage, er det seniøst?« Og Jeppe råber til svar: »Nej, det er sgu ikke seniøst. Det er seriøst.«

At alle tænker på hurtige penge, både Nørrebro-ungerne og politikerne, er naturligvis også ret komisk.

Østersøens perle

På hvilken måde eller i hvilken grad er Iqbal Farooq så politisk? Tag titlen. I Danmark sender man folkekære fiktionsfigurer til Bornholm, Far til fire f.eks. og Sonja fra Saxogade ,som Iqbal fra Blågårdsgade har en del til fælles med. Olsenbanden og Min søsters børn har vist ikke været der, men det kunne de lige så godt have været. Derfor skal folkekomedien Iqbal selvfølgelig også til Bornholm, men når Sareens 7.-klasse ankommer på lejrskole til øen, bliver læserne samtidig mindet om Bornholm under Anden Verdenskrig — ikke for at skræmme, men for at anføre en diskret pointe om, at fjenden ikke nødvendigvis kommer langvejs fra, men ofte ligner en selv, som en bror har det med at ligne en.

Historien om, at tyskerne igen er ved at overtage Danmark, har endnu en side. Den viser, at Manu Sareen har valgt at plante Iqbal Farooq-bøgerne solidt i den danske folkekomedietradition. Den, der bestemt ikke skaber nye billeder af verden, men blot gentager de stereotypiske. Grønlænderen hos Sareen drikker guldøl og er lige trådt ud fra skadestuen, somalieren er pirat og sælger khat, tyrkeren sælger billige colaer fra grønthandlerbiksen — og tyskeren går i bæfarvet uniform og bruger pisk som opdragelsesmiddel.

Fremtidssikret er Iqbal-historien med andre ord ikke, den er bagudskuende og bider ikke hårdere end en gammel Olsen Banden-film. Samfundsomvæltende er den heller ikke just, men alligevel befriende igennem sit sprog. Et sprog, der ikke er magthavnernes, men gadens. I hvert fald sådan som gadens perlesprog lyder i dansk satire på DR.

Manu Sareen er ikke nyskabende, men han opsamler dygtigt stumper alle vegne fra til sit kludetæppe.

 

 

Iqbal Farooq på Bornholm. Manu Sareen. Illustreret af Lars-Ole Nejstgaard. 192 sider. 200 kr. Politikens Forlag