Susanne Møller, sexsælger og talskvinde for for Sexarbejde interessereorganisation: ‘Sexsælgere kan få folk til at føle sig seksuelle’
Er der forskel på kunder, der køber sex, fordi de har ondt i sexlivet, og andre sexkunder?
»Der er forskel på deres motiver. Kunderne spænder fra at være mennesker, der har lyst til sex nu og her, til mennesker, der af forskellige årsager ikke kan få den sex, de ønsker.
Det behøver ikke at være avanceret sex. I mange tilfælde kan der bare være tale om berøring.
Ofte oplever vi, at seksuel berøring kan være en mangel, og at folk blot kommer for at være sammen med samarbejderen — uden at dyrke sex. At blive set på som et seksuelt væsen. «
Føles det anderledes at være sammen med mænd, der køber sex af den grund?
»Ja. Det kan godt kræve noget mere. Gensidigheden kommer pludselig til at spille en større rolle, og det kræver mere tilstedeværelse, end hvis det bare er en, man knepper med.«
Forklarer de sexarbejdere, du taler med, at selve handlingen er anderledes, når den sker i ‘terapeutisk’ øjemed?
»Jeg ved, at der er mange sexarbejdere, der sætter stor faglig stolthed i også at være gode til at fornemme, hvad kunden har brug for. Og at kunne give ham det. Om det så bare handler om at ligge og snakke sammen, eller om at leve sig ind i den leg, han gerne vil lege.«
Hvad synes du om S og SF’s ønske om at forbyde købesex?
»Det er jeg meget uforstående over for. Jeg forstår ikke, hvorfor man vil forbyde kunderne at handle. Helt overordnet og politisk set er jeg ligeglad med, hvad kunderne får ud af deres besøg. De er bare vores levevej. Det er dem, vi tjener vores penge på. Det er os og vores arbejde, som de vil kriminalisere.«
Elisabeth Møller Jensen, direktør på KVINFO: ‘Uddan folk til seksuel terapi’
Er der forskel på kunder, der køber sex, fordi de har ondt i sexlivet, og ‘almindelige’ sexkunder?
»Helt overordnet mangler vi stadig viden om kunderne. Men der er en meget lille kundegruppe, der har store problemer, som de forsøger at løse ved at gå til prostituerede. Hvorfor skal kvinder stille op til det? Hvad er logikken i det? Deres skæbner bliver brugt til at legitimere en idé om, at sexkøb skal være legalt.«
Hvordan kan man så hjælpe de mennesker, der har behov for seksuel aktivitet for gøre deres liv bedre?
»Jeg vil da ikke udelukke, at man kan forestille sig nogle former, hvor man kan gå ind og hjælpe de her mennesker. Måske kunne man udvikle en profession, som ligner andre terapeutiske professioner, hvor folk uddannes til netop seksuel terapi.«
»Som samfund har vi et modsvar til de fleste typer menneskelig afmagt, så hvorfor ikke? Men samtidig må man være opmærksom på, at det for en prostitueret handler om at holde kunden på afstand. Ellers bliver man ødelagt af det.«
Hvad synes du om S og SF’s forslag om at forbyde sexkøb?
»Det er jeg ret uafklaret omkring. Jeg er ikke overbevist om, at et forbud er den rigtige løsning. Det afgørende er holdningen til prostitution. Den idealisering af den prostituerede, som der har været mange tendenser til, synes jeg, er dybt problematisk. Vi mangler stadig diskussionen om, hvorfor man skal have ret til at købe sex. Hvad retten bygger på, og hvorfor det er i orden.«
Nina Søndergaard, historiker, prosexfeministisk blogger: ‘Kropslig terapi kan redde menneskeliv’
Er der forskel på kunder, der køber sex, fordi de har ondt i sexlivet, og almindelige sexkunder?
»Det er min erfaring, at der er mange forskellige grunde til at købe sex. Jeg har talt med sexarbejdere, der siger, at en del af deres kunder er socialt inkompetente. Og så er der dem, der har meget specielle lyster. Der er en høj grad af selvcensur; mænd, der f.eks. ikke tør spørge konen, om hun vil spanke ham. Men jeg har hørt fra både sælgere og købere, at terapi på en meget kropslig måde faktisk kan gå ind og redde menneskeliv. «
Hvad synes du om S og SF’s ønske om at forbyde sexkøb?
»Det er simpelthen så skidt, som det overhovedet kan være. Erfaringerne fra Norge og Sverige viser, at det ikke hjælper. Det har den modsatte effekt. Det er skadeligt for de svageste arbejdere på gaden, og det medfører usikkerhed og utryghed. Som feminist bliver jeg helt dårlig over tankegangen om, at mænd som udgangspunkt er overgribere, og at kvinder er stakkels og viljeløse. Den lægger op til, at mænd må tage ansvar, fordi kvinder ikke kan tage vare på sig selv.«
Hvad tror du, at et forbud konkret vil betyde?
»Med et forbud siger man entydigt, at alle kunderne er nogle røvhuller. Men faktisk er kunderne ofte sårbare og ydmyge. Hvis det blev fuldt afkriminaliseret, kunne man oprette kurser til sexarbejderne, så de kunne blive bedre rustet til de mere terapiagtige kunder.«
Kommentarer
Jeg undrer mig en smule over Elisabeth Møller Jensens betragtning: “Vi mangler stadig diskussionen om, hvorfor man skal have ret til at købe sex. Hvad retten bygger på, og hvorfor det er i orden.”
Det synes jeg da ellers, at ultramoralisterne i den grad har diskuteret, lige som diskussionen om, hvorfor man ikke skulle have ret til at købe en seksuel ydelse, har været livligt debatteret. Til gengæld har man aldrig haft en diskussion om, hvorvidt man skal have ret til at købe rugbrød. Hvad retten bygger på, og hvorfor det er i orden.
Kommentarerne henviser til denne kronik: Urimelig jagt på vores lyster
Denne kommentar er anbefalet af:
Den diskussion vi mangler er dels den om hvorfor EMJ og andre professionelle ovarie-fascister skal bestemme hvad andre mennesker gør med deres liv, dels den om hvorfor middelklasse-kællinger altid har ondt i kussen over hvad kvinder der ikke tilhører deres egen kaste vælger at gøre .
Denne kommentar er anbefalet af:
Der er vel et paradoks i, at loven om fri abort ofte begrundes på kvindens ret til suverænt at råde over egen krop, mens et forbud mod købesex er begrundet på, at kvinden ikke bør have ret til at udleje egen krop for at give mænd nydelse.
Kvinder er altså etisk kompetente til suverænt at træffe afgørelse om liv og død for det ufødte barn de første 12 uger af svangerskabet, men ikke etisk kompetente til at afgøre under hvilke vilkår hun vil have sex med andre.
Moral er selvfølgelig godt, men dobbeltmoral er stadig bedre.
Denne kommentar er anbefalet af:
Rasmus Elmelund: Hvis lyster er det den urimelige jagt er på? Ikke kvinders.
I øvrigt besynderligt at du ikke spørger nogle af de kvinder, der HAR været prostitueret og som kan fortælle dig, hvad prostitution har gjort ved deres sexlyster.
Og endnu mere besynderligt, at du ikke spørger en uddannet sexolog. F.eks Tanja Rahm - hun ville kunne give dig et meget kvalificeret svar på de meget søgte spørgsmål du har stillet.
Endnu mere besynderligt er det, at du målrettet er gået efter mænds “lyst” - åbenbart er det fuldkommen utænkeligt, at der skulle være kvinder, der “redder livet” ved at have fri adgang til købesex.
Måske har det været for vanskelig en opgave at opdrive kvindelige prostitutionskunder, der har “reddet livet” ved at købe sex. Gad vide hvorfor mon.
Jeg kender ingen, der har “reddet livet” ved at gå til en prostitueret - til gengæld kender jeg til prostituerede og tidligere prostituerede, der ikke reddede livet. De begik selvmord. Og jeg kender til parforhold, der heller ikke “reddede livet” da mandens brug af prostituerede kom frem i lyset. Det kunne måske have været reddet, hvis han havde spillet med ærlige og åbne kort og de havde søgt hjælp hos en uddannet sexolog.
Ærlighed er tilsyneladende en stor mangelvare når vi taler om prostitution og særligt hvad angår kunderne.
Robert Gjeertsen: Fortæl mig lige engang om du har samme holdning til slaveri. Menneskets ret til at sælge sig selv som slave. Eller som organreservedele. Du mener - som du meget elegant udtrykker det med en nydelig henvisning til kvinders kønsorganer - at middelklassekvinder ikke skal blande sig i hvad andre kvinder gør med deres liv. Vil det sige, at vi også skal acceptere slaveri eller organsalg fordi der findes mennesker, der ikke kan se anden udvej i deres tilværelse end at sælge sig selv som regulære slaver eller organdele? Skal vi acceptere det?
At der bliver importeret en flok østeuropæiske mennesker, der kan udføre slavearbejde i samfundet, fordi de selv har valgt det og fordi der findes en minoritetsgruppe af personer i Danmark, der ikke lige kan finde ud af enten selv at udføre det job eller bare ikke gider gøre det selv. Noget en flok middelklassekvinder med ondt i kønsorganerne ikke skal blande sig i!
Eller mennesker, der frivilligt sælger deres ene nyre, dele af leveren eller hornhinder - og der er købere til de organer - skal vi blande os uden om det?
Vi har for flere hundrede år siden forbudt slaveri og organsalg er mig bekendt også forbudt men begge dele eksisterer stadigt faktisk i bedste velgående. Det må jo betyde, at der findes mennesker, der har brug for slaver og andre, der lever som slaver. Det samme med organerne. Og eftersom det er deres liv, skal vi så ikke blande os i det. .
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er etisk forkasteligt hvis et menneske er anbragt i en situation hvor det intet andet alternativ har for at overleve end at påtage sig arbejde på de betingelser der udbydes på et frit marked.
Det er forkasteligt at stille en person over for det valg enten at måtte arbejde for en anden eller at stå uden eksistensgrundlag. Da er der ikke ligeværdighed mellem arbejdsgiver og arbejdstager; men arbejdsgiveren har magt til at tvinge arbejderen til at arbejde under uværdige eller fornedrende forhold. Eller sagt på en anden måde: arbejderen kan udbyttes, fordi han ikke har noget forsvar.
Socialismen begynder med denne erkendelse af det etiske problem i den rene liberalisme. Men den drager ikke den enkle konklusion, at problemet kan løses, ved at samfundet som stødpude etablerer en socialbasissikring - således at arbejderen altid har et sidste alternativ og frit kan vælge at påtage sig et arbejde, fordi det giver ham fordele i forhold til basissikringen.
En sådan løsning er ikke nok for socialismen. Den hævder, at løsningen i sidste instans må være en nedbrydelse af distinktionen mellem arbejder og arbejdsgiver - eller mellem den besiddende og den besiddelsesløse. Kun således kan den etiske ligevægt genoprettes. Og socialismen drager derfor den konsekvens, at virksomheder - ejerskabet til produktionsmidlerne og retten til at være arbejdsgiver - så vidt muligt bør overgå til fælleskabet, og i sidste ende til staten som fællesskabets konkrete udtryk, I princippet gøres alle hermed besiddende i samme grad.
Ganske som liberalismen har sine mere eller mindre radikale former, gælder det også socialismen. Der er tale om to forskellige indstillinger, som kan gennemføres med større eller mindre konsekvens. Hvor liberalismens grundindstilling er, at staten skal overlade så meget som muligt til markedets frie spil, så er socialismens grundindstilling, at klasseskellene - distinktionen mellem arbejdsgiver og arbejder - bør nedbrydes, og at virksomhederne derfor bør ejes af fællesskabet.
Hvis vi accepterer denne definition af de socialistiske krav til spillereglerne i det økonomisk integrerede samfund, så er spørgsmålet, hvorledes disse krav forholder sig til de etisk-politiske grundkrav. Har socialismen ret i, at det ikke er nok at kræve social basissikring, men at det er nødvendigt at gå videre og kræve fælleseje (statsovertagelse) af produktionsmidlerne?
Hvorledes forholder kravet om basissikring sig til kravet om fælleseje?
Primært bør det fastslås, at det socialistiske system OGSÅ må have en social basissikring. Det socialistiske system medfører ganske vist, at fællesskabet - og dermed også den enkelte selv som del af fællesskabet - bliver arbejdsgiver. Men hvor godt fællesskabet end er, kan det ikke udelukkes, at der vil være divergerende opfattelser. Hvor demokratisk staten end er, vil der være flertal og mindretal. Og skal flertallet ikke have magt til at tvinge et mindretal til at arbejde under vilkår, som mindretallet ikke selv vil acceptere - og det er betingelsen for ligeværdighed - så bør der også være en social basissikring som et sidste alternativ.
Argumentationen adskiller sig ikke principielt fra den, der kræver basissikring under liberalistiske forhold. Selvom det socialistiske system bevæger sig mere hen imod centralisme og planøkonomi, og væk fra liberalismen, så gør det ikke nødvendigheden af en social basissikring mindre. For en sådan udvikling betyder, at der i princippet ikke er alternative arbejdsgivere. Og basissikringen fremstår så som en nødvendig betingelse for at sikre den politiske frihed - retten til at have divergerende opfattelser.
Hører man til et mindretal, så er man ikke nødvendigvis bedre stillet i et socialistisk system, hvor man ikke som yderste alternativ kan vælge en elementær basissikring, end man er over for en privat arbejdsgiver, hvor man har et sådant yderste alternativ. Basissikringen sætter en grænse for, hvor langt flertallet kan bruge magten over produktionsapparatet - og dermed magten over indtjeningsmulighederne - til at undertrykke alternative opfattelser.
Denne principielle etiske analyse af hvordan samfundet bør indrettes skyldes den danske filosof Kai Sørlander.
Jeg kan tilslutte mig analysens konklusioner og mener, at den den måske kan anvendes til at afklare hvorledes forholdet mellem private udbydere og private købere af seksuelle ydelser bør være.
Det første spørgsmål må være, om der er etableret en social basissikring i vort samfund, således at alle altid har et alternativ til at påtage sig et arbejde på de betingelser markedet eller det offentlige udbyder jobs på?
Social basissikring er et begreb der svarer til borgerløn, altså en basisydelse som alle borgere har ret til og frit kan vælge frem for at påtage sig et job.
Mig bekendt gik Enhedslisten ind for borgerløn indtil 1998 ligesom Venstres daværende chefideolog Anders Fog Rasmussen på et tidspunkt har advokeret for borgerløn.
Det er hverken lykkedes socialisterne eller liberalisterne at få gennemført en almen social basissikring. Der er dog indført sociale hjælpeforanstaltninger som betyder, at alle borgere kan opretholde eksistensen også selv om de afslår at arbejde i den private sektor eller afviser at arbejde for kontanthjælpen. I sådanne tilfælde ydes der overlevelseshjælp.
Ingen er således tvunget til at sælge seksuelle ydelser for at overleve på et eksistensminimum. Som udgangspunkt udbyder ‘sexarbejderne’ - som faktisk er selvstændige erhvervsdrivende - ydelserne af egen fri vilje og på betingelser de i hvert tilfælde selv kan aftale med kunden og forkaste hvis parterne ikke kan blive enige om betingelserne.
Tvang kan komme ind i billedet af indre eller ydre omstændigheder. Den ydre tvang i form af alfonser og andre mellemmænd der udnytter sexarbejderen til at arbejde på vilkår vedkommende ikke frit ville have accepteret fordi de er fornedrende og udbytter den pågældende som arbejdsslave er allerede gjort strafbare, og bør selvfølgelig være strafbare.
Den indre tvang kan skyldes psykisk sygdom eller afhængighed af narkotiske stoffer. Sådanne personer har efter min opfattelse ikke etisk kompetance til at indgå nogen form for handel eller aftale med andre mennesker. De bør hjælpes gennem en målrettet social indsats så de kan slippe ud af deres misbrug eller behandles for en psykisk lidelse, der i mange tilfælde kan være en af årsagerne til stofmisbruget. Der er da tale om en slags selvmedicinering for at reducere lidelserne ved et ubærligt liv.
Bortset fra disse grupper hvor forskellige former for tvang kan spille en rolle udbyder sexarbejderne deres ydelser af egen fri vilje og i fuld bevidsthed om, at de har et alternativ til at sælge sex. De vælger altså at påtage sig de ulemper eller ubehag som dette specielle job indebærer, fordi det giver dem fordele i forhold til de alternativer samfundet tilbyder. Hvis alternativet er trapperengøring fra kl. 4 om morgenen eller tvangsaktivering med kontanthjælp kan jeg godt forstå, at en hel del kvinder og mænd vælger at blive sexarbejdere.
Jeg kunne være fristet til om sexarbejderne at anvende Glistrups provokation om, at skattenægtere udfører et farligt men fædrelandsnyttigt arbejde lige som frihedskæmperne under besættelsen gjorde.
Sexarbejderne udfører et vigtigt social hygiejnisk arbejde der er med til at nedsætte frustrationerne og aggressionerne blandt de som har udækkede seksuelle eller intime behov som de ikke på måde mener at kunne få tilfredsstillet.
Principielt ser jeg ingen forskel mellem frivillige aftaler om seksuelle ydelser og ydelser i sundhedsystemet der skal genoprette den mentale sundhed og balance. Forskellen er vel mest at de officielle ydelser er gratis eller tilskudsberettigede, mens de der har behov for seksuelle ydelser selv må til lommerne.
Samfundet bør tvært imod værne om den frie aftaleret på dette essentielle område og vise dets påskyndelse af indsatsen ved at fritage indtægt fra salg af seksuelle ydelser fra skattepligt. Derved ville mange sexarbejderne også blive bragt ud af det juridiske limbo skattereglerne og straffeloven har anbragt dem i. Den tvetydige holdning til om prostitution er en lovlig eller ulovlig beskæftigelse har afspejlet sig i straffelovene fra 1866 til i dag. Det kristne begreb om den seksuelle synd synes at overleve i stadig nye former. Og nu har socialisterne og nogle feminister gud hjælpe mig meldt sig på banen med en ny kreativ forbudsvariant. Her umyndiggøres kvinden og er derfor straffri hvis hun udbyder sex, mens de personer der efterspørger en seksuel ydelser skal straffes og sættes i offentlig gabestok. (Det gør man i Sverige). Det er syndefaldsmyten vendt på hovedet, hvilket vel er hvad man bør forvente i et samfund der er under forvandling fra patriarkat til matriarkat. Hvor det før var kvindens lumske natur, forførende evner og seksualitet manden skulle beskyttes imod, er det nu lige omvendt. Så er det mandens aggressive natur og uhæmmede seksuelle lyst der er problemet.
Tænk hvis vi kunne skabe et frit samfund hvor individerne kan indgå frie aftaler med hinanden på alle områder når blot man ikke derved skader andre eller samfundet.
Jeg har aldrig set en konsistent argumentation for at udbud af seksuelle ydelser på frie markedsvilkår skader de involverede parter eller samfundet i et sådant omfang at et forbud bør overvejes. Der er langt flere som skades ved at blive sendt i idiotaktivering eller arbejde under betingelser der i længden er fysisk og psykisk nedbrydende. Tænk blot på damefrisører der bliver skadede af de vædsker de arbejder med eller på ufaglærte der siden konfirmationsalderen har haft hårdt nedslidende fysisk arbejde. Dem vil man fratage muligheden for en tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet hvis de ikke opfylder de skrappe betingelser for at blive tilkendt en førtidspension. Det er om sådanne hårdt belastede grupper man med en vis ret til tale om slavearbejdere der skal arbejde til de segner.
Alle disse problemer kunne en social basissikring løse, men det spørgsmål hører hjemme i en anden fortælling om den sociale slave- og forbudsstat.
forbud mod købesex, vil næppe helt løse de problemer, men sådanne forbud bør alligevel være.
Per Holm Knudsen sammenligner det at købe rugbrød, med det at købe sexuelle tjenesteydelser.
Længere kan man vist ikke komme ud i værdiernes totale afkobling fra moral og etik. Det skulle da være, når vi giver tilladelse til sex med mindreårige eller indfører den ret til at holde harem eller slaver, som er gældende i visse dele af verden.
Hvis prostitution skønnes at være ligeså lidt skadeligt, som at sælge eller købe et rugbrød, så bliver det næste, at unge mennesker kan tvinges til at tage et sådant job, hvis de ønsker dagpengeret eller endog bistandshjælp.
Det er jo i realiteten, hvad mange af de handlede kvinder, som kommer hertil fra fattige lande, har været nødsaget til, og sexindustrien i Europa beror sig i stadig stigende grad på denne meget billige og villige arbejdskraft.
Den frie bevægelighed af arbejdskraften, som nu er gældende i EU, vil gøre disse problemer langt værre, især hvis vi legaliserer den organiserede prostitution, som frigjorte sexkunder og bagmænd taler varmt for.
En sexuel frihed som beror på andres ufrihed er en tilbagevenden til fortidens “herremandsmentalitet” og ikke et civiliseret samfund værdigt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Søren Tolsgaard skriver blandt andet:
“Hvis prostitution skønnes at være ligeså lidt skadeligt, som at sælge eller købe et rugbrød, så bliver det næste, at unge mennesker kan tvinges til at tage et sådant job, hvis de ønsker dagpengeret eller endog bistandshjælp.”
Argumentet er altså, at hvis prostitution i enhver henseende lovliggøres og ligestilles med ethvert andet job så kan dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere anvises arbejde som sexarbejdere og hvis de nægter kan ydelserne standses, hvorefter den pågældende er henvist til at leve af overlevelseshjælp.
Her må det fastholdes, at sexarbejde er privat virksomhed som udøves på markedsvilkår. Ingen arbejdssøgende kan selvfølgelig pålægges at skulle starte selvstændig virksomhed, så argumentet er en stråmand.
Selv hvis man forestillede sig at bordeldrift blev gjort lovligt og bordellet kunne ansætte sexarbejdere som lønmodtagere på samme vilkår som alle mulige andre virksomheder, er der tale om et job af en så speciel karakter, at ingen mod deres samvittighed bør kunne tvinges til at påtage sig et sådant arbejde.
Dette er delvist analogt med bestemmelsen i aktiveringsloven, der giver kontanthjælpsmodtagere frihed til at afslå et arbejde der omfatter udvikling og fremstilling af krigsmateriel, uden at vægringen får økonomiske konsekvenser for den, der afslår et sådant arbejde.
At sælge sex er selvfølgelig ikke det samme som at sælge rugbrød, for her er vi inde i den personlige intimsfære, stærke traditioner og tabuforestillinger der deler befolkningen, hvilket gør det til et samvittighedsspørgsmål i endnu højere grad end spørgsmålet om tvangsudskrivning til krigsproduktion.
Og videre:
“Det er jo i realiteten, hvad mange af de handlede kvinder, som kommer hertil fra fattige lande, har været nødsaget til, og sexindustrien i Europa beror sig i stadig stigende grad på denne meget billige og villige arbejdskraft.
Den frie bevægelighed af arbejdskraften, som nu er gældende i EU, vil gøre disse problemer langt værre, især hvis vi legaliserer den organiserede prostitution, som frigjorte sexkunder og bagmænd taler varmt for.”
Problemerne bliver ikke værre fordi vi fuldt ud legaliserer prostitutionen, men fordi menneskehandel og udnyttelse af fattige udenlandske kvinder til prostitution ikke tidligere har været straffet som en yderst grov forbrydelse og fordi politiets indsats med at afsløre menneskehandlere og andre der udnytter disse kvinder har været alt for ringe.
De åbne grænser medfører kriminalitet af en ny type hvor arbejdstagere kan udnyttes med underbetaling og uværdige arbejdsforhold ligesom udenlandske kvinder kan udnyttes til tvangsmæssig prostitution under slavelignende forhold præget af trusler og vold.
Fagbevægelsen har taget fat på problemet med udenlandske arbejdere der arbejder på ringere vilkår end overenskomsten og her kunne man ønske sig, at strafferammerne blev hævet både over for udbydere og aftagere. Jeg har kendskab til en sag fra 1988 hvor et hold polske faglærte arbejdere var beskæftiget med bygningsrenovering til en timeløn langt under mindstelønnen. Arbejdsgiveren fik en både på 1.000 kroner og arbejderne blev udvist til Polen. Her må man kræve ubetinget frihedsstraf, bøde samt beslaglæggelse af fortjenesten.
Først i sommeren 2002 fik straffeloven en bestemmelse (§ 262a) om menneskehandel med en strafferamme op til otte år. Rammeafgørelsen fra EU om menneskehandel opererer med en maksimumstraf på 12 år fængsel.
Der har været meget få sager herhjemme om menneskehandel hvor udenlandske kvinder er udnyttet til prostitution. En højesteretsdom fra marts 2009 hævede de mildere straffe der var fastsat af underretterne. Dommen lød på 3 et halvt års fængsel og udvisning for bestandig. Der var her tale om en rumænsk klan der groft udnyttede pigerne. Den dom var alt for mild mener lederen af “Reden” og den vurdering er jeg enig i. Sagen er så grov at man godt kunne have bevæget sig tæt på maksimumstraffen på 8 år, idet udvisningen på livstid vil have til følge, at der sker udvisning når halvdelen af straffen er udstået.
I stedet for at anvende politiets sparsomme ressourcer på at få straffet sexkøbere, hvilket blot resulterer i at prostitutionen går under jorden og overtages af kriminelle bander - som det skete i Sverige - burde man hellere anvende ressourcerne på at få buret menneskehandlere og kriminelle der anvender tvang og vold over for kvinder inde i rigtig lang tid og udvist for bestandig hvis der er tale om udlændinge.
Seksuel frihed bør være en lige så naturlig rettighed som ytrings- og åndsfrihed i en demokratisk retsstat. Det er ikke værdigt at vi straffer den ene part i frivillige aftaler mellem private parter som ikke skader andre og som samlet set bidrager positivt til samfundet. Jeg vil betegne det som et tilbageskridt med retning mod barbariet.
Men det bliver vi nok ikke enige om.
Denne kommentar er anbefalet af:
@jan aage jeppesen, skrev:
Selv hvis man forestillede sig at bordeldrift blev gjort lovligt og bordellet kunne ansætte sexarbejdere som lønmodtagere på samme vilkår som alle mulige andre virksomheder, er der tale om et job af en så speciel karakter, at ingen mod deres samvittighed bør kunne tvinges til at påtage sig et sådant arbejde.
–––-
ja, og hvis der dertil er tale om et samfund hvor hver nyder efter sine behov, ( og yder efter evne,
til det fælles, ligeligt og frit aftalte );
så kan der jo heller ikke være nogen som påtager sig den slags, af anden nød;
det kan jo godt være at der i sådanne samfund vil være mange, også bla.a., swingerklubber, hvor der så bare ikke er ( og ikke må være ) økonomi, eller nogen direkte eller indirekte tvang, indblandet.
( bortset fra i de betydninger at gnidningsløs kønsliv nok er temmelig kedeligt ),
og da et sådant samfund ( communistisk ) ikke kræver af nogen at de yder sådanne ydelser, kan det jo heller ikke give nogen retkrav, på at behov af de slagse bliver opfyldt.
Jan Aage Jeppesen:
Nu hvor arbejdskraftens frie bevægelighed i EU er en realitet, er problemet langt større end det var i 1980’erne - eller mulighederne er større set fra arbejdsgivernes synspunkt.
Det er tilladt at ansætte folk efter deres eget lands overenskomster, og omend fagforeningerne kan lave ballade eller boykot, er trafikken fuldt lovlig, også når lønningerne kun er en brøkdel af de gældende danske overenskomster. Jeg tror ikke ret mange danskere er klar over, hvad politikerne har gennemført i de senere år.
Mine udredninger om konsekvenserne heraf, var naturligvis under forudsætning af, at organiseret prostitution gøres lovlig, hvilket såvidt jeg ved er, hvad de frigjorte, sexkunderne, de prostituerede og bagmændene, ønsker sig.
Det er muligt, at man i så fald ikke i første omgang vil kunne tvinges til at tage et sådant arbejde, men alene det, at man af jobcenteret vil kunne henvises til at prøve det, synes jeg er et frastødende udtryk for, hvor det kan bære hen ad.
At prostitutionen i høj grad er - og vil forblive - på kriminelle banders hænder, vil en evt. legalisering ikke ændre på. Den vil blive mere åbenlys og mere omfattende, idet der vil kunne reklameres for den alle vegne.
At folk i privaten udveksler vennetjenseter, det kan staten næppe blande sig i. Men den stort anlagte og organiserede prostitution kan holdes på et meget lavere niveau, end tilfældet er, når den legaliseres, som tilfældet er i Thailand eller Holland.
At organiseret prostitution skulle være til gavn for samfundet, kan jeg ikke se. Unge mennesker skulle hellere lære noget om kærligheden, og om at vente og søge efter den rigtige, fremfor at lade sig forføre af tåbelige reklamer for frigjorthed via sexkøb. Det er en tåbelig illusion.
altså i fht. samfund, hvor
( på netop det som bør høre under økonomi’s områder ) enhver nyder efter behov, og yder efter evne; er de ovennævnte forbud jo, desværre, alligevel kun lappeløsninger.
@ Søren Tolsgaard siger:
Per Holm Knudsen sammenligner det at købe rugbrød, med det at købe sexuelle tjenesteydelser.
Længere kan man vist ikke komme ud i værdiernes totale afkobling fra moral og etik.
Her udtrykker du faktisk meget klart, hvad det handler om for ultramoralisterne: Vi andre skal underlægges deres opfattelse af “værdier” og deres moral og etik. Ren missioneren. Længere er den vel ikke.
Giv mig et par gode argumenter for, hvorfor de 8 mennesker, jeg omtaler i kronikken, skal straffes!!
NB! I øvrigt kan ingen i dag aktiveres til krigstjeneste i Afghanistan, selv om man “gør en forskel”.
@ Søren Tolsgaard
Jeg overså lige dette helt klare missionske budskab fra dig, men lad mig gentage det: “Unge mennesker skulle hellere lære noget om kærligheden, og om at vente og søge efter den rigtige”. (Mine fremhævelser, phk)
Så mangler jeg vist lige den med: Hænderne over dynen.
@Per Holm Knudsen:
Om du vil kalde mig missionsk, så værsgo. Jeg er udmærket klar over, at man ikke nødvendigvis kan finde den rigtige og har selv måttet prøve mig frem i livet og langtfra altid med hænderne over dynen, men at kende fornemmelsen af ægte kærllighed og gå efter den, er for mig at se langt vigtigere for unge mennesker at lære noget om, end at lade dem forføre af løgnen om sex som en uforpligtende handelsvare.
Vel er problemet sammensat af mange facetter fra åbenlyse ofre til eventyrlystne femme fatales, som kan profitere på denne levevis. Og hvis disse ville reklamere for deres eksklusive livsstil i min ringe baghave eller lokke umodne medborgere til at prostituere sig - så ville jeg fuldstændig kynisk dissekere den dybt destruktive løgnagtighed i deres adfærd.
Et uddrag fra en af vore tidligere debatter:
ST: Hvad ville du mon gøre, hvis din 18 årige datter kom hjem og fortalte, at hun ville rejse til et fjernt land for at tjene lette penge på et luksusbordel? Eller din søn kom hjem og fortalte, at han havde fået en dyr vane med at frekventere en prostitueret og havde mistet kontakten til mere jævnbyrdige veninder? Godt gået børn - rart at høre om voksne menneskers frivillige sexuelle forhold - vil I ikke have en folder om prostitutionens mangfoldige velsignelser?
PHK: Hvis jeg havde et barn, der valgte at være sexarbejder, og han/hun var tilfreds med det, så ville jeg ikke være mere fordømmende, end hvis han/hun valgte at blive professionel soldat, politibetjent, faldskærmsudspringer, bjergklatre m.m. Og i alle tilfælde ville jeg ved et hvert valg drøfte fremtidsmulighederne ved arbejdet.
ST: Jeg fordømmer ingen - men advarer Europa mod legalisering af den globaliserede prostitution.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jan Aage Jeppesen: “I stedet for at anvende politiets sparsomme ressourcer på at få straffet sexkøbere, hvilket blot resulterer i at prostitutionen går under jorden og overtages af kriminelle bander - som det skete i Sverige - burde man hellere anvende ressourcerne på at få buret menneskehandlere og kriminelle der anvender tvang og vold over for kvinder inde i rigtig lang tid og udvist for bestandig hvis der er tale om udlændinge.”
Prostitutionen er IKKE gået under jorden i Sverige - prostitutionen i Sverige er gået på nettet! Hvor politiet overvåger den. Hvis prostitutionen var gået under jorden tjente de jo ingen penge, det siger sig selv og det ved de udmærket godt - både de prostituerede og politiet.
Helt præcis hvordan havde man forestillet sig, at politiet skulle kunne overvåge branchen herhjemme, hvis den blev legaliseret? Skulle de troppe op på bordellerne i arbejdstiden og udspørge de prostituerede? Skulle de lave aflytninger af bordellet og kunderne? Eller hvad havde man egentligt tænkt sig?
At forestille sig, at en legalisering skulle kunne løse nogen som helst problemer hvad traffickingsager angår, tager man fuldkommen fejl. Tværtimod gør en legalisering af branchen blot markedet endnu sværere at gennem- og overskue. Sagerne fra både Holland (Sneep, Koolvis , Ablak og senest de to legale escortbureauer, der altså brugte handlede kvinder), Tyskland, der har organiseret kriminelle bander der driver flere store legale bordeller med handlede kvinder - og Australske NSW og Victoria, der også har den organiserede kriminelle verden dybt forankret i deres legale bordeller med handlede kvinder, viser at intet land kan holde den beskidte kriminelle del af branchen væk.
Årsagen finder vi ene og alene hos kunderne. Et gennemgående kendetegn ved alle disse sager er at kvinderne bliver tvunget til at sælge ubeskyttet sex, fordi kunderne forlanger det. Og betaler for det. Et andet kendetegn ved disse sager har været størrelsen på dem - antallet af handlede kvinder (i Sneepsagen drejer det sig om over 100 kvinder).
Så hvem er det helt præcis, der er skurken i det her? Er det kvindehandlerne der leverer varen eller den kunde, der forlanger varen.? Hvem skal straffes?
Og hvorfor skal politiet bruge endnu flere ressourcer på en om muligt endnu mere grumset og beskidt branche, som i både Holland, Tyskland, Australien og New Zealand har formået at skjule den ulovlige bordeldrift med handlede kvinder (og piger) bag en facade af legale bordeller.
@ Søren Tolstrup
ægte kærlighed er jo din helt egen private forestilling eller fantasi om, hvad der er godt og rigtigt for netop dig. Ægte kærlighed findes ikke som en objektivt tilstand. Personlig kunne jeg ikke drømme om, at opfordre unge mennesker til at lede efter “ægte” kærlighed.
Sex har altid været en handelsvare. Tænk blot på B.S.Ingemann, der måtte tage præsteenken med for at få sit præsteembede.
Jeg mener, at voksne, myndige mennesker må indgå i alle de frivillige indbyrdes seksuelle relationer, som de har lyst til, og jeg mener ikke, at det er noget staten skal blande i.mennesker
… skal blande sig i.
@ Anne
Et gennemgående kendetegn ved alle disse sager er at kvinderne bliver tvunget til at sælge ubeskyttet sex, fordi kunderne forlanger det. Og betaler for det.
Du bliver vist lige nødt til at forklare, hvad du forstår ved tvang? Tvang er jo ifølge straffeloven forbudt i forvejen. Er det noget med en pistol for panden? Armen om på ryggen? Trusler om vold?
Sexarbejderen kan jo som i en hver anden frivillig seksuel relation sige: Nej tak til ubeskyttet sex.
Per Holm: Lige nøjagtig: Trusler om vold, rettet mod kvinden og/eller hendes familie i hjemlandet. Du antager at disse kvinder har valgmuligheder - det har de ikke. Havde du undersøgt bare nogle af de sager jeg henviser til, ville du også vide hvorfor
Jeg har en artikel og reportage fra Australien, der giver forklaring på, hvorfor det ikke er muligt, at holde den organiserede kriminalitet ude af branchen.
http://www.smh.com.au/national/legal-brothels-link…
Og tyske ARD giver i deres reportage Kölner Bordell Mafia Reportage nøjagtig samme billede af en brutal organiseret kriminel organisation, der ejer flere legale bordeller i Köln - via stråmænd - samme procedure som i Australien. Der har du også din pistol for panden.
http://www.youtube.com/watch?v=N06z6tLwy5w&feature…
Case Sneep fra Holland var af så grov en karakter at den er den direkte årsag til, at det hollandske politi sammen med justitsministeriet og Amsterdams byråd med borgmesteren i spidsen gik i gang med operation Schone Schijn, hvor 1/3 af bordellerne blev lukket.
De her sager er fra den legale del af branchen .
@ Anne
Trusler om vold ér i dag omfattet af straffeloven, hvad enten det drejer sig om sexarbejdere, sygeplejersker, læger, politibetjente, socialarbejdere m.fl.
I øvrigt synes jeg, at debatten har bevæget sig langt væk fra, hvorfor de 8 (9) mennesker, jeg omtaler i min kronik, skal straffes?
http://www.information.dk/281635