Kugleregn

Et projektil skal afskydes med meget høj fart, hvis det skal gøre sig fri af Jordens tyngdekraft og gå i kredsløb. Ved en raketopsendelse tilføres energien gradvis af de forskellige trin, så hastigheden øges, indtil rumfartøjet kan gå i kredsløb. Det er næppe muligt med én kortvarig påvirkning fra en krudtladning i en patron, at opnå så høj en hastighed.

Et projektil, der skydes op i luften, vil bevæge sig i en bane af form som en parabol: Som projektilet stiger op, vil hastigheden gradvis aftage, efterhånden som den kinetiske energi, som krudtladningen tilførte projektilet, opbruges af den modsat rettede tyngdekraft. Øverst i banen vil projektilets hastighed være lig nul, hvorefter tyngdekraften tager over og trækker projektilet ned mod jorden igen. Hvis der ingen luftmodstand var, ville denne balistiske bane være helt symmetrisk, også hvad hastighed angår, så projektilet til sidst rammer jorden med præcis samme hastighed som det blev skudt afsted med.

På grund af luftmodstanden er nedslagshastigheden ikke helt så stor som afskydningshastigheden, men dog tæt på. Derfor er nedfaldende projektiler særdeles farlige. De kan, hvis de rammer, dræbe et menneske, og også afstedkomme store skader på for eksempel bygninger og biler.