Silkeormen som utopi

Nogle gange forstår man ikke, hvordan man kan fastholde sin lille stædige lykkevilje og sågar har kunnet sætte børn i denne verden, hvor intet tyder på andet, end at menneskehedens historie er én lang katastrofe. Sådan kan man i udpræget grad få det af at læse W. G. Sebalds Saturns Ringe(1995), som nu er kommet på dansk i Claus Bratt Østergaards præcise oversættelse.

Sebald undslap selv denne verden i 2001, hvor han døde i en trafikulykke, men han nåede at efterlade sig et vægtigt forfatterskab i verdensklasse. Han kredser bestandig om historiens ofre og kombinerer gerne tekst med billedmateriale, således også i Saturns ringe.

Saturn er melankoliens planet. ‘Hundestjernen’, som hviler over august måned. I august 1992 begiver Sebald sig på vandring i det østengelske grevskab Suffolk, som vel aldrig har fremstået så melankolsk, ja, sine steder apokalyptisk, som i Sebalds skildring. Det er Udkants-england for fuld udblæsning (eller rettere afblæsning): Forladte, forfaldne, affolkede steder, som engang har summet af badeliv og vindmøller og virksomme væve, men også buldret og braget af storme og søslag. I sandhed et landskab, der giver os melankolikerens blik på historien som forfald og katastrofe. Et landskab, hvor historisk overblik er noget man har, når man står på en høj af lig (som Sebald i en ekskurs mener at gøre det, da han besøger Waterloo).

Ekskursivt

Bevægelsen i Sebalds skildring er vanvittigt ekskursiv: Godt nok er vandringens landskab Østengland anno 1992, men via det vandrende jegs associationer kommer vi vidt omkring i tid og sted, bl.a. til Polen, Marseille, Congo, Bruxelles, Waterloo og Kina. Således tvinges Sebalds læser ofte til at bladre tilbage og forsøge at rekonstruere vejen; har man blot været uopmærksom et øjeblik, kan man hen over tekstens ubrudte masse af lange sætninger (der går langt imellem, at et indryk markerer nyt afsnit) være fragtet til andre tider og steder, ja, sågar ind i andre jeger og bevidstheder. En smal jernbro over floden Blyth har ført os til Kina — fordi der engang på broen har kørt et tog, som oprindeligt blev bygget til den kinesiske kejser.

Fra Sebalds jeg føres vi jævnligt ind i de andre jeger, som Sebald umarkeret citerer, hvad enten de er levende venner eller døde forfattere. Pludselig befinder vi os i en drøm, og pludselig er den slet ikke Sebalds melankolske drøm (om labyrintisk vildfarelse i egen hjerne), men en god vens kones (!) euforiske drøm (om at kunne sanse hver lille botanisk detalje i en skov).

Rejseskildringens kompositionsprincip synes stærkt inspireret af barokkens labyrinter og raritetskabinetter og inventarier. Sebald påkalder sig da også en række mere eller mindre barokke forfattere af inventarier og leksika, over faktiske så vel som imaginære fænomener, i særlig grad 1600-tals-lægen sir Thomas Browne.

Subtil skønhed

Hvor vi end føres hen, fører historien til ødelæggelse og forfald. Billederne hober sig op på langs den østengelske kyst: Dynger af selvlysende døde stil eksponeres oven i dynger af døde lejrfanger og soldater, væveindustriens arbejder bundet til sin væv eksponeres oven i offeret bundet til sin torturmaskine. Den sovende menneskehed fældet af Saturns le eksponeres oven i hårdføre kysttræer fældet af stormen. De smukke iriserende silkestoffer, som engang prydede grevskabets herresæder, eksponeres oven i silkerebet, som blev brugt til henrettelse ved hængning.

Dog er det også, som om,alle historierne fører til eller fra den balsamiske lyd af spindende silkeorme. Silken og dens krybende ophav er en slags ledemotiv i bogen, fra de kinesiske ekskursers beretning om morbærhaven, hvor kejserinden fandt fred i lyden af silkeorme, til historien om silkeproduktionens indførelse i England. Thomas Browne er søn af en silkehandler, Swinburne ligner en silkeorm, i London blev man hængt i silkereb, på et museum betragter Sebald vidunderlige mønsterbøger, hvor silkeprøver stråler med »en ganske ubeskrivelig iriserende skønhed« ligesom de andefjer, vi netop har hørt Sebalds særlingeven sætte al sit håb til.

Det er, som om der med silken og ormene gives os en lille delikat utopi midt i al elendigheden. En måde hvorpå menneske og natur kan forsones i en skønhedsproduktion, som ikke kræver ofre. Og måske er det derfor, man ved endt Sebald-læsning alligevel kan tilgive sig selv sin lykkevilje og forplantningstrang — for godt nok tømmer Sebalds melankolske blik verden for mening, men det har også en skærpet sans for menneskelige detaljer (de røde plamager på en servitrices hals) og subtil skønhed (iriserende andefjer), ligesom det har den barokke samlers lidenskab for alskens glemte kuriositeter.