Äntligen!

Allerede før navnet på modtageren af Nobelprisen i litteratur for 2011 bliver offentliggjort, holder boghandler Helena Landberg på Tomas Tranströmer:

»Det er hans tur til at få prisen,« siger hun bestemt.

Hun står bag sin desk i Akademiboghandlen, den mest velassorterede boghandel i Stockholm. På et tomt bord midt i butikken har hun placeret et skilt med et stort spørgsmålstegn. Hun håber snart at kunne fylde bordet med alle forfatterens bøger.

Stockholm har dækket op til årets uden tvivl største kulturelle begivenhed: Nobelprisen i litteratur. Alle medier, skrevne og elektroniske, er til stede i börssalen på Stortorget i Gamla Stan, hvor Det svenske Akademi og Nobelkomiteen holder til.

Men ikke bare svenske medier, for der lyder en kakofoni af forskellige sprog. Hele verden er til stede her midt i Stockholm. Trods de pompøse rammer ligner Börssalen i dag mest en byggeplads med stiger til kamerafolk, ledninger og folk, der løber hid og did.

Alle spekulerer forinden på, hvem der vinder prisen. Selvom næsten alle svenskere ønsker, at det bliver deres store digter, tør kun de færreste sige det. Den svenske kulturminister Lena Adelsohn Liljeroth tror på amerikanske Joyce Carol Oates, mens mange gætter på den syriske digter Adonis eller amerikanske Philip Roth. Ingen gætter på Bob Dylan, selvom han topper på bookmakernes lister.

Gennem formiddagen tager rygterne om Tranströmer til i intensitet. Der har tidligere været små læk hos Nobelkomitéen, så nogle har fået besked, men i de senere år har Akademiet skærpet sikkerheden omkring udvekslingen af informationer.

Aftonbladets kulturredaktør Åsa Linderborg har imidlertid lige erfaret, at den svenske litteraturkritiker Anders Olsson, der kender Tranströmers forfatterskab bedre end nogen anden, om aftenen efter offentliggørelsen er inviteret i bogprogrammet Babel.

For hende kan det kun betyde, at nogen har lækket det forinden. Derfor kaster hun inde på redaktionen 20 kr. i skålen med fælles væddemål. Om aftenen kan hun tage hele gevinsten med hjem.

37 år siden sidst

Det er 37 år siden, at en svensk forfatter sidst modtog verdens mest prestigefyldte litterære pris.

Akademiet har siden uddelt prisen til forfattere i alle dele af verden, men været meget forsigtige med at give den til en svensk forfatter. For hvordan vil det ikke blive opfattet andre steder, hvis man tilgodeser en af sine egne.

Men i Sverige er man ikke i tvivl om, at med Tranströmer har de en verdenspoet, der kan stå distancen og fortjener at komme i det allerfineste selskab.

Det er derfor en kæmpe forløsning, da Peter Englund træder ud ad de forgyldte dobbeltdøre og forkynder årets prisvinder. Navnet afføder en jubel som til en rockkoncert. Äntligen! Det her har svenskerne ventet på i mange år.

På Bonniers forlag på Sveavägen, hvor Tomas Tranströmer udkommer, er det meste af huset kort efter samlet i fællesrummet. Her er højtideligt og meget fornemt. På væggene hænger store portrætter af de største svenske forfattere og i det ene hjørne står en buste af August Strindberg.

»Skål for Tomas Tranströmer og hip, hip, hurra«, råber litterær direktør Jonas Axelsson. Der skåles i champagne. Det her er stort for forlaget, både symbolsk og økonomisk.

Forlaget har i foråret lige udgivet Samlede Tranströmer. Den har allerede solgt i mange eksemplarer, og skal nok få nyt liv. Til bogmessen i Frankfurt i næste uge har de ydermere en stærk vare at sælge, og det til trods for at Tranströmer allerede er den mest oversatte digtere i verden.

Velfortjent

»Det er velfortjent,« siger Gunnar Nirstedt, der er redaktør på forlaget.

»Ingen i udlandet vil kunne protestere over prisen til ham.«

En af de andre redaktører istemmer: På forlagets Facebook-side er der endnu ikke en eneste, der har beklaget sig. Senere på Jonas Axelssons kontor kalder han Tranströmer for »en folkelig digter«. Han er »gennemelsket af folket«, som han udtrykker det. Han kan ganske vist umiddelbart virke vanskelig at gå til på grund af sit billedsprog, men hurtigt når man, når man læser ham, et dybere lag i sig selv.

Det er med til at gøre ham tilgængelig. Han er selvfølgelig ingen Evert Taube, men han forsikrer, at mange almindelige mennesker læser ham, og at de fleste også kan recitere et digt af ham. På vej op til Tranströmers hjem på Södermalm siger taxichauffør Sven Niclas Nilsson, at han aldrig har læst ham. Han læser ellers mange bøger og har altid gang i en bog. Han viser mig en bog af Keith Richards, der ligger i bilvinduet. Men Tranströmer kommer han næppe til at læse. Heller ikke efter Nobelprisen.

Tranströmer bor med sin hustru i en lejlighed i Stigbergsgatan på det skønne Södermalm. Pressen har forsamlet sig foran ejendommen og inde i trappeopgangen. Uendeligt langsomt bevæger den skrøbelige ældre mand sig ud af elevatoren og hen mod de blitzende kameraer. Han fik en hjerneblødning for 20 år siden og har i dag næsten tabt taleevnen.

Han sætter sig beredvilligt med hustruen ved sin side og svarer med et »bra«, »ja« og »nej« på de mange spørgsmål.

Det er lidt som et absurd teater, hvor der spørges og spørges, men ikke gives noget svar. Den store poet behøver måske heller ikke så mange ord mere. Det hele kan gøres enkelt, ligesom da Peter Englund kort før offentliggørelsen ringer til ham og fortæller ham, at han bliver årets modtager af litteraturprisen. »Mycket bra«, får Tranströmer frembragt. Efterfulgt af en højlydt latter. Mycket bra, Sverige!