Opslag til denne artikel

Emneord:finanskrisen, finanssektoren
Organisationer:Occupy Wall Street
Steder:London

»Nu skal I høre: Alle hader jer jo. Hader I jer selv? Nej, det gør I ikke. Så hvorfor ikke fortælle om jeres liv, jeres op- og nedture, og hvordan en helt almindelig arbejdsdag ser ud for jer?«

Sådan indledte Joris Luyendijk de mails, han sendte ud til finansfolk i Londons finanscentrum, City of London. Den hollandske antropolog og journalist havde nemlig sat sig for at bruge sin dobbelte baggrund til at undersøge og videreformidle et af tidens helt store og ubesvarede spørgsmål: Hvem er disse finansfolk, der har fået så kolossal magt og så afgørende betydning for vor tid og fremtid? Til hans store overraskelse virkede det. Hvis han lovede at anonymisere dem, ville nogle af Londons omkring 300.000 finansfolk godt fortælle om deres arbejde, fortælle hvad der drev dem, og hvordan de havde det med det.

»Der var faktisk nogen, der under interviewene gav udtryk for, at de var begyndt at føle sig socialt udsatte — at folk, de mødte til middagsselskaber og andre sociale arrangementer direkte gav udtryk for foragt.«

Men det var hverken for bankfolkenes nattesøvns eller for vores andres snagetilbøjeligheds skyld, at Joris Luyendijk satte sig for at gå antropologisk til værks blandt bank- og investeringsstammen.

Luyendijk håbede, at det kunne være en måde, hvorpå han kunne få helt almindelige mennesker til at interessere sig for finansverdnen.

»Det er jo paradoksalt, at vi har en sektor, der betyder så meget for os alle sammen, men som de fleste af os ikke orker at beskæftige os med, fordi den er så kompleks og videnstung,« siger Joris Luyendijk.

Han mener, at det er helt afgørende, at vi interesserer os for finansverdenen. Vi kan nemlig ikke overlade det til vores politikere at holde snor i den overordentlig magtfulde finanssektor.

»Vi har jo fået en demokratisk situation, hvor vi vælger folk, der skal fortælle markedet, hvordan det skal opføre sig, men som i stigende grad bare skal indrette sig efter markedet.«

Uden værktøj

Men som de mange protester i kølvandet på Occupy Wall Street også illustrerede, er det meget vanskeligt at komme med alternative bud på en situation, som man ikke kan overskue.

Selv følte Joris Luyendijk sig på nohet nær bar bund, da finanskrisen ramte i 2008. Som tidligere korrespondent i Mellemøsten kendte han til den beskidte verden, vi kalder politik, men reglerne, koderne og trickene i den finansielle verden havde han som de fleste andre meget ringe kendskab til.

»Så jeg prøvede at læse op på det og tog et kursus i finansøkonomi, men der var en følelse, som blev ved med at nage mig, nemlig den, at jeg for første gang ikke havde de intellektuelle værktøjer til at skille skidt fra kanel. Jeg ville ønske, at der dengang havde været en, der forstod den følelse, og som havde lavet en blog til mig,« siger Joris Luyendijk.

Globaliseret klasse

Så Luyendijk har nu oprettet en blog på den britiske avis The Guardians hjemmeside, hvor han i dag er tilknyttet som journalist. Joris Luyendijk har foreløbig gennemført 10 interview, og selv om de interviewede er meget forskellige, er der en række generelle træk.

»De er først og fremmest en konsekvent globaliseret klasse. Det er næsten umuligt at finde én med engelsk accent i City of London. De kommer fra hele verden, de gifter sig med folk fra andre kulturer end deres egen, de har børn, der taler fem sprog, og de er konstant indstillet på at flytte sig hen, hvor det sker,« fortæller Joris Luyendijk, der mener, at det er en vigtig erkendelse.

»De afspejler et alvorligt misforhold: De er en helt og aldeles globaliseret klasse, der opererer inden for en komplet ufærdig globalisering, når det kommer til det politiske regulerende plan. Men de føler intet ansvar for det sted, de befinder sig. Det er derfor omsonst at lave nationalt baseret regulering,« siger han.

— Nu har du sat dig for at undersøge de ansatte i City of London. Tror du, at det er den samme kultur, man ville finde blandt finansfolk i Holland eller Danmark?

»Det ville selvfølgelig være interessant at se på dem andre steder, men det er netop det, at de ikke er knyttet til noget sted, der er særligt ved dem. De kunne præcis ligeså godt være dumpet ned i Dubai eller Hongkong.«

De mest villige

Et andet gennemgående træk ved finansfolkene i London er, at de har en enorm dedikation til deres arbejde, fortæller Joris Luyendijk. De er der ikke for sjov.

Som en ansat i et finansielt analysefirma i midten af 30’erne beskriver det:

»Nu skal du høre: Den finansielle sektor er ikke raketvidenskab. Der er en masse lingo — jeg mener en MASSE — og du skal beherske den jargon. Men du behøver ikke at være brilliant for at arbejde i finanssektoren, du skal bare være kvik nok og være villig til at arbejde rigtig, rigtig mange timer (…) På mange måder er det en udholdenhedssport.«

Og så kræver det en overmenneskelig vilje til at vinde. Som en børsmægler beskriver det:

»Du har også brug for en masse testosteron, forstået sådan, at du skal have et dybt behov for at vinde, om det så betyder, at du skal rive huden af en andens ansigt om nødvendigt.«

Joris Luyendijk var faktisk overrasket over, at så mange finansfolk underkendte deres egen og deres kollegers formelle uddannelse og endda intelligens.

»Rigtig mange af dem fremhævede, at det, der primært giver én succes, er viljen til den.«

Pengene

Og så er der selvfølgelig pengene. Alle dem, som Joris Luyendijk har talt med, fremhæver pengene som afgørende.

I interviewserien møder vi også nogle af dem, der af den ene eller anden grund omgiver sig med finansfolkene, blandt andet en eks-kæreste, der måtte erkende, at forholdet ikke holdt. Ikke alene fordi hendes kæreste altid ville vælge en arbejdsopgave frem for hende, men også fordi hans forhold til penge skræmte hende.

Hun fortæller: »Engang fortalte jeg ham, at jeg var ligeglad med hans penge. Jeg gik ud fra, at han ville elske mig for det, da det betød, at jeg ikke havde valgt ham for hans penges skyld. Tværtimod! Han ville gerne have, at jeg til dels havde valgt ham for pengenes skyld.«.

Frygt

Joris Luyendijks interesse for finanssektoren var også drevet af et stort undre-spørgsmål: Når der nu er tale om nogle af verdens bedste hjerner, hvorfor så de så ikke, at det hele var ved at gå galt og råbte op?

Det slog ham under interviewene, at finansfolkene beskrev en kultur, hvor frygt fylder en del. Som en af de interviewede siger: »Så sent som i denne uge blev en af mine kolleger kaldt ind til chefen og fyret. Bare sådan uden videre. Han fik ikke engang tid til at samle sine ting sammen. Det var slut. Han havde ikke lavet en fejl, han havde bare ikke nået sine mål. Senere blev jeg kaldt ind til chefen. Jeg fik at vide: ‘Du skal ikke være bekymret, du klarer dig godt’. Det er City of London i en nøddeskal, mennesker bliver brugt og smidt væk som ting.«

En anden startede interviewet således: »Hvis min chef læser dette, bliver jeg fyret. Så du kan afsløre, at jeg er headhunter — eller ‘recruiter’, som vi kalder det. Du kan skrive, at jeg er en kvinde i starten af 30’erne, at jeg er fra et lille land på det kontinentale Europa. Flere detaljer kunne afsløre mig. Men jeg tror, at du har detaljer nok til, at jeg kan forklare, hvorfor jeg hader mit job så dybt.«

De historier er vigtige for at forstå, hvorfor det gik så galt — og kan gå galt igen, mener Joris Luyendijk: »Prøv at forestille dig, hvad frygten gør ved en arbejdskultur. Hvis jeg havde en oplevelse af, at jeg kunne stå nede på gaden med mine ting i en lille papkasse om fem minutter, ville jeg nok også holde mig fra at kritisere The Guardians redaktionelle linje,« siger Joris Luyendijk.

Mange små …

I arbejdet for at forstå finansverden gennem dens aktører har Joris Luyendijk bedt The Guardians læsere om hjælp. Her er han — ligesom det er tilfældet i den danske debat — flere gang stødt på mere konspiratoriske forestillinger om, at finansverdenen bevidst har opbygget et komplekst system med den hensigt at holde sig uden for demokratisk kontrol. En af interviewpersonerne fortæller da også: »Du bruger mange timer på at memorere begreber og genkende mønstre. Så bruger du mange timer på at skrabe en god løn sammen, mens du bruger begreberne til at intimidere udenforstående.«

Men at det skulle være udtryk for en egentlig strategi, tror Joris Luyendijk ikke på — desværre.

»Så ville vi jo kunne rulle det tilbage igen,« siger han og medgiver, at det er klart, at der er en tilbøjelighed inden for finanssektoren til at udvikle et sprog, der kan være ekskluderende — ligesom det gælder inden for den medicinske profession.

»Men der er desværre ingen central koordinering, der sigter på at holde os andre ude, intet fælles mål eller nogen fælles forestillinger om systemet. Der er en helt masse mennesker, der hver yder deres lille bidrag med det resultat til følge, at vi har et stort og helt uigennemskueligt system.«

Joris Luyendijk vil arbejde videre på interviewene resten af året. Og mødet med finansfolkene har allerede sat spor i han egen hverdag. Som han skriver på sin blog om en morgen, hvor uret ringede tidligt, fordi han havde sat sig få at nå en svømmetur før redaktionsmødet, og han var ved at rulle om på den anden side igen.

»Så tænkte jeg: Dont be a wanker, act like a banker.«

Fakta

Ingen vin
’I gamle dage var karikaturen en fed mand med cigar i den ene hånd og et glas brandy i den anden. I det klima, vi har i dag, ville sådan en aldrig overleve. Dagens finansfolk er en fokuseret flok. Jeg ville være overrasket, hvis nogen af dem så meget som drak et glas vin i løbet af ugen.’

Tre år er resten af dit liv
’Der var en fyr under 30, som havde lavet 500 millioner dollar for sin bank (…) Han havde optjent en bonus på 25 millioner pund, men han skulle blive tre år i banken for at få dem. Så der stod han, næsten flov over at fortælle, at han var stavnsbundet til sit firma, i hvad han opfattede som resten af sit liv’.

Op klokken 4.30
’Jeg står op klokken 4.30. Jeg ser nogle nyheder, ser hvordan markederne i Asien har det, læser min Reuters, Bloomberg og skyper måske lidt, laver et par telefonopringninger, ser BBC. (…) Jeg skriver min rapport, efterhånden som dagen skrider frem, og markederne bevæger sig, jeg opdaterer den. De fleste dage slutter jeg ved 6-6.30-tiden.’

Snyder og manipulerer
’Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive det menneske, jeg er i dag. Jeg arbejdede engang i et job, hvor jeg hjalp folk med at forbedre deres liv. I dag snyder jeg, lyver og manipulerer – alt sammen for at nå målet.’

Stakkels fyr
’Forleden mødte jeg en fyr, som er ret dygtig, men som kun tjener 150.000 pund. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Stakkels fyr, han kunne tjene det dobbelte i en anden bank. Og så fangede jeg mig selv i at tænke: Hvad mener du med ’stakkels fyr’? Han tjener 150.000!’

Det største tabu
’At bryde fortroligheden er tabu nummer 1 i min branche. Den anden dag var jeg på bar og hørte nogen ved et bord ved siden af mig tale om en handel, højt og i detaljer. Havde jeg handlet på det, var den fyr fucked.’

Kodenavne
’Derfor bruger vi også kodenavne for handler. Det er sjovt at tænke på, hvordan disse vigtige og dyre fiansfolk sidder og udtænker kodenavne. Nogle banker foretrækker tegneseriefigurer, andre græske guder eller anagrammer (…) Tit kan de lide at give dem et element af logik. Når der f.eks. er fire, der vil købe et bestemt virksomhed, kunne man opkalde handlen efter Dalton-brødrerne.’

På kommission
’Vores bank sælger investeringsprodukter og vores salgsafdeling vil have mig til at fremstille dem så positivt som mulig for mine klienter (…) Men jeg vil bevare et godt forhold til mine klienter så jeg vil ikke sige noget der er teknisk set forkert (…) Men ser du, i mange firmaer er salgsfolkene på kommission.’

Kirurgen og mig
’Nogle gange tænker jeg på, hvad forskellen på mig og en kirurg er. Kirurgen reddder liv og arbejder sikkert lige så lang tid som mig, så hvorfor bliver jeg betalt så meget mere? Svaret er, at en kirurg kun kan opererer en patient ad gangen.’

Tre fridage – om året
De arbejder sindssygt meget – jeg mener sindssygt. Da jeg var praktikant i en stor investeringsbank i The City, fortalte min chef mig, at han i sit første år i banken kun havde tre dage fri – inklusive weekender.’

For træt
’Da jeg var yngre, levede jeg med fuldt knald på. En del af mig ønsker stadig at gøre det, men jeg er bare for træt. Slidt. Jeg har kolleger, der døde i 40’erne, fordi de altid skulle ud med kunderne.’

’Face-time’
’I mange tilfælde er der et behov for at arbejde sent, men der er også et fænomen i The City, der hedder ’face-time’. Det er, når folk bliver på kontoret for at blive set, selv om de ikke rigtig har noget at lave, der ikke kan vente til dagen efter.’

Angst som drivkraft
’Under det hele er der en dyb og voldsom angst for at fejle. Det er det, der driver dem fremad.

Denne artikel er anbefalet af: