Hitler var til hjorte, kanoner, og nøgne kroppe

Adolf Hitlers chefarkitekt, Albert Speer, var også overordentlig kunstinteresseret. På de årlige Store Tyske Kunstudstillinger, der fandt sted fra 1937-1944 i Haus der Kunst i München, købte Speer intet mindre end 85 værker. Heriblandt Conrad Hommels maleri Føreren på slagmarken fra 1941, hvor Hitler optræder sammen med Göring og Keitel. Kendere må vurdere, om dets kunstneriske kvalitet lever op til de 50.000 rigsmark, Speer betalte for det.

I alt blev 12.550 værker udstillet, og alle udstillinger blev med vanlig nazistisk omhyggelighed dokumenteret fotografisk af førerfotografen Heinrich Hoffmann, der også var Hitlers ‘smagskommissær’, hvad udvælgelsen af værker angik.

Nu er de nazistiske kunstværker blevet offentliggjort i en database på nettet, der baserer sig på indholdet i seks fotoalbums på Münchner Zentralinstitut für Kunstgeschichte.

Det har taget medarbejdere ved instituttet to år at få fotografierne digitaliseret og overført til internettet. Interessant er, at man kan se, hvem der købte hvilke værker, hvor mange, de købte, og hvad de betalte for dem.

På otte år blev der i alt omsat for 13 millioner rigsmark. Hitler var den ivrigste køber, idet han over årerne erhvervede sig intet mindre end 1.310 værker for i alt 6,8 millioner rigsmark.

Den tyske diktator betalte i 1938 3.000 rigsmark for Adam Antes’ buste af den italienske diktatorkollega Benito Mussolini.

Ved siden af hjorte og sydtyske landskaber var Adolf Hitler også glad for værker, der kunne fastholde hans erindring om hidtidige succeser. Således er Elk Eber repræsenteret blandt Hitlers kunstkøb med ikke mindre end ti værker. Heriblandt akvarellen De tyske troppers indtog i Warszawa om formiddagen den 2. oktober 1939. En stor kanon er i forgrunden på billedet, som Hitler betalte 2.000 rigsmark for.

De årlige udstillinger i München var et socialpolitisk instrument, hvormed Det Tredje Rige brødfødte de kunstnere, der var partilinjen tro, eller slet og ret valgte banale og ufarlige motiver.

Afmystificering

Da Tyskland i sommeren 2006 var vært for fodbold-VM, var det journalisten Lea Roshs opfattelse, at bestemte skulpturer på Olympia Stadion i Berlin burde dækkes til. Der skulle spilles seks kampe på det berømte stadion, og Rosh, der for mange år siden var initiativtager til det store Holocaust-mindesmærke ved Brandenburger Tor, mente, at flere af de statuer, der smykker stadion, ville kaste skam over Tyskland.

Statuerne var blevet til i nazitiden og var blandt andre lavet af billedhuggerne Arno Breker og Joseph Wackerle.

»Breker var en overnazi. Det er slemt nok, at disse skulpturer overhovedet er at finde i det offentlige rum,« sagde Lea Rosh.

Skulpturerne forblev utilslørede under verdensmesterskabet. Værker af begge d’herrer er repræsenteret i databasen.

Christian Fuhrmeister og Iris Lauterbach, der sidder i projektledelsen, håber, at internetdatabasen langsomt vil bidrage til at »afmystificere« nazikunsten.

Kun ti procent af de dokumenterede værker har hidtil været kendt, men et flertal af værkerne er ifølge projektlederne upolitisk landskabs- og genremaleri, dyrefremstillinger og portrætter. Eller som avisen Süddeutsche Zeitung skriver.

»Længe gjaldt den opfattelse, at man ikke måtte vise propagandaværkerne. Som om man alene ved at betragte nazi-kitsch kunne blive til højreekstremist, nærmest blive besat af en dæmon. I dag 70 år senere bliver denne dæmon endelig drevet ud.«

Underholdende

Ingen tvivl om at offentliggørelsen af værkerne er en bedre metode til djævleuddrivelse end Lea Roshs forslag om en tilsløring, der vel ville have virket lidt som strudsen, der stikker hovedet i busken for at undgå at blive set.

Fuhrmeister er ligeglad med, om nogle nynazister skulle finde en særlig fryd ved at gå på opdagelse i databasen. Ifølge Zeit Online vil han vise folk, at de ingen grund har til at frygte nazikunsten. Medmindre man lider af kitschfobi. Et besøg i databasen er dog temmelig underholdende.

Tag for eksempel Elk Ebers oliemaleri Appell am 23. Februar 1933 fra 1937. To typer i nazitøj er ved at spænde hjelmen under hagen. Kæberne er stærkt firskårne, ligheden med Supermand på en dårlig dag er slående. Eller Heinrich Knirrs portræt fra samme år af Adolf Hitler, der sidder og læser i partiorganet Völkischer Beobachter med en kropsholdning som et barn, der lige har lært bogstaverne og må kigge grundigt på hvert enkelt, for at det giver mening. Læg dertil en lang række af mytologiske og allegoriske motiver samt en nærmest uendelig række af skulpturer og billeder af nøgne mænd med svulmende overarme og ditto kønsorganer.

Databasen med nazikunst kan besøges på www.gdk-research.de