Opslag til denne artikel

Organisationer:Socialdemokraterne

Knap var folketingsvalget overstået og rollerne fordelt, før den nye opposition, den aflagte regering støttet af det store O, lancerede hoved- temaet fra nu af og til næste valg: de brudte løfter. Debatten før, under og efter åbningstalen har drejet sig om dem. En dårlig sag for statsminister Thorning-Schmidt, fordi det for en hurtig betragtning er rigtigt. Socialdemokraterne er rendt fra ikke så lidt ligesom SF, mens Radikale Venstre er kommet om ved det. Margrethe Vest-ager lovede kun blod, sved og tårer. Takket være partiets genvundne nøgleposition i dansk politik drev Vestager som bekendt sine krav igennem, mens S og SF solgte ud i spandevis. Det var prisen for regeringsmagten.

Samtidig demonstrerede processen som et kapitel i statskundskabens grundbog politisk magt og afmagt i forhold til tallet 90. Der er ikke meget at gøre i den situation. Ikke andet end at læne sig tilbage og nyde magtens sødme i håbet om, at der viser sig noget hen ad vejen, så kamelslugningen ikke efterlader varig kvalme. Sådan er pållertæk. Ikke for de sarte.

Eller for at sige det på en anden måde: At beskylde det eneste parti, der kan danne regering, dybt afhængigt af andres mandater, for at løbe fra valgløfterne er demagogi. I virkelighedens verden en absurd anklage, som man ikke skulle tro, kom fra folk, der ved bedre. En skønne dag kan de dydsirede anklagere ved skæbnens spil og mandaternes fordeling komme i samme situation. Men forargelsen, som den også viser sig i læserbreve og på nettet, kender ingen grænser.

Man kunne da ellers beskylde Socialdemokraterne for så meget andet: Den betonstøbte uciviliserede retspolitik med vanvittige straframmer, som partiet har stemt for og stadig mere nultolerance og års fornedrende følgagtighed i fremmedpolitikken. Noget mere relevant end at partiet må bøje sig for mandatlogikken og ikke kan gennemføre, hvad man med programmet i hånden og under en valgkamp frejdigt proklamerer. Partisoldaterne kunne jo ikke hver gang, de åbnede munden, tage forbehold for visioner og løfter og fortælle, hvad alle er klar over, at forudsætningen for at kunne gennemføre noget som helst er flertallet. Så skulle de jo også have forklaret, at den næste forudsætning var at få Margrethe Vestager ned med nakken ved kommende regeringsforhandlinger, hvis det blev Radikale Venstre, som det begav sig, der sad med jetonerne. Sådan kan man ikke føre valgkamp.

Virkelighedens vilkår

Partierne må stille det optimale i udsigt og håbe på resten. Pudsigt at den nation, der fostrede en politisk begavelse som Jens Otto Krag og hellere end gerne gentager hans berømte udtalelse om det forladte standpunkt til fordel for et nyt, ikke kan se, at den visdom altid er gældende i politik: Hellig forargelse over brudte løfter hører ingen steder hjemme, ikke med mindre man har muligheden for at opfylde løfterne, men af en eller anden lurvet grund undlader at gøre det. Så kan man tillade sig at blive gnaven. Politikere skal vare sig for at beskylde hinanden for løftebrud, når det som her handler om den grå virkeligheds omskiftelige vilkår, og de udmærket ved det.

Det var vist også den forklaring, Dansk Folkeparti serverede, da de midt i det hele rendte fra efterlønnen. Så man ikke kunne se dem for støv. Pia Kjærsgaard undskyldte sig alvorstungt med den økonomiske ansvarlighed. Som om dén nogensinde har spillet blot den usleste birolle for hende og hendes parti. Men hvad gør man ikke for at sidde på flæsket.

For resten lovede venstreministre efter tur og med mellemrum danskerne verdens bedste sygehusvæsen, folkeskole, forskning, politi, osv., og at den verden, hvor vi var så fremragende, i øvrigt snart kunne erhverves for danske kroner.

Én, der var gram i hu i eftervirkningerne af regeringsskiftet og ikke kunne skjule sin harme over magttabet, var Dansk Folkepartis Søren Espersen, der i en jamrende helsideskommentar i Politiken gik til frontalangreb på de radikale. Den tidligere propagandachef i DF undså sig ikke for at sidestille de radikale med kultur- radikale, skønt en overvejende del af partiet er borgerligt og tror på Grundtvig. Men den fik hele armen af Søren Espersen, der næppe er bekendt med Mark Twains betragtninger, som når den store polemiker et sted siger: »I alle meningsspørgsmål er vore modstandere altid unormale.« For at der ikke skal være tvivl, advarede Mark Twain mod at dæmonisere folk og reducere medmennesker til abnormiteter. Det var lige det, Espersen luftede, da han hævdede, at Radikale Venstres varemærke er ‘det abnorme’. Blandt andet ved »at rive det danske folk væk fra Danmark, ved at fortælle os hvor ligegyldigt landet er …«.

En retorisk vismand, den store tyske sprogfilosof Victor Klemperer kommer i sit hovedværk, LTI, Det Tredje Riges sprog,ind på den samme iagttagelse som Mark Twain: Et af kendetegnene ved det totalitære sprog er, at det med usvigelig sikkerhed fremstiller modstandere som normafvigende, unormale eller abnorme. Det abnorme er ensbetydende med sygelighed. Dette sygelige har den klare hensigt at inficere og destruere det normale for at overtage dets plads. Derfor er det en nationalforpligtelse at isolere, afskære og om fornødent udrydde det abnorme, som vel at mærke ikke defineres på ‘de abnormes’ præmisser, men kun som modsætning til det normale. Dette, det normale, defineres på den anden side lige så uklart på grundlag af en indiskutabel og entydig konkret virkelighedsbeskrivelse, uanset at denne er ladet med symboler og metafysiske forestillinger: flag, danskhed, gud, hyldesten til en fiktiv fortid, usunde påståede nationale fødevarer, etc.

Blik på egen retorik

I afskyen for seksuelle mindretal trivedes i uendelige tider den overtro, at homoseksuelle var ude på at forføre de normale og indpode eller besmitte deres egen afvigelse fra normen for at destruere det sunde i nationen. Jødernes blotte eksistens og fremtrædende jøders indflydelse på åndsliv, presse og videnskab blev af nazisterne udlagt som et radikalt forsøg på at påføre den rene tyske traditionsbærende kultur perversion og — abnormitet. Søren Espersen mener, at de abnorme radikale og kulturradikale altså er i færd med »at rive det danske folk væk fra Danmark«. Kritik af fædrelandet er i Espersens optik forskruet og ekstremistisk og tager landet fra ham. Heroverfor står det normale, som han og Dansk Folkeparti har praktiseret i deres ti år ved magten. Dansk Folkeparti normaliserede Danmark, mener Espersen ligefrem.

Med disse velovervejede ord er det hermed ikke sagt, at der for enden af Søren Espersen befinder sig noget, der nødvendigvis er det samme som de fænomener, Victor Klemperer beskriver. Eller at Søren Espersen taler Det Tredje Riges sprog, uha nej.

Men at sproget og de giftige kategorier, Espersen anvender, ligner, det skal man ikke være professor i komparative studier for at få øje på.

Det kunne i den forbindelse måske være nyttigt for Søren Espersen at investere i et eksemplar af LTIog undersøge, om der er noget, han måske genkender fra egen retorik og tankevirksomhed og fra egen udgave af virkeligheden; og på den anden side hvordan han beskriver det normale og det abnorme. Måske Espersen under sin eventuelle selvransagelse, i hvilken han hellere end gerne må medinddrage sine partifæller, også skulle tænke over La Roche-foucaulds aforisme: »Der er ingen, der så ofte har uret, som de, der ikke kan tåle at have det.«

Denne artikel er anbefalet af: