R&b har fået en ny nørdet stemme

Det er ikke længere Rihanna, Beyoncé eller Kelis eller for den sags skyld producerne Timbaland og Neptunes, som skærer kagen i den moderne r&b. Og det var også på tide, at der blev blæst ny substans i den i de tidlige 00’ere ellers så innovative genre.

Det er den så heldigvis igen i hænderne på et nyt kuld af hjemmenørder, computerspillende croonere og britiske dubstep-afficionados — især drenge, fra USA, Canada og England, der tilsammen giver r&b en ny mere nørdet, kunstnerisk søgende og uafhængig stemme.

23-årige Frank Ocean fra New Orleans — der også er medlem af det hypede hiphop-outfit OFWGKTA — er det bedste eksempel. Først det uafhængige, det forretningsmæssige: Han blev signet til Def Jam, men efter at de i lang tid havde ignoreret ham, besluttede han at udgive sit mixtape/debutalbum Nostalgia, Ultravia sin Tumblr-blog ganske gratis.

Og voila, en ny fremragende r&b-sanger i selskab med ferme producere har set dagens lys. Hans hjemmeunivers kan minde om Kid Cudis udforskning af sine private trængsler og narkotisk derangering: »Novacane« handler om sidstnævnte. Og han foreslår også at køre i havet — » the ocean« for at finde noget, der er større end ham selv.

Referencerigdom

Oceans stemme kan minde om Ushers flødeslyngede fløjl. Men han er heller ikke bange for at være knastør, lurende tilbageholdende — og er melodisk helt formidabel. Albummets højdepunkt er den helt sublimt stammende »Songs For Women« — og hans helt tørre rundbarbering af soul-vokalens hysteriske faldgruber. Fabelagtigt.

Og så er der det nørdede: Nostalgia, Ultraer rig på referencer. Albummet starter med at knægten fifler med et computerspil fra dengang de blev loadet via kassettebånd (det var i 80’ene).

Filminstruktøren Stanley Kubrick dukker op flere gange. F.eks. her: » Fuck me good, fuck me long, fuck me numb () Cocaine for breakfast… yikes! () I feel like Stanley Kubrick () Been trying to film pleasure with my eyes wide shut, but it keeps on moving.« Og på et andet nummer fungerer Nicole Kidmans monolog om utroskab netop fra Kubricks Eyes Wide Shut som underlægning.

Når jeg lytter til Nostalgia, Ultra, får jeg samme fornemmelse af at høre en mastodontisk popgenre blive fintet af en lilleput, som jeg fik, da jeg hørte N.E.R.D.’s debutalbum i 2002.

Ocean er så også blevet opdaget. Han har skrevet sange for Beyoncé, John Legend og Brandy og ved altså, hvad det er, han undergraver med sit debutalbum. Han synger også på Kanye West og Jay-Z’s duo-debutalbum. Det bliver udsøgt at overvære hans cruise ind i popkulturen.

Patos a la r&b

Canadiske TheWeeknd har også selv taget sagen i egen hånd og udgivet deres mixtape/debutalbum, det fremragende House of Balloons, på egen hånd — og hjemmeside. Og allerede her et lille halvt år efter har de udgivet en gratis opfølger, Thursday. Hvor crewet fra Toronto fortsætter deres klagende, uheldssvangre, lettere gotiske r&b. Fuld af patos, store klangrum, fordrejede stemmer og skolesunget patos a la r&b.

Thursdaygår en smule i tomgang, men er alligevel også et strålende eksempel på, hvordan en ny generation af musikere uden pladekontrakter eller store pr-budgetter i ryggen p.t. kaster sig over r&b (gerne blandet med hiphop) — fra The-Dream og Lil B til How To Dress Well og Balam Acab — og finder et mørkere, mere emotionelt forvredent potentiale. Den gymnastiske forførelseskunst fra hitlisterne tvinges ned i tempo og afslører dybe deprime brudflader. Og i Weeknds tilfælde foregår det i ganske tilgængelig bittersød slo-mo-sirup.

Natteblå kompositioner

Engelske Jamie Woon er også i dén grad tilgængelig. Men er samtidig budbringer af en ny britisk r&b: På den atmosfæremættede single »Night Air« fra sidste år havde han ingen ringere end legenden Burial som producer. Så kommer man ikke højere i dubstep-hierarkiet.

Og den 28-årige London-sanger og sangskrivers debutalbum, Mirrorwriting,fortsætter krydsningen mellem dubsteps slæbende udfordringer af en fremragende lys tenor og en pletvist decideret brillant sangskriver. Slægtskabet med landsmanden James Blake er oplagt at påpege, men Woon insisterer på sine sanges ynde, mens Blake fokuserer på deres muligheder for smukke sammenbrud.

Woons natteblå kompositioner, der emmer af ensom kontemplation, får mig faktisk mere til at tænke på vores egen Mikael Simpson. Men Woon er så langt tydeligere funderet i soulens sangtradition, i stærke omkvæd og i en langt mere aktuel elektronisk dialog (Simpson befinder sig trods alt primært under indflydelse af en af dubstep-forfædrene, den digitale dub).

Nå, men, folkens, dette er uanset hvad det bedste bud på elektronisk ajour pop-r&b, man p.t. kan finde.

Mirrorwritingholder ikke det højeste niveau hele vejen igennem, men de tre første skæringer alene er nok til at give denne anmelder febersyner af klubstemning i en fuldmånebelyst skov, hvor de lystne ulve groover sultent om vores blødende hjerter.

Genial sæk spilopper

Og hvis det bliver for melankolsk blåt, så er bysbarnet SBTRKT, der arbejder anonymt, en forfriskende farveeksplosion. Debutalbummet af samme navn kaster sig i vokal-glaseret clinch med, ja, dubstep, men også de to sidste årtiers britiske undersøgelser af bas og beats. »Something Goes Right« er f.eks. en helt genial sæk af spilopper, af uk garages lethed, uk funkys synkoperinger og wonkys mellemtone-synth-varme. Og ovenpå: Den tilbagevendende forsanger Samphas elastiske vokalsurf.

SBTRKT skaber en fremragende balance mellem r&b-sange og elektroniske udforskninger. Det kan både minde om sange fra Björk og Jamie Woon, men også tracks fra Skream og Joker. Det kan både være en massiv flodbølge af skvulpende programmeringer, et filigran-melodisk netværk og en sejt rykkende, komplekst dunkende storbypuls.

Gode ører

Som med så mange andre musikere i musikhistorien, så er dette transatlantiske kuld af r&b-fornyere formet af den musik, de har hørt. Og den siver selvfølgelig ind i deres musik. Udover at man kan høre Michael Jackson, Kanye West, Usher, Craig David, Neptunes, Rodney Jerkins, så er der også rock på spil: Hos Frank Ocean samples fra kridhvide navne som Radiohead, Coldplay, Eagles (jep, »Hotel California«) og MGMT. The Weeknd har tidligere samplet Beach House og Siouxsie & The Banshees og har tydeligvis også lyttet til den spæde witch house-genres afhængighed af gotisk sanseforvirring. Og Jamie Woon og SBTRKT har haft ørerne dybt begravet i britisk elektronisk musik fra de sidste to årtier.

At lave god musik er også at have gode ører. Det fører disse fire albums og dette kuld fremragende bevis for.