Et af den seneste måneds udenrigspolitiske samtaleemner har været anerkendelsen af Palæstina som en selvstændig stat, og at få sat en stopper for Israels overtrædelse af internationale konventioner.

Men ét spørgsmål har været stærkt negligeret den seneste tid — nemlig det kurdiske spørgsmål.

Mens Tyrkiet blandt sine arabiske nabolande profilerer sig som den stærke, muslimske stat, der står i spidsen af en fordømmelse af Israel for dets brud på menneskerettighederne, begår Tyrkiet selv menneskerettighedsbrud mod kurderne — f.eks. ved at nægte kurderne deres borgerlige og politiske rettigheder ved at anvende kemiske våben i kampen mod PKK i strid med Genèvekonventionens artikel 7, eller ved at ramme civile i krydsilden mellem PKK og de tyrkiske tropper.

Tyrkiet har længe haft problemer med PKK, der blandt vestlige lande betegnes som en terrororganisation.

Ifølge PKK’s eget udsagn kæmper de for rettigheder for kurderne på lige fod med tyrkerne samt for retten til egen jord. Hamas kæmper for det samme — blot mod Israel. Men mens Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Ergodan forsvarer Palæstina mod Israels krænkelser, krænker Tyrkiet selv kurdernes rettigheder, hvad enten der er tale om overgreb mod terrororganisationen PKK’s frihedskæmpere eller almindelige civile.

Ingen vilje

Man kan mene, hvad man vil, om PKK og deres arbejdsmetoder.

Men ét er sikkert: Tyrkiets hykleri i det kurdiske spørgsmål står lysende klart, når man på den ene side mener, at palæstinensernes væbnede kamp som undertrykt folk er legitim, samtidig med at flere millioner kurdere får krænket deres rettigheder, og enhver voldelig som ikke-voldelig modstand slås ned med hård hånd.

Tyrkiet viser ingen vilje til fredelige forhandlinger med kurderne, hvilket efterhånden har kostet mange mennesker livet.

Trækker krigskortet

Tyrkiets parlament har vedtaget en lov, der udvider det tyrkiske militærs mandat til at gennemføre grænseoverskridende aktioner i samarbejde med atommagten Iran mod kurdiske guerillasoldater i det nordlige Irak. Den slags tilladelser er blevet givet med jævne mellemrum siden 2007.

For mange kurdere havde en fredelig forhandling været ønskeligt, men Tyrkiet trækker endnu engang krigskortet frem. Som det kurdiske parti, BDP’s formand, Selahattin Demirtas udtalte det, må Tyrkiet opgive deres krigeriske attitude og bane vejen for fred og dialog — de er trods alt de demokratiske og overmagten i denne konflikt.

Ved det tyrkiske parlamentsvalg i sommer opnåede en række kurdiske politikere en plads i parlamentet. Partiet BDP fik 36 mandater. Lige nu sidder seks personer for partiet fængslet sammen med i alt 908 kurdiske politikere, borgmestre og menneskerettighedsforkæmpere for at støtte KCK (Kurdisk Demokratisk Samfunds-Forbund). De folkevalgte parlamentsmedlemmer har anmodet om løsladelse, men har fået afslag fra domstolene, da de ville forsvare sig på kurdisk (kurdisk ifølge domstolene er »uforståeligt og ukendt«). Dette til trods for, at over 20 millioner tyrkiske statsborgere taler kurdisk.

Det er den fornægtelse og undertrykkelse af det, man kan kalde ‘den kurdiske identitet’, der i sidste ende vil resultere i oprør.

Overgreb og arrogance

Tyrkiet havde en reel mulighed for at samarbejde demokratisk med disse parlamentarikere om det kurdiske spørgsmål, men valgte i stedet at fængsle dem på den baggrund, at man har en formodning om, at de samarbejder med forbudte organisationer.

Det ser ikke ud til, at Tyrkiet reelt er interesserede i en fredelig løsning med deres kurdiske landsfæller. Det er derfor forbløffende, hvor meget Tyrkiet ligner Israel, når det drejer sig om undertrykkelse, overgreb og arrogance mod fredelige forhandlinger. Alt imens man blandt sine mellemøstlige allierede udviser mod nok til at gå imod Israel, som støttes af USA.

Men premierminister Ergodan kender også vigtigheden i at være respekteret blandt sine arabiske naboer. Derfor skal denne kamp for Palæstinas frihed også ses i dette lys. Det hykleriske og dobbeltmoralske opstår i det øjeblik, man selv undertrykker en minoritet på samme brutale måde, som fjenden Israel gør.

Dog er det vigtigt at have in mente, at der pt. foreligger en undersøgelse af et tyrkisk EU-medlemskab — og at en godkendelse har lange udsigter, hvis Tyrkiet ikke finder en fredelig løsning over for en minoritetsgruppe, der igennem historien er blevet ofre for en udefinerbar tyrkisk nationalisme, hvor slogans som »Stolt er den, der kalder sig tyrker« og »Et land kan ikke deles« præger samfundstilstanden.

For i virkeligheden er det det samme krav, man stiller til Israel.

Derfor må Tyrkiet vise sig modne nok til at behandle deres minoriteter, som de vil have andre skal behandles.

 

 

Evin Botansen læser jura på Aarhus Universitet