Opslag til denne artikel

Emneord:kulturinstitutioner, kulturpolitik
Personer:Richard Florida, Uffe Elbæk
Organisationer:Kulturministeriet, Socialistisk Folkeparti
Steder:Danmark

LEDER – Stakkels Uffe Elbæk. Der var noget, han glemte at sikre sig, inden han takkede ja til at blive ny kulturminister. Han glemte pengene. Han glemte at sikre sig, at de 100 millioner kroner, som S og SF i valgkampen foreslog at afsætte ekstra til kulturområdet, rent faktisk fulgte med regeringsgrundlag og -dannelse. Men der er ingen ekstra penge til kulturområdet, og dermed vil den nye kulturminister stort set være lammet fra dag et. Nuvel, han vil kunne sikre sig et par hurtige succeser, hvis han implementerer de anbefalinger, som mediestøtteudvalget med formand Henning Dyremose fremlagde i sidste uge, ligesom der ligger en god rapport om omlægning af kunststøtten, som han kan kaste på forhandlingsbordet med det samme. Men bortset fra det har han med sin udnævnelse kun arvet massive problemer.

Det Kgl. Teater skal lige om lidt have forhandlet en ny fireårig kontrakt på plads med Kulturministeriet. For et par uger siden foreslog Uffe Elbæk i valgkampen at nedlægge Gamle Scene og flytte balletten ud i Operaen. Det var, før han blev minister, og spørgsmålet er nu, om han har modet til at kæmpe for et sådant forslag?

Under alle omstændigheder er han nødt til a la Gamle Scene-forslaget at få defineret en række områder, som han kan beskære for at få råderum. Han skal prioritere skarpt. Han kan ikke videreføre de seneste 10 års gradvise udsultning af de store statslige kulturinstitutioner som f.eks. Nationalmuseet. Disse institutioner er for længst skåret ned til sokkeholderne og er fatalt svækket i deres mulighed for at være levende steder for kulturarven. De bevillinger, der år for år bliver mindre værd i reelle penge, kan ikke fortsat blot fordeles på de nuværende områder.

Den nye kulturminister er nødt til at være radikal i en anden betydning end den partipolitiske og hård over for nogle få, frem for at alle må holde for endnu en gang. Hvis ikke, kan han meget vel ende med at blive danmarks- historiens mest ligegyldige kulturminister.

Tiden vil vise, om Uffe Elbæk har format og mod til at prioritere? Der er ingen tvivl om, at kunst og kultur betyder alt for ham. Fra han vågner om morgenen, til han går i seng, tænker han ifølge eget udsagn på kultur, og kulturministerposten er hans drømmejob. For ham er kunst og kultur til for at stimulere og fremme noget andet. Kunst og kultur er selvudvikling og -realisering, som så også gerne må smitte af på andre, så også de kan realisere sig selv. I hans have vokser ord som kreativitet, innovation, cross- over, nye samarbejder, event og vækstlag. Han er på dansk jord inkarnationen af Richard Floridas tanker om den kreative klasse, der skaber kulturel vækst i samfundet. Han er en liberalist uden slips og begrænsninger, en self-mademand, der krydser grænser og tror på, at andre mennesker også kan udvikle sig kreativt gennem kunsten samt ikke mindst, at den kan transformeres til event og underholdning.

For Uffe Elbæk er kunst og kultur ikke et mål i sig selv, men til for noget andet. Og dermed er han så langt væk fra kulturkonservatismen, som man kan komme. Det kultursyn afspejles også tydeligt i regeringsgrundlaget, som han nu er forpligtet på at gennemføre. De to sider, der i regeringsgrundlaget er tildelt kulturområdet, viser både aftryk fra traditionel socialdemokratisk tankegang om, at kunst og kultur skal være nyttig i forhold til samfundet og folkeligt forankret, samtidig med at det har radikale aftryk i forhold til at tænke kulturpolitik som en vækstmotor. Heri hedder det, ud over at ordene vækst, oplevelsesøkonomi og innovation ofte gentages, eksempelvis, at »kulturpolitikken skal stimulere og tilskynde til økonomisk vækst baseret på det danske samfunds værdier«.

Det alarmerende i regeringsgrundlaget er ikke kun, at kunsten skal basere sig på danske værdier, men at kunsten i det hele taget er forpligtet på noget bestemt. Kunsten bør ikke have andet formål end sig selv. Det er selve definitionen på kunst og en ufravigelig grundregel. Kulturpolitik derimod handler om at støtte og sikre skabelsen af den uafhængige kunst, ligesom det handler om at gøre den tilgængelig for folk og sikre, at så mange som muligt har adgang til den.

Sådan at spænde kunsten for en bestemt vogn og give den et bestemt formål bryder med hele princippet om kunsten som det radikalt anderledes. Kunsten kan rigtignok forholde sig kritisk til samfundet og tilbyde andre måder at se og opfatte verden på, men det kan aldrig være kunstens formål eksempelvis at skabe økonomisk vækst i samfundet. Det vil aldrig være andet end den kreative klasses våde drøm om at tæmme og tugte kunsten i kreativ retning — mere til gavn for den selv end for kunsten.

Oplevelsesøkonomen Uffe Elbæk kan derfor først som sidst droppe forestillingen om, at kunstens kreative vækstpotentiale skal redde ham fra meget snart at foretage de nødvendige prioriteringer af, hvad staten støtter af kunst og kultur.