Umiddelbart er det NATO-engagement, der nu lakker mod enden i Libyen, en stor succes. Under et humanitært FN-mandat formåede NATO uden tab, næsten uden soldater på jorden og uden at blive fanget i det hængedynd, andre vestlige militærkampagner er blevet fanget i, at få gennemtrumfet en politisk agenda.
Spørgsmålet er, hvor høj prisen bliver for FN, der sanktionerede den vestlige indsats ud fra hensynet til at beskytte civilbefolkningen. Det skete, da Sikkerhedsrådet godkendte indsatsen med sin resolution nummer 1973 tilbage i marts måned på trods af en vis modstand fra rådsmedlemmerne Kina og Rusland.
»Da man vedtog resolutionen var det med stor elastik, og det var Kina og Rusland også godt klar over. Men man har vredet mandatet om at beskytte civile ekstremt for at kunne støtte oprørerne og reelt agere luftvåben for dem,« mener Ole Wæver, professor i international politik ved Københavns Universitet.
»Det er der gode grunde til, men jeg mener, der kan blive en pris at betale for det i fremtiden, og at det kan skabe en farlig præcedens. For det første kan det betyde, at bl.a. Kina og Rusland vil være væsentlig mere skeptiske i forhold til at støtte fremtidige humanitære interventioner. For det andet kan det opfattes som et carte blanche for andre stater til at fortolke et mandat meget individuelt, også i i andre regioner, hvor andre stormagters interesser ikke nødvendigvis er de samme som Vestens. De kan bare henvise til Libyen,« siger han.
Mandat overskredet
Den bekymring deles af flere, efter at det libyske overgangsråd i weekenden erklærede krigshandlingerne for afsluttede, og rådets premierminister, Mahmoud Jibril, annoncerede såvel sin egen tilbagetrækning som nyvalg om otte måneder midt under den heftige debat om måden, hvorpå Muammar Gaddafi kom af dage.
Iagttagere påpeger, at det stadig er umuligt at vurdere, om projektet i Libyen bliver en succes — Jibril selv konstaterede, at libyerne er nødt til at gribe en »forholdsvis lille mulighed«. Og så længe det endelige udfald af begivenhederne i Libyen ikke er kendt, er det for tidligt at erklære den FN-sanktionerede-kampagne en succes.
»Om interventionen vil høste bifald og skabe præcedens, vil hovedsaligt afgøres af, om det Libyen, der kommer, vil være stabil, demokratisk og retfærdigt, og det kan man ikke vide før om flere år,« konstaterer Richard Falk, der er professor i international politik ved University of California og i international ret ved Princeton.
»Det er ekstremt bekymrende, at et begrænset FN-mandat til at anvende magt er blevet fuldstændig overskredet, uden at Sikkerhedsrådet har taget skridt til at genoverveje det oprindelige mandat eller til at gå i rette med NATO for unilateralt at udvide omfanget og karakteren af dets militære rolle,« siger han i en kommentar på al—Jazeeras hjemmeside.
Fortilfælde
Der er imidlertid også stemmer, der ikke mener, NATO’s brug af FN-mandatet vil få den store betydning i fremtiden.
»Det kan godt være, at Kina og Rusland vil være mere fodslæbende i fremtiden, men landene bag FN-resolutionen, særligt Frankrig og Storbritannien, havde jo ikke lagt skjul på, at de ønskede Gaddafi væltet, og det var både Rusland og Kina klar over. Realpolitisk havde de ikke samme interesser i Libyen, som de f.eks. har i Syrien. De vidste, at Vesten ville gå ind med eller uden mandat og accepterede det,« siger Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet, der også peger på, at det ikke er første gang, et FN-mandat fortolkes meget vidtgående.
»Da man f.eks. indførte en flyveforbudszone i Nordirak efter den første golfkrig, var der heller ingen sanktionering af militære aktioner. Men man skred alligevel til militær aktion, fordi der var en trussel. Derved sparede man mange liv og undgik flygtningestrømme, og ingen protesterede eller var urolige for, om det skulle danne præcedens,« siger han.
Begge forskere er imidlertid enige om, at NATO’s Libyen-aktion ikke kan bruges som et fremtidigt blueprinti lignende situationer.
»De unikke i Libyen var, at ingen kunne lide Gaddafi. Meget få andre steder i verden er der det geopolitiske spillerum. Ikke engang i Zimbabwe f.eks., hvor Sydafrika har deres egne interesser,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Ole Wæver er mere urolig for, at man kunne finde på at genbruge modellen.
»Libyen var unikt, fordi det teknisk var muligt at klare det hele fra luften, og fordi det var en afgrænset konflikt. Det kan man ikke gøre på samme måde andre steder,« siger han. »Men jeg kan godt være urolig for, at man drager den forkerte morale af Libyen-aktionen og bliver fristet til at bruge den som model i andre konflikter. Det vil kunne være katastrofalt.«
Kommentarer
Hvor var EU?
Danmark har brugt næsten 700 millioner kroner fra vores slunkne pengekasse til sammen med NATO-alliancen, at fjerne en brutal diktator gennem bombningerne overalt i Libyen med vores F 16-fly, så libyerne endelig kan få lov til at opleve ”Det Arabiske Forår” med demokrati og menneskerettigheder.
Men, men, men …
Allerede for to dage siden meddelte Overgangsrådets premierminister Mahmoud Jibril, at Libyens fremtid naturligvis skal bygges op med sharialovgivningen som absolut katalysator for landets forfatning, og dermed forbliver Libyen en islamisk nation som under Muammar Gaddafi.
Hele aktionen i Libyen blev oprindelig bakket op af samtlige partier i Folketinget som et ”fredselskende” initiativ over for den libyske befolkning, der nu skulle opleve demokrati og menneskerettigheder som i de vestlige lande med blandt andet religionsfrihed, ligestilling og ytringsfrihed.
Imidlertid må alle folkevalgte danske politikere lige nu sidde med en grim smag i munden ved tanken om, at deres opbakning til elimineringen af Muammar Gaddafi udelukkende tjente det ene formål, at fjerne en mand der ikke makkede ret over for de store olieselskaber i Frankrig, Italien, England og USA med flere.
NATO-alliancen er blevet misbrugt på det groveste til at forsvare olieselskabernes interesser, fordi Muammar Gaddafi tidligere på året truede med, at sælge Libyens olie og ferskvandsressourcer til Kina og Rusland, hvis det internationale samfund forsøgte at gennemføre ”Det Arabiske Forår” i hans land.
Enhver snak om demokrati og menneskerettigheder for det libyske folk er simpelt ”brød og skuespil”, for den libyske befolkning kommer stadig til at leve i de primitive klansamfund, og hvor indtjeningen fra oliefelterne og ferskvandsressourcerne falder i hænderne på nogle ganske få personer.
Alle demokratiske og frihedselskende mennesker er med resultatet af Libyen-aktionen gjort fuldstændig til grin, fordi NATO reelt ikke har optrådt som andet end simple håndlangere for den internationale storkapital, og desværre med en dansk generalsekretær som daglig leder, hvis etiske og moralske kompas efterhånden kan ligge på en fingernegl.
Ingen pragmatiske mennesker tror vel på en fremtidig økonomisk velfærdspolitik for de 5,6 millioner libyere, som vi kender det fra et land som vores med en rimelig omfordeling af bruttonationalproduktet, så alle kan leve en rimelig økonomisk tilværelse.
I stedet bliver det blot nye mennesker som blandt andre premierminister Jibril, der nu kommer til at dele landets rigdomme mellem sig, og hvor korruptionen og nepotismen vil råde i lige så udstrakt grad, som da Muammar Gaddafi sad ved magten.
Gad vide hvad Gaddafi tænker lige nu i sin Himmel?
http://blog.cagle.com/2011/10/thats-all-folks-2/