Hvor drømme bliver til sange

På sin første soloplade i over 20 år viser den evige — og efterhånden 61-årige — Sebastian os lige, hvor skabet skal stå. Ti nye flotte sange fortryller fuldstændig vor mand i afdelingen for klassisk sangskrivning, hvorefter der deles stjerner ud som aldrig før

Sebastians stemme er et udtryksfuldt instrument, hans tekstudtale upåklagelig og så er der en genial overensstemmelse mellem det, han synger, og måden, han gør det på.

Martin Rosenauer

Nu giver vi jo ikke stjerner eller hjerter eller hvad ved jeg her i firmaet. Det har jeg egentlig altid haft det godt med; om ikke andet så fordi folk pinedød er nødt til at læse, hvad jeg skriver, hvis de vil vide, hvad jeg mener om det seneste 'album' fra Justin Bieber.

Men okay — hvis vi uddelte sligt, ville jeg uden tøven give denne Sebastian alle himlens stjerner. Værsgo', Knud. Dem må du få.

For med hans første udgivelse som solist siden Miraklernes tid (1990!) fastslår Sebastian med bedårende lethed sin position som en af rockepokens allermest suveræne sangskrivere, halleluja, hvor er det her bare godt!

Jeg er målløs og lykkelig, også det, ja. For det her er sangskrivningskunst på så højt et niveau, at kun lige Kim Larsen, Anne Linnet og C.V. Jørgensen kan være med. At han tilsyneladende tilmed peaker lige nu, hvad fanden handler det om? Burde han ikke bare være gammel og udbrændt frem for så fucking vital, vedkommende og velholdt, som tilfældet er? Jeg spørger bare.

Det er så ikke fordi, at manden har ligget i sengen og hvilet på laurbærrene, tværtom har han nærmest ene mand forsøgt at holde liv i den danske musical, det er blevet til en syv-otte stykker af slagsen de forløbne 20 år, og så vidt jeg er orienteret, har de fleste hvis ikke dem alle haft et usædvanligt godt tag i publikum.

Nu holder jeg jo af genren, så meget endda at flere af mine venner i samme anledning, måske/måske ikke sætter spørgsmålstegn ved min seksualitet (som i 'Nu bliver du altså lige lovlig gay, Lynggaard', når jeg højlydt falder i svime over farvesymbolikken i dansescenen i gymnastiksalen i West Side Story), men hvad angår Sebastian, foretrækker jeg simpelthen at høre ham selv synge sine sange. Så kedelig er jeg.

Nå, spøg til side, der er fandeme ikke andre, der kan fortolke det materiale lige så godt som mesteren selv. Nu læste jeg et sted (sikkert i en af Torben Billes mange bøger om manden), at han i mange år har kæmpet med stemmeproblemer, grundet lige lovlig mange timer i et fugtigt hjemmestudie. Og da jeg hørt ham ude på Ama'r Bio for et par år siden, var den da også noget spinkel sine steder.

Ingen nitter

Men hurra, at dømme ud fra Øjeblikkets mester, dette spritny under af en langspiller, synger Sebastian nu igen lige så godt som i sin storhedstid i 1970'erne og 80'erne. Og det vil sige: pissegodt.

Hans stemme er et udtryksfuldt og følsomt instrument, hans tekstudtale upåklagelig og så er der en fuldstændig genial overensstemmelse mellem det, han synger, og måden, det gøres på, altså.

Et andet Sebastian-speciale, som godt nok ikke er synderligt hverken udbredt eller populært i nutidens toneklang, er en gudbenådet melodisk sans og ingen på denne side af Burt Bacharach har samme uforlignelige sans for den overraskende harmoni og/eller akkordskift. Det udmønter sig så i den ene fucking evergreen efter den anden, og her får de så lige 11 af slagsen; jeg har prøvet at finde en sang eller to, der ikke holder standarden, men ak, så forgæves. Ingen nitter på denne hylde. Beklager. Blot en reminder om, hvor godt det altså kan gøres. Her bliver drømme til sange!

Han har ud fra mottoet ' if it ain't broke why fix it?' samlet det meste af det gamle 80'er-hold, dvs. Niels Henriksen på guitar, Michael Friis på bas og Morten Kærså på keyboards, tilsat en usædvanligt swingende Klaus Menzer bag trommerne. Diverse gæstesolister giver det hele kulør, og Sys Bjerre gør en god figur på duetten »Luftkasteller«. Den sørgelige, men også nænsomme »Pludselig« om én, der med ét rives bort, kunne få et helt højhus af beton til at bryde hulkende sammen.

Det er flot og sikkert også højst usædvanligt at udråbe en plade, man lige har fået hørt en otte-ti gange til et mesterværk. Nuvel, jeg er både flot, sikker og højst usædvanlig, hvad det angår: Sebastians Øjeblikkets mester er en tour de force af et mesterværk. Husk, hvor De læste det først.

Sebastian: Øjeblikkets mester (Columbia/Sony) Udkommer mandag

Anbefalinger

Kommentarer