Psykiateren og psykoanalytikeren Jacques Lacan var i sine senere år allermest kendt som en forgudet Dandy, der i pels og med evindelig høj cigarføring gennemførte et efterhånden absurd obskurt undervisningsforløb.

En stadig større skare tilhængere slugte mesterens ord. Indtil den efterårsdag i 1978, hvor han havde tegnet sjælens knudeapparat op på tavlen og måske blev ramt af en mindre hjerneblødning..

»Lacan mistede mælet foran sine tilhørere, som forblev lige så tavse som ham. Alle kunne se den gamle mand blive grebet af en enorm opgivelse, da den stemme blev taget fra ham, der igennem et kvart århundrede holdt adskillige generationer af intellektuelle og psykoanalytikere i ånde.«

Han døde, 80 år gammel, tre år senere.

Det er psykoanalytiker og historiker Élisabeth Roudinesco, der mindes. Det gør hun i en lille bog Lacan envers et contre tout— ‘Lacan på vrangen og mod alt’, som titlen måske kan oversættes til. Den kan oversættes på en hel del andre måder, for sådan er det med sprog. På fransk kan det også forstås på forskellige måder, vi kan ikke være sikre på, hvad det betyder. »Det ubevidste er konstrueret som et sprog«, hævdede Lacan så, og ydermere er der ingen bestemt mening. I al fald ikke bestemt fra højere sted, selvom vi alle opererer, som om den er det. ‘Meningen’ findes i den skattekiste, ‘den store Anden’ er. En ‘stor Anden’— et af Lacans nøglebegreber — hvis eksistens lige så lidt kan bevises som Guds. Det var ikke det mindste af de paradokser, Lacan påpegede: At lige meget hvor meget, det absolutte ikke findes, er det strengt nødvendigt som pejlemærke. »Faderfunktionen« kaldte han det og bekymrede sig for, hvad der skete med mennesker i en verden, hvor den var på retur.

Mellem Kant og de Sade

Freud kom til psykoanalysen fra neuroserne og de hysteriske kvinder på Saint Salpetrière-hospitalet i Paris, men Lacans udgangspunkt var psykoserne. Hos de virkelig gale, de mennesker hvor sproget er på friløb, og som må spærres inde på hospitaler eller i medicin, er det sprogets pejlemærke, der aldrig er lukket ind i det ubevidste, forklarede Lacan.

Roudinesco er forfatter til et imponerende tobindsværk om psykoanalysens historie. Hun har også skrevet en lang og grundig biografi om Jacques Lacan. På trods af hendes egne ufatteligt veldokumenterede monumenter over psykoanalysen, har det alligevel været hende om at gøre at hive Lacan frem igen her tredive år efter. Denne gang med dette lille, men langt mere personligt præget værk.

Hun skitserer endnu engang med virtuositet Lacans liv og levned. Hvordan han bevægede sig fra psykiatrien med psykoserne over til at undersøge familiens opløsning i tiden før Anden Verdenskrig, til at udvikle sine egne teorier for subjektets struktur. Med udgangspunkt både i Hegel og Heidegger, men ikke mindst i strukturalismen — med antropologen Claude Levi-Strauss som ledestjerne.

Men Jacques Lacan var også den person, der sagde om sig selv, at han gik tilbage til Freud. Psykoanalysen havde udviklet sig til en ‘egopsykologi’, hvor et normaliseret ‘jeg’ skulle styrkes over for det ubevidstes mørke kræfter, om de nu kommer fra driften eller fra over-jeget. Kampen mellem disse to blev hos Lacan reformuleret som en spænding mellem Kant og de Sade. Dermed viste han, at enhver normalisering, sætter ind som et nyt over-jeg og derfor ikke kan være en løsning. Men findes der en ‘løsning’?

Ikke blot en dandy

Roudinesco beretter, hvorledes manden, der vidste alt om forgudelsens farer, var narcissistisk nok til at nyde den forgudelse, han var udsat for. Hvordan tænkeren, der påpegede familiestruk- turens og faderens vigtighed, ikke selv var i stand til at være en almindelig far.

Men hun minder også om, i hvor høj grad Lacan ikke kunne reduceres til blot at være en dandy. I gennem et langt liv var han helt konkret et menneske, der tog sig af tusindvis af mennesker, der var syge i sindet. Han gjorde det ved at følge dem og ved at tage deres sygdoms subjektive dimension med største alvor. For er der en løsning på livet?

Hvor vigtig Lacan og hans tænkning stadig er, kan ses ved den betydning, han har for to af vor tids mest populære tænkere, Slavoj Zizek og Judith Butler, som Roudinesco kort diskuterer. Tredive år efter Lacans død er Roudinescos ærinde først og fremmest at minde os om, at vi burde gå tilbage og læse Lacan selv.

 

 

Èlisabeth Roudinesco

Lacan, envers et contre tout

175 s.

15 euro.

Seuil