Ministerbilerne er fordelt, og en ny rollefordeling tegner sig i dansk udenrigspolitik: Villy Søvndal (SF), som udenrigsminister, skal tale dunder for demokrati og menneskerettigheder, samtidig med at partikammerat Pia Olsen Dyhr, som handels- og investeringsminister står for vores udenrigshandel.
Her støder vi på et klassisk udenrigspolitisk dilemma: Skal udenrigspolitik fokusere på udenrigshandel eller værdifremme? For eksempel i tilfældet Kina viser adskillige eksempler, at begge ikke er mulige. Den nye rollefordeling søger at knuse det dilemma, men jeg tvivler dog på virkningen. For at en stormagt som Kina skulle bemærke en småstats underdanige og forsigtige fordeling af ministerbiler er tvivlsom.
Når Danmark skal repræsenteres på den internationale scene, er det klart, at det bliver Søvndal, og han skal jo ifølge regeringsgrundlaget stå for værdifremme. Den nye rollefordeling knuser altså ikke dilemmaet.
Jeg undrer mig over, at man som venstresnoet overhovedet accepterer, at valget er et dilemma. Udenrigshandlen kommer vi altså ikke udenom, og kulturrelativisme bør præge en rød udenrigspolitik, når det kommer til værdifremme.
Vis kulturel accept
Tankesættet om demokrati og menneskerettigheder er bundet op på en vestlig, europæisk kulturarv. Således skal Vesten og Europa også bindes op på det demokratiske tankesæt. Men hvorfor skulle kineserne? Det er ikke en appel til at glemme tankesættet, men derimod at se værdifremme med kulturrelativistiske briller.
Kineserne bærer rundt på en kulturarv, som ikke nødvendigvis umuliggør demokrati, men som ikke fordrer, at man indfører en vestlig demokratisk model.
Det må da være rød udenrigspolitik at acceptere politisk og kulturel mangfoldighed globalt, for alternativet er dybest set værdiimperialisme, og det mener jeg ikke, at en venstreorienteret regering kan forsvare.
Kulturel intolerance og overlegenhedsfølelse hører altså ikke til på venstrefløjen, og samtidig er det sundt til tider at få udfordret vores måde at tænke kontrakten mellem stat og borger. Kort sagt: Tag de kulturrelativistiske briller på og accepter politisk og kulturel mangfoldighed. Det er rød udenrigspolitik.
Kommentarer
Rent midlertidigt eller “taktisk” kan man selvfølgelig gøre det, uanset i søvrigt om man er til 2højre” eller “venstre” (det kunne vel også være en grund til at genoverveje om man nu kan gå ind for “venstre” - om ikke “højre” er bedre!).
Det er jo bestemt ikke al “kulturarv” man bevarer, og især “venstre” har da tidligere gerne villet af med en del. Så når premissen er den relativistiske, at menneskerettigheder er “bundet op på” det vestlige tankesæt, hvad det så ellers er for ét, så kommer spøærgsmålet om “bevaringsværdighed” eller ej vel også ind. “Menneskerettigheder”, som taget for pålydende må være almengyldige, er det så ikke alligevel. så har vi altså spørgsmålet om hvor og hvornår, og kan de forandres?
Store dele af “den fælles arv” er jo blevet undsagt - og bliver det stadigt. Hvorfor ikke også menneskerettigheder?
Egentlig er de vel allerede forkastet udtrykkeligt, det fremgår af diverse debatter, af andre, der foretrækker andre dele af “den vestlige arv”.
“Jeg undrer mig over, at man som venstresnoet overhovedet accepterer, at valget ( mellem udenrigshandel eller værdifremme) er et dilemma.”
Hvorfor skulle en venstresnoet ikke også kunne få øje på et dilemma som nærmest skriger til himlen? Der er kun at bruge diplomatiet og iøvrigt pakke så meget værdipoltik ned i eksportkasserne til Kina, som overhovedet muligt. I det spil er Villy sikkert en udmærket aktør og hvis ikke hører vi såmænd nok om det.
Hvis sandheden er relativ, så er den sandhed, at sandheden er relativ, også relativ - relativisme er med andre ord noget sludder.
Hvis en fremmed kultur indebærer f eks omskæring af piger eller slaveri , skal vi så være “kulturrelativistiske ” og sige ,hvis det er fint og i overensstemmelse med jeres kultur og værdinormer ,så er det også ok med os ???
Relativisme er ikke det samme som tolerance - det er mestendels udtryk for “manglende rygrad” eller holdningsløshed.
Ægte tolerance er f eks, hvis en hindu mener, at han/hun er på det helt rigtige spor, og samtideg accepterer , at den buddistiske eller kristne nabo har ret til at tro hvad de vil.
Hvis hinduen i mit eksempel siger,” måske har de andre ret”, så er det ikke rigtig tolerance.
Tolerance-manien må ikke føre til, at vi lukker øjnene for slaverei og andre uhumskheder - uanset hvor meget det måtte være udtryk for en fremmed ikke-vestlig kultur.
Og selvfølgelig er det helt ok at presse på med demokrati , forbud mod dødsstraf o s v.
“Kulturel intolerance og overlegenhedsfølelse hører altså ikke til på venstrefløjen, og samtidig er det sundt til tider at få udfordret vores måde at tænke kontrakten mellem stat og borger. Kort sagt: Tag de kulturrelativistiske briller på og accepter politisk og kulturel mangfoldighed. Det er rød udenrigspolitik.”
Spørgsmålet er om dette skal forstås som det faktuelle udsagn det ligner, eller om det snarere er normativt. I begge tilfælde er det forkert.
Hvis man forstår det faktuelt er det ganske enkelt historisk forkert at kulturrelativisme er rød politik. Multikulturalisme og kulturrelativisme er relativt nye opfindelser, der tager afsæt i liberale diskussioner i ‘80’erne og de tidlige diskussioner, især omkring en række canadiske liberale tænkere (Taylor, Kymlicka, Walzer, m.fl.). Socialisme har historisk, og er typisk stadig, universalistisk, og hævder ligesom de fleste andre ideologier at være udtryk for en universelt gyldig sandhed.
Hvis det skal forstås normativt, altså som at en socialistisk politik BURDE være kulturrelativistisk, så er spørgsmålet diskutabelt, men der er nu overvejende grunde til at være imod. For det første fordi relativisme som bredere position er temmelig svag, hvad de fleste da også anerkender efter at den postmoderne modebølge er klinget af. Og for det andet fordi netop det kulturrelative argument står særdeles svagt. Det forudsætter nemlig at der ikke er nogen universel sandhed, men derimod lokale sandheder knyttet til meget vanskeligt afgrænselige størrelser som man kalder kulturer.
Så nej, lad os endelig få en udenrigspolitik baseret på fornuft, menneskerettigheder og demokrati. Men fri os for den hykleriske udgave som udelukkende er figenblad for rå magtpolitik, og som karakteriserede Bush-Blair-Fogh trioen. At denne udgave var rådden betyder ikke at den ægte udgave fejler noget.
Værdifremme hører hjemme i skåltalerne.
I udenrigs- og sikkerhedspolitik har man ingen venner kun interesser.
Hvis Villy ser det som sin fremmeste opgave som udenrigsminister at værdifremme, så er manden jo en episk fejltagelse.
Måske skulle han tage en sludder med Lykketoft eller Helveg-Petersen (den ældre (men ikke den helt gamle :-))), inden han gør nationen helt til grin (på engelsk).
Tak for al debatten og responsen! Det er spændende!
Det er klart at dette skal forstås normativt. Socialismen og kulturrelativismen, som ismer, mødes ikke ved et historisk/faktuelt sammenfald, men det som en kulturrelativistisk tankegang afføder kan forenes med en væsentlig socialistisk idé: tolerance. En kulturrelativist må være tolerant, da denne accepterer lokale og små sandheder. En socialist, på trods of universalismen, må også være tolerant, men sætter typisk en klar grænse. Det gør en kulturrelativist ikke. Derfor retter min appel sig ikke til at man sætter en kulturrelativist som udenrigsminister, men at man i stedet rykker den socialistiske grænse for tolerance længere mod kulturrelativistens.
Min pointe er at grænsen bør nytænkes da kulturrelativismen efter min opfattelse har en pointe – at der ikke findes en sandhed, men at der findes flere og at de i et eller andet omfang er defineret ud fra kultur (jeg mener ikke at du blot kan afskrive kulturrelativismens relevans ud fra at postmodernisme, som ”modebølge”, er klinget af). Den bør også nytænkes da jeg synes der mangler forståelse for andre kulturer. Når den almindelige kineser i højere grad ønsker sig middelklasse velstand end demokrati og menneskerettigheder, omtaler vi dem som nogen nok skal blive klogere – altså som nogen der nu er dumme, da de ikke har omfavnet de få procent af verdensbefolkning der har formuleret det demokratiske tankesæt. Det er udtryk for manglende forståelse og dybest set ikke særligt demokratisk (paradoksalt nok).
Også tolerance må vi drage frem. Tolerance er at tåle forskellighed. Det er ikke ”holdningsløshed”. Man har en holdning, men tåler den andens og man accepterer at den anden har den holdning, da den anden har en anderledes baggrund – og altså ikke fordi denne er dum eller uvidende.
Overlegenhedsfølelsen skal stoppes. Det er altså apellen! De andre er ikke dumme, men anderledes. Derfor skal værdifremme udover vore kulturelle grænser ikke ske direkte – dog kunne man håbe at den skete indirekte. For mig er det nemlig meget vigtigt at værdifremme spiller en fremtrædende rolle når vi behandler emner indenfor vores kulturelle kreds. Her skal demokrati og menneskerettigheder kæmpes for med hud og hår. Og her kommer den indirekte påvirkning: hvis vi sætter et godt eksempel, som viser at demokrati og menneskerettigheder kan skabe en god kontrakt mellem borger og stat, og kan håndterer globale problemer (f.eks. Klima) og som en indretning der kan skabe velstand, så skal andre nok følge os i hælene! Det er kulturrelativ udenrigspolitik. Værdifremme skal ske for fulde hammer i Europa og USA, det er nemlig også indirekte værdifremme i andre dele af verdenen. Direkte værdifremme, fremelsket af den kulturlle overlegenhedsfølelse, uden for vores kulturelle grænser bør til gengæld droppes. Andre er ikke dumme og uvidende – blot anderledes. Det skal vi tåle.
Interessefremme eller værdifremme? Samme dilemma har Udenriget.dk tidligere taget op, bl.a. her http://www.udenriget.dk/?p=1124 og her http://www.udenriget.dk/?p=342.
Denne kommentar er anbefalet af: