En hovsa-regering lander

På søndag kommer den så: euroregeringen. 60 år efter oprettelsen af kul- og stålunionen, 56 år efter Fællesmarkedet, 18 år efter Maastricht-traktaten og små 10 år efter indførelsen af den fælleseuropæiske møntfod euroen. Med egen præsident, topmøder, sekretariat, fælles vækst-, beskæftigelses- og finansmål og med overvågning af medlemslandenes finanslove for udsving i forhold til de fælles mål ligner den nye administration for europagtens lande en opfyldelse af de gamle EU-entusiasters drøm om et politisk forenet Europa.

Men jubelen er ligesom udeblevet. Ja, som beskrevet i gårsdagens Information er EU-skepsissen endog i fremvækst rundtomkring i Europa; i Storbritannien står kun en euroskeptisk premierminister imellem briterne og en afstemning om det fortsatte medlemskab af EU.

Ingen begejstret EU-politiker har stillet sig op med gule stjerner på strømperne og talt om at »erstatte egoismen i verden imellem de enkelte lande« (som dengang kommende justitsminister Erik Ninn-Hansen ville det med det europæiske fællesmarked), eller om at »hele sigtet med at skabe euroen netop er at skabe dette fællesskab« (som tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen understregede det ved euroens indførelse i 1999).

Med Danmark i en sær blind makker-rolle som medlem af Europlus-pagten, der følger eurozonens politik uden at være med til at fastlægge den, kan danske politikere muligvis mene, at det ikke er deres bord at præsentere det nye europæiske regeringsgrundlag for befolkningen.

Men ikke engang fra EU’s gamle store mænd har man mærket glæde. Tidligere kansler Helmut Kohl har ladet meddele, at han betragter EU’s stærkeste statsleder, Angela Merkels, EU-mistroiske udmeldinger som et forræderi mod hans drøm om Europa. Hans efterfølger, Gerhard Schröder, har også kritiseret Merkels angst for sin befolknings EU-modstand og mener, at Merkels plan næppe går langt nok: en føderation og fælleseuropæiske statsobligationer er nødvendige. Uffe Ellemann-Jensen har begrænset sig til defensivt at erkende, at euroens grundlag viste sig at være for svagt.

Rigtig hård lød kritikken i sidste måned fra EU-Kommissionens stærke mand i 1980’erne og 90’erne, Jacques Delors: Angela Merkel har sammen med sin allierede, Frankrigs Nicolas Sarkozy, »skubbet systemet hen imod beslutningstagning aftalt mellem de enkelte regeringer«, »marginaliseret kommissionen« og »ignoreret« EU-formandskabet og ministerrådet. Dermed har de to lande, som sammen har udarbejdet modellen for den kommende euroregering, kortsluttet det, som var kommissionens opgave, nemlig at tage politiske initiativer, som landenes ledere måtte forholde sig til og derfor forsvare over for deres befolkninger.

Konsekvensen? Ifølge Delors en udvanding af selve »fællesskabsånden, følelsen af at være med i et fælles projekt«.

De europæiske befolkninger befinder sig i dag i en mærkelig demokratisk gråzone. En politisk konsensus er ved at opstå om, at EU for at overleve økonomisk er nødt til at øge den politiske integration. Ikke fordi særlig mange politikere længere elsker drømmen om det føderale Europa, men fordi ‘markedets’ krav til eurozonen har vist sig at være fælles politisk styring. Men der hersker også en konsensus om, at dette arbejde må ske uden at fremlægge traktatforslag til afstemning for borgerne, som nemlig kan ventes at stemme nej.

Den politiske integration skal derfor som et erklæret mål vokse frem uden i hvert fald formaliseret rådslagning med borgerne.

Man tilgiver gamle Delors hans bitterhed, når man lytter til unionens nye formelle og uformelle lederes presseudmeldinger. Den nært forestående euroregering flettes ind i vendinger som »vi finder en løsning, som sikrer den finansielle stabilitet i Europa og en varig løsning på det græske problem« (Sarkozy i sidste uge), og: »Kommissionen og jeg har arbejdet i flere uger på en omfattende pakke, der skal skabe mere tillid i den finansielle sektor og til statsobligationer fra de lande, som er under pres« (EU-præsident og kommende EU-pagt-præsident Herman Van Rompuy i weekenden).

Udmeldingerne er henvendt til markedet og ikke til de europæiske befolkninger. Og her er nok det største problem. For, som økonomen Bengt-Åke Lundvall forklarede i weekendens Information, har finanskrisen (hvor det finansielle system måtte reddes af staterne) haft den paradoksale effekt, at finansmarkederne har fået større magt over regeringerne. Især i de gældsplagede lande er det reelt »det finansielle markeds aktører, som via deres køb og salg af statsobligationer, fastlægger, hvad der er den ‘nødvendige’ økonomiske politik,« skriver Lundvall.

Med fremlæggelsen af beslutningen om at gøre en politisk enhed ud af eurozonen har EU-lederne tilsyneladende accepteret denne logik som ledestjernen for deres politiske vision.