Så surt som i gamle dage

Herta er den slemt mugne hovedperson i forfatter og illustrator Hanne Kvists første roman for voksne. Hun er gift med Gunnar og husmor i en vestjyllandsk provins i 1940’erne. Her er et langt mug, inklusive en liste med noget af det, Herta ikke kan lide:

»Hun lavede sagosuppe. Hun brød sig ikke om sagosuppe. Men hvor mange gange kyssede hun Gunnar helt af sig selv? Og hvor mange gange lagde han sin varme hånd på hendes nakke, uden at hun drejede hovedet en smule og derved drejede sig ud af kærtegnet? Nej, hun brød sig ikke om opvarmet grønkål med koldt flæsk og pølse. Hun brød sig ikke om radiotransmissioner fra Det Kongelige Teater. Hun brød sig ikke om selverhvervende kvinder. Hun holdt ikke af at rense fisk. Hun kunne i det hele taget ikke lide indvolde, og hun holdt ikke af ordet klassefælle. Hun afskyede vægelsind og svaghed. Herta kunne siges at være fuld af fejl, men vægelsind og svaghed var ikke blandt dem. Ifølge husmoderens spiseseddel i Hjemmet råder frøken Jensen til sagosuppe to gange ugentligt.«

Virtuositet og fremdrift

Det snakker vi ikke omlæses bedst i adstadigt tempo. Tag bare sagosuppe nummer to ovenfor og det pludselige spørgsmål, der følger efter:

»Men hvor mange gange kyssede hun Gunnar helt af sig selv?«

Hvor kommer det fra? Inde fra Hertas kraniekasse, hvor både kærtegn og trist suppe optælles. Det, der i en traditionel historisk roman blot kunne have funktion som tidsmarkører og kulisse — radiotransmissionerne og husmoderens spiseseddel i Hjemmet bl.a. — får her en anderledes vægt og betydning.

Romanen er romanagtigt fortalt med virtuositet og fremdrift — og et pudderdåsemysterium i syv dele til at indlede og adskille dens syv dele. Men alene pudderdåsen med rosenrelieffet i Hertas forklædelomme afslører forfatterens interesse for tingene og for at beskrive dem. Det er navnene på tingene og deres funktioner og betydninger, der tilsammen bliver til en stor bunke af savn og længsel. For barnet er det et savn efter en mor. Et savn, der viser sig at gå i arv fra generation til generation, som ting og levemåder og pulterkamre (!) også gør det.

For den voksne kvinde er det en længsel efter et andet liv end det, der minder om »en fabrik, hvor mennesker står og gør de samme bevægelser efter hinanden, monotont«.

Et andet liv får Herta en fornemmelse af, når hun stikker af fra husmodertjansen sammen med en mand, der ikke er Gunnar, og danser og drikker snaps.

Det gør man i provinsen

Som radiotransmissionerne fra Det Kongelige Teater på Hertas lange minusliste fortæller, så har Hanne Kvist skrevet en roman, der ligesom flere af Hans Otto Jørgensens bøger viser den store afstand, der kan være eller har været mellem provins og hovedstad. Mellem et liv med kunst og et liv uden.

Romanens titel siger ‘snakker’ og ikke ‘taler’, for snakker gør man i provinsen, og taler gør man i København.

Herta har i sit unge liv »den frihed, der ligger i at lukke døren efter sig og gå hen på biblioteket«. Men bøgerne giver ikke Herta et frit liv på længere sigt. Hun har den gamle bibliotekar Koldborg, men hun mangler ligesom en PH til at ruske i hende for alvor.

Hun besøger København og ser på kunst, et maleri af Søndergaard. Det forestiller hendes hjemegn, og Herta føler sig gennemskuet: »[…] man skulle jo tro, det var middelalderen, man stod og så lige ind i, det åndelige armod, folk, som havde meget lidt at gøre godt med.«

Romanen forklarer ikke Hertas surhed og afstumpethed. Den bliver snarere et mysterium, det er interessant at dykke ned i — vel vidende at det nok ikke rigtigt løser sig.