Mennesker flytter sig efter ressourcer. Sådan er vores udviklingshistorie egentlig ret enkel: Vi grupperer os i klynger for gennem dialog og samarbejde at udnytte de ressourcer, der på det givne tidspunkt er det, der bedst kan drive os fremad. Historisk set har havneanlæg således været vigtige knudepunkter, senere har råstoffer og naturressourcer bygget storbyer op omkring fabrikker, men i dag er den vigtigste ressourcer mennesker, og derfor flytter vi efter … mennesker. Byerne bliver større landområder affolket, og klasseskellet i samfundet vokser og bliver til geografiske pletter på et kort. Det mener den amerikanske sociolog og økonom Richard Florida, der er forsker i byudvikling og forfatter til den klassedefinerende bog The Rise of the Creative Classfra 2002, der lige er afleveret i en opdateret udgave.
»Siden jeg skrev bogen om den kreative klasse, er klasseskellet og segregeringen mellem ressourcestærke og de svagere blevet markant større,« siger Richard Florida. »Det gælder både i USA og i Canada, hvor jeg bor, men også i lande som Danmark og Sverige. Og den udvikling er det ikke lykkes os at i talesætte.«
Mennesker trækker mennesker
Siden Richard Florida skrev sin bog er byerne vokset eksplosivt, men sammen med indbyggertallet i verdens storbyer og levestandarten også blevet bedre og økonomien stærkere. I 2008 boede mere end halvdelen af jordens befolkning i byerne, og det er dér, hele verdens befolkningstilvækst sker i dag. Allerede i 2030 vil to tredjedele af os ifølge de seneste prognoser fra FN være byboere — en vækst, der svarer til en ny by på størrelse med Storkøbenhavn — hver uge.
»Byer er vores vigtigste omdrejningspunkt i dag — ikke på grund af deres infrastruktur eller beliggenhed i forhold til handelsveje eller naturressourcer, men fordi byen giver mennesker mulighed for at kombinere og udnytte ideer og talenter på nye måder,« siger Richard Florida.
Og det skal forstås helt fysisk, forklarer han. Byernes udviklingssucceser hænger nøje sammen med befolkningstætheden og antallet af fodgængere på gaden. Det er muligheden for at indgå i sociale netværk, deltage i byens liv og udvikle ideer i fællesskab, der trækker mennesker til, skaber jobs og genererer penge. På den måde er det meget svært for områder, der ikke allerede er befolkningstunge, nogensinde at trække kvalificeret arbejdskraft til sig — endsige mennesker i det hele taget. Der er tilsyneladende intet, der kan stoppe affolkningen af landdistrikterne.
»De dygtigste mennesker koncentrerer i højere og højere grad i byområder, og det sætter gang i en eskalerende spiral: Innovationshastigheden stiger, nye forretninger opstår og produktiviteten vokser. Det samme gør lønningerne, og det giver os nogle dramatiske udfordringer i klasseskellene,« siger Richard Florida.
Både for europæiske og amerikanske byer gælder det, at lønningerne vokser betragteligt i byerne generelt — også inden for de samme fag. Selv lønningerne for de traditionelt set lønstabile jobs som fabriksarbejde, vejarbejde og servicejobs stiger med op mod 50 procent i gennemsnit i byerne, mens arbejdsløshed og tilbagegang præger landdistrikterne.
»Bare et overfladisk blik på forholdet mellem en medarbejders egenskaber, geografi og løn bekræfter, hvor langt USA og Europa har flyttet sig i forhold til den industrielle tidsalder,« siger Florida og henviser til data fra U.S. Bureau of Labour Statistics, der har kortlagt mere end 800 forskellige typer job løn og krav. »Job, hvor analytiske og sociale egenskaber er de vigtigste, scorer dramatisk meget højere end job, der er bundet op på fysiske eller rutine prægede arbejdsgange.«
Begge fløje taber
Det er netop her, klassekampen er opstået i de seneste årtier, påpeger Richard Florida. Vi har ikke opbygget et system, der kan ændre de skævheder.
»Den klassekonflikt, vi ser i dag, er meget anderledes end den klassekamp, vi så for hundrede år siden og den, Marx skrev om,« siger Richard Florida og slår fast: »Den er ikke blot en kamp på økonomi og politik. Det er i lige så høj grad en kamp på socioøkonomi og geografi. Den er meget krystalliseret og foregår overalt — i boligområder, i smag, i ideologier og i verdensopfattelse. Og den helt store fællesnævner for denne kamp er placering. Hvis du ser på det politiske spektrum bliver stater og byer mere og mere segmenterede i politiske områder. Hele den amerikanske højrefløj bor stort set alle sammen i forstæderne og på landet, mens bykernerne bliver mere og mere liberale. Denne vrede mod byen og foragten over for landet har aldrig været så udtalt som i dag.«
Og i det perfekte demokrati taber begge fløje den debat, mener Richard Florida. Det bliver en privilegeret klasse — en socioøkonomisk overklasse — der føler, de skal fortælle de mindre privilegerede — en socioøkonomisk og uddannelsesmæssig underklasse — hvordan de skal leve deres liv, og en underklasse, der svarer igen ved at gøre præcis det modsatte.
»Det er det vi har set med klimabevægelsen for eksempel. Eller i indvandrer-debatten flere steder her i Europa,« siger Richard Florida.
Maksimale kreative muligheder
Vi debaterer stadig, som om vi befinder os i 1950’ernes samfund, mener Florida, men gang var det industrielle samfund bærende - det er det ikke mere. Dengang byggede man et nyt samfund op fra bunden med arbejderbevægelser, rettighedskampe, nye og bedre boligformer, bystrukturer, infrastrukturer og en stærk materiel velstand til middelklassen.
»Alt det lykkedes til en vis grænse, men det gav ikke mennesker muligheden for fuldstændig udvikling, og det er det, en ny samfundsstruktur skal gøre; give alle mennesker mulighed for at udfolde deres kreative kræfter til det maksimale. Det undrer mig, at man ikke har en debat om et nyt samfund i dag. En debat om hvordan vores arbejdsliv er indrettet, hvordan vi fordeler goderne og om de nye klassestrukturer, der definerer vores samfund i dag. Den debat er fraværende, derfor ser vi stigende segregering mellem klasserne.«Vi har brug for en helt ny måde at tænke samfundet på, mener Florida. En ny Social Compact, som han kalder det, hvor vi ikke længere fokuserer på materiel velstand i middelklassen og indser, at vi endeligt har flyttet os langt forbi den industrielle tidsalder. Her er en nøgle uddannelse, men også her skal der tænkes nyt.»Tallene for uddannet arbejdskraft er enslydende i hele Vesten og meget overbevisende,« siger Florida og forklarer, at 60 procent af den kreative klasse — hvor analytiske og sociale evner er det vigtigste — har en længere videregående uddannelse. Generelt får du 50 procent mere i løn, hvis du har en lang videregående uddannelse — i alle jobs.
»Har du et job i den kreative klasse med en uddannelse, bliver der lagt endnu 50 procent til. Uddannelse er en del af historien, men i virkeligheden handler det i ligeså høj grad om at høste kreativiteten og den viden, der er i alle mennesker. Finde den allerede fra de er i skolealderen og fremdyrke den.«
Mere klasseinddelt fremtid
Det er der, det moderne samfund må sætte ind, mener Florida. I uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet må man høste de kreative og analytiske og sociale egenskaber, der findes i alle mennesker.
»Når vi i dag sort på hvidt kan se, hvor stor en forskel det gør af have analytiske og sociale egenskaber på arbejdsmarkedet, er det ejendommeligt, at vi ikke bruger flere kræfter på at opdyrke det i vores uddannelsessystemer. De offentlige skolers fokus på matematik, videnskab, læsning og teknologi er tænkt i en tid, hvor det var de vigtigste egenskaber for samfundet. Men det er det ikke længere, og det må vi også fortælle vores børn.«
Florida er bange for, at vi spilder de menneskelige ressourcer, der findes i alle mennesker. For ham at se, er der ikke tale om en allerede defineret overklasse, der kan få adgang til de vigtige egenskaber og også her ser han klassekampen helt anderledes end de tidligere. Men det er der ingen, der siger højt.
»Vi skal væk fra det store økonomiske krav og i stedet insistere på retten til selvudfoldelse. Hvis ikke klassesegregeringen skal fortsætte. Og selv om det ser voldsomt ud i dag, tror jeg kun, vi er i begyndelsen af, hvor klasseinddelt vores samfund kan blive,« siger Richard Florida.
»Måske man kan tale om den slags ting her i Danmark med jeres nye regering, men indtil videre har jeg ikke set denne her debat ordentligt udfoldet nogen steder. Den eneste konversation, jeg ser, handler om et højre, der siger: ‘Vi vil tilbage til en nationalstruktur og et familiemønster, der minder om 1950’erne’ og en venstrefløj, der siger, at de vil tilbage til den økonomi der var i 1950’erne, men jeg hører dem ikke tale sammen. Jeg hører dem bekrige hinanden.«
Kommentarer
Florida siger: “De offentlige skolers fokus på matematik, videnskab, læsning og teknologi er tænkt i en tid, hvor det var de vigtigste egenskaber for samfundet. Men det er det ikke længere, og det må vi også fortælle vores børn.«
Der er naturligvis mange måder, hvorpå vi kan omstille vore samfund til den meget anderledes fremtid, der venter os. Men et meget vigtigt område er, jfr. Florida, den måde vi uddanner vore børn på. Her har jeg foreslået, at vi lægger dele af vore uddannelsessystemer ud i lokalsamfund. Her kan studerende og elever - sammen med lokale beboere, lærere, eksperter m.fl. - danne læringsfællesskaber. Med det formål at udtænke og indrette mere bæredygtige og solidariske livsformer. Min pointe er, at vi alle skal ‘omskoles’, hvis vi skal have en kinamands chance for at tackle de udfordringer, som vi med naturlovsmæssig uomgængelighed vil blive stillet overfor indenfor en meget kort tidshorisont. Læs mit forslag på www.bloggeroeven.blogspot.com
Aldrig har det været mindre ligegyldigt, hvor man bor - kommunikationen omfatter snart hele verden, også den mest ydeligt liggende kraal i Centralafrika. På Lolland bor jeg midtvejs mellem København og det langt større Hamburg - jeg ville ikke komme hurtigere til Hamburg, hvis jeg boede i København og skulle flyve derned, og det samme gælder faktisk Berlin.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg er enig i, at uddannelsen skal laves om, men resten er sådan en omgang småforvrøvlede selvindlysende ligegyldigheder, som ikke fortæller andet end forskelle i uddannelse og følgende indkomster kan skabe bøvl og at urbaniseringen fortsætter lige siden den begyndte - hvad skal vi sige for 500 år siden.
@Peter Hansen
Aldrig har det været mindre ligegyldigt, hvor man bor
Nå jeg ville nu ikke flytte på landet, da jeg helt sikkert ikke vil få kunder nok, til at kunne leve af mit job. Og slet ikke Lolland. Det ville bare aldrig gå med mit job.
Så kan kommunikationen være nok så fin, fin.
Men indkomst vil halte grelt. Så pas på med at lyde så hulens alviden ikke? Det kan godt være at du kan komme lige hurtigt til hamborg.
Men hvad hjælper det når indkomsten af afhænig af stedet man arbejder?
Sjovt som nogen folk mener at bare fordi de kan arbejde alle sted, så kan alle andre også. ;) ;)
Denne kommentar er anbefalet af:
Mener at vi skal arbejde hen imod at alle mennesker for mulighed for at udfolde deres kreative kræfter til det maksimale. En marxist ville derimod hævde, at vi skal arbejde herimod en befrielse af mennesket fra tvang og udbytning! Og ærlig talt segregering mellem klasserne, skyldes da ikke manglen på debat, men en grundlæggende modsætningsforhold mellem besiddende og ikke-besiddende. Richard Florida snakker om retten til selvudfoldelse; jamen det er et borgelig individualistisk (narcissistisk) mål og livsstil. For proletaren er et sådant liv fuldstændigt meningsløst. Florida snakker om ”den kreative klasse” først og fremmest som en gruppe hvor alle har højere uddannelser. Uddannelse eller ej, så ejer de ikke produktions midlerne, og har på denne måde meget til fælles med proletaren. Deres sociale status og arbejde er imidlertid ikke proletariske og dette giver anledning til en vis antagonisme i følelser og ideer de to grupper imellem. Proletaren mister sin integritet hvis hans mål i livet blev retten til selvudfoldelse. Som Lenin skriver: ” Som isolerede individ, er arbejderen ingenting. Alle han håb og erfaringer, hans styrke og fremdrift stammer fra organisering, når han bliver en aktiv del af en stor og stærk organisation. Dette er for ham det væsentlige, det individuelle betyder, for ham, i sammenligning ikke så meget. Proletaren kæmper med lidenskab som del af en anonym masse uden, at søge personlig fordele eller hæder. Han vil gøre sin pligt på hvilken som helst post med en frivillig disciplin der styrer alle hans førelser og tanker.
Helt anderledes er det med den intellektuelle. Han kæmper ikke ved hjælp af magt men gennem argumenter. Hans våben er hans personlige viden, evner og overbevisning.”
Den norske arbejder digter Rudolf Nilsen siger så det samme bare mere lyrisk i digtet Bekjennelse:
Det er ingen mening med livet?
Du sier: Vi fødes og dør,
men er der et mål for det hele,
en hensikt med alt det vi gjør?
Jeg kjenner en mening med livet.
Det er at du gjør din plikt
i stort og i smått mot din klasse -
i handling, i tanke og dikt.
Det er at du aldri gir efter
for løfter om laurer og lønn,
men trossig og hatefull kjemper
for rettferd og fred for din sønn.
Ti selv har du intet å håpe.
Lykken er ikke for dig.
For fremtidens slekt skal du åpne
en bedre og lysere vei.
Jeg kjenner en mening med livet.
Det er i de navnløses hær
å kjempe for arbeiderklassen
med tanke og sang og gevær.
Denne kommentar er anbefalet af:
Claus Oreskov,
En uhyre aktuel og tankevækkende sondring du laver ved at genopriske de bestemte erkendelsesbrudstykker fra Lenin.
Florida er elitær netop i den forstand som du skriver. Det er da en forloren tale, at indvidualisme forstået som udfoldelse af ens individuelle kreative potentiale, skulle også være konstruktiv for den største del af lønarbejdere.
Der er ikke noget forlorent i at tale om, mener jeg, at alle mennesker, inklusiv vores dages neo-proletarer, burde have selvrealiseringsmulidgheder, hvor ved selvrealisering forstås at kunne yde efter evner og nyde efter behov. Dog er den leninistiske sondring, som du bringer frem ganske vigtig, når man skal undgå den uægte tale, som Florida til syvende og sidst forfalder til. Der er mennesker der i kraft af det de laver - det som deres skolegang har vist de er bedst til - der bedst selvrealiserer sig i et fællesskab. Individualisme og intellektuelt arbejde udelukker selvfølgelig ikke fællesskab og omvendt, men det at hente sin identitet fra et arbejdsmæssigt fællesskab er vigtigere for en stor del af lønarbejdere, for nu ikke sige neo-proletarere, end for dem der i betydelig grad selv kan vælge hvordan og hvornår man skal udføre det kreative.
Lige har læst at Askovs forstander mærker stigende interesse og søgning til hans højskole som netop byder på et afgrænset dog bestemt fællesskab. Det fælllesskabbehov som en del ville realisere i slutningen af 1960erne og 1970erne, melder sig muligvis for alvor igen.
Denne kommentar er anbefalet af:
I har helt ret. Floridas snik snak om selvudfoldelse er netop snik snak og fuldstændig ligegyldig, da den er dybt afhængige af bagvedliggende betingelser såsom individuelle rettigheder. Al selvudfoldelse hvad enten det handler om den uddannedes kreativitet (og hvilken kreativitet taler vi egentligt om - min sondring er, at det dybest set er virkelig få, der er dybt kreative) og så den traditionelle arbejder. Begge er afhængige af begvedliggende personlige rettigheder. Og de rettigheder er ved gud lige så vigtige i dag som for 100 år siden. Uden dem ville vi ikke bagevæge os og det er i den fortsatte forandring af den individuelles rettigheder og pligter i relation til samfundet, at vi udvikler os - resten er så at sige overfladebevægelser.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er interessant at han sætter fokus på det enkelte menneske som en kilde til nye ressourcer, nye ideer, og ikke bare som et tandhjul i den økonomiske maskine, der skal finde en plads i systemet, hvor vedkommende kan tjene penge…
Det er da en forfriskende tanke at vi skal bygge vores samfund op omkring menneskelige interesser og udfoldelsesmuligheder og stoppe det evindelige fokus på profit, og “det var meget bedre i gamle dage”….
Majbritt Nielsen - “da jeg sikkert ikke vil få kunder nok” (!) Jamen, du ved det ikke. Derudover skal alle selvfølgelig ikke fraflytte byen; men mange kan altså med fordel forbedre deres økonomi ved at bosætte sig et sted, hvor det er billigere at bo og leve, uden at det begrænser dem nævneværdigt.
Sjovt, Mette Olesen, hvis jeg havde vidst, at det skulle være noget særligt nyt eller anderledes, havde jeg skrevet en bog om det for årtier siden.
Det er fint at arbejdsbegrebet nu kommer ind i debatten - det er på høje tide. Siden det omkring 1970 lykkedes for Habermas at sterilisere det marx’ske arbejdsbegreb med sondringen mellem ‘arbejde’ og ‘interaktion’ har seriøs videnskabelig behandling af arbejdets rolle for samfundet og dets udvikling været overladt til økonomerne. Florida har måske ikke indset dette, men har fat i en lang ende når han siger : “Det undrer mig, at man ikke har en debat om et nyt samfund i dag. En debat om hvordan vores arbejdsliv er indrettet, hvordan vi fordeler goderne og om de nye klassestrukturer, der definerer vores samfund i dag. Den debat er fraværende, derfor ser vi stigende segregering mellem klasserne.” Det er på sådanne områder at der er behov for kreativitet. Den kollektive arbejderbevidsthed, som Marx (og Lenin) kunne henholde sig til, den findes ikke længere. Kompleksiteten i produktion og økonomi er blevet så omfattende, at hovedparten af os ikke kan gennemskue, hvilken rolle vi selv spiller i udviklingen. Vi kan ikke se, at det primært er gennem vort forbrug, at vi former samfundet. Og at det følgeligt må være gennem en ændring af forbruget, at vi løser de enorme problemer vi står overfor. Dette vil igen kræve et helt nyt syn på den enkelte og kollektivets måde at arbejde på. Lærende arbejdsfællesskaber som løser reelle lokale problemer kunne være én teknik i den sammenhæng.
Det ser ud som om Florida er gået frem følgende fremgangsmåde: Jeg mig opfinde et nyt (unødvendigt), vagt og tilsyneladende apolitisk begreb, så jeg kan make a living.
Den kreative klasse tjener mere end de “ikke-kreative”, og endnu mere, hvis de har en høj uddannelse.
Well.. eftersom Floridas definition på kreativ er = dem, der kreerer værdi, er det temmelig selvindlysende.
Vi vidste godt i forvejen at børsmæglerne skaber værdi til investorerne, har lange uddannelser, tjener mange penge, og bor i byerne. Så forskellen er, at de nu bliver kaldt ‘kreative’.
Den kreative klasse har sociale evner, skriver han, men de består her af selvcentreret networking og rundsave på albuerne, hvilket er en rent tvivlsom definition.
Post-industrielle samfund.. give us a break - iPod’en materialiserer sig ikke ud af det blå, den skal stadig produceres industrielt, hvilket sker i Kina. Der er mere industri i verden i dag end nogensinde før, og vores vestlige økonomier er dybt afhængige af den produktion, der foregår i resten af verden.
Vi er godt klar over, at dem, der designer iPod’en tjener 50 gange hvad arbejderen, der producerer den, gør, og vi kan samtidig åbenlyst se, at vi ikke allesammen kan tage del i den kreative klasse. Hvis det nu kun var USA (hvilket for nu at være fair, nok er Florida’s horisont), er det ganske svært at forestille sig hvordan 300 millioner amerikanere skulle kunne leve af, at agere kreativ klasse for hele verden. Hvis det skulle lykkes, skal vi andre så arbejde for dem i den ‘fortidige’ industri, de tillader sig, at forestille sig ikke længere findes.
Jeg giver intet for hans indholdsløse analyse og forlorne bekymring for den sociale sammenhængskraft.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er sandt at sammen med de store arbejdspladser forsvandt, også den fælles erfaring, som var med til at generere arbejder bevidstheden om fællesskabet. Det betyder imidlertid ikke at den kollektive arbejderbevidsthed er forduftet, den reproducere sig bare gennem andre sociale mønstre f.eks. fodboltkampe og den dertilhørende klubvirksomhed, men også gennem fagbevægelsen. Det sørgelige frafald fra fagbevægelsen viser desværre atomiseringens fulde omfang. Det stå m.a.o. grelt til med bevidstgørelsen af arbejderklassen, og det har højrefløjen udnyttet. De er gået på rov blandt arbejderklassen og haft held med at forføre store dele af de mere eller mindre identitets løse personer som angiveligt findes i denne gruppe. S og SF har fuldstændig forsømt, arbejdet med at bevidstgøre arbejderne, om deres egne økonomiske og politiske interesser, således som arbejderbevægelsen ellers altid har gjort og den utopiske venstrefløj har haft travl med at tilsvine og håne de arbejdere der blev forført at højre ekstremisterne. Måske er det på dette område vi kan bruge Richard Florida borgelige idealisme? Til at genoplive en debat om interesse forskelle og forny arbejdet med at bevidstgøre arbejderen om dennes egne interesser, i stedet for, at overlade dette vigtige arbejde til højre ekstremisterne!
Forstår Richard Florida sig på klassekamp? Besæftiger han sig med de besiddelsesløse, de jordløse, de arbejdsløse, de uddannelsesløse, de elendiggjorte? Nærved halvdelen af klodens befolkning lever for mindre end 2$ om dagen. De er usynlige. De er ikke med i billedet. De har ikke x-faktor, de har ikke krav på deres 15 minutes of fame - med mindre de altså lige bliver ramt af en naturkatastrofe. Vi er stille og roligt ved at løse verdens befolkningsproblem. Vi tier dem ihjel. Vi bygger hegn imellem dem og os. Vores virksomheder rustes til at hente de ressourcer der befinder sig på deres side af hegnet. Flere og flere område i verden ender som fejlslagne områder og hegnspælene flyttes. Det er den virkelige klassekamp. Jeg brækker mig over dem der forsøger at plante skæl på vores øjne.
Denne kommentar er anbefalet af:
I Danmark er det jo helt åndssvagt. Partiet Venstre har hele tiden forsøgt at skjule, at vi har overhovedet har forskellige klasser i samfundet.
Andre taler om de 3 klasser: over, middel og underklassen. Og ingen vil erkende, at de hører til den laveste klasse. I gamle dage havde man 9 klasseinddelinger, det var noget lettere at forstå.
Men det er da rigtigt, at vi ikke kommer videre, måske for enkelte stræbere i deres eget univers, men ikke samfundsmæssigt set, før vi definere hvad det egentlig drejer sig om og hvad vi taler om og prøver at skjule.
Hvert enkelt menneske har både en ret, men også en plads her i samfundet, hvor han hører til. Og kan høste de evner, som er tilstede i alle mennesker.Til gavn for samfundet. Det burde stå fremhævet i Grundloven, FN og EU-traktaterne.
Men jeg tror desværre, at man laller den videre med tv og ideen om at man bare skal klare sig selv og skide være med resten.
Tak til Claus Oreskov for dit svar som viser allerede i nogle få korte linier mere indsigt end i hele interviewet med Richard Florida. Det kan virkelig undre at en ‘sociolog’ i fuldt alvor kunne frembyde med et sådant pløre. For hvis en sociolog ikke forstår at ‘samfundsklasser’ er et grundlæggende sociologisk begreb hvem gør så? Man falder ikke tilfældigt ind i en samfundsklasse afhængigt af hvilke talenter man fra naturens side er blevet begavet med. Man er født i den klasse ens familie hører til og længere er den ikke. Kreativ eller ej. Ellers er begrebet ‘klasse’ fuldstændig meningsløst - man kan ikke analysere et samfunds udviklingsdynamik udefra observationer om hvordan kreative kontra ikke kreative mennesker agere forskelligt i samfundet. Det er ikke givet at ikke kreative mennesker nødvendigvis alle sammen står på samme side i en interesse konflikt med alle kreative mennesker som alle står på den anden side. Det er simpelthen pseudo-sociologisk gylle af værste skuffe.
Hvad, f.eks, er der af ny viden i: »Job, hvor analytiske og sociale egenskaber er de vigtigste, scorer dramatisk meget højere end job, der er bundet op på fysiske eller rutine prægede arbejdsgange.«? Eller »Den er ikke blot en kamp på økonomi og politik. Det er i lige så høj grad en kamp på socioøkonomi og geografi.«? Sådan har det altid været - de rige sikrer sig de pænere beboelseskvarterer, de mindste beskidte og fysiske/sjæleligt ødelæggende arbejde og det frieste livsstil ved at sætte sig på ejendom, uddannelse og penge, og indretter finansielle, retslige og politiske systemer med bevidst hensigt på at bevare og forstærke uligheden, sådan så der altid vil være en pøl af ‘ikke kreative’ klar til at tage det lorte slave arbejde til slave løn, som ikke desto mindre er en nødvendighed hvis de ‘kreative’ fortsat skal kunne dyrke deres selvudfoldende fri livstil. At kalde de priviligerede klasser for de ‘kreative’ og de ikke så priviligerede for de ‘ikke kreative’ ændrer ikke en døjt på noget - hverken i teori eller i praksis. Så det kan vitterlig ikke undre at det ” ikke er lykkes os at i talesætte” den voksende segregering og ulighed Florida har bemærket. Der er en pengestærke samfundsklasse (som ikke nødvendigvis alle sammen er kreative mennesker) som har en interesse i helt bevidst at negligere det eller ligefrem hylder det som en positiv udvikling.
Denne kommentar er anbefalet af: