'Det er altså ikke synd for Udkantsdanmark'

»Det ultimative kulturchok.« Sådan husker sangeren Mikael K sit første møde med sin nye nabo, den 75-årige landmand Helmer, på en bondegård i Vendsyssel. Over en kop kaffe fortalte Helmer om den ukrainske landbrugspraktikant, han havde ansat til at arbejde i stalden — på trods af at hun var uddannet dyrlæge i hjemlandet.

»Man kunne sgu tjene mere ved at tage til Danmark og arbejde i en stald med at skovle lort end som dyrlæge i Ukraine. Det satte en masse tanker i gang,« fortæller Mikael K.

Kort efter var sangen »Pigen i marken« færdigskrevet, og Mikael K havde fået mod på mere.

»Den sang satte gang i processen med hele pladen,« siger han med henvisning til albummet Udkantsland — Sange fra skæve Danmark, Vol. 1, som udkommer i dag.

»Hurtigt lå der en ordentlig bunke halvfærdige sange på skrivebordet, og jeg kunne se, at de fandeme handlede om det Udkantsdanmark, alle snakker om. Og i modsætning til så mange andre befinder jeg mig derude, i den rådne banan, randområdet og hvad det ellers hedder.«

Mikael K med det borgerlige navn Mikael Ryberg Kristiansen, oplevede hurtigt, at hans underbevidste fordomme om de tyndest befolkede dele af Danmark langtfra var hele sandheden.

»Jeg kan virkelig ikke genkende det der triste billede, der bliver tegnet af ‘provinsen derude’,« siger han og laver tydelige anførselstegn i luften.

»Selvfølgelig mærker jeg, at købmanden, skolerne og hospitalerne lukker. Og bare i år har Hjørring Kommune lukket otte folkeskoler. Det kan jeg godt se det praktiske problem i, for jeg har også børn, der skal køres i skole hver morgen, og indkøbsmuligheder, der ligger langt væk hjemmefra. Men den historie hører man så tit. Og der er virkelig også andre historier, jeg kan fortælle derudefra,« fortæller han på en café i sit gamle nabolag i København.

Tog flugten

Singer/songwriteren Mikael K har siden år 2000 været forsanger i Klondyke og har udgivet fem plader med folk-bandet. Han er født og opvokset i Aalborg, har boet et par år i Aarhus og derefter på Vesterbro i København. Men efter 12 år i en toværelses lejlighed på Enghavevej besluttede Mikael K for et par år siden, at han havde fået nok af bylivet.

»Det handler om pladsen. Den trange toværelses var bare ikke nok, hvis jeg for alvor ville udfolde mig. Heller ikke kunstnerisk.«

Så han tog springet og flyttede ind i en nedlagt bondegård i Vendsyssel sammen med sin kone og deres fælles børn.

»Dengang skulle jeg først med bussen til Nørrebro, låse mig ind i en baggård og op på fjerde sal til mit øvelokale. Nu kan jeg bare vandre over i laden og larme så meget jeg vil.«

Plads til originalerne

Det er tydeligt at høre, at Mikael K er fascineret af skæve eksistenser, og han beskriver selv det nye album som en hyldest til de originaler, der efterhånden kan være svære at finde i storbyerne.

»I Aalborg rendte der godt nok mange spøjse typer rundt, da jeg voksede op,« siger han og henviser til sangen »Sputnik«, om en mand, der vandrede rundt i 70’ernes Aalborg med en abe på skulderen.

»Og man skal ikke mange år tilbage, før torvene her på Vesterbro var fyldt med skæve eksistenser. Men byfornyelse og det hele har skubbet dem ud. I provinsen er der til gengæld stadig plads til ham gutten med selvlysende kansasvest på knallert med en ramme bajere på bagsmækken, som jeg støder på hos den lokale købmand. Det bliver så kedeligt, når alle folk er ens, og det er i hvert fald lettere at få øje på originalerne i provinsen, end det er i byen.«

For på trods af, at der er længere mellem både huse og mennesker i Nordjylland, er man langtfra alene, understreger Mikael K.

»Det hænger nok sammen med, at det er meget lettere at være anonym i storbyen. Man kan vandre op og ned ad Strøget, og selv om man går forbi tusind mennesker, er der ingen der ænser en. Når du går forbi en mand på landevejen i Vendsyssel, er du sgu nødt til at sige hej og forholde dig til ham. Du kan faktisk gå mere i fred i København, end du kan i udkanten af Børglum.«

— Hvad er det så, du kan tilføre til diskussionen om udkantsland?

»Jeg ved sgu ikke, om jeg kan bidrage til diskussionen med noget, men jeg prøver at lave sange, der portrætterer det begreb, folk snakker så højt og bredt om — og jeg prøver at gøre det i øjenhøjde. Men det er ikke, fordi jeg har siddet og lavet en analyse af, hvad der mangler i debatten om Udkantsdanmark. Jeg laver sange om de sjove og pudsige fænomener og personer, jeg oplever derude.«

Cold Hawaii

Ifølge Mikael K oplever de små landsbysamfund ofte en positiv kulturel udvikling, i takt med at butikker og skolerne lukker.

»Folk beslutter sig virkelig for at gøre noget, for de er stolte af det sted, de kommer fra. I stedet for den rådne banan har jeg hørt folk begynde at snakke om kulturbananen. Tag nu Børglum, som jeg bor et par kilometer fra. Her er Spar-købmanden lukket, men til gengæld er der åbnet tre små gallerier — i en by med 500 mennesker. Og det er jo aldrig noget, man hører om. Snakken i Børglum går slet ikke så meget på, hvor synd det hele er for Udkantsdanmark. Det hører man næsten mere om, når man så er en tur tilbage i byen. Herinde i byen kan man godt få det indtryk, at provinsen er i oprør. Men det er altså ikke sådan, jeg føler det.«

Og Mikael K fremhæver flere eksempler på den spændende udvikling, han oplever på sine ture rundt i provinsen. Eksempelvis den lille by Klitmøller ved Vesterhavet, som har udviklet sig til et surferparadis — og inspireret Mikael K til en sang på det nye album.

»Cold Hawaii kalder de det, og surfere fra hele Europa strømmer til. De solstråleeksempler kan jeg godt lide at finde. For hvem havde troet, at jeg kunne skrive en surfersang fra Thy?,« spørger Mikael K retorisk og antyder, at Udkantsland nok ikke bliver de sidste fortællinger om bananen, der kommer fra hans hæse stemme:

»Jeg har stadigvæk en håndfuld sange i støbeskeen, og det er også derfor, jeg har kaldt albummet vol. 1. Mon ikke der er en masse flere interessante historier herudefra, som trænger til at blive fortalt?«