Hvis en offentligt ansat sygeplejerske bliver fyret et sted, skal hun have krav på at blive ansat i næste ledige stilling et andet sted.

Det mener Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA), der efterlyser en såkaldt tryghedsreform i forbindelse med de for regeringen så centrale trepartsforhandlinger.

»Når vi kan imødese omfattende afskedigelser i den offentlige sektor, burde man som minimum sikre, at de, der afskediges, behandles anstændigt,« siger FOA-formand Dennis Kristensen.

FOA vil som organisation for mere end 200.000 offentligt ansatte spille en afgørende rolle i forhandlingerne om fremtidens arbejdsmarked, der er varslet i regeringsgrundlaget. Kan kommunen eller regionen ikke tilbyde et nyt job, skal den ledige ind i en jobbank, hvorfra fyrede offentligt ansatte skal hentes, når en stilling dukker op, mener FOA. Sidste alternativ er, at kommunen, staten eller regionen giver økonomisk kompensation, så den ledige kan tage efteruddannelse.

KL: Det vil koste flere job

Mens landets største forbund for offentligt ansatte, FTF, frygter, at jobgarantien vil skabe problemer med fleksibiliteten, har man på skoleområdet fastholdt en tradition fra de gamle tjenestemandsaftaler med at lede efter genansættelse ved fyringer, og formand for Skolelederforeningen, Anders Balle, er positiv: »Det kan godt give mening at forhandle sig frem til nogle mere tryghedsskabende løsninger. Der skal jo noget på bordet, hvis lønmodtagerne skal til at arbejde mere,« siger han.

Ifølge professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet Peter Munk Christiansen viser forslaget konturerne til en skarp konflikt:

»Hvis præmissen er tryghed, er forslaget godt, men ikke hvis man vil tage hensyn til en fleksibel og effektiv offentlig sektor,« siger han.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ønskede i går ikke at kommentere forslaget, og SF’s politiske ordfører vil ikke forholde sig til det konkrete forslag, men nøjes med at rose FOA for parathed til forhandlingerne: »Og så skal fagbevægelsen altså selv være med til at finde penge til diverse forslag,« siger SF’s Jesper Petersen.

Men formand for KL’s Løn- og personaleudvalg, Michael Ziegler er ikke begejstret: »Det vil betyde, at det bliver dyrere at afskedige folk, og jo dyrere det bliver, desto flere ender man med at skulle fyre,« siger han.