Verden er saa stor saa stor.
Lasse Lasse lille.
meget større end du tror.
Lasse Lasse lille.

Nogle Folk har meget Gods
men vil ikke dele;
andre Folk gaar ud og slaas
for at faa det hele.

Konstaterede hin elskede og elskelige finsk-svenske digter og historiker Zacharias Topelius (1818—1898) for 150 år siden. Gentaget — omend med lidt andre ord — for godt en uge siden, mandag den 3. oktober, af tidligere departementschef for Udenrigsministeriet og universitetsprofessor i flere verdensdele Jørgen Ørstrøm Møller:

»Den amerikanske udgave af kapitalismen — masseforbruget — har løbet linen ud. Byrdefordeling og holdbarhed bliver nøgleord. Økologisk produktivitet skal der til. Vi skal søge behovstilfredsstillelse i at gøre noget, der bruger færre (materielle, el) ressourcer. Vi bevæger os fra individet som svinghjul i den økonomiske virksomhed over til gruppen: Alle medlemmer af gruppen må føle, at de belønnes svarende til deres indsats.«

For, som allerede Zacharias Topelius dengang lod Lasses mor belære den lille:

Verden er saa stor og rig
der er Plads til alle;
der er ingen Grund til Krig,
til at Mænd skal falde.

Voksne Mænd. der slaas som smaa
slemme Gadedrenge
til at tro og elske maa
ak, saa voldsomt trænge.

Alligevel blev de slemme gadedrenges og efterhånden også gadepigers krige om og deres forbrug af den store og rige verdens trods alt i længden begrænsede materielle ressourcer kun mere og mere naturødelæggende i de efterfølgende halvandet hundrede år. Så der ifølge Jørgen Ørstrøm Møller har været al mulig grund til den afsluttende moderlige formaning.

Men naar du engang blir stor,
Lasse Lasse lille.
glem da ej din Moders Ord,
kærlige og milde:

Tro paa Gud og paa hans Søn,
stol paa Kærligheden.
Husk. min Dreng. din Moders Bøn:
lær at elske Freden!

Eller med departementschefen og økonomiprofessorens egne ord — da Lasse Lasse lille i vores del af verden, præget af »den amerikanske udgave af kapitalismen« som den jo er, så eftertrykkeligt glemte sin moders ord:

»’Vi må gøre op med den indbyggede forældelse. Siden 1924 er elpærers levetid nedsat fra 2.400 timer til 1.800 timer. Fremtidens åbenbaring for kreative finansministre bliver en ressourceskat. Prisen på løn og arbejdskraft skal være lavere. Prisen på råstoffer højere.’ Ørstrøm Møller får bifald, som var han en reality-stjerne.«

Mod afgrund eller fred

Som — forhåbentlig — genkendt af flere læsere, stammer de ikke-Topelius’ke citater fra kollega David Rehlings referat i onsdagsavisen (5. oktober) af:

»Debatmøde: ‘Byrdefordeling og holdbarhed er fremtiden’.« Hans referat ligefrem gnistrer af forventning: »Prop-udsolgt. Arrangementet har måttet flyttes fra lokalitet til lokalitet for at skaffe pladser nok. Nu har det fundet sit sted i Auditorium 1 på Amagers IT-universitet. 300 Informationslæsere spækker auditoriet. Nogle er fremmødt i flere slægtled. Rimeligt nok. For sagen handler om menneskeartens overlevelse. Mødets titel: ‘Den store omstilling’. Med andre ord: Hvordan finder vi en anden fremtid end den afgrund, som fortsat jagt på materiel vækst vil kaste os i? Kyndige folk sidder på podiet: En finans- og udenrigsminister, en departementschef for Finansministeriet og en departementschef for Udenrigsministeriet. Forhenværende ganske vist. Men for salen aldeles nærværende. Det er Mogens Lykketoft, Anders Eldrup og Jørgen Ørstrøm Møller også i deres aktuelle egenskaber af henholdsvis nyvalgt folketingsformand, administrerende DONG-direktør og universitetsprofessor i flere verdensdele. Ørstrøm Møller lægger hårdt ud.«

Med det her allerede gengivne. Som gengives for at dele og meddele referentens og de 300 Informationslæseres forventning om og til den store omstilling. Fra afgrunden for menneskearten. Som den amerikanske kapitalismes fortsatte jagt på materiel vækst ellers — med i bogstaveligste forstand natur-givne grunde — vil kaste os i.

Men er anden kapitalisme end den amerikanske overhovedet tænkelig og mulig i dag (hvis dette samfundsalternativ da i det hele taget absolut skal kaldes kapitalisme), Lasse Lasse lille? Eller er det lille Johanne, Lasse hedder i dag? Eller Helle, Margrethe, Villy?

Forudbetingelsen for et positivt svar er i hvert fald ifølge Ørstrøm Møller, at det nu bliver gjort klart for al folket og alle folk, små børn som store voksne, fra tidlig morgen til sen aften, at der ikke er anden fremtid. End enten afgrunden eller freden med naturen: det nedsatte forbrug af de materielle ressourcer.

Denne artikel er anbefalet af: