Mandag aften dukkede der en skriftlig skideballe op i SF-profilen Kamal Qureshis mailboks. Budskabet var høfligt, men utvetydigt: Kritikken af partiet i pressen bør stoppe, og soloudmeldingerne skal fremover cleares med baglandet.
»Hvis det ikke sker, har vi rigtig svært ved at se at vi fremadrettet ville kunne opstille dig som kandidat til hverv i og uden for partiet,« stod der i mailen, som var underskrevet med en venlig hilsen fra den samlede bestyrelse i SF Nørrebro, hvor Kamal Qureshi er medlem.
Ledelsen mener, at hans kritik i medierne og på Facebook har nået en grænse, hvor det er blevet skadeligt for partiet.
»Vi forsøger fra bestyrelsens side at forklare Kamal, at vi mener, det her er meget alvorligt, og at hvis han fortsætter den stil, han har lagt for dagen, bliver det ikke med vores gode vilje, at han fortsætter som kandidat for SF Nørrebro,« uddyber formand for lokalafdelingen Jesper Lyders, som mener, at Qureshis kritik skaber et misvisende billede af situationen i SF.
»De signaler, han sender, tegner et billede af splittelse i partiet, og det billede kan vi ikke rigtig genkende. Kamal bliver gjort til talsperson for et tavst flertal, og det er ærgerligt,« siger han.
Bægret flød over
Det er langtfra første gang, at Kamal Qureshi har været kritisk over for partiets ledelse og linje.
Men en historie, som søndag blev bragt i Nordjyske Stiftstidende, og som af Ritzaus Bureau blev spredt til netaviser landet over, fik bestyrelsen til at reagere.
I artiklen er Kamal Qureshi citeret for at kritisere partiets strategi og udnævnelsen af SF’s næstformand, Thor Möger Pedersen til ny skatteminister.
»Kamal har nu haft mulighed for at deltage i evalueringer af valgkampen både i vores afdeling på Nørrebro, på københavnerniveau hos SF København, og han har som kandidat haft mulighed for at deltage på sidste weekends kontaktrådsmøde, hvor der var en god debat mellem alle lokalformænd, ministre, folketingsgruppen og landsledelsen i partiet. Ingen af stederne valgte han at dukke op. I stedet ytrer han sin kritik i pressen. Og han må mene, hvad han vil. Alle i SF er enige om, at der er ting i valgkampen, vi kunne have gjort anderledes. Men vi var flere i SF Nørrebro, som læste den artikel og mente, at nu var det for meget,« siger Jesper Lyders.
Flere kritikere
En række SF’ere — herunder der de tidligere folketingsmedlemmer Pernille Frahm og Kriststen Touborg samt nyudnævnte gruppeformand Pernille Vigsø Bagge — har også kritiseret partilinjen i pressen. Men dem må de andre afdelinger håndtere, påpeger Nørrebro-formanden.
»Kamal er vores kandidat på Nørrebro, så ham kan vi sige noget til. Så må det være andre partiforeningers opgave at sige noget til de andre,« siger han og understreger, at »der er højt til loftet i SF. Vi skriver også til ham, at han skal have lov til at mene det, som han mener.«
Kamal Qureshi ønsker ikke at gå ind i striden over for Information.
»Den eneste kommentar jeg har til sagen er, at jeg har modtaget en mail fra Jesper Lyders, og den vil jeg diskutere med ham. Jeg synes ikke, at kommunikationen mellem ham og mig skal foregå i offentligheden,« siger han.
Rettelse: I en faktaboks til den trykte version af denne artikel skrev vi: “Siden har sager om problematiske boligforhold, bedrageri og snyd med universitetsstudier stjålet meget fokus”. Der er alene tale om mistanke om de nævnte forhold, og derfor skal Information beklage formuleringen.
Kamal Hameed Qureshi er uddannet læge og er politiker for Socialistisk Folkeparti.
Siden 2001 har han været valgt til Folketinget for SF, men det lykkedes ham ikke at blive genvalgt ved seneste valg.
Qureshi begyndte egentlig sin politiske karriere i Radikal Ungdom, men skiftede efter kort tid til SF.
Qureshi har blandt andet været menneskerettighedsordfører for SF, og han blev i 2003 og 2005 kåret til årets politiker af Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske.
I 2009 var Qureshi med i protesten mod den gudstjeneste, der finder sted i forbindelse med Folketingets åbning den første tirsdag i oktober.
Kommentarer
Mon ikke SF bliver halveret?
Kamal Querashi skal “han skal have lov til at mene det, som han mener”. Men han må bare ikke sige det, mener SF-Nørrebro.
SF vil ikke være tankepoliti - men gerne ytringspoliti!
Ytringsfriheden har det også svært hos SF…
Vælgernes opbakning til SF faldt drastisk i løbet af valgkampen, som en direkte følge af, at Søvndal - presset af dele af baglandet - satte spørgsmåltegn ved, om SF ville bevare 24-årsreglen.
Det er en myte, at det er SF påståede højredrejning, der koster opbakning; for højredrejningen er en myte.
Ebba Strange var f.eks. mere skeptisk overfor masseindvandring, end Søvndal er, fordi masseindvandring som regel går mest ud over de ufaglærte og de arbejdsløse.
Chris Gren skrev:
“Ytringsfriheden har det også svært hos SF.”
Et nyt forsøg på at konstruere en myte, der skal karaktermyrde SF’s ledelse…
Villy Søvndal tilhører ikke den fløj i SF, som mener, at Kurt Westergaard - og andre, der fremsætter lignende, kritiske ytringer - skal straffes:
Det er en del af Søvndals kritikere, der vil indskrænke ytringsfriheden!
Det er også en myte, at Søvndal har trukket SF til højre i værdipolitkken:
Den myte blev konstrueret, da Søvndal kritiserede Hizb Ut-Tahrir.
Kritikken skyldtes, at Hizb Ut-Tahrirs talsmand var blevet dømt efter racismeparagraffen, fordi talsmanden havde opfordret til mord på jøder med et citat fra koranen.
Men Villy Søvndal brugte stort set det samme ordvalg, da han kritiserede Hizb Ut-Tahrir, som Holger K. Nielsen anvendte, da han kritiserede Hizb Ut-Tahrir kort tid efter attentaterne den 11/9 2001.
Dengang bakkede alle i SF Holger K. Nielsen op.
Ti unge SF’ere præsterede for nogle år siden, at skrive en kronik i Politiken, hvor de sammenlignede det ultrahøjreradikale parti Hizb Ut-Tahrir med 70’ernes danske venstrefløj:
De ti unge SF’ere foreslog endda et samarbejde med Hizb Ut-Tahrir…
Et par dage efter, at Politiken havde publiceret de ti unge SF’eres bizarre kronik, skrev Gert Petersen en replik i Politiken, hvor han konstaterede, at de ti unge SF’ere “ikke kunne tage mere fejl”, når de sammenlignede 70’ernes antiautoritære venstrefløj med et ultrareaktionært, højreradikalt parti, som Hizb Ut-Tahrir.
Det er med andre ord et faktum, at det ikke er Søvndal, der forsøger at trække SF til højre, men en del af hans mest rabiate kritikere.
Denne kommentar er anbefalet af:
Og nu skal Villy sikkert af samtlige medier beskyldes for at der er uro i “baglandet” og altså lige om lidt af samtlige eksperter “tage at gøre noget ved det”…. …
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvordan kan Hizb Ut-Tahrir blive lige præcist højreradikalt ???
Wiki ((http://da.wikipedia.org/wiki/Hizb_ut-Tahrir)
citerer dem for følgende statement:
“Derfor er det haram for muslimerne at bekende sig til den kapitalistiske ideologi eller at godtage dens tanker eller systemer, fordi den er en kufr-ideologi, dens tanker er kufr-tanker, og dens systemer er kufr-systemer, der står i modstrid med Islam”
videre hedder det:
“Hizb ut-Tahrirs grundlægger, Taqiuddin al-Din al-Nabhani, har skrevet bogen: Islams økonomiske system, som Hizb ut-Tahrir anser som et fyldestgørende dokument for en økonomisk politik. Den international NGO International Crisis Group har betegnet den økonomiske politik fremlagt i bogen som: “[…] en tilbagevenden til guldmøntfoden og mistro til kapitalismen, men hvad de vil erstatte den med er en yderst tåget, lidt islamiseret socialisme”[35]. Artikel 119 til 164 i Hizb ut-Tahrirs forfatningsudkast beskæftiger sig med økonomiske forhold. Her angiver de en gudgiven ret til privat ejendomsret og ellers en noget forbeholden accept af kapitalisme. Private aktieselskaber er forbudt, men privat ejendomsret over mindre virksomheder skal være tilladt, mens større selskaber som f.eks. elselskaber, transportselskaber og sundhedssektoren skal nationaliseres. Hizb ut-Tahrir ønsker også en tilbagevenden til guldmøntfod og fastsætter vægtningen af de forskellige møntenheder efter passager i koranen. Hizb ut-Tahrir-demonstrationer i Danmark har ofte proklameret Islam som det eneste alternativ til kapitalismen[36].”
Det lyder mere venstreradikalt for mig.
Måske skulle vi i fremtiden kalde det en religiøst baseret radikal bevægelse.
Antidemokrater, antisemitter, militarister og ultrapatriarkalske mandschauvenister tilhører selvfølgelig højrefløjen, set ud fra et frisindet, antiautoritært OG venstreorienteret synspunkt…
På mange måder kan man undre sig over SFs direkte afstandstagen til sagens aktualitet. For mig virker det en måde at dreje diskussionen væk fra hovedpunktet – at mange, der har stemt SF, vender sig væk fra partiets politik, og stiller spørgsmålstegn ved den politik, der bliver ført – specielt efter de er kommet i regering.
Der er snart gået 1/3del af de første 100dage, og der er knap nok sket noget – hvis der overhovedet er sket noget. Kamal Qureshis tilkendegivelser afspejler bare den følelse jeg oplever blandt mine venner og familie – folk, der har stemt SF i over 30 år skifter parti, alene på grund af den højredrejning som Thor Möger åbenbart er fortaler for.
At diskussionen munder ud i sådan en ukonkret trussel kan man undre sig over – er SF virkelig ved at blive sådan et parti, der tvinger folk, der ikke er enige i ledelsens beslutninger, til at tie?
For mig er det et ekstremt barnligt skridt at tage – det minder lidt om en børnehave: ”Du må ikke komme med til min fødselsdag, hvis du ikke gør det”.
Der er behov for fokus på samfundet, og hvor er det fantastisk at Kamal Qureshi stiller sig op og kæmper for venstreorienteret ideologier, i stedet for at holde sig tilbage og lade sig tie.
Denne kommentar er anbefalet af:
Matzon skriver:
“Det lyder mere venstreradikalt for mig.”
Er det - efter din opfattelse - venstreradikalt, at blive dømt efter racismeparagraffen, for at opfordre til mord på jøder med et citat fra koranen, som Hizb Ut-Tahrirs danske talsmand blev?
Forskellen på højre- og venstrefløjen er vel et spørgsmål om ejendomsretten til produktionsmidlerne.
Hvis staten overtager produktionsmidlerne er det et venstrediktatur ala Sovietunionen, hvis staten ikke overtager produktionsmidlerne er det et højrediktatur ala Chile.
Maltzon.
Andre former for fascisme, som opstod samtidigt med islamofascismen, anså sig også for at være et alternativ til kapitalismen…
Du er mildest talt ikke venstreorienteret, hvis du definerer et stærkt racistisk og antidemokratisk parti, som Hizb Ut-Tahrir, som et venstreorienteret parti…
I så fald er du i værdipolitisk forstand højreradikal.
Men, hvad har det med SF at gøre?
Hvad er definitationen på “islamofascisme” - står ikke i min ordbog. Kan det være et skældsudtryk, der bruges til stigmatisering?
Og hvad har det med SF’s problemer med ytringsfriheden at gøre?
Jeg synes ikke, at der er noget mærkeligt i, at SF Nørrebro beder Kamal Qureshi om at dæmpe sin kritik og være lidt mere loyal over for de beslutninger, som et flertal i partiet har truffet.
For ethvert parti er det “dødens pølse”, hvis der er alt for megen intern uro og strid. Tænk blot på Konservative under formandskampen efter Hans Engels møde med betonklodsen, og tænk på Radikale i perioden 2006-2009, hvor der var dyb spild i partiet om, hvilken kurs man skulle følge, og hvor 3 MF`er brød ud og stiftede nye partier samtidig med at andre bare trak sig ud af politik.
SF har truffet en historisk beslutning om, at man ville være regeringsparti, og det mål har partiet nu nået. Og i den situation bør det selvfølgelig fejres, at den lagte plan er blevet gennemført succesfuldt.
Men i stedet går det hele op i ælv og kævl over, at man ikke kunne fastholde det ekstraordinært gode valgresultat fra 2007, og at regeringsgrundlaget ikke er perfekt set med SF´s øjne, fordi man også er afhængig af de radikale mandater.
Intern ballede som følge af et skuffende valgresultat er måske meget naturligt, men det kan kun medvirke til, at et parti mister endnu flere vælgere.
Og hvad angår den Radikale indflydelse på regeringsgrundlaget, så kan det da ikke komme bag på SF, at der ikke blev et “rent rødt” flertal, når Danmark ikke har haft et sådant siden 1966-1967.
Så da SF besluttede at ville være regeringsparti må man da have vidst, at man ville komme til at samarbejde med Radikale, og at det parti på det økonomiske område er langt mere “borgerligt” end SF selv.
Denne kommentar er anbefalet af:
Poul Simonsen.
Du ved åbenbart ikke, at der også opstod mange racistiske og fascistiske bevægelser og partier i en del muslimske lande, samtidigt med, at der opstod fascistiske partier i USA og Europa.
Derfor kan jeg kun anbefale dig, at læse “Halmåne og hagekors - Det Tredje Rige, araberne og Palæstina” fra Informations Forlag, der er skrevet af faghistorikerne Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers.
@Lars Hansen
Det er på sin vis også fint at sidde i regering, det skal bare ikke ske på bekostning af SF politik, og det føler jeg i høj grad er tilfældet.
SF går på så mange kompromiser at jeg slet ikke kan genkende dem længere. Hvis der er noget jeg har respekt for, så er det når en person og i høj grad en personlighed, som Kamal Qureshi er, træder frem og retter konstruktiv kritik imod dele af sit eget parti, som han har været med til at forme de sidste 10 år, fordi han ikke længere kan respektere linjen længere.
Intern uro er selvfølgelig ikke at ønske sig, men når det står på bekostning af et kæmpe mandattab, der ser ud til at fortsætte, så er det måske på tide at overveje hvilken partipolitik du ønsker at føre - umiddelbart virker “højre”politikken med Thor Möger i spidsen, ikke til at være løsningen tilbagegangen taget in mente.
SF bliver nødt til at gøre op med sig selv hvilket parti de er - ønsker de at være der de er nu, efterlader det et kæmpe rum imellem SF og Ø.
Der SKAL være opmærksom på sager, og Kamal Qureshi har altid været den type der har taget disse sager op, uanset om han var i folketinget - det bør og skal ikke ændre sig, selvom SF nu kan angribe ham som bitter og klynker!
Denne kommentar er anbefalet af:
Jakob Schmidt-Rasmussen:
“I så fald er du i værdipolitisk forstand højreradikal.”
Du taler som du har forstand til.
“Du er mildest talt ikke venstreorienteret, hvis du definerer et stærkt racistisk og antidemokratisk parti, som Hizb Ut-Tahrir, som et venstreorienteret parti…”
Jeg taler om venstreradikale og venstrediktaturer.
For os omkring midten af det politiske spektrum, er der en væsentlig forskel.
SF har, med sin indtrædelse i regeringen, opnået ledelsens målsætning.
Det er dog sket på bekostning af noget, for et parti, meget essentielt. Nemlig vælgernes tillid og medlemmers inddragelse.
Kamal har, som en af de få markante figurer, forsøgt at bevarer nogle principper som SF engang stod for, nemlig afstandstagen til en inhuman og racistisk udlændingepolitik, fokus på ligestilling og nogle venstreorienterede værdier som gjorde, at man kunne se markant forskel mellem S og SF.
At partiforeningen nu har valgt at give Kamal mundkurv på, er bare endnu et symptom på den topstyring og den ærgerlige drejning SF har taget.
Der er ikke længere plads til forskellighed og ikke længere plads til de kritiske røster, som tidligere var medvirkende til at udvikle partiet.
Spørgsmålet er hvornår denne deroute stopper.
Hvor kritisk har man lov til at være i SF? Skal man være loyal overfor beslutning som strider mod de grundlæggende værdier, eller må man faktisk gerne råbe vagt i gevær når SF bliver en underafdeling af S.
@Magnus Simonsen
Selvfølgelig er SF nødt til at gøre op med sig selv, hvilken slags parti de ønsker at være og herunder ikke mindst, om de vil sidde i regering eller ej. Men det rigtige tidspunkt at diskutere dette er jo altså ikke, når man netop ER gået med i en regering. Det er noget, som burde have været diskuteret og afklaret for 3 år siden, da SF slog ind på den kurs, som nu har ført til, at partiet for første gang er kommet i regering.
Jeg er ikke i tvivl om, at den måde, hvorpå de unge ”søvndalister” har optrådt i medierne, herunder f.eks. Astrid Krag og Thor Möger, har kostet SF mange tabte stemmer til Enhedslisten. Og så absolut med rette.
Så det bliver SF nødt til at diskutere og finde ud af, hvordan man undgår fremover. Men diskussionen bør så vidt muligt holdes på de indre linier og ikke føres via medierne. Så det er og bliver problematisk, at en meget kendt og fremtrædende SF´er som Kamal braldrer ud med sin kritik på en meget synlig og offentlig måde.
Herudover må jeg som radikal også sige, at nu er S, SF og R gået i regering sammen efter at have brugt 14 dage på at forhandle om et regeringsgrundlag. Og så må de tre partier altså også stå sammen om at forsvare det, der nu er deres fælles projekt.
Det kan ikke nytte noget, at folk i SF piver over, at Radikale har fået for meget indflydelse på regeringens politik, og nærmest allerede fortryder, at de overhovedet gik med i regering.
Og tilsvarende kan det heller ikke nytte noget, at folk i Radikale har mere travlt med at glæde sig over og fortælle om, at dele af den gamle regerings politik kommer til at fortsætte, end at glæde sig over og fortælle om, hvad der bliver anderledes og bedre, fordi vi har fået en ny regering.
For hvis det mest positive ved den ny regering er, at den fortsætter den gamle regerings politik, hvorfor i alverden skulle vi så overhovedet have en ny regering? Det kan man ikke sige noget til, at vælgerne tænker.
Det kan godt være, at forholdet mellem SF og R mest af alt er et fornuftsægteskab. Men så må de to parter altså snarest muligt lære at indrette sig efter det gamle mundheld om, at ”kan man ikke få den, man elsker, må man elske den, man får”. Ellers bliver den ny regering en total fiasko og får en meget kort levetid.
Og herefter kan vi så (igen) overlade magten til V og K støttet af højrepopulisterne i DF og LA. Det er de barske politiske realiteter i dagens Danmark.
Denne kommentar er anbefalet af:
Magnus Simonsen
SF har VEDTAGET, at man ville arbejde hen mod at komme i regering. Enhver aktiv i partiet har naturligvis været helt klar over, at deltagelse i en flerparti-regering kræver vilje og evne til kompromis, og så kan det ikke nytte, at man begynder at klynke samme dag, som kompromiserne indgås. Man kan ikke være halvt gravid. Hvis man vil have rene hænder og holde den ideologiske fane højt, skal man ikke gå i en flerparti-regering. Og i så fald må man tage til takke med at lade andre have serveretten og dermed den større indflydelse, som er fordelen ved at sidde i ministerkontorerne.
Det er helt fair at tage en INTERN debat om strategi, og om partiets forhandlere har været skarpe nok, da kompromiserne blev indgået. Men det er illoyal selvpromovering, når den debat føres i medierne, før den er diskuteret til bunds internt. Hvis Kamal ikke har fået medhold internt og derfor er gået i byen med sin frustration, er det ganske fair, at hans kreds stiller ham stolen for døren, hvis han stadig vil være dens kandidat.
Denne kommentar er anbefalet af:
Om jeg fatter, hvorfor Kamal Qureishi og andre venstreorienterede overhovedet kan ånde i det parti efterhånden. De må være gjort af et særligt stof.
I SF Nørrebro, der tidligere var kendt for at være kritisk overfor partitoppen, foregik der i august 2010, hvad der lignede et kup. Det skete ved, at en række folk, der ellers er aktive i SFU, dukkede op på afdelingens ekstraordinære generalforsamling og valgte en helt ny bestyrelse. Den nye formand for SF Nørrebro, tidligere kasserer i SFU, Jesper Lyders, forklarer til Information 20. august 2010, at han vil være mindre kritisk end den tidligere afdelingsledelse, der bl.a. åbent har kritiseret udmeldingerne om Holbergskolen og indstillingen til samarbejde med Dansk Folkeparti.
”Vi synes fortsat, at levende debat er vigtig, men vi vil nok vælge at tage uenighederne i de fora, vi har i vores organisation eller gribe knoglen og snakke med Villy Søvndal eller Ole Sohn frem for at tage en debat i dagspressen,” siger Jesper Lyders Andersen til Information.
http://www.information.dk/242303
Denne kommentar er anbefalet af:
Antidemokrater, antisemitter, militarister og ultrapatriarkalske mandschauvenister tilhører selvfølgelig højrefløjen, set ud fra et frisindet, antiautoritært OG venstreorienteret synspunkt…
# 19. oktober 2011 kl. 11:07
Jakob SR., det du beskriver er, historisk set, sovjet myndighedernes holdninger og mentalitet i en nøddeskal, og islamisterne, og fascisterne, og …
@ Magnus Simonsen
Hvorfor er det lige, at venstrefløjspartier som SF og EL kun må deltage i regeringssamarbejder uden at gå på kompromis? Hvorfor skal det overlades til de andre partier at gå på kompomis? Hvem får mest poltik gennemført - dem, der går på kompromis, eller dem, der ikke gør?
Danmark har ikke haft rødt flertal siden Krags “røde kabinet” i 66-67, og der er heller ikke meget, der tyder på, at vi pludselig kan få det - og da slet ikke i en lang, sammenhængende periode, hvor det batter noget.
Det virker som om alt for mange på venstrefløjen har det psykisk bedst med at stå på sidelinjen, polere egne korrekte meninger og kritisere det bestående. Men har meget svært ved at tage sig sammen til at tage slæbet med de besværlige forhandlinger og kompromiser, som er nødvendige i et demokrati med mange partier som det danske.
Man skal selvfølgelig have sine egne værdier med og være bevidst og skarp omkring, hvad man vitterlig mener, og hvor man har givet køb af strategiske årsager. Det har været svært i en situation, hvor VKO-samarbejdet gennem mange år syntes støbt i beton, og i en valgkamp og en “efter-valgkamp” på en blå presses præmisser. Men det må indgå i efterkritikken i SF, hvordan man lykkes bedre med det.
Masser af SFere deltager i det besværlige samarbejde rundt omkring i landets kommunalbestyrelser, og selvfølgelig skal man være i stand til det samme på Christiansborg.
Selv mener jeg, det er alt for tidligt at vurdere regeringssamarbejdet, men regeringsgrundlaget har ansatser til noget stort, hvis man læser det som en indledende fortælling om den nye regering fremfor at hæfte sig ved, hvilke mærkesager, som ikke loves indfriet i morgen.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Anne Marie
Det handler ikke om “mere” eller “mindre” kritisk. Uenigheden går på, om man skal være kritisk internt eller eksternt. Og det ville gavne vores fælles projekt hvis du, Kamal og alle andre der hævder at forsvare “den kritiske linje” ville droppe det barnlige skænderi om dét spørgsmål og de skingre, eksterne udmeldinger om alt mellem himmel og jord.
Træk i arbejdstøjet i stedet, og kom ind i den hårde, men absolut nødvendige kamp om at udvikle vores organisation til at være benhård kritisk, men konstruktiv støtte for et regeringsparti. Jeg tror det vil klæde jer.
Ellers tak, Kristian Rasmussen. Jeg tror jeg foretrækker at brække et ben fremfor at trække i arbejdstøjet for SF.
Det er forresten min kære gamle mors nu tidligere parti. Der er ikke meget, der kan få min søde mor til at hidse sig op og smække med døren. Men det lykkedes for Søvndal-Möger-Sohn trioen, der som en anden politisk Bermudatrekant lader til at suge ideologi, liv og virkelyst ud af sine medlemmer.
Skulle jeg trække i arbejdstøjet for nogen, kan jeg godt love dig, det ikke bliver for dit pinlige dødsbo af et såkaldt “socialistparti”.
Hmm gad vide, om Kamal ser sig nødsaget til at melde sig ind i Enhedslisten en af dagene…
Lad det ligge, Dixon. Evigheden banker på.
Anne Marie, det er godt skrevet. Hvis man suger livet og ideologien ud af et parti, så folk ikke længere føler det er deres parti, så går det kun nedad.
Godt at Kamal tør blive ved, selv om man truer ham. Men han er vist vant til trusler fra flere sider!
En ting, som jeg heller ikke helt forstår i denne debat, er den underliggende ofte lidt uudtalte påstand om, at det største problem ved de 10 år med VKO-flertal har været, at velfærdsstaten nærmest skulle være blevet afskaffet eller i hvert fald voldsomt udhulet. Og at det derfor er det, som en ny regering først og fremmest skal rette op på.
Faktum er, at de offentlige udgifter steg MERE under Fogh, end de gjorde under Nyrup. Så nøgternt set førte Fogh-regeringen langt hen ad vejen en økonomisk politik, som var mere ”rød” end Nyrups. Det er først i de seneste år og især under Løkke, at der er blevet lavet ting, som overhovedet smager lidt af borgerlig økonomisk politik. Heraf kan som de vigtigste ting nævnes:
1) En skattereform, der afskaffede mellemskatten og sænkede topskatten med 1,5% med det resultat, at marginalskatten for de høje indtægter er sænket med 7,5% i alt.
2) En dagpengereform, der beskærer dagpengeperioden til 2 år og øger optjeningsperioden til 1 år.
3) Tilbagetrækningsreformen, der forkorter efterlønnen fra 5 til 3 år og øger modregningen af private persionsopsparinger, foruden at pensionsalderen hæves lidt tidligere end aftalt i velfærdsforliget fra 2006.
Hvad angår 1), så er det basalt set bare en fortsættelse af den politik, som Nyrup også førte, om end det bestemt kunne have været gennemført på en anden og måske lidt mere socialt afbalanceret måde. Men det kan der jo evt. rettes op på i den skattereform, som der står i regeringsgrundlaget, at der skal laves. Det emne er jo reelt udskudt til senere drøftelser mellem de tre regeringspartier.
Hvad angår 2), så er forkortelsen af dagpengeperioden udsat ½ år, og herefter skal der være 3-partsforhandlinger. Så her er der jo mulighed for at finde på noget, der er bedre end det, VKO indførte. Men hvis det også er dyrere, må man jo være realistisk og anvise, hvor pengene skal findes henne. Og man må forholde sig til, om det virkelig har højest prioritet at have en meget lang dagpengeperiode, eller om pengene ikke kan bruges bedre på noget andet. Hverken Norge eller Sverige har dagpengeperioder på mere end 2 år, og måske kunne man skele lidt til, hvordan man har indrettet sig hos vores naboer.
Hvad angår 3), så skal reformen imødegå, at der i fremtiden bliver flere og flere ældre, og at vi lever længere og længere. S og SF ville i stedet løse problemet ved at øge den ugentlige arbejdstid, og det er da muligt, at det havde været bedre. Men det lykkedes det altså ikke for S og SF at overbevise et flertal i Folketinget om, før løbet om man så må sige var kørt. Og det kan vel ikke for alvor komme bag på nogen, at Radikale måtte slå til, da der pludselig tegnede sig et flertal i Folketinget for at gennemføre det, der i årevis havde været en af partiets mest højtprofilerede mærkesager.
Så hvad bunder al utilfredsheden egentlig i, når det kommer til stykket? Anders Samuelsen har da ret, når han siger, at det var forholdsvis let for Helle Thorning at overtage dele af den gamle regerings økonomiske politik, idet denne langt hen ad vejen var socialdemokratisk.
Det bemærkelsesværdige og specielle ved den gamle regering var da snarere de ting, der foregik omkring krigen i Irak, fangeudleveringer, fangetransporter og meget andet i samme skuffe, der havde med ”krigen mod terror” at gøre. Hertil kommer hele terrorlovgivningen og andre ting, der udhuler vores retssikkerhed, og som den ny regering har tænkt sig at videreføre langt hen ad vejen. Men det kritiserer venstrefløjen sjovt nok ikke.
Og sidst men ikke mindst var de 10 år med VKO da karakteriseret ved alt det halløj, der foregik i Integrationsministeriet, hvor de sorte præster fra DF færdedes særdeles hjemmevant og førte de skiftende ministre fra Bertel Haarder til Birthe Rønn Hornbæk som deres hånddukker.
Prøv at læs nedenstående to artikler fra Copenhagen Post, og fortæl mig så, at det IKKE er godt, at der nu bliver sat en stopper for hele dette cirkus?
http://www.cphpost.dk/news/politics/90-politics/52…
http://cphpost.dk/news/making-the-cut/200-making-t…
Jeg ved godt, at der er andet i livet end udlændingepolitik. Men det er trods alt op imod 1 ud af 10 borgere i Danmark, der har anden etnisk herkomst end dansk, og som derfor i et eller andet omfang er blevet berørt af det.
De kan nu slippe for at føle sig som jaget vildt, hver gang der skal forhandles finanslov mm., og for mig er det altså næsten i sig selv det hele værd. Også fordi den debat har forgiftet hele klimaet i Danmark og den måde, som vi generelt taler om og behandler hinanden på.
Hvis venstrefløjsværdier som solidaritet og sammenhold skal have en renæssance i Danmark, er det en absolut nødvendig forudsætning, at vi holder op med at tænke på 10% af de mennesker, der bor i Danmark, som ”dem”, der står i modsætning til ”os”. Så derfor er nedlæggelsen af Integrationsministeriet og ro omkring udlændingelovgivningen et rigtigt godt skridt på vejen til, at venstrefløjen i det hele taget kan komme ind i ”værdikampen” igen.
Og så har de fattigdomsydelser, VKO indførte, jo altså også ramt andre end udlændinge, selvom de i hovedsagen har ramt udlændinge. Så det er da også ægte rød venstrefløjspolitik, at den ny regering nu vil afskaffe dem, så snart den kan finde pengene til det. Og måske allerede i forbindelse med den kommende finanslov.
Denne kommentar er anbefalet af:
Santos Martina
Som sagt, han må være gjort af et særligt stof. Man kan jo kun beundre manden for hans udholdenhed. Spørgsmålet er vel bare, om ikke han meget snart, hvis ikke allerede nu, står isoleret. Manden er i gang med at blive udrenset, så der med Mögers ord kan blive “enhed i handling” i partiet.
Ny-leninisme og socialdemokratisering i ét, det er stjernestrategen Thor Mögers gave til partiet.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Lisa og i andre
Der er ikke noget i vejen med at gå på kompromis - selvfølgelig kan de ikke trumle over andre partiers holdninger, men når det er sagt havde jeg som SF vælger forventet meget mere af en ny regering - meget mere SF politik.
Jeg er skuffet over, at man ikke har taget alvorligt at over 40 procent af deres vælgere er skiftet i en mere venstreorienteret retning - imod Ø. Jeg er skuffet over det tomrum som SFs drejning umiddelbart efterlader imellem SF og Ø - hvis der var valg i dag, ville jeg ikke have nogen idé om hvor mit kryds skulle sættes.
Jeg synes på ingen måde man skal tie, bare fordi man ikke er medlem af folketinget. Det er interessant at han brænder så meget for sine mærkesager, at han forsøger at påvirke politikken og sagerne med de remedier han har til rådighed - det viser at han står til ansvar for sine holdninger, i stedet for at lade sig bøje af ledelsesstrukturen - det savner jeg i dansk politik.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Anne Marie Jensen
Ja, stjernestrategen med 600 personlige stemmer, der formåede med sin fantastiske strategi at minimere SFs stemmer så kraftigt. Fremragende!
Mener du, helt seriøst, at han er en stjernestrateg? Han formåede ikke at blive valgt ind - hvis han var så dygtig, burde det vel være lige til for ham?
Han har fået en toppost, så bliver det spændende og han kan noget. Jeg er meget ked af den påvirkning som hans højredrejning på partiet har medført.
Umiddelbart har han ikke gjort noget, der gør han til stjernestrateg eller en fantastisk politikker - for mig er man ikke politikker fordi man har læst .pol på universitetet - for mig er man politikker hvis man har nogle sager, hvor man virkelig gerne vil gøre en forskel, og som man virkelig brænder for.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Magnus Simonsen
“Jeg er skuffet over, at man ikke har taget alvorligt at over 40 procent af deres vælgere er skiftet i en mere venstreorienteret retning - imod Ø. Jeg er skuffet over det tomrum som SFs drejning umiddelbart efterlader imellem SF og Ø - hvis der var valg i dag, ville jeg ikke have nogen idé om hvor mit kryds skulle sættes.”
Flest frafaldne SF-vælgere er skiftet til Ø, men en hel del gik dog til S og - gudhjælpemig - R. En smule endog til DF. Til gengæld tiltrak SF mindst lige så mange førstegangsvælgere som Ø.
Et broget billede, med andre ord - men hvad der specielt undrer mig, er, at du mener, man skulle have taget dette alvorligt i regeringsforhandlingerne - hvordan det? Ja, man kunne selvfølgelig have forladt dem, men tror du, man kunne dupere R med SFs vælgeres uransagelige vandringer?
Mht “stjernestrategen” så vælger jeg indtil det modsatte er bevist at tro, at han er blevet skatteminister, fordi han er SFs bedste bud på en skatteminister, og ikke fordi han har skullet “belønnes” for et eller andet. Derfor er hans stemmetal også irrelevant. Hele denne tankegang - at trofaste partisoldater skal belønnes med en ministerpost, som jo fx lå i Vigsø Bagges kritik, er gammeldags. Vi har søreme haft mange mærkelige ministre i årenes løb, som er blevet ministre på den konto.
Magnus Simonsen
“Mener du, helt seriøst, at han er en stjernestrateg?”
Aldeles ikke, det var ment som en ironisk bemærkning til såvel presse som SF’s egen promovering af Möger. Jeg skrev jo også:
“Ny-leninisme og socialdemokratisering i ét, det er stjernestrategen Thor Mögers gave til partiet.”
…hvilket bestemt heller ikke skulle forstås som rosende ord.
Denne kommentar er anbefalet af:
Anne Marie Jensen
Jeg fattede godt ironien, da jeg havde trykket indsend.
Desværre kunne jeg ikke editere i mit indlæg.
@Povl Thomsen
Før regeringsgrundlaget blev aktuelt, så vidste SF selvfølgelig følgende:
De ville overtage en anstrengt økonomi
En regering vil højst sandsynligt bestå af S SF og R.
Det undrer mig, at alle de løfter man i så fald har slynget ud, kommer til at blive en “gratis” omgang, fordi nu skal man lige pludselig tælle til 90.
Jeg havde forventet og forventer stadig, at regeringens politik vil bære præg af SF er regeringsparti - ikke et anonymt SF.
Kritikken er Thor Möger er baseret på drejningen, som SFs poltiik har lidt under de sidste par år. Han virker som den akademiske type, der ser politik som et spil - jeg ser SF som værdipolitisk, hvor man repræsenterer de områder man interesserer sig for.
@ Magnus Simonsen
Der er et element af inkonsekvens i hele løftebrudssnakken. S og SF kritiseres dels for at love noget, de ikke kan holde når de skal regere sammen med R (mens R sjovt nok ikke kritiseres for tilsvarende “løftebrud”), men de samme kritikere kritiserer også, at partierne ikke toner rent flag og fortæller, hvad de selv står for.
Det hænger jo ikke helt sammen. Hvis S, SF og R var gået til valg på et fælles regeringsgrundlag, ville du reelt ikke vide, hvilket af de tre partier, du skulle stemme på. Nu har du klart kunnet vurdere, om du skulle styrke - for så vidt angår den økonomiske politik - det røde eller det blå element.
Flere, end S og SF forventede, styrkede ved valget det blå element. Samtidig valgte flere end forventet at styrke et rødt element udenfor regeringen, hvilket betød, at regeringsforhandlingerne skulle foregå mellem et styrket blåt og et svækket rødt element i regeringen.
Jeg vil ikke forsvare alle SFs valgløfter, men gentage som skrevet ovenfor, at det strategiske har været svært i en tid, hvor VKO-samarbejdet gennem mange år syntes støbt i beton, og i en valgkamp og en “efter-valgkamp” på en blå presses præmisser. Men det må indgå i efterkritikken i SF, hvordan man lykkes bedre med at være skarp i sin skelnen imellem - og sin kommunikation om - hvor man står værdimæssigt, og hvor man giver køb af strategiske årsager.
Hvis du skulle sætte dit kryds i dag, ville jeg anbefale, at du stemte på et parti, som ikke bare “repræsenterer” dig værdipolitisk, men også forsøger at arbejde for at få noget gennemført, om det så kun er en del af partiets politik pga. nødvendige kompromiser.
Efter regeringsgrundlaget at dømme har vi fået en regering, som vil arbejde grundigt og i modsætning til VKO i højere grad inddrage andre i politikudviklingen. Den vil også gardere sig imod kritik for økonomisk uansvarlighed ved at sikre, at der er finansiering før man sætter noget i søen. Det er ikke mindst derfor, vi ikke ser en byge af lovforslag fra dag 1, og at mange mærkesager og valgløfter er blevet til hensigtserklæringer.
Men mon ikke vi snart vil se fx. ambitionerne på klima- og miljøområderne yderligere konkretiseret, og mht. det mere håndfaste og økonomiske tror jeg, at vi som et minimum snart vil se handling omkring “fattigdomsydelserne”.
Denne kommentar er anbefalet af: