Af: Malin Schmidt
21. oktober 2011
Lagt på information.dk 21. oktober 2011 kl. 22:28. Bragt i den trykte udgave 22. oktober 2011 på side 10 i 2. sektion. Senest opdateret 24. oktober 2011 kl. 10:31.

Opslag til denne artikel

Emneord:hjerneforskning, humanistiske uddannelser, krop, naturvidenskab, psykologi
Personer:Lone Frank
Organisationer:Københavns Universitet, Syddansk Universitet

Der var noget, der ikke stemte. Godt nok vidste litteraturforsker Torben Krahg Grodal ikke helt, hvad det var.

Det var mere som en fornemmelse af utilstrækkelige forklaringer, noget han følte manglede, da han i begyndelsen af 80’erne som en af drivkræfterne bag et storstilet socialkonstruktivistisk projekt sammen med knapt 50 andre forskere undersøgte koblingen mellem historisk udvikling og kulturelle produkter i dansk litteratur.

I takt med at Torben Kragh Grodals forskning skred frem, voksede hans skepsis over for den socialkonstruktivisme, han i mange år selv havde været eksponent for. For hvordan kunne man forklare opkomsten af film noir i 40’erne med krig og ulykkelige mennesker, når folk samtidig strømmede til teatrene for at se musicals? Hvordan kunne man mene, at en lineær fortællemodel med begyndelse, midte og slutning var en dum borgerlig, vestlig forestilling? Og hvordan kunne man forklare begrebet kærlighed som en social konstruktion opfundet af 1100-tallets borgerskab, når man var begyndt at finde ud af, at kærlighed var et resultat af hormoner, der fungerede på samme måde i dag som for to millioner år siden?

»Jeg opdagede, at der var større grad af kontinuitet gennem tiderne, end man lige umiddelbart skulle tro. I hvert fald hvis man havde en stærk socialkonstruktivistisk tilgang. Hvis man eksempelvis forstår greven af Monte Cristo, forstår man også Lisbeth Salander,« siger Torben Kragh Grodal om dengang i 60’erne, 70’erne og 80’erne, hvor samfundsstrukturer forklarede alt lige fra psykologi over kønsforskelle til læringsprocesser og kunst på de humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter.

I dag er Grodal professor i filmvidenskab ved Københavns Universitet og har forladt socialkonstruktivismen for i stedet at slå sit navn fast ved at forbinde hjerneforskning med filmteori.

Torben Grodals afhandling Moving Pictures: A New Theory of Film Genres, Feelings, and Cognition er blevet et hovedværk i den filmvidenskabelige kognitionsteori, han er del af en rådgivende bestyrelse i det finske forsknings-center aivoAalto, hvor man bruger neuro-analysemetoder til forskning i æstetiske processer, og han samarbejder med specialister i hjernescanning i Israel og USA, hvis billeder ligger til grund for hans analyser. Det er den forskning, han sidste år blev slået til ridder af Dannebrog for. Det er det, der har gjort ham til et internationalt kendt navn. Det er det, der gør, at han lige nu er i gang med at skrive en bog om menneskets biologiske rammer i forhold til kriminalfiktion, og det, der gør, at han i dag forklarer den lineære fortællemodel som universel, fordi den er nemmere at forstå for et hvilket som helst menneske. Uanset hvilken kultur eller tid vedkommende ellers lever i.

»Det, der interesserer mig, er hvordan procesgangen i hjernen spiller en rolle for de oplevelser, man har, når man ser film,« siger han og forklarer, hvordan billederne bliver optaget af sanserne, hvorefter de påvirker følelserne; det Torben Grodal kalder realitetsstatus.

»Når det først kommer derop, kan frontallapperne sige, hvad de vil; ’at det bare er en film’. Men på det tidspunkt nytter det ikke længere, for nu er bundtrækket aktiveret, og så bliver man ked af det, seksuelt ophidset, bange, eller hvad der ellers er på dagsordenen i billederne.«

Det er sådan, man forklarer filmens virkning. Ved at se på procesgange, ved at scanne hjerner. Og ved at sige, at hjernen var færdigudbygget, før vi fik noget, der kunne minde om film eller medier.

Neuro i stedet for socio

Det er den kamp, der lige nu udkæmpes på universiteter verden over. Kampen mellem socialkonstruktivisme og biologisme; mellem konstruktion og kognition. For mens konstruktivismen i 60’erne, 70’erne og 80’erne stod stærkt på humaniora og samfundsvidenskab, hvor det strukturelle ’socio’ blev hæftet på alt fra lingvistik til psykologi, er kognitivismen – eller biologismen – slået igennem som stærkt modsvar det seneste tiår, godt hjulpet på vej af den nye hjerneforskning.

I dag hedder det neuro i stedet for socio. Nye forskningsgrene som neuro-pædagogik, neuro-teologi og neuro-æstetik har fået naturvidenskaben ind på de humanistiske forskningskontorer for at give sikre svar på områder, der de seneste 30 år har fundet sit udgangspunkt i komplekse samfundsstrukturer. Hvorfor er der forskel på kønnene? Hvordan lærer mennesket? Hvordan tror det, hvordan opfatter det kunst og hvordan ser det film?

»I dag kan man måle hjernen, mens den arbejder, og det har åbnet op for forsøg, man ikke har kunnet lave før. Det, vi kalder for neurovidenskab, er eksploderet i de seneste 10 år,« siger Thomas Wiben Jensen, ph.d. i sprogvidenskab, post.doc. ved Syddansk Universitet og netop udkommet med sin bog Kognition og Konstruktion, der beskriver kampen mellem de to paradigmer. To forskellige fortællinger om mennesket, kalder han dem: Det ene som fortælling om mennesket som biologisk væsen, hvis evner og erkendelser er formet af evolutionshistorien, af biologien. Det andet som fortælling om mennesket som kulturvæsen, som noget historisk og socialt konstrueret.

»Og jeg må konstatere, at det er hjernens tidsalder, vi lever i. For man vil gerne have mere sikker viden, end de sproglige og sociale forklaringer kan give, og det mener man, biologien har et svar på. Efter årtier med sociale – og dermed populært set usikre – forklaringer er der nu en udpræget efterspørgsel efter sikker viden,« siger Thomas Wiben Jensen.

Sikker viden

Det er her, forskningsbevillingerne ligger. Det er her, pengene og prestigen er. Og det er her, midt i det hele, socialkonstruktivisten kæmper for sin overlevelse.

Det er derfor, den amerikanske kønsforsker Rebecca Jordan Young, professor ved Barnard i New York, har brugt 15 år af sit forskerliv på at undersøge studier om kønsforskelle i hjernen. Sidste år udkom hun med sin bog Brain Storm: the Flaws in the Science of Sex Differences, hvor hun underkender de fleste af dem. »Det er behageligt at inddele i køn, men det er ofte ikke den bedste måde at inddele mennesker på i forhold til kognition, interesser og færdigheder,« mener Jordan-Young. »Der er langt mere variation inden for kønnene, end forskerne vil erkende.«

Det er derfor, videnskabsjournalist ved Slate og The New Yorker Amanda Shaffer i en omfattende artikelserie prøvede at skyde hul i den forskning, der tager udgangspunkt i psykologiske kønsforskelle og måtte konkludere, at »det kræver en pinefuld indsats at modbevise dem«.

På den anden side kæmper videnskabsjournalister som Lone Frank, der for nogle år siden skrev bogen Den femte revolution om hjerneforskningens nye landvindinger med sit synspunkt om »at udforske hjernen er det samme som at udforske hvad mennesket er«. Evolutionsteoretikeren Richard Dawkins, der allerede i 70’erne skrev sin bog om den gen-centrerede evolution i The selfish gene er et andet eksempel.

Men socialkonstruktivismen bærer i sig selv årsagen til videnskabens legitimitetskrise, mener Thomas Wiben Jensen. Socialkonstruktivismen har nemlig selv været med til at problematisere begrebet viden. Den har selv stillet spørgsmålet om, hvornår viden er afgrænset fra ikke viden. Den har selv sået tvivl om, hvornår man ved noget med sikkerhed, og hvordan den måde, vi taler på, altså selve sproget, er med til at konstruere viden om verden. Og dermed gør viden om verden ekstremt usikker.

»Det har bevirket, at videnskabsbegrebet er blevet svækket. Og hvis man på universiteterne kan sige, at vi ikke ved, hvad viden er, så kan manden på gaden med god ret spørge, hvad vi så skal bruge den til? Hvis selv de, der er på universiteterne har svært ved at svare på det, hvorfor skal de så have særstatus som eksperter i samfundet? Hvorfor skal vi betale for dem? Det er netop den legitimitetskrise, neurovidenskaben har grebet. Når de forankrer viden i biologi og hjerne, fremstår det som sikker viden, som ikke kun manden på gaden kan bruge til noget, men som sandelig også bliver grebet af beslutningstagerne,« siger Thomas Wiben Jensen.

På den måde ser han de seneste 10 års fokus på den sikre, målbare viden som et slags backlash, en modreaktion affødt af den almene antagelse om at naturvidenskab, hvor man kan måle og veje generelle tilstande, er mere rigtig videnskab end humaniora, der står for at være subjektiv videnskab bygget på indlevelse og fortolkning. Den målbare naturvidenskabelige tilgang er desuden mere letforståelig – både for den generelle befolkning, for beslutningstagere og for medierne, mener Wiben Jensen. Vi vil have viden, vi kan stole på, viden, der kan vejes og som kan måles i en scanner. Derfor er det ikke mærkeligt, at avisoverskrifter som ’Gud sidder i hjernen’ og ’Hvorfor mænd og kvinder taler forskelligt’ bliver de mest læste på avisernes hjemmesider. Det er ikke en tilfældighed, at politikerne kræver test i folkeskolerne og læreplaner i børnehaverne. Og det er ikke underligt, at mennesker, der bliver ramt af depression, får støtte til antidepressiva, mens de selv må betale for samtaleterapien.

»Hvis man mener, at vores bevidsthed først og fremmest er et produkt af vores hjerne, så kan man simpelthen måle bevidstheden, man kan se den i en scanner. Bevidstheden bliver begrundet i noget biologisk og noget klinisk, noget målbart. Det er den folkelige fortolkning. Det målbare klinger simpelthen med tidsånden,« konstaterer Thomas Wiben Jensen.

’Opgaven er at præcisere’

Den rene socialkonstruktivisme kalder filmforskeren Torben Grodal for det rene sludder og vrøvl. Det hører ingen steder hjemme, det er ren ideologi. Ja, det har nærmest et politisk sigte, hvis man siger, at hjernen er en sort boks, der kan formes, som vi vil. Og at vi derfor kan blive, hvad vi vil.

»Jeg synes, der på humaniora i 80’erne og 90’erne skete nogle ret forfærdelige ting. Men det er ikke det samme som at sige, at kultur ikke spiller en rolle for hvordan mennesket er eller agerer. Tværtimod.«

Det er derfor, han efter sin første bog ’Moving Pictures’ i 90’erne, hvor han blot slog fast, at filmgenrer er mentale strukturer, der integrerer sanser, følelser og handlinger ved at aktivere betragternes krop og hjerne, gik skridtet videre i den næste. I Embodied Visions – Evolution, Emotion, Culture and Film, der udkom for to år siden, undersøger han, hvor langt det kognitive og evolutionære styresystem rækker.

»Opgaven er at præcisere,« siger Torben Grodal. Mens det i 90’erne var nok blot at vise, at biologien og hjernens opbygning spiller en rolle, er næste skridt at forsøge at finde ud af, hvor langt den når. For på hvilke måder er der en dobbelthed af, at noget på den ene side er biologisk bestemt og på den anden side formet.

»Det er helt klart, at selv om et menneske har biologiske forudsætninger for at blive 1.80 høj, men lever af dårlig føde, så vil de biologiske forudsætninger næppe blive indfriet,« siger han og nævner, at man på samme måde vil man klæde sig forskelligt, hvad enten det er vinter eller sommer.

»Man vil udføre kulturelle handlinger for at tilpasse sig omverdenen. Det er lige så håbløst at sige, at det hele er biologi som at sige, at det hele er kultur. Men man kan konstatere, at biologien danner et fundamentalt rammeværk.«

Den plastiske hjerne

For evolutionen har en krølle, mener lingvist Peter Harder, professor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk. En kulturel evolution, som lægger sig oveni den biologiske. En nichekonstruktion, kalder han det.

»Den måde, et dyr lever på, påvirker dets omverden. Og omverden er noget, det tilpasser sig. Så det starter indefra, men påvirker noget udefra, og derefter går påvirkningen tilbage indadtil,« siger han og påpeger, at det bliver endnu mere indviklet, når det gælder mennesker. For det særlige ved mennesker er, at de ikke blot tilpasser sig ydre adfærd, de tilpasser sig også til, hvordan andre mennesker tænker.

»Og det er noget, hverken den konstruktivistiske eller den kognitivistiske part har forstået,« siger han. Fordi den ene part er for fokuseret på, hvad der kommer ind udefra, mens den anden er for optaget af, hvad der kommer ud indefra; at vi kun kan tale om mennesket, hvis vi ser på, hvordan det er funderet i biologien. Den radikale socialkonstruktivisme er dels deprimerende, dels uholdbar, hvis vi ser på empiriske data, mener han. Og den rene biologisme er deprimerende på en anden måde, fordi den ikke kan forklare, at vi mennesker kan indrette os meget forskelligt givet lignende genetiske dispositioner. I virkeligheden kan man ikke skelne mellem natur og kultur. Eller mellem arv og miljø.

»De er begge simplistiske. Det er som at grave sig ned et tilfældigt sted og så begynde at slås.«

Peter Harders konklusion må være, at der er historiske forandringsprocesser, der ikke er styret af generne.

»Tag eksempelvis fænomenet laktoseintolerance. De befolkninger, der holdt kvæg, blev efter nogle generationer i stand til at fordøje komælk, fordi det gen bredte sig, der gjorde det muligt at overleve i en kvægholderkultur.«

Det er den tredje position, som Thomas Wiben Jensen er begyndt at se på universiteterne, hvor man er begyndt at bruge begreber som den ’plastiske hjerne’ og ser hjernen som en skulptur formet af erfaringen. Det er sådan, eksempelvis hjerneforskeren Christian Gerlach, der har speciale i kønsforskning, udtrykker det. En hjerne, der fødes med bestemte dispositioner, men som udvikler sig ud fra de erfaringer, den bliver udsat for.

»Hvordan de dispositioner, vi bliver født med aktiveres og udvikles i løbet af et liv er i høj grad formet af de oplevelser og den erfaring, vi har, og af de sociale og kulturelle indtryk, den bliver udsat for. Det har vi faktisk ret håndfaste undersøgelser, der bakker op. Apropos sikker viden,« siger Thomas Wiben Jensen.

Bagerst i køen

Og det er den vej, vinden blæser, mener Torben Grodal tilbage på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet, hvor han selv har haft ’en vis indflydelse på nærmiljøet’ som han beskedent siger det. Konklusioner om frontallapper, der er uddannet til at sige, at det, der kommer ind gennem øjnene er rigtigt, fordi det er sådan for alle dyr. Og udsagn som, at »fiktion ikke er noget, biologien overhovedet har nået at vænne sig til, fordi det er sket for nyligt« vækker en vis genklang. Andre steder vil nogle helt sikkert have en meget afvisende holdning, vurderer han. »Også af sociale årsager,« som han siger. For hvis de anerkendte hans teorier – hvis de gav ham ret i, at det er sådan, mennesket fungerer, ville det se ud som om de selv havde taget fejl.

»Så ville det ende med, at de selv stod bagerst i køen, mens de ved at forblive inden for deres egen retning kan stå forrest. Det kan være dyrt at skifte holdning.«

Det kan være dyrt. Det kan slå ens verdensbillede i stykker. Det kan give troværdighedsproblemer. Men Torben Grodal mener det nu stadig: At det er den vej vinden blæser.

Videnskabens kampplads

Psykiatrien: Neuroidenskaben ser depression som en biologisk tilstand: En deprimeret mangler kemiske stoffer i hjernen, derfor kan depressionen behandles kemisk. Der er stor sikkerhed i behandlingens effekt, og salget af antidepressiva er steget drastisk de seneste 10 år.
Konstruktivisterne derimod vil mene, at udgangspunktet for en depression er socialt, og at samtaleterapien kan påvirke og dermed behandle patienten socialt. Men der er ingen sikkerhed for behandlingens effekt, den er dyr og langvarig, og derfor er det også langt sværere at få økonomisk støtte til terapi end til medicin.

Diagnosticering af sygdom: At stille en diagnose er at opnå sikker viden; et bevis på standardiseret viden. Der er bred enighed om, hvad den betyder, og derved bliver den lettere at bruge. Socialkonstruktivisten vil sige, at den skærer alle over en kam og forsimpler komplekse problemstillinger.

Religionsforskning: Nye ateister som Richard Dawkins og Sam Harris beskrev i midten af 00’erne religion som produkt af menneskelig bevidsthed i en ny neurologisk funderet religionskritik. Ved hjælp af scanninger kunne man se, hvad der skete i menneskets hjerne, mens personen havde en religiøs oplevel-se, og de beskrev oplevelsen som en patologisk tilstand – et biprodukt af bevidstheden og derfor et produkt af evolutionen. Socialkonstruktivisten kritiserer dette udgangspunkt for at være reduktionistisk og for at ignorere de sociale aspekter, der hører religion og gudsdyrkelse til.

Læring: Det kognitivistiske udgangs-punkt ser det at lære at læse som en kognitiv mental proces – en teknisk kunnen – hvor personen lærer at koble lyd med bogstaver. Det er en proces, der bliver automatiseret og indlært, hvorefter personen kan opnå mening og forståelse ved at læse alle mulige bogstavkombina-tioner. Undervisningspolitikken i 00’erne har fokuseret på viden som en fast entydig størrelse, der kunne måles og testes.
Det konstruktivistiske syn på læring vil derimod være, at læring er en social proces, der bliver til i dialog. Læring er ikke en entydig størrelse, der kan overføres direkte fra lærer til elev, men som er konstrueret i samspil mellem lærer og elev.

Køn: Det kognitivistiske synspunkt ser kønsforskelle som et biologisk faktum: Mænds og kvinders hjerner er udviklet forskelligt gennem evolutionshistorien. Hanner gik på jagt, byggede redskaber og kunne orientere sig rumligt og i systemer, mens hunnerne fokuserede på yngelpleje og på at aflæse følelser.
Konstruktivismen derimod ser køns-forskelle som resultat af en ideo-logisk og social forestilling, der kan ændres. Queerteori med sit synspunkt om at mænd, kvinder, hetero- og homoseksuelle er undertrykkende kategorier har fået stor indflydelse de senere år.

Kilde: Thomas Wiben Jensen ’Kognition og Konstruktion – To tendenser i Humaniora og i den offentlige debat’.

Denne artikel er anbefalet af: