Et liv er forbi: Bedstemor på surfbræt

Der var udklip fra aviserne. Der var bunker af breve og beskeder, små notitser, alt sammen fotokopieret i en uendelighed og spredt ud over hele huset, og som familien fandt, da de gik og ryddede op i huset efter Aase Anderssons død. For selv om familien var klar over, at hun havde været en samler, vidste den ikke, at hun havde gemt det meste af sit liv i det hus i Brabrand, som hun i 1969 havde bygget sammen med sin mand, læge Poul Gertz Andersson, der døde i 2004. De vidste ikke, at alt det, som hun engagerede sig så glødende i — om det var politik eller bare det, hun fandt interessant i avisen — havde sin faste plads i det store hus, hvor hun havde boet sammen med sin mand og deres tre børn, Thomas, Mimi og Marianne. Det var her, hun havde sin faste base, her, hun gemte detaljerne i sit liv.

Så sig selv i malerierne

Her lå stadig det blå brev, hun havde skrevet til sin kommende mand, da de begge blev studenter i 50’ernes Viborg, om de ikke kunne mødes på hjørnet af Allégade hurtigst muligt, hun blev nødt til at se ham. Her lå det brev fra kendis-jægersoldaten B.S. Christiansen i adskillige eksemplarer, hvor han forklarede, hvad hun og deres venskab betød for ham. Og som hun havde gemt både i huset, i sin pung og givet eksemplarer af til sine børn, fordi B.S. Christiansen betød så meget for hende, og fordi han havde hjulpet hende med fortsat at elske livet efter hendes mands død. Her lå den grønne Fjällräven-vandrehat, som hun »lige så godt kunne have fået af B.S.,« som hun sagde om den. På trods af at hun havde købt den selv. I huset stod stadig de designmøbler tegnet af danske formgivere, som parret møjsommeligt havde sparet sammen til. Her hang stadig de samme landskabsmalerier, de efter lang tids opsparing havde købt, fordi de elskede at omgive sig med skønhed — og fordi de mindede dem om den vilde nordiske natur, de elskede så meget. De så sig selv i malerierne; for foden af et bjerg, nede i en dal i færd med at spise de madpakker, de havde taget med. Og det var også sådan, Aase Andersson så sig selv. Hun elskede livet, og hun elskede at dele det, hun elskede, med andre. Først med sin mand, og efter hans død, med kæresten Erik Djernæs, som hun delte de sidste år af sit liv med.

Hendes nære skulle introduceres til alt. Om det så var til windsurfing på La Santa Sport på Lanzarote, hvor hun i mange år havde haft timeshare, og som engang havde reklameret for med sloganet ‘bedstemor på surfbrædt’. Om det var til roning nede i roklubben, vinterbadning eller yoga, om det gjaldt at udnytte det århusianske kulturliv ved at gå i biografen i teateret eller til kunstudstillinger. De skulle med lige så langt som hun selv gik, og det var langt. For når Aase Andersson havde set Niels Malmros film Barbara,måtte hun også læse bogen. Og så tog hun ellers turen til Færøerne for at gå i Barbaras fodspor.

Det næstbedste blev det bedste

Hun kom fra et indremissionsk hjem i Skive, hvor hendes forældre ejede Skive Missionshotel. Hun blev uddannet sygeplejerske, selv om hun egentlig gerne havde villet være læge, men der var kun råd til at enten hun eller hendes mand kunne få uddannelsen, så hun måtte vælge det næstbedste.

Men det næstbedste blev det bedste, for Aase Andersson udnyttede mulighederne der, hvor hun var. Hun blev formand for Dansk Sygeplejeråd i Aarhus Amt, hun drev det lille galleri Baghuset på Brabrand Hovedgade sammen med sin mand og blev desuden politisk aktiv i Aarhus Amtsråd som medlem af skolekommissionen i Aarhus. Igennem 12 år var hun politisk aktiv, først som konservativ, siden som CD’er, for Aase Andersson kunne ikke lade være med at engagere sig, og hendes politiske engagement smittede af på hendes arbejde og omvendt. Hvis hun mente, at noget ikke var godt nok, gjorde hun det hun kunne. Det var derfor, hun i begyndelsen af 90’erne begyndte at interessere sig for zoneterapi og akupunktur, også selv om hun mødte skepsis på hjemmefronten. Hendes mand var jo neurolog og naturvidenskabeligt anlagt. Men efterhånden, som hun fik ham overbevist, begyndte de at arbejde sammen om det, hun ikke mente fungerede godt nok i det danske sundhedsvæsen. For Aase Andersson mente, at man måtte være i stand til at gøre mere end blot at holde armen i ro, når man havde fået musearm. Og man måtte kunne gøre andet end bare at vente, hvis ens barn havde kolik. Hendes engagement smittede. Og ikke kun derhjemme. Også på Skejby Sygehus fik hun lov til at føre nogle af sine forsøg med det alternative ud i livet. For hun var af den overbevisning, at hvis man kunne, så skulle man. Hvis man kunne give omsorg, så var man forpligtet til det, og hvis man var født med evner, måtte man udnytte dem. Det mente hun bestemt, at hun havde. Så det gjorde hun.

Verdens dejligste liv

Lige så meget, som Aase Andersson elskede livet med alt, hvad det indebar, lige så afklaret var hun med at skulle herfra. Hun var troende og mente bestemt, at når livet var så fantastisk, gav det ikke mening, at det stoppede her. Og hun ville i hvert fald hellere herfra end det, der ville have været alternativet, efter at hun for nogle måneder siden blev opereret for en kræftknude i brystet. Hun endte med en blodforgiftning, der først lagde hende i kunstigt koma og siden bandt hende til sengen ude af stand til at indtage andet end sondemad. Til sidst ville hun ikke mere. For Aase Andersson var vant til at klare sig selv, hun var vant til at kunne gå ture med hunden Leica, hun var vant til at fylde sit hus med liv og til at dele det. Når hun ikke kunne det, var der ingen grund til at fortsætte, selv om hun da gerne ville have haft 20 år mere på sit surfbræt. Det fik hun ikke. Aase Andersson blev 79, og det var også fint. For hun havde jo haft verdens dejligste liv, som hun sagde.