Den spanske maestro Rafael Frühbeck de Burgos tiltræder som chefdirigent for DR Symfoniorkestret i næste sæson, og i torsdags var det første gang siden udnævnelsen, vi kunne opleve ham i Koncerthuset, oven i købet i Verdis uopslidelige Requiem. Det blev en ejendommelig opførelse, der svingede mellem det fremragende og det middelmådige, hvor orkester og kor groft sagt stod for det første og den importerede solokvartet for det sidste. Frühbeck de Burgos rejser rundt med disse fire solister i Verdis Requiem, og det er åbenbart den pakke, man må købe, hvis man vil have ham i det værk.

Han kender partituret som sin egen bukselomme, dirigerede udenad, styrede det store apparat med en imponerende autoritet, og det gav bemærkelsesværdige resultater, især inden for den første halve time. Den tyste begyndelse med bønnen for de døde fik tilført karakter og atmosfære, koret klang smukt og afbalanceret, orkesterfarverne var distinkte. Og bortset fra visse solisters flagrende indsats i det efterfølgende kyrievar der fuld kontrol over det rigt udfoldede stemmevæv.

De første strofer af Dies Iræ, fortællingen om begivenhederne på Dommedag, viste sig som forventet at være gefundenes Fressenfor en type som Frühbeck de Burgos. Det var absolut spektakulært. Smældende trompeter, kakofonisk stortromme, styrtdykkende violiner, i det hele taget et orkester og et kor gispende i det røde felt, men køligt og sikkert koordineret af dirigenten. Og så kontrasten: stilhed og trompetsignaler, før et nyt helvede bryder løs. Først fra orkestret, derefter to steder oppefra i auditoriet, igen usvigeligt sikkert bragt sammen af den klippefaste spanier.

Uheldig kvartet

Derefter begyndte værket så småt at krakelere. For i forlængelse af tordenmusikken indgød bassen Riccardo Zanellato langtfra den frysende rædsel i sit arioso om dødens og naturens bæven på den store regnskabsdag, røsten var for smal og anonym. Værre blev det med alten Julia Gertseva i Liber scriptus, om bogen der lægger alt for dagen. Det var ganske enkelt under niveau for en Torsdagskoncert, med ustabil tonedannelse og stakåndet frasering.

Altpartiet er det mest gennemgående i Verdis dødsmesse, så frustrationerne skulle gentage sig ganske ofte. Men værst var nu primadonna-sopranen Ines Salazar, som aftenen igennem forsøgte at kompensere for sine manglende kompetencer. Til tider lykkedes det hende at virke overbevisende med en toptone, til tider var det tåkrummende at høre på.

Tenoren Aquiles Machado var derimod et sympatisk bekendtskab, den eneste i kvartetten med en fokuseret og fast stemme, som han viste frem med betydelig finesse i Ingemisco.

Efterhånden som værket skred frem, blev det også tydeligt, at Rafael Frühbeck de Burgos egentlig ikke havde noget mere dybtgående på sinde. Han er umådeligt erfaren med det romantiske symfoniorkesters virkemidler, og det var for det meste disse tekniske aspekter, han blotlagde. Som eksempelvis i den korte Sanctusfor dobbeltkor, en både jublende og saligt reflekterende hyldest til Skaberen. Her var Frühbeck i længere tid optaget af at pinde sekundære stemmeføringer ud i strygerkorpset og lod stort set koret sejle sin egen sø, ligesom vigtige overgange ikke fik den fornødne opmærksomhed, hvorfor satsens stramt opbyggede dramaturgi faldt på gulvet.

Der var på den måde ikke tale om en engagerende åndeliggørelse af Verdis udødelige mesterværk, mere en demonstration af et usædvanlig godt håndværk af den gamle skole. Og det er vel det, vi skal se frem til i de kommende år i Koncerthuset.

 

Verdi: Requiem. DR Symfoni-orkestret. DR Koncertkoret. Dirigent: Rafael Frühbeck de Burgos. Koncerthuset i torsdags