Universiteterne har fået en minister, som er imod universitetsloven. Derfor melder en række andre modstandere af loven sig nu på banen med krav om, at Morten Østergaard (R) sætter handling bag ordene og ændrer loven hurtigst muligt.

»Vi har en række konkrete forslag til, hvordan man kan sikre de studerendes og de ansattes demokratiske rettigheder,« siger Enhedslistens universitetsordfører Pernille Skipper og understreger:

»Det kan ikke vente overhovedet. Jo hurtigere, jo bedre. Hvis vi vil have en forandring, bliver vi nødt til at sikre reelle demokratiske rettigheder. Derfor synes jeg, vi skal komme i gang med det samme,« siger hun.

Også SF ønsker mere demokrati og vil tage sagen op med regeringskollegaen, Morten Østergaard.

»Vi har en række ting, som vi gerne vil have set på under den nye minister. Noget kan ændres af ministeren inden for den nuværende lov — det handler blandt andet om at sikre medarbejderindflydelse og om at sikre akademiske råd. Det vil vi tage op med ham,« siger SF’s forskningsordfører Jonas Dahl.

Ydmyg minister

Ikke kun det politiske pres er stigende. Også studerende og universitetsansatte forventer, at Morten Østergaard vil se på loven.

»Der er behov for en reel revision af universitetsloven, og det er nu, de har chancen for at gå i gang. Både de radikale, SF og Enhedslisten har hele tiden talt imod universiteternes ledelsesform, og derfor forstår jeg ikke, hvis de undlader at benytte chancen til at rydde ordentligt op,« siger formand for Dansk Magisterforening Ingrid Stage, som bakkes op af Danske Studerendes Fællesråd.

Men uddannelsesminister Morten Østergaard er tilbageholdende med at love ændringer af universitetsloven, selv om Radikale Venstre har været nogle af de hårdeste kritikere af loven i årevis.

»Der er et forlig på universitetsområdet, som jeg naturligvis respekterer fuldt ud. Så jeg kan ikke sige andet, end at jeg gerne vil have en dialog både med de studerende og universiteternes ansatte om, hvordan man sikrer, at de bliver taget med på råd,« siger Morten Østergaard og fortsætter: »Jeg kan ikke bare love, at alting bliver anderledes. Jeg kan dog sige, at det er noget, jeg vil drøfte med forligs-kredsen.«

Allerede på et af de førstkommende møder med forligspartierne vil Morten Østergaard bringe spørgsmålet op, lover han.

»Og regeringen har lovet at kigge både på styrings- og bevillingssystemet. I den henseende mener jeg også, det er relevant at kigge på medbestemmelsen.,« siger han.

— Som minister kan du uden lovændringer gøre demokratimål til en del af udviklingskontrakterne. Vil du det?

»Jeg udelukker ikke noget på forhånd. Men selv om der er nogle bemyndigelser, så vil jeg bruge dem på en måde, som ikke skaber konflikt i forligskredsen. Jeg ønsker at styrke det brede samarbejde om de videregående uddannelser,« siger Morten Østergaard.